Kære Per,
Jeg er en kvinde i slutningen af 30'erne. Jeg har kendt min mand siden jeg var 20 og vi har 3 børn i alderen 14-8 år. For 10 år siden erkendte min mand, at han havde et alkoholmisbrug og kom i behandling. Siden da har vores samliv vekslet mellem meget lykkelige stunder med nærhed og intimitet og drukperioder, hvor han blev gradvis mere passiv i familielivet.
Sidste år kulminerede det så og jeg bad ham flytte. Han flyttede og blev ædru og vi startede i parterapi.
Vi var der kun et par gange, da han fik rigtig travlt med sit nye arbejde, men vi elskede stadig hinanden og besluttede at give det en chance. Og lige så hurtigt vi fandt glæden ved hinanden, lige så hurtig faldt han igen. Hen over sommeren forsøgte jeg flere gange at gøre det forbi, ikke fordi jeg ikke elsker ham mere, men fordi jeg ikke orker den usikkerhed længere, aldrig vide om han er tilstede eller ej plus at det sled enormt på vores børn.
Vi blev så separeret i efteråret og han gik efter følgende helt ned med flaget og måtte gå flytte hjem til Jylland og gå i intensiv terapi. Jeg har derfor været alene med børnene og de har kun en enkelt gang været på weekend og besøge ham i forbindelse med julen.
Vores børn har oplevet mange svigt efterhånden fra hans side og har deltaget i forskellige børnegrupper med andre børn af Alkoholikere, så de kender til det, der foregår.
Siden han er flyttet til Jylland, vil han gerne have, at de skal ringe til ham, fordi han savner dem og det er vigtigt for ham at snakke med dem. Han vil derfor også have, at jeg skal opfordre dem/tvinge dem (særligt de to store) til at snakke med ham. Jeg mener, at de skal have lov til at også at mærke efter i deres egen krop og gøre det af lyst - i hvert i fald her i starten.
Jeg synes ikke, at det er ok, at de skal gøres ansvarlige for, at deres far skal få det bedre. Når de engang imellem savner ham, opfordrer jeg altid til det og respekterer deres savn.
De to store piger på 14 og 13 har jo deres eget liv med sport og venner og har derfor ikke lyst til hele tiden at skulle tage hele weekender ud af kalenderen for at besøge deres far. Og jeg prøver at lade dem selv tage den snak, da deres far ellers tror, at det er min ide.
Han er derfor begyndt at komme med en masse udsagn om, hvor forvaklet jeg er i mine familierelationer, som ifølge ham stammer fra min opvækst som skilsmissebarn, at jeg kun kan tage og intet giver, og giver mig skylden for, at børnene ikke vil ham, så meget som han vil have. Og jeg har svært ved at undgå at inddrage børnene, når jeg hver gang skal forklare ham, hvorfor de ikke lige gider at snakke med ham.
Det er ikke mere end to måneder siden, hvor han skulle have dem i en weekend, men endte med at drikke sig fuld og falde i søvn, så jeg måtte hente dem.
Efterfølgende har hans terapeut fundet ud af, at han ikke er alkoholiker, men bare har brugt som flugt, fordi han har givet køb på sig selv i mange forskellige situationer.
Samtidig er der jo stadig masser af følelser på spil, da både min mand og jeg stadig elsker hinanden og begge sørger dybt over, at det liv, vi troede vi skulle have sammen, ikke kan fungere.
Mit spørgsmål er derfor, hvordan takler jeg dette ? Og hvor meget skal jeg tvinge børnene til at kontakte deres far?
Jeg er helt med på, at de skal have kontakt med tiden, men de må vel også have lov til at komme sig i en periode.
Så hvad gør jeg ?
Kærlig Hilsen
Mor til tre
Børnene gider ikke snakke med deres far
-
- Ny bruger
- Indlæg: 1
- Tilmeldt: 9. jan 2010 09:40
- PER HOLM KNUDSEN
- Site Admin
- Indlæg: 5458
- Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Svar: Børnene gider ikke snakke med deres far
Hej mor til tre
Jeg tror, at jeg vil vende problemet på hovedet, så spørgsmålet skulle lyde: "Hvordan kan jeg få børnenes far til at tage en ordentlig kontakt til sine børn?" Det handler jo først og fremmest om din mands ansvarlighed og kontaktevne, og den skal selvfølgelig ikke køres af på jeres børn. Gør din mand begribeligt, at ansvaret for en god kontakt først og fremmest er hans. Han kunne jo rejse over og besøge børnene, hvor de bor i et afgrænset tidsrum, der ikke frister ham til at drikke, og som osse tager hensyn til børnenes behov for venner og kammerater. At få en ordentlig kontakt til børnene er din mands valg, han kan vælge at gøre en kraftanstrengelse, der kunne rette op på tidligere svigt sådan, at jeres børn oplever en ægte interesse fra hans side - uden kontaktsvigt. Hvis de oplever det, så skal interessen for deres far sikkert nok komme hen ad vejen, især når de bliver ældre - lige nu er de ældste jo mest optaget af venner og kammerater og ikke så meget af forældre, som jo bare skal være der som backup .
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Jeg tror, at jeg vil vende problemet på hovedet, så spørgsmålet skulle lyde: "Hvordan kan jeg få børnenes far til at tage en ordentlig kontakt til sine børn?" Det handler jo først og fremmest om din mands ansvarlighed og kontaktevne, og den skal selvfølgelig ikke køres af på jeres børn. Gør din mand begribeligt, at ansvaret for en god kontakt først og fremmest er hans. Han kunne jo rejse over og besøge børnene, hvor de bor i et afgrænset tidsrum, der ikke frister ham til at drikke, og som osse tager hensyn til børnenes behov for venner og kammerater. At få en ordentlig kontakt til børnene er din mands valg, han kan vælge at gøre en kraftanstrengelse, der kunne rette op på tidligere svigt sådan, at jeres børn oplever en ægte interesse fra hans side - uden kontaktsvigt. Hvis de oplever det, så skal interessen for deres far sikkert nok komme hen ad vejen, især når de bliver ældre - lige nu er de ældste jo mest optaget af venner og kammerater og ikke så meget af forældre, som jo bare skal være der som backup .
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk