Har jeg lavet jordens største fejltagelse?

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om SKILSMISSE
Besvar
susped74
Ny bruger
Indlæg: 1
Tilmeldt: 23. aug 2012 11:58

Har jeg lavet jordens største fejltagelse?

Indlæg af susped74 »

Hej Per

Jeg skriver til dig fordi jeg er ked af det, fortvivlet, uforstående og bange.

Jeg har kendt min mand i lidt over 5 år. Vi er blevet gift for 2 ½ måned siden.

Han er en mand med stort M. Jeg elsker ham og tænder på ham, men jeg tror ikke det er gengældt. Eller er det mig der er helt forskruet oveni og har brug for hjælp.. Det håber jeg du kan hjælpe mig med.

Vores historie set fra min side.

Vi mødte hinanden online for lidt over 5 år siden. Jeg havde været alene med min søn i lidt over et år, efter en skilsmisse hvor min daværende mand og jeg var vokset fra hinanden.

Jeg mødte Brian online og vores kemi var fantastisk. Han var sjov, sød, opmærksom, kærlig. En rigtig mand, som også kunne sætte mig på plads, når der var behov for det.. Et modspil jeg havde savnet i mit tidligere forhold.

Vi boede hver for sig i ca 1½ år, ret langt fra hinanden, så vi sås kun i weekenderne og i den periode havde vi da nogle ture med hinanden som tit handlede om savn og jalousi. Jeg valgte at rive mine og min søns rødder op og flyttede til en ny by (langt væk). Dette resulterede i at mine forældre ikke talte til mig i 6 mdr og jeg havde det rigtig skidt over det.

Inden jeg flyttede lovede han mig at han ville være der 100 % for min søn og jeg og han ville behandle min søn, som var han, hans egen. Det var meget svært for mig at flytte og er det i perioder stadig. Min søn fik rigtig gode venner allerede den første uge.

Jeg synes ikke at Brian var der for os. Han arbejdede meget, ændrede sin væremåde. Prioriterede sig selv og problemerne mellem os blev flere og flere. Jeg er en følsom pige. Jeg er en tryghedsnarkoman. Vil gerne anerkendes, have søde ord, kærtegn, vide at jeg betyder noget... Jeg begyndte at tvivle på ham.. Det virkede og virker som om at nu havde han fået os til at flytte, så behøvede han ikke gøre mere..

Jeg fik for et år siden en svær depression. Har været i behandling og får stadig medicin.. Jeg tror den dag i dag at depressionen kom pga. den flytning, mangel på opmærksomhed, ensomhed og alle de tanker jeg går rundt med. Vi har nu boet her i 4 år og ingenting er som da vi mødte hinanden.

Vi bliver uvenner over ingenting. Hans hverdag består af at arbejde fra 7-16, derefter ud og arbejde igen til ca 18.30, han kommer hjem og går ned til computeren hvor han spiller. Han kommer op når maden står på bordet, spiser, går ned til computeren igen og kommer først op når jeg har lagt min søn i seng ved 9 tiden.. Vi ser lidt fjernsyn og kl.22 går han i seng.

Hvis jeg gerne vil snakke med ham, så går han straks i forsvar, bliver irriteret og får enhver diskussion vendt så det hele står som om det er min skyld, så kan vi gå i flere dage ikke og snakke sammen og han kunne ikke drømme om at komme til mig, for at få tingene snakket ud. Det er altid mig som rækker en arm frem..

Når jeg siger til ham at jeg har brug for nærhed. Jeg har brug for at han giver mig positiv anerkendelse, så får jeg at vide at det gør han også, men jeg kan bare ikke huske det.. Han kan lyde så overbevisende at jeg helt kommer at tvivle i et lille sekund... Jeg kan ikke trænge ind til ham.. Han lover at han nok skal blive bedre og gøre sit bedste, men der sker aldrig noget.. Der er aldrig handling bag hans ord. Alle diskussioner med ham om de er små eller store, starter med at han går fuldstændig i forsvar og bliver irriteret helt fra begyndelsen. Jeg føler slet ikke at vi har en samhørighed mere. Jeg føler slet ikke at vi kan tale sammen, som voksne mennesker.

Ang. sex, så har han ikke jordens største sexlyst og tror det er nået til hvor det egentlig bare er nemmere at lade være end at gøre det.. Tror vi begge to klarer tingene selv.. Men når vi har det, så er det jo rigtig godt, selvom jeg ville ønske at han kunne bruge lidt mere tid på forspil og fordybelse i hinanden.

Han er rigtig god til at kommentere alt det negative omkring min søn og jeg.. Alt hvad vi gør og siger som ikke passer ham, skal kommenteres og diskuteres.. Hvorfor gør I sådan?, Hvorfor står dine sko under sofabordet? Hvorfor har du ikke fortalt det? o.s.v o.s.v.

Jeg kan snart ikke holde til det mere.. Jeg tror, jeg trods meget bedring, på en eller anden måde hænger fast i min depression pga. alle disse spekulationer. Jeg føler afmagt, tristhed og vrede over at det skal være sådan her..

På dårlige dage tænker jeg at jeg har lavet jordens største fejltagelse og jeg kan virkelig blive bitter og sur på mig selv.

Jeg er sur på mig selv over at jeg i en dags kådhed, sagde ja til at blive gift med ham, trods at min mavefornemmelse sagde mig noget helt andet..

Mine spørsmål til dig:

1. Har han fuldstændig trukket sig ind i sig selv og reagerer som han gør, fordi jeg i snart 4 år, har tigget og bedt ham om at blive bedre til at give mig nærhed og kærlighed?

2. Er min fornemmelse rigtig, med hensyn til at jeg hænger fast i min depression pga. vores parforhold?

3. Hvad kan jeg gøre for at ændre min del til at vi kan få et bedre parforhold?

4. Er jeg bare forelsket i illusionen af hvad vi kunne ha haft sammen og burde jeg gå fra ham?


Håber du kan hjælpe mig

Mvh. Susanne
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Har jeg lavet jordens største fejltagelse?

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej Susanne

I krig og i kærlighed begås der massevis af fejl, og du er næppe den første, der står i den situation.

Du kan jo osse vælge at sige, at du havde modet og viljen til at satse, og at det så viste sig, at din satsning ikke helt blev til, hvad du havde håbet på eller regnet med. Så nu gælder det fremtiden og de næste satsninger for at forbedre din og din søns livskvalitet.

Umiddelbart lyder det ikke til at være et nærende og sundt forhold du og din mand har til hinanden. Og det lyder heller ikke umiddelbart til, at det vil blive det på længere sigt.

Forhold, der er præget af håbet om, at det nok skal blive bedre, hvis .... osv., er ofte svære at slutte, fordi det er svært at opgive håbet.

Inden du helt beslutter dig for at få en skilsmisse, selv om det lyder som om, du er meget tæt på, så prøv f.eks. at gøre tre ting.

1) Prøv at udfylde mit skema: Afklaringsoversigt som du finder under REDSKABER

2) Få fat i Phillip C. McGraw: FØRSTEHJÆLP TIL PARFORHOLD - Sådan genfinder I kærligheden, Borgen - og udfør de øvelser, der er i bogen. (Det tager lidt tid.)

Billede

3) Endelig så kan du prøve Ebbe Scheel Krügers PARTEST.

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "SKILSMISSE"