Ulykkelig forelsket i min kæreste

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om KVINDER OG MÆND
Besvar
Ham der elsker hende

Ulykkelig forelsket i min kæreste

Indlæg af Ham der elsker hende »

Hej Per.

Er spændt på, hvad dette kan føre med sig og om mit spørgsmål er et af de, som du får tid til at vende tilbage på.

Jeg har mødt en kvinde for 5 måneder siden. Vi er i 30'erne og er begge fuldtids alene forældre.

Forelskelsen var intens og smuk og er det stadig i glimt. Men desværre føler jeg nu, at den mest er tilstede for mit vedkommende.

Jeg føler klart, at den faktisk ikke er ovre for mig men at jeg ikke "må" udleve den - da de positive og kærlige tilkendegivelser en sådan gerne manifesterer sig ved, får hende til at trække sig væk fra mig. Og som den forelskede er det jo det sidste i verden, jeg ønsker.

Hun har fra start fortalt, at hun har haft svært ved at "binde sig" til nogen - At hun ikke har været i forhold i mere end 6 måneder af gangen. Hun havde egentlig en følelse af at ønske sig som single mor og droppe tanken om de nære forhold. Men hun fortalte også, at hun havde besluttet sig for, inden vi mødtes, at prøve at arbejde med at bryde dette mønster. Hun har ligeledes ytret at hendes "frihed" betyder enormt meget for hende og at dette er en hun vil søge og have brug for at søge i form af alenetid for ikke at blive overfyldt af relationer. Jeg ser alenetid som en ganske almindelig ting for et menneske. En tid til lige at mærke sig selv og sortere i de følelser, der måtte være præsente.

Hun er vokset op, i en "normal" familie som storesøsteren - men hvor alt har været meget tæt og moren har været syg med hypokondriske tendenser.

Flere ting er i spil, som gør det meget svært for mig at være i.

Jeg er vokset op med emotionelle svigt og har dermed en immanent ensomhedsfølelse og frygt for at blive forladt. Jeg arbejder meget på, at se tingene som de er i forhold til det og tror egentligt også, at det ville være mig muligt at give hende den nødvendige plads - var det ikke for flere faktorer:

Hun har i ethvert forhold altid "et ben ude af døren" og det er det, hun gerne vil arbejde med. Men det lader til, at alle de oplevelser som rykkede ved disse mønstre i hende til at starte med er forsvundet og at hun nu er tilbage i et regressivt stadie af tilbagetrækning og skubben fra sig. Denne usikkerhed mærker jeg og den smitter selvfølgelig og prikker voldsomt til min frygt for at miste hende og blive forladt. Dermed er det for mig umådeligt svært i de perioder, hvor hun har brug for afstand og jeg bliver bange og stresset i en grad, der gør det svært for mig at fungere.

En videre faktor til dette er, at jeg i min usikkerhed kom til at handle på min frygt. Der lå en konversation mellem en gammel elsker af hendes lige foran mig og jeg kom til at læse den. I den var der varme tanker og ord om kys og en invitation fra hende til ham - om han ikke kom forbi. Nu er afstanden mellem dem forholdsvis lang - men ikke desto mindre var det det, der skete mellem dem.
Jeg talte med hende om det. Undskyldte for min del af handlingen men stillede mig selvfølgelig uforstående i forhold til indholdet.

Hendes svar var, at hun "faldt i" og at det føles forkert i det øjeblik hun skrev det og at hun derfor endte tråden.

Derudover nøgenbader hun jævnligt med sin ekskæreste i en badeklub. Ham fik hun kontakt til igen, imens vi var sammen og tog denne "tradition" op med ham.

Vi har talt om det hele. Jeg har givet udtryk for, hvad der i min verden er ok i forhold til det at flirte. Og hvad det at være i et kærlighedsforhold betyder for mig. Fortalt hvad jeg kan og ikke kan være i. Jeg har spurgt hende til, hvad forhold og flirt betyder for hende og spurgt til, om hun mener, at mine syn og hendes kan mødes. Hvilket hun udtrykte, at de kunne.

Hun beskriver nøgenbadningen som en helt aseksuel ting for hende og ham - hvilket jeg prøver at acceptere. Men det gør det ikke nemmere for mig, vidende at han gerne vil hende. Og med kendskab til samtalen med den tidligere elsker. Hvem hun stadig kommunikerer med fortæller hun.

Det skal siges om hende, at jeg opfatter hende som meget ærlig omkring følelser og handlinger - og hun siger at hun ikke vil eller kommer til at være mig utro.

At hun er et varmt og smukt menneske. En dejlig nærværende mor og en den kvinde som jeg for første gang har turdet at åbne mig helt til. Jeg har en voldsom fortid med mange svigt og med psykisk syge mennesker, som jeg har været alt for tæt på alt for længe. Men med hende mødte jeg for første gang gang at blive accepteret og føle, at der var plads til mig i relationen. Hvilket rørte mig dybt.

Vi har haft snakke, hvor hun har tilkendegivet, at hun måske har været for kompromisløs og ikke finder det fair overfor mig. Vi har været ved at gå hver til sit men har besluttet sammen at prøve at finde frem til det, der var og til tider er så smukt mellem os. At holde fast.

Jeg ser hun gør bevægelser, hvor hun tydeligt prøver, at komme mig i møde og bryde hendes mønster. Vi har introduceret vores børn for hinanden og laver virkeligt dejlige ting sammen allesammen. Sover sammen til tider allesammen. Hun har introduceret mig til hendes familie og venner. Hun prøver nu, selv at komme med forslag til at mødes og gøre ting sammen.

Men når vi er sammen nu oplever jeg, at når jeg kommer med kærlige tilkendegivelser, så trækker hun sig. Hvis jeg passerer hende i køkkenet og kysser hende i nakken. Holder om hende i et knus - så er hun allerede på vej væk. Hun har sågar vendt hovedet væk, da jeg ville give hende et kys. Disse ting sårer mig og jeg føler mig afvist mange gange om dagen. Siger jeg, at jeg elsker hende, er hun tavs. Hun kan respondere, hvis jeg siger, at jeg holder meget af hende...

Dette har vi også talt om. Hun siger, at vores behov (rigtig nok) er meget forskellige og, at det bliver for meget for hende med den fysiske kontakt samt, at dette får hende til at trække sig og selv søge mig mindre.

Jeg har mærket efter og føler faktisk ikke, at min kontaktsøgen, når vi er sammen, er ude af proportioner i forhold til, hvad jeg kunne ønske i et kærlighedsforhold. Jeg har fortalt, at jeg ikke helt forstår, at det bliver for meget, når vi ikke har set hinanden i 5-6 døgn og, når jeg i forvejen lægger bånd på mig selv i forhold til den fysiske kontakt og de positive tilkendegivelser i frygt for at skubbe hende fra mig.

Jeg er ved at komme frem til, at jeg måske ikke kan gøre så meget for at skubbe hende væk, som at det faktisk er hende, der trækker sig.

At hendes "fod ude af døren" og frygt for bindingen kan være årsagen til, at hun holder den form for åbne kontakt med andre mænd. At hun har brug for at holde muligheder åbne, for at dulme hendes frygt for at træffe et valg om at binde sig eller føle sig bundet.

Jeg finder det enormt svært ikke at kunne udleve min forelskelse i hende. At den bliver kvalt ved, at jeg ikke "må" give al den kærlighed, jeg føler til hende og kun, i forhold til hvordan jeg opfatter en kærlig tilkendegivelse, i svag grad bliver mødt i gengældelse, når jeg gør det.

Jeg har fortalt, at jeg ikke kan være i det, som det er, med hendes usikkerhed. At jeg ikke er klar til at slippe alt det gode, jeg føler - eller måske mere - har følt - og ønsker at prøve at give det tid sammen med hende.

Hun siger, at hun virkelig har brug for at kunne vælge mig til og ikke føler det rimeligt overfor mig, at hun ikke kan. Men rigtig gerne vil prøve.

Jeg elsker hende virkelig dybt. Men lige nu føler jeg mig nærmest ulykkelig forelsket i min egen kæreste.

Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op i det...
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5458
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Ulykkelig forelsket i min kæreste

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej Ham der elsker hende

Ja, så nåede jeg til dig. :2:

Det er vist lidt "loven om aktion/reaktion" - jo mere du ønsker nærhed, jo mere ønsker hun afstand. Jo mere du oplever din frygt for afvisning, jo mere oplever hun omklamring. Jo mere du siger, at du elsker hende (med forventning om gensvar), jo mere ønsker hun et almindeligt venskab.

Hun har måske for meget hensyntagen i bagagen (moren), hvor du har mange svigt - og på den måde er I måske polariteter.

Nu ved jeg ikke, hvordan du definere "kærlighed" og "at elske", men det er ikke noget, som vi mennesker opfatter ens, faktisk opfatter vi det meget forskelligt - hvilket er med til at skabe problemer.

Personligt interesserer "kærlighed" mig ikke ret meget. Jeg er mere optaget af kvaliteten ved mit samliv med min kone og mine andre nære mennesker, som jeg holder af.

Med hensyn til "at elske", så er det at elske et andet menneske for mig en spontan følelser, der gør, at jeg ikke kan lade være med at sige til det andet menneske: "Jeg elsker dig" - og 10 minutter efter elsker jeg ikke det andet menneske, der er jeg optaget af noget andet, slår græs, vasker op, læser avis osv. - jeg nyser jo heller ikke hele tiden. :1: For andre mennesker er det en konstant følelse, en filosofi, en livsforsikring, og hvad ved jeg. Jeg forventer ingen "gen-elskning", og at sige "Jeg elsker osse dig!" er helt forbudt (for mig et meningsløst udsagn :1:). Så hvad er det i grunden for dig "at elske"?

Forelskelse har det i øvrigt med at klinge af inden for 6 til 12 måneder, og erstattes så af en anden oplevelse af hinanden, en mere realistisk oplevelse.

:idea: Romantic love 'lasts just a year' (bbc)

Dette var så min første respons. Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "KVINDER OG MÆND"