Jeg skriver fordi jeg til tider kan blive overvældet af tomhed og mangel på glæde....
Det startede for to år siden, hvor vi fik skader på huset (som kunne repareres), sygdom i familien og vennekreds (kræft og depression – som heldigvis løste sig i løbet af året) samt vi blev forældre for anden gang. Efter den omgang følte jeg en tomhed og mangel på glæde. Og da vi fik endnu en skade på huset for et års siden knækkede filmen for mig – så kunne jeg ikke overskue livet længere – alle de negative tanker og følelser blev forstærker 1000 gange. Fik angstanfald med hensyn til skader på huset, følte mig ikke god nok til jobbet, etc. Blev meget nærtagende. Jeg måtte sygemelde mig fra arbejde i en to ugers tid. Jeg gik til lægen, fik en henvisning til en psykolog som jeg havde 5 - 6 samtaler med. Jeg følte ikke at kemien fungerede vældig godt med ham, men fik alligevel nogle enkelte afklaringer med at det var en naturlig reaktion på alle hændelserne, at jeg måske var blevet mere bevidst om min egen dødlighed og at jeg skulle sætte nogle nye mål i mit liv. Skaden på huset blev ordnet. Og alt føltes godt. De negative tanker var for en periode væk. Angstanfald udeblev. Det tegnede sig ganske lyst i foråret.
Men i april kom de igen. Noget apparatur på arbejdet drillede, og jeg begyndte at blive i tvivl om min egen formåen på arbejdet: ”Var jeg god nok?” dukkede op hele tiden.Blev nærtagende og fejlfortolkede kollegaer:”De synes ikke at jeg yder godt nok”. På nogenlunde samme tid fandt jeg ved et tilfælde, min kones dagbog fra hendes teenage år, da min datter løb rundt med den inde i vores stue. Jeg kiggede i den, da jeg på det tidspunkt ikke vidste at det var hendes dagbog og kunne se, at hun i sine teenageår havde haft en del mænd/drenge. Dette satte en masse tanker i gang, da jeg selv ”kun” har været i seng med to piger/kvinder (begge kærester), jeg debuterede som 20 årig – havde kysset, kælet og fået nogle enkelte blowjobs forinden min debut – men alligevel dukkede angstanfaldene op igen: ”Er jeg gået glip af noget?”, ”Er jeg unormal?”, ”jeg er bare ham nørden fra folkeskolen, der var mobbeoffer i 5 -7 klasse.”, ”Jeg kan da ikke være misundelig på mine kones fortid – hun har selv sagt, at det var nogle møgmænd - jeg kan ikke bare fornægte min egen fortid, da jeg så fornægter mig selv”, etc. Så jeg måtte sygemeldes igen fra arbejdet i en uges tid, fandt en psykolog, som i bund og grund mente, at jeg var skrøbelig. En forklaring jeg ikke kunne tage for gode varer: Jeg har oplevet ting her i livet der i den grad burde knække mig. Så jeg forsøgte mig i for to måneder siden med en coach. Og efter 4 -5 samtaler havde hun givet mig et (positivt) overblik over mit liv, nogle værktøjer til at komme videre med, etc.
Men alligevel, trods mit umiddelbare rige liv – dukker de her negative tanker op igen og igen – dog i en mindre grad end tidligere. Jeg er godt klar over at jeg ikke kan vade rundt her i livet og være 110% glad hele tiden
Men det nager mig, at en mand i min situation, som burde være lykkelig, alligevel kan have tanker som ”Har nået det jeg ville??”, ”Er jeg gået glip af noget??”, etc. dukke op. Eller er det blot inden for ”normalvariansen”??. Beklager hvis indlægget virker en anelse for fragmenteret
Inden du evt. vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om 
. Med hensyn til linksene, tak for dem, men jeg havde faktisk luret på dem for et år siden, da alle de negative tanker, "nedtur", etc. var på sit højeste. Spændende læsning