Forfærdelig tvivl
Forfærdelig tvivl
Hej Per!
Jeg er en fyr på 16 år, og jeg har været sammen med min dejlige kæreste i lidt over et halvt år nu. Hun er den første kæreste, jeg nogensinde har haft, den første pige jeg kyssede etc. Lige siden indtil for et par dage siden har jeg ikke været i tvivl om min fuldstændige forelskelse i hende, men det er begyndt at gå lidt galt nu..
Vi er begge utroligt forelskede i hinanden, og jeg vil gerne tilbringe resten af mit liv med hende (jeg ved det lyder usandsynligt som 16-årig og første kæreste, men det vil jeg!).
Men nu er jeg blevet utroligt bange!
Det føles ærligt talt, som om jeg er blevet vant til hende (vi har været sammen utroligt meget i det sidste halve år, langt mere end normale par er), og jeg føler ikke rigtigt, at jeg tænker på hende eller får de samme smasksforelskede tanker.
Når det er sagt, er jeg sikker på, at jeg elsker hende, og at jeg ville få et psykisk sammenbrud hvis vi ikke kom sammen længere.
Hun er lige rejst på skiferie i en uge, og jeg tænkte, at jeg kunne bruge tiden på at få tænkt over det og forhåbentligt indset, at det bare er noget vås. Men her, en dag efter, er jeg fuldstændigt smadret, jeg lå og græd igår nat og kastede op pga. det.
Jeg har lyst og brug for at sige det til hende, da jeg er sikker på, at jeg stadig vil være sammen med hende rigtig rigtig længe og stadig elsker hende, men jeg er bange for, at hun vil tage det meget tungt (som jeg også godt forstår) og måske vil forlade mig eller ville holde pause e.lign.
Jeg håber du har et godt råd, da jeg er ved at bryde grædende sammen hver halve time og ikke vil miste min fantastiske kæreste.
Kh
Jeg er en fyr på 16 år, og jeg har været sammen med min dejlige kæreste i lidt over et halvt år nu. Hun er den første kæreste, jeg nogensinde har haft, den første pige jeg kyssede etc. Lige siden indtil for et par dage siden har jeg ikke været i tvivl om min fuldstændige forelskelse i hende, men det er begyndt at gå lidt galt nu..
Vi er begge utroligt forelskede i hinanden, og jeg vil gerne tilbringe resten af mit liv med hende (jeg ved det lyder usandsynligt som 16-årig og første kæreste, men det vil jeg!).
Men nu er jeg blevet utroligt bange!
Det føles ærligt talt, som om jeg er blevet vant til hende (vi har været sammen utroligt meget i det sidste halve år, langt mere end normale par er), og jeg føler ikke rigtigt, at jeg tænker på hende eller får de samme smasksforelskede tanker.
Når det er sagt, er jeg sikker på, at jeg elsker hende, og at jeg ville få et psykisk sammenbrud hvis vi ikke kom sammen længere.
Hun er lige rejst på skiferie i en uge, og jeg tænkte, at jeg kunne bruge tiden på at få tænkt over det og forhåbentligt indset, at det bare er noget vås. Men her, en dag efter, er jeg fuldstændigt smadret, jeg lå og græd igår nat og kastede op pga. det.
Jeg har lyst og brug for at sige det til hende, da jeg er sikker på, at jeg stadig vil være sammen med hende rigtig rigtig længe og stadig elsker hende, men jeg er bange for, at hun vil tage det meget tungt (som jeg også godt forstår) og måske vil forlade mig eller ville holde pause e.lign.
Jeg håber du har et godt råd, da jeg er ved at bryde grædende sammen hver halve time og ikke vil miste min fantastiske kæreste.
Kh
- PER HOLM KNUDSEN
- Site Admin
- Indlæg: 5458
- Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Svar: Forfærdelig tvivl
Hej marco123
Jamen alt er som det skal være . Forelskelse varer kun et halvt til et helt år, og så ændrer det sig måske mere til en forbundethed og stærk glæde ved hinanden, det nogen kalder kærlighed.
Romantic love 'lasts just a year' (bbc)
Og det er en god idé at have noget afstand i forholdet, så man ikke ender som en helt sammenflydende klat, for så kommer man til at kede sig. Husk de fleste mødes og tænder på forskelligheden.
Læs digtet på denne side om PARTERAPI.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Jamen alt er som det skal være . Forelskelse varer kun et halvt til et helt år, og så ændrer det sig måske mere til en forbundethed og stærk glæde ved hinanden, det nogen kalder kærlighed.
