Kæresten er stadig kun separeret fra sin eks

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om KVINDER OG MÆND
Besvar
Jossy

Kæresten er stadig kun separeret fra sin eks

Indlæg af Jossy »

Hej,
Lige et spørgsmål for at tjekke om jeg kan tillade mig at være "tøsefornærmet" eller om jeg er ved at piske en stemning op inden i mig selv :-)

Jeg fandt min nuværende kæreste for syv år siden. Valgte selv at blive separeret fra min daværende mand kort tid efter og vi var enige om at blive skilt efter et halvt års separation. Det forløb gnidningsløst og jeg har ikke fortrudt et eneste øjeblik.

Min nye kæreste var et halvt år før han mødte mig, blevet alene - hans kone var bare flyttet. Huset blev solgt og han flyttede i lejlighed. Da han så mødte mig, blev han separeret fra sin daværende kone.

Et års tid efter at jeg selv var blevet skilt, sad vi og hyggede over lidt go' mad, og jeg fortalte så, at i de dage var det netop et år siden jeg var blevet skilt, og det kunne vi jo fejre ;-) Så fortæller han sådan halvt i sjov, at Gud, det var han da ikke blevet endnu ... det havde han helt glemt! Det skal siges, jeg var på daværende tidspunkt i begyndelsen af fyrrerne og han er ti år ældre - altså forholdsvis voksne mennesker! :-)

Jeg vælger egentlig bare på det tidspunkt at trække på skuldrene og lade som ingenting. Vi boede ikke sammen (og gør det stadig ikke), så jeg synes egentlig ikke, jeg ville blande mig.

Men nu her, hvor vi så har været kærester i syv år - og manden er stadig kun separeret - så begynder jeg måske at føle mig lidt til grin.

Som nævnt bor vi ikke sammen, da jeg stadig har hjemmeboende store børn, men vi er begyndt at tale om det, da mine børn snart flytter hjemmefra. I stedet ses vi 3-4 gange om ugen og snakker i telefon 1-2 gange om dagen. Nu bliver jeg så i tvivl, om jeg virkelig vil bo sammen med en mand, som kun er separeret (og vi har ikke diskuteret ægteskab, for så var det jo en anden sag). Det er ikke fordi han har meget kontakt til sin tidligere kone, men det sker da at vi deltager i de samme begivenheder, fødselsdage mv. Nu vil skæbnen så, at hans tidligere kone er begyndt at invitere hans forældre til kaffe og middage, hvilket irriterer ham. Og det irriterer faktisk også mig, for jeg ved hende og svigermoderen aldrig har haft et godt forhold, så nu kan jeg jo kun gætte på, hvorfor den kontakt lige pludselig er så vigtig igen. På den anden side - det var min kærestes kone, der flyttede - hun har ikke forlangt skilsmisse på noget tidspunkt - han har heller ikke - så hvorfor skulle hun ikke tro på, at det kunne blive dem igen. Jeg har en formodning om, at så lang tid, min kæreste og hans tidligere kone ikke får gjort op med fortiden, så vil jeg aldrig helt kunne blive en hel del af hans fremtid. Jeg valgte selv at blive skilt den gang, så vi begge kunne komme videre. Min forhenværende mand bor i dag sammen med en ny kæreste, og jeg kan da ikke forestille mig, hun ville synes, det var fedt, hvis vi ikke var skilt! Men er det bare mig, der hidser mig op? ;-)

Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at min kæreste ikke har lyst til at flytte sammen med sin tidligere kone igen, men det virker som om, at alligevel ikke har lyst til at give helt slip på fortiden. Et andet eksempel er, at da de delte boet for 8 år siden, overtog min kæreste deres gamle campingvogn, men aftalen var også at konen kunne låne den, hvis hun ville. Det ville hun så for ca 5 år siden og jeg kan huske han diskuterede med hende om, at det jo var ham, der betalte vægtafgift og forsikring, så hun skulle ikke regne med, hun kunne komme i tide og utide og låne den. Nå, men for to år siden blev den så total-skadet ifm stormvejr og han fik udbetalt forsikringen. Og af dem giver han så hende halvdelen! Nu skal det ikke lyde som om at jeg ville have haft andel i den halvdel, men jeg kunne da måske bedre have forstået det, hvis han havde givet halvdelen til sine børn! Men jeg synes egentlig han er for god af sig ift hende - eller konfliktsky - eller noget tredje. Det virker som om, han mener, han bør tage sig af hende - sådan lidt som om, det er det tredje barn han har.

Og nu ved jeg ikke rigtig, om jeg bare er lidt tøsefornærmet over, at han ikke er skilt endnu (eller - Gud forbyde det - i begyndelsen af overgangsalderen) ;-) eller om jeg bare skal rende skrigende bort! Vi har det ufattelig godt sammen på alle tænkelige måder, men det virker lidt som om vi til tider er tre i det forhold. For tre år siden skrev jeg faktisk et brev til ham - som jeg bare smed væk, da det var skrevet, for så havde jeg ligesom fået det ud af kroppen. For på det tidspunkt i perioden ultimo januar til medio juli nævnte han sin tidligere kone i 70% af alle vores samtaler! Nogle gange i forbindelse med børnene; andre gange af andre årsager. (Jeg har altså et eller andet med tal, der gør at jeg ikke kan lade være med at regne og finde forholdstal - deraf de 70%!! :-))

Jeg ville gerne snakke med ham om, hvorfor han ikke er skilt endnu, men jeg har sørme svært ved at finde en indgangsvinkel, for han skulle jo gerne ville skilles, fordi det er det rigtige at gøre og ikke fordi jeg be'r ham om det, hvis du kan følge mig?

Jeg ville sætte stor pris på noget konstruktivt feedback.
På forhånd tak.
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Kæresten er stadig kun separeret fra sin eks

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej Jossy

Selvfølgelig er du fornærmet over, at din kæreste ikke er skilt fra sin eks, men jeg forstår ikke helt grunden?
Hvad tror du ville blive bedre for dig, hvis han var skilt fra sin eks?

Har det med deres fælles børn at gøre? Er eks'en uselvstændig?
Hvis det ingen praktisk betydning har i jeres to's relation, så er det måske et område, hvor vi må gå ud fra, at han er et selvstændigt voksent menneske. Han har bevidst eller ubevidst sine grunde, men dem behøver han vel ikke at skulle dele med dig? :-)

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "KVINDER OG MÆND"