Skinsyge tur/retur
: 10. jun 2008 10:31
Hej Per.
Jeg er en dreng på 18 år. Jeg har altid, efter egen mening, været god til at tackle egne situationer objektivt, og har haft en god evne til at skelne mellem rigtigt og forkert. Derfor vil jeg gerne vide, er det muligt, selv at kunne tackle skinsygen?
Først vil jeg lige sige, at da jeg var 3 år, begik min far selvmord, og i sorg 3 år senere, forsøgte min mor at begå selvmord, men fortrød. Dog har hun været den bedste mor, man kunne forestille sig, lige efter hendes selvmordsforsøg.
I starten af mit forhold for snart 3 år siden, med min kæreste på snart 18 år, var jeg skinsyg. Jeg kunne ikke forholde mig til hendes behov for at skrive/snakke med andre drenge/mænd, men kunne godt klare det, så længe det ikke blev 'sensuel' skrivning og samvær sammen. Jeg ville også helst vide, hvonår hun havde skrevet/snakket sammen med andre og om hvad. Efter dine beskrivelser af skinsyge, synes jeg, at mit fortids-jeg lyder som et svært tilfælde. Men, hver gang jeg konfronterede hende med spørgsmålene, følte jeg mig skyldig, og at jeg gjorde noget galt (hvilket jeg tydeligvis gjorde!). Så, jeg snakkede det igennem med hende, og vi kom til den konklusion, at hun skulle have en mere kontrolleret situation med drenge/mænd således, at jeg kunne overskue det og lære at stole på hende. Efter noget tid, kunne jeg sagtens se, at hun ikke havde de interesser for drenge/mænd, som jeg havde gået og troet.
Jeg gik så i lang tid, og jonglerede med mine følelser, og prøvede ikke at tabe dem på gulvet, men få mere styr over dem i stedet. Det er kommet så vidt, at jeg i dag, godt kan klare at se hende snakke og skrive med andre, også uden at vide hvad indholdet er.
Jeg føler mig ikke helt ude af skinsygen, da det stadigvæk kan nage i hovedet, men det er dog langt fra den besættelse, det en gang har været. Så derfor mit spørgsmål, er det muligt for mig at blive 'helt rask' på egen hånd? Eller, skal jeg have kontakt til en psykolog omkring omsorgssvigt i min barndom?
Jeg er en dreng på 18 år. Jeg har altid, efter egen mening, været god til at tackle egne situationer objektivt, og har haft en god evne til at skelne mellem rigtigt og forkert. Derfor vil jeg gerne vide, er det muligt, selv at kunne tackle skinsygen?
Først vil jeg lige sige, at da jeg var 3 år, begik min far selvmord, og i sorg 3 år senere, forsøgte min mor at begå selvmord, men fortrød. Dog har hun været den bedste mor, man kunne forestille sig, lige efter hendes selvmordsforsøg.
I starten af mit forhold for snart 3 år siden, med min kæreste på snart 18 år, var jeg skinsyg. Jeg kunne ikke forholde mig til hendes behov for at skrive/snakke med andre drenge/mænd, men kunne godt klare det, så længe det ikke blev 'sensuel' skrivning og samvær sammen. Jeg ville også helst vide, hvonår hun havde skrevet/snakket sammen med andre og om hvad. Efter dine beskrivelser af skinsyge, synes jeg, at mit fortids-jeg lyder som et svært tilfælde. Men, hver gang jeg konfronterede hende med spørgsmålene, følte jeg mig skyldig, og at jeg gjorde noget galt (hvilket jeg tydeligvis gjorde!). Så, jeg snakkede det igennem med hende, og vi kom til den konklusion, at hun skulle have en mere kontrolleret situation med drenge/mænd således, at jeg kunne overskue det og lære at stole på hende. Efter noget tid, kunne jeg sagtens se, at hun ikke havde de interesser for drenge/mænd, som jeg havde gået og troet.
Jeg gik så i lang tid, og jonglerede med mine følelser, og prøvede ikke at tabe dem på gulvet, men få mere styr over dem i stedet. Det er kommet så vidt, at jeg i dag, godt kan klare at se hende snakke og skrive med andre, også uden at vide hvad indholdet er.
Jeg føler mig ikke helt ude af skinsygen, da det stadigvæk kan nage i hovedet, men det er dog langt fra den besættelse, det en gang har været. Så derfor mit spørgsmål, er det muligt for mig at blive 'helt rask' på egen hånd? Eller, skal jeg have kontakt til en psykolog omkring omsorgssvigt i min barndom?