Romantic love 'lasts just a year' (bbc)
Og det er en god idé at have noget afstand i forholdet, så man ikke ender som en helt sammenflydende klat, for så kommer man til at kede sig. Husk de fleste mødes og tænder på forskelligheden.
Læs digtet på denne side om PARTERAPI.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Tak for det hurtige svar
Jeg har skrevet til hende, at vi, når hun kommer hjem, bør tage den lidt med ro og ikke være HELT så meget sammen, så vi ikke risikerer, at vi ødelægger det helt!
Jeg er bare stadig lidt bange og forvirret. Jeg et bange for, at jeg kommet til at tænke så meget på det her i denne uge hun er væk, så jeg heller ikk kan lade være når vi er sammen igen, og at det så måske vil ødelægge det for mig på dagen?
Når jeg tænker på det virker det også lidt uundgåeligt (en snak med min mor og dit svar har dog hjulpet utroligt!) at vi går fra hinanden, men jeg føler mig samtidigt så utroligt afhængig af hende og alle de fremtidsplaner vi har lagt osv - jeg har ikke lyst til at gå fra hende!! Kan det være den mere "rigere kærlighed"? Jeg har som sagt aldrig været forelsket eller haft en kæreste, så jeg aner ikk hvordan det fungerer!
Kan ens hjerne og krop godt modtale hinanden på den måde?
Jeg ved godt det eneste der er at gøre er at vente til hun er tilbage og så se hvordan jeg har det osv.. De ord deprimerer mig bare så meget!
På den ene side vil jeg meget gerne holde en lille pause for hende, for at mine følelser skal vende tilbage osv, men På den anden side er jeg bange for, at de ikke gør det..
- undskyld det blev en kende mumlende, der er bare så mange ting jeg har brug for hjælp med, men ingen anden end mig selv kan give
Kh
Jeg har skrevet til hende, at vi, når hun kommer hjem, bør tage den lidt med ro og ikke være HELT så meget sammen, så vi ikke risikerer, at vi ødelægger det helt!
Jeg er bare stadig lidt bange og forvirret. Jeg et bange for, at jeg kommet til at tænke så meget på det her i denne uge hun er væk, så jeg heller ikk kan lade være når vi er sammen igen, og at det så måske vil ødelægge det for mig på dagen?
Når jeg tænker på det virker det også lidt uundgåeligt (en snak med min mor og dit svar har dog hjulpet utroligt!) at vi går fra hinanden, men jeg føler mig samtidigt så utroligt afhængig af hende og alle de fremtidsplaner vi har lagt osv - jeg har ikke lyst til at gå fra hende!! Kan det være den mere "rigere kærlighed"? Jeg har som sagt aldrig været forelsket eller haft en kæreste, så jeg aner ikk hvordan det fungerer!
Kan ens hjerne og krop godt modtale hinanden på den måde?
Jeg ved godt det eneste der er at gøre er at vente til hun er tilbage og så se hvordan jeg har det osv.. De ord deprimerer mig bare så meget!
På den ene side vil jeg meget gerne holde en lille pause for hende, for at mine følelser skal vende tilbage osv, men På den anden side er jeg bange for, at de ikke gør det..
- undskyld det blev en kende mumlende, der er bare så mange ting jeg har brug for hjælp med, men ingen anden end mig selv kan give
Kh
- PER HOLM KNUDSEN
- Site Admin
- Indlæg: 5458
- Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Svar2: Forfærdelig tvivl
Hej marco123
God ide at snakke med hende - og det er jo jer selv, der bestemmer om I vil være kærester eller ej. Det vil du jo så tydeligt, du er bare noget uvant (du er jo osse kun 16 år) med at følelser kan skifte. Og ja hjerne, hjerte og følelser følges bestemt ikke altid ad .
Så tag det roligt, og glæd dig til din kæreste kommer hjem igen, det er helt tilstrækkeligt til dagligt blot at holde af sin kæreste/samlever. Det klarer vi os i hvert fald fint med her.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
God ide at snakke med hende - og det er jo jer selv, der bestemmer om I vil være kærester eller ej. Det vil du jo så tydeligt, du er bare noget uvant (du er jo osse kun 16 år) med at følelser kan skifte. Og ja hjerne, hjerte og følelser følges bestemt ikke altid ad .
