Hej Per
Jeg har nu igennem længere tid læst dine svar her på siden, og har nu endelig fået taget mig sammen til selv at skrive til dig med alle de ting jeg går rundt og tumler med.
Jeg er bange for at det hele bliver lidt rodet, men jeg håber du kan finde "den røde tråd"?
I grove træk er mine problemer som følger: 28 år og jomfru, ensomhed og sorg.
Jeg mener selv at kilden til alle mine problemer bunder i at jeg i puberteten mistede en del at mine nærmeste. Som 15 årig døde min far meget pludseligt, året efter døde min farfar, året efter min farmor og til sidst min bedste veninde. Det var meget, meget hårdt, og jeg tror, at jeg ville ha' haft godt af at snakke med en psykolog dengang. Men i min familie snakker man ikke om følelser, så jeg lod selvfølgelig ingen se, hvor ked af det jeg egentlig var. Jeg er opvokset i en rigtig kernefamilie, og blev meget forkælet som barn, men også meget overbeskyttet. Da min far døde krakelerede hele min trygge verden, så jeg kastede mig over venner, skolen og fester. Er det ikke det man kalder fortrængning?
Mine venner betød utroligt meget for mig, men der skete noget mærkeligt efter min far døde. Jeg blev utroligt besidderisk og kunne ikke klare, hvis de var sammen med andre veninder uden mig. Jeg ville ha' dem helt for mig selv og var sikker på, at jeg mistede dem, hvis vi ikke var sammen hele tiden. Det gjorde det selvfølgelig til tider besværligt for mine venner at være sammen med mig. Efter min veninde så døde, skiftede jeg over til det mønster som jeg desværre lever efter i dag. Jeg skubber alle folk væk fra mig og tør slet ikke lade andre komme tæt på mig. Jeg stoler ikke på ret mange mennesker og vil sige, at jeg p.t. ikke har nogen nære venskaber, kun overfladiske bekendtskaber. Det er selvsagt et meget ensomt liv at leve, og jeg ville sådan ønske at jeg turde få nye venner.
Det mest mærkelige, i mine øjne, er det faktum, at jeg er 28 år og stadig jomfru! Jeg skammer mig usigeligt over det, og føler at jeg går glip af så mange ting i livet. Jeg drømmer om mand børn og hus, men tvivler nogen gange på, om det vil lykkes for mig. Jeg har ellers ingen problemer med at komme i kontakt med det modsatte køn - tværtimod. Sagt i al beskedenhed, så er jeg en ganske køn pige, med meget udstråling. Jeg er faktisk hende med det lange lyse hår, de store bryster og det smarte tøj, som fyre vender sig om efter på gaden... Så det er ret ironisk, at jeg så har så lidt seksuel erfaring. Mine seksuelle oplevelser begrænser sig til et utal af kysserier og gramserier med div. hankøn på diskoteker i en sen nattetime, og 3 x oralsex. Jeg har svært ved at sætte ord på, hvorfor det er gået så galt, om jeg så må sige, at jeg aldrig har gået videre med nogen af fyrene. Måske fordi jeg er så bange for at blive såret? Lige nu er det mest angsten for at blive afsløret som totalt uerfaren, der skræmmer mig fra vid og sans. Måske er det noget med vores tid, at vi unge piger gerne vil være så perfekte som muligt? Jeg har ellers ingen problemer med min selvtillid i retning af mit udseende eller krop, så der kan problemet ikke ligge. Jeg er ellers meget glad for sex og onanerer en hel del Jeg har en livlig fantasi og bliver også meget våd - også de få gange, hvor jeg har været tæt sammen med en fyr. Jeg bruger forskelligt sexlegetøj og ved godt, hvad jeg skal gøre for at komme, og jeg har virkelig nydt de gange, hvor jeg har fået/givet oralsex.
For nogle år siden mødte jeg en fyr, som jeg blev voldsomt forelsket i. Han gengældte dog ikke umiddelbart mine hede følelser - først to år senere blev vi kærester. Ganske få dage efter vi blev kærester, rejste han til udlandet for at bo. Han mente dog godt, at vi kunne blive ved med at være kærester alligevel. Jeg rejste ned for at besøge ham, og det var jo ligesom naturligt, at vi så skulle ha' sex sammen... men jeg fik decideret angstanfald, da det kom så vidt. Jeg blev svimmel, fik svedeanfald og kvalme, så det endte kun med oralsex. Jeg holdt ham hen med, at jeg var syg og derfor ikke havde lyst til sex. I virkeligheden var jeg jo helt syg efter ham og blev meget ophidset, når vi kyssede og kælede... men angsten for at jeg skulle være en fiasko og han skulle finde ud af, at jeg er jomfru var altså for stor - jeg fokuserede meget på at han måske slet ikke ville kunne trænge ind i mig, at jeg ville spænde så meget, at jeg ville være for snæver etc.. Men jeg elskede ham forfærdeligt højt og er sikker på, at jeg havde haft sex med ham, hvis vi havde haft mere tid sammen.
Jeg begyndte at stole mere og mere på ham, og lukkede ham helt ind i mit ellers så lukkede hjerte... og så dumpede ham mig koldt og brutalt. Jeg brød fuldstændig sammen og følte så kraftig sorg, som om det var en af mine kære, der var døde. Det var ligesom at alle de sorger, jeg havde undertrykt i alle årene kom brusende frem - jeg ved ikke om jeg fik en depression, men jeg græd hele tiden, spiste ingenting, sov meget, og var sikker på, at alle hadede mig. Det var grusomt, eftersom jeg skulle igang med at skrive mit speciale inden eksamen.
Nu er der gået halvandet år siden han dumpede mig, og jeg har stadig ikke sluppet ham. Jeg har slet ikke så meget som tilnærmelsesvist været sammen med en fyr i det halvandet år. Det kan stadig få mig til at bryde sammen i tårer, når jeg f.eks. som i går hører, at han nu er flyttet sammen med den pige, han forlod mig for.
Jeg er så træt af at leve på denne her måde, så nu vil jeg videre. Desværre har jeg ikke råd til at gå til en psykolog, selvom det ville være rart. Der er noget med, at man ikke kan få tilskud til psykolog, hvis krisen ikke er sket indenfor et år?
Jeg er p.t uden job, men forsøger ihærdigt at komme i gang med mit fag. Jeg har meldt mig til en fritidsinteresse, for måske at møde nogle nye mennesker, og så har jeg forsøgt at genskabe kontakten til en af de venner, som jeg skubbede fra mig for år siden. Men hvordan kommer man ud af sin sorg, når man ikke fik den bearbejdet for mange år siden? Hvordan får jeg tillid til andre mennesker? Jeg tror egentlig, at det med sex kommer, når jