Hvordan kommer jeg ud af forhold til gift mand, der ikke vil

[Kvinde 43]

Hej

Jeg har i 8 år haft et forhold til en gift mand. I starten var det rent venskab, men vi talte svingede godt sammen og blev kærester. Min grundholdning er, at utroskab er forkert, og jeg har hele vejen igennem følt ubehag ved at være medskyldig i hans utroskab, men han udtrykte så store følelser for mig, at han lige så stille fik mig smeltet. En tid udviklede forholdet sig, vi sås 2-3 gange om ugen og havde det rigtig godt sammen. Det lykkedes mig næsten at bilde mig selv ind, at det var ham og mig, der hørte sammen, ikke ham og hans kone. De to havde haft problemer i flere år, og de levede hver deres liv. Min ven var fuldt og helt hos mig, når vi var sammen, mens jeg som regel ”havde håndbremsen trukket” og ikke kunne slippe mig selv rigtigt, fordi jeg havde dårlig samvittighed. Men min ven var så overvældende betaget af mig og udtrykte så store følelser, både i ord, skrift (sms) og væremåde, at jeg ikke kunne stå for det. Jeg har hele tiden holdt rigtig meget af ham, og til tider har jeg også følt, jeg elskede ham. (Jeg har undervejs tænkt en del over, om jeg følte kærlighed, eller jeg bare holdt af, og var forelsket i hans betagelse af mig.)

Sidst i 2004 havde min ven og hans kone, igen, haft et sammenstød, og hun havde sagt, hun syntes, han skulle flytte, og at hun ikke ville blive gammel sammen med ham. Det fik min ven til at meddele mig, at NU var det nok, nu skulle det være os to. Jeg begik min hidtil største fejl: at tro på det. 14 dage efter opdagede konen utroskaben. Min ven fortalte mig, at de var blevet enige om at give ægteskabet en chance. Han blev altså hos hende. Jeg blev fortvivlet, men accepterede. Forventede, at nu skulle vi stoppe med at ses. Konen skrev til mig. Nu var der ingen grænser for, hvor meget hun elskede sin mand. (Før havde han bare været et stykke praktisk inventar). Hun agtede at beholde sin mand, ingen tvivl om det.

Vi forsøgte noget rigtig forkvaklet. Min ven havde insisteret på at beholde mig som VEN, og konen syntes også, at vi skulle bevare venskabet (eller gjorde hun .. var hun ikke nødt til at sige dét for at beholde ham). Vi var gennem et halvt års tid sammen alle 3 om den interesse, der havde bragt mig og manden sammen. Det var anspændt. Min ven besøgte mig stadig som kæreste, han kunne ikke undvære mig. Men når vi var 3 sammen, var jeg jo bare ”ven”. Med konen som en vagthund over for ham og mig. Til sidst kunne jeg ikke magte denne tortur mere, så jeg holdt op med at tage med dem. Min ven blev ved at komme. Vi havde stadig sex sammen, og for ham var der egentlig ikke ændret noget. Han havde godt nok lovet sin kone, at NU skulle der være åbenhed og ærlighed, men han havde ikke dårlig samvittighed over for hende (jeg har spurgt).

Det år fik jeg det værre og værre. Ufattelig megen gråd, kroppen protesterede også, kunne ikke fungere på arbejde, meget trist og modløs og i tvivl om, hvad han dog ville med mig, med os. Jeg følte mig jokket på, men lod ham blive ved med at komme. Efterhånden som jeg fik det værre og værre, åbnede jeg munden mere og mere over for ham om, hvor skidt jeg havde det. Han syntes jeg pressede ham til lige nu og her at beslutte sig (vi havde kendt hinanden i 7 år …)

Efterhånden begyndte min ven også at få det dårligt, ægteskabet skrantede jo, og nu var ”elskerinden” også utilfreds. Jeg sagde til ham, at hvis han ville noget med os, skulle han ikke vente for længe, for jeg var ved at gå til grunde.

Nu har vi stoppet forholdet, dvs. jeg har, for min ven betragter mig stadig som en slags reservekæreste, han kan samle op, når HAN er afklaret. Jeg kan bare ikke klare at være hende ved siden af og være medskyldig i bedrag. Jeg synes, at han behandler både sin kone og mig respektløst og slider os op. Mest mig, for konen tror det er slut. Det er det også fra min side, men ikke fra hans. Han vil ikke slippe mig. Når jeg ikke vil være hans reservekæreste, vil han have mig som ven. Det prøver vi så på. Men han kender ikke grænsen mellem venner og kærester, så det er meget anstrengende for mig hele tiden at minde ham om, at han er gift, og at han ikke kan tillade sig det, han gjorde før. Han er enormt jaloux på alt og alle, der tager min opmærksomhed. Han har en enorm ejermentalitet og sviner de ting til, jeg gør, han kan se noget beskidt i alt. Mistænker mig for at have "noget kørende" eller jagte det. Jeg føler mig så meget svinet til og mistroet. Han er nærmest som to personer. Den søde og kærlige person, jeg kendte oprindelig, og så den hårde, sygeligt jaloux og mistænksomme mand, der siger grimme ting til mig. Jeg er begyndt at blive vred når han gør det, før blev jeg fortvivlet og græd ustandselig. Vreden er nemmere at håndtere end fortvivlelsen, men det tager hårdt på mig. Jeg har mistet respekten for ham, synes han udsuger mig. Jeg ønsker fred, han ønsker kontakt. Hvis det ikke var for mig, havde vi stadig sex, men jeg har meddelt at jeg er HELT FÆRDIG med at have sex med en gift mand. Jeg accepterer, at vi prøver om vi kan finde ud af at være venner, men det skal kunne tåle dagens lys, og hans kone skal kunne acceptere, hvad vi gør. Det kan han slet ikke kapere. Enhver henvendelse fra ham foregår bag hendes ryg, og det plager min samvittighed. Jeg føler, jeg har dårlig samvittighed for to, mens han er god til at se bort fra, at han handler forkert. For han "elsker mig jo", og så er alt åbenbart tilladt.

HVORDAN SLIPPER JEG UD AF DETTE HER? Jeg tror ikke på, jeg får respekten for ham tilbage, og hans jalousi og ejermentalitet, der pludselig vælter ud af ham, kan jeg ikke forestille mig at leve med. Hvordan slipper jeg væk uden at han går helt i spåner eller plager mig? Han er langt ude men tager ikke imod mit forsigtige råd om at få hjælp, for sin egen skyld.
Håber du har tid til at svare, jeg føler mig fanget i en fælde, jeg aldrig slipper ud af.

Venlig hilsen
drænet kvinde efter endnu en nat med mavepine og for lidt søvn

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Kvinde 43

Svaret er jo lige for og enkelt: SLUT kontakten med ham!!!

Og måske var det en god ide, at du fik noget hjælp til at få set på, hvad der fik dig til at være i det drænende forhold i så lang tid. At få set på dine egne modsatrettede interesser, stå ved dem, få stoppet din dårlige samvittighed - og ikke mindst få fat i hvad der nu er godt for dig.

Du skal ikke nu bekymre dig om, "hvordan slipper jeg væk uden at han går helt i spåner". Det er hans ansvar ikke at gå i spåner. Plager han dig, kan du altid få et polititilhold.

Inden du vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Du skal være velkommen til at skrive igen.