Så tag det roligt, og glæd dig til din kæreste kommer hjem igen, det er helt tilstrækkeligt til dagligt blot at holde af sin kæreste/samlever. Det klarer vi os i hvert fald fint med her.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Tak for det hurtige svar igen - jeg er desværre bare stadig bange for det værste..
Jeg har lyst til at tilbringe resten af mit liv med hende. Hun er den sødeste, smukkeste og mest perfekte pige til mig. Og jeg ved, jeg aldrig kommer til at finde en lige så dejlig pige som hende.
Alligevel er jeg dog stadig bange. Det føles nemlig som om, at jeg et eller andet sted ikke rigtig kan klare det, og at jeg måske mere elsker tanken om at have en så dejlig kæreste og alle de gode ting, det medbringer.
Men så kigger jeg på billeder og videoer af hende og os og så bliver jeg simpelthen så glad for alle de minder og at hun er sådan en fantastisk person, som jeg ved, jeg aldrig vil komme mig over.
Jeg har lyst til at være sammen med hende rigtig rigtig rigtig rigtig længe, det virker bare lidt som om at min kærlighed er brugt op lige i øjeblikket og at jeg simpelthen ikke kan klare det.
Så hvorfor kan jeg ikke bare få lov at være fuldstændigt smaskforelsket i hende, når det er det, jeg bare vil?!??
Jeg er så forvirret og bange, fordi hun har sagt, hun ikke tror der er særlig meget håb når hun kommer tilbage, da hun ved jeg har været i tvivl om min kærlighed til hende.. Og helt ærligt så er jeg rædselsslagen for om jeg ikke er lige så vild/interesserer i hende når vi igen er sammen.
Jeg er så bange. Jeg har lyst til at elske hende og være sammen med hende resten af mit liv, men jeg er så meget i tvivl, om jeg er i stand til det...
Jeg er også bare så bange, for det er kommet så sindssygt pludseligt det her, min kæreste er også fuldstændigt gået i spåner og er ikk sikker på om hun kan se mig i øjnene ordentligt osv.
Det er bare så vidunderligt at have en kæreste, der elsker en så utroligt meget som hun gør og hele tiden få at vide hvor dejlig, smuk og sjov osv man er, jeg vil ikke miste hende, men jeg ved bare ikke om jeg kan gengælde den nødvendige kærlighed som hun fortjener...
Jeg er også bange for hvad der sker bagefter. Hun er en supersød udadvendt pige, der har masser af venner og masser drengevenner, der er interesserede i hende osv, men jeg er bare slet ikke så socialt begavet, så jeg tror også jeg ville have det så meget værre end hende.
Jeg er så meget i tvivl og så ked af det, og der er ingen, der endegyldigt kan hjælpe mig udover mig selv og min kæreste der stadig sidder og er fuldstændigt smadret i udlandet indtil lørdag.. Et brud virker bare uundgåeligt
Jeg har bare lyst til at elske hende udover alle grænser og være sammen med hende for altid. Men er det hende, eller drømmen om den ultimative lykkelighed jeg vil have?
Der er ikke rigtig noget egentlig spørgsmål her, men jeg har bare brug for noget hjælp og din mening...
Tak
Jeg har lyst til at tilbringe resten af mit liv med hende. Hun er den sødeste, smukkeste og mest perfekte pige til mig. Og jeg ved, jeg aldrig kommer til at finde en lige så dejlig pige som hende.
Alligevel er jeg dog stadig bange. Det føles nemlig som om, at jeg et eller andet sted ikke rigtig kan klare det, og at jeg måske mere elsker tanken om at have en så dejlig kæreste og alle de gode ting, det medbringer.
Men så kigger jeg på billeder og videoer af hende og os og så bliver jeg simpelthen så glad for alle de minder og at hun er sådan en fantastisk person, som jeg ved, jeg aldrig vil komme mig over.
Jeg har lyst til at være sammen med hende rigtig rigtig rigtig rigtig længe, det virker bare lidt som om at min kærlighed er brugt op lige i øjeblikket og at jeg simpelthen ikke kan klare det.
Så hvorfor kan jeg ikke bare få lov at være fuldstændigt smaskforelsket i hende, når det er det, jeg bare vil?!??
Jeg er så forvirret og bange, fordi hun har sagt, hun ikke tror der er særlig meget håb når hun kommer tilbage, da hun ved jeg har været i tvivl om min kærlighed til hende.. Og helt ærligt så er jeg rædselsslagen for om jeg ikke er lige så vild/interesserer i hende når vi igen er sammen.
Jeg er så bange. Jeg har lyst til at elske hende og være sammen med hende resten af mit liv, men jeg er så meget i tvivl, om jeg er i stand til det...
Jeg er også bare så bange, for det er kommet så sindssygt pludseligt det her, min kæreste er også fuldstændigt gået i spåner og er ikk sikker på om hun kan se mig i øjnene ordentligt osv.
Det er bare så vidunderligt at have en kæreste, der elsker en så utroligt meget som hun gør og hele tiden få at vide hvor dejlig, smuk og sjov osv man er, jeg vil ikke miste hende, men jeg ved bare ikke om jeg kan gengælde den nødvendige kærlighed som hun fortjener...
Jeg er også bange for hvad der sker bagefter. Hun er en supersød udadvendt pige, der har masser af venner og masser drengevenner, der er interesserede i hende osv, men jeg er bare slet ikke så socialt begavet, så jeg tror også jeg ville have det så meget værre end hende.
Jeg er så meget i tvivl og så ked af det, og der er ingen, der endegyldigt kan hjælpe mig udover mig selv og min kæreste der stadig sidder og er fuldstændigt smadret i udlandet indtil lørdag.. Et brud virker bare uundgåeligt
Jeg har bare lyst til at elske hende udover alle grænser og være sammen med hende for altid. Men er det hende, eller drømmen om den ultimative lykkelighed jeg vil have?
Der er ikke rigtig noget egentlig spørgsmål her, men jeg har bare brug for noget hjælp og din mening...
Tak
- PER HOLM KNUDSEN
- Site Admin
- Indlæg: 5458
- Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Svar3: Forfærdelig tvivl
Hej marco123
Det lyder som om, at du er gået fra forelskelse og til besættelse af tanker om, at hun ikke betyder noget for dig mere, samtidigt med, at du skriver, at du holder meget af hende og ikke kan undvære hende.
Dit tankespind driller dig vist langt mere end dine følelser for pigen . Du lyder i hvert fald som en, der holder rigtig meget af sin kæreste.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Det lyder som om, at du er gået fra forelskelse og til besættelse af tanker om, at hun ikke betyder noget for dig mere, samtidigt med, at du skriver, at du holder meget af hende og ikke kan undvære hende.
Dit tankespind driller dig vist langt mere end dine følelser for pigen . Du lyder i hvert fald som en, der holder rigtig meget af sin kæreste.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Hej igen Per og tak for dine svar her i denne tråd, men det holdt desværre ikke.
Da hun kom hjem fra skiferien og vi mødtes første gang gik hun med til at give os en chance til men sagde, at hvis der var de mindste små dumme problemer/misforståelser igen ville hun ikke kunne klare det.
Jeg blev selvfølgelig glad og lovede at jeg ville tage mig sammen og begynde at få ordentlige spisevaner (det var et af problemerne, jeg var tit drænet for energi osv. i løbet af dagen fordi jeg ikke spiste nok). Så gik den uge fint nok men i weekenden gik det galt.
Vi skulle til café aften på vores gymnasie men jeg valgte at tage hjem i stedet for fordi jeg var træt og lidt ked af det over at hun havde siddet og skrevet med ca. 3 andre drenge mens vi havde været sammen om dagen.
Jeg fortrød så da jeg kom hjem og tænkte hun sikkert var ked af det så jeg tog ud til byen igen og ringede til hende for at finde ud af hvor hun og de andre tog hen. Her var hun så rimelig kold og sagde at jeg selv skulle finde vej osv., så tog jeg hjem igen.
Den næste dag skulle hun til familiefødselsdag men svarede overhovedet ikke på nogle af mine sms'er hele dagen før kl 1-2 om natten. Jeg var i mellemtiden blevet bekymret over hvorfor hun hverken svarede på nogle af mine sms'er eller talrige opringninger, hun plejer altid at have mobilen tændt på sig osv., og jaloux som jeg er blev jeg nervøs om hun lavede et eller andet.
Så sent om aftenen der da hun kom hjem skrev hun bare noget lig med "hold nu op med det der, vi ses imorgen", hvorefter jeg blev meget ked af det og bange for hvad det var hun havde gang i.
Så tog jeg natbussen ud til hende, det tog ca. 1½ time, ringede på men hendes far sagde at hun lå og sov og ville ikke lukke mig ind.
Den næste dag da vi skulle være sammen kom hun så ud til mig, slog op og sagde noget med at det var for svært her bagefter det jeg sagde på skiferien og der havde været for mange problemer siden da (selvom det fra mit synspunkt jo var hende, der havde behandlet mig rigtig rigtig dårligt den weekend og ignoreret mig i to dage nærmest!).
Nu har jeg det her lidt over en måned efter rigtig rigtig svært. Jeg ser hende hver dag i skolen og det kommer jeg til de næste to år. Hun har et langt langt større socialt netværk og det er så hårdt at se hende snakke med alle hendes (drenge)venner og bare se hvor godt hun har det i forhold til mig. Jeg føler stadig at hun er "min" og jeg synes stadig hun er den absolut smukkeste pige jeg nogensinde har set, men jeg er rigtig ked af det hver dag og bliver rigtig ked af det når jeg ser hende i skolegården rende rundt og grine/slås for sjov med andre drenge, nu ved jeg jo ikke hvordan hun mener det....
Jeg føler mig rigtig rigtig ensom. Jeg har nok venner/kammerater og er sammen med dem regelmæssigt osv., men de fleste er den type drenge, der ikke kan snakke om det fordi de aldrig selv har oplevet det, så jeg har slet ingen at snakke med det om..
Vi har snakket sammen en del siden og selvom jeg ved det ikke hjælper overhovedet, tværtimod gør det det værre, er hun den eneste, der forstår mig og har LYST til at lytte til mig (en gang imellem)...
Der er rigtig rigtig mange der kommer hen til hende og snakker med hende om det og spørger hvordan hun har det, hun har sågar sagt, at der allerede en måned efter hun slog op er tre drenge, der har erklæret at de er forelskede i hende (som jeg dog godt vidste de var, det er der så mange drenge der er..), men der er bare tilsyneladende ingen, der er interesserede i mig.
Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal klare det... Jeg har mest af at lyst til aldrig at se hende igen, men det kræver at jeg skifter gymnasium og det kan jeg ikke klare lige nu.. Når jeg er hende i skolen og ikke ser hende så meget i løbet af dagen og griner med vennerne osv. er det fint nok, men når jeg er hjemme alene bagefter og ikke har så meget at lave har jeg det så elendigt..
Jeg er ked af at hun er kommet over mig og har det så godt nu med alle de mange drenge og pigevenner hun har, og jeg er rædselsslagen for dagen hun får en ny kæreste...
Jeg tror mest af alt jeg har brug for en veninde, der holder lidt af mig og bekymrer sig for hvordan jeg har det og gider snakke med mig om det så jeg kan adskille mig lidt fra min ekskæreste, men sådan en har jeg ikke...
Da hun kom hjem fra skiferien og vi mødtes første gang gik hun med til at give os en chance til men sagde, at hvis der var de mindste små dumme problemer/misforståelser igen ville hun ikke kunne klare det.
Jeg blev selvfølgelig glad og lovede at jeg ville tage mig sammen og begynde at få ordentlige spisevaner (det var et af problemerne, jeg var tit drænet for energi osv. i løbet af dagen fordi jeg ikke spiste nok). Så gik den uge fint nok men i weekenden gik det galt.
Vi skulle til café aften på vores gymnasie men jeg valgte at tage hjem i stedet for fordi jeg var træt og lidt ked af det over at hun havde siddet og skrevet med ca. 3 andre drenge mens vi havde været sammen om dagen.
Jeg fortrød så da jeg kom hjem og tænkte hun sikkert var ked af det så jeg tog ud til byen igen og ringede til hende for at finde ud af hvor hun og de andre tog hen. Her var hun så rimelig kold og sagde at jeg selv skulle finde vej osv., så tog jeg hjem igen.
Den næste dag skulle hun til familiefødselsdag men svarede overhovedet ikke på nogle af mine sms'er hele dagen før kl 1-2 om natten. Jeg var i mellemtiden blevet bekymret over hvorfor hun hverken svarede på nogle af mine sms'er eller talrige opringninger, hun plejer altid at have mobilen tændt på sig osv., og jaloux som jeg er blev jeg nervøs om hun lavede et eller andet.
Så sent om aftenen der da hun kom hjem skrev hun bare noget lig med "hold nu op med det der, vi ses imorgen", hvorefter jeg blev meget ked af det og bange for hvad det var hun havde gang i.
Så tog jeg natbussen ud til hende, det tog ca. 1½ time, ringede på men hendes far sagde at hun lå og sov og ville ikke lukke mig ind.
Den næste dag da vi skulle være sammen kom hun så ud til mig, slog op og sagde noget med at det var for svært her bagefter det jeg sagde på skiferien og der havde været for mange problemer siden da (selvom det fra mit synspunkt jo var hende, der havde behandlet mig rigtig rigtig dårligt den weekend og ignoreret mig i to dage nærmest!).
Nu har jeg det her lidt over en måned efter rigtig rigtig svært. Jeg ser hende hver dag i skolen og det kommer jeg til de næste to år. Hun har et langt langt større socialt netværk og det er så hårdt at se hende snakke med alle hendes (drenge)venner og bare se hvor godt hun har det i forhold til mig. Jeg føler stadig at hun er "min" og jeg synes stadig hun er den absolut smukkeste pige jeg nogensinde har set, men jeg er rigtig ked af det hver dag og bliver rigtig ked af det når jeg ser hende i skolegården rende rundt og grine/slås for sjov med andre drenge, nu ved jeg jo ikke hvordan hun mener det....
Jeg føler mig rigtig rigtig ensom. Jeg har nok venner/kammerater og er sammen med dem regelmæssigt osv., men de fleste er den type drenge, der ikke kan snakke om det fordi de aldrig selv har oplevet det, så jeg har slet ingen at snakke med det om..
Vi har snakket sammen en del siden og selvom jeg ved det ikke hjælper overhovedet, tværtimod gør det det værre, er hun den eneste, der forstår mig og har LYST til at lytte til mig (en gang imellem)...
Der er rigtig rigtig mange der kommer hen til hende og snakker med hende om det og spørger hvordan hun har det, hun har sågar sagt, at der allerede en måned efter hun slog op er tre drenge, der har erklæret at de er forelskede i hende (som jeg dog godt vidste de var, det er der så mange drenge der er..), men der er bare tilsyneladende ingen, der er interesserede i mig.
Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal klare det... Jeg har mest af at lyst til aldrig at se hende igen, men det kræver at jeg skifter gymnasium og det kan jeg ikke klare lige nu.. Når jeg er hende i skolen og ikke ser hende så meget i løbet af dagen og griner med vennerne osv. er det fint nok, men når jeg er hjemme alene bagefter og ikke har så meget at lave har jeg det så elendigt..
Jeg er ked af at hun er kommet over mig og har det så godt nu med alle de mange drenge og pigevenner hun har, og jeg er rædselsslagen for dagen hun får en ny kæreste...
Jeg tror mest af alt jeg har brug for en veninde, der holder lidt af mig og bekymrer sig for hvordan jeg har det og gider snakke med mig om det så jeg kan adskille mig lidt fra min ekskæreste, men sådan en har jeg ikke...
- PER HOLM KNUDSEN
- Site Admin
- Indlæg: 5458
- Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Svar 4: Forfærdelig tvivl
Hej marco123
Det gik så ikke, og nu er du i den fase, som man kan kalde afelskelsesfasen. Det kan være en hård periode, og man m/k kommer igennem den. Tænk over, hvad du har lært af dit forhold til pigen. Hvad tager du med fra forholdet?
Og i grunden er det jo ikke pigen i sig selv, som du savner så meget, som du savner en nær person, en kæreste. Så hvordan kan du skaffe dig nogle nære venner ? Brug dit krudt på det. Lad være med at gå og kigge efter det, som du ikke kan få - pigen. Kig efter hvad du muligvis kan få - andre venner, måske en ny kæreste.
Og når du nu går i gymnasiet, så har den gamle dansklærer lige kigget din sidste tekst igennem - der findes komma'er, og de kan bruges, de gør teksten lettere at læse - og de vil forbedre dine karakterer i dansk . Og så går tiden jo osse med det!
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Det gik så ikke, og nu er du i den fase, som man kan kalde afelskelsesfasen. Det kan være en hård periode, og man m/k kommer igennem den. Tænk over, hvad du har lært af dit forhold til pigen. Hvad tager du med fra forholdet?
Og i grunden er det jo ikke pigen i sig selv, som du savner så meget, som du savner en nær person, en kæreste. Så hvordan kan du skaffe dig nogle nære venner ? Brug dit krudt på det. Lad være med at gå og kigge efter det, som du ikke kan få - pigen. Kig efter hvad du muligvis kan få - andre venner, måske en ny kæreste.
Og når du nu går i gymnasiet, så har den gamle dansklærer lige kigget din sidste tekst igennem - der findes komma'er, og de kan bruges, de gør teksten lettere at læse - og de vil forbedre dine karakterer i dansk . Og så går tiden jo osse med det!
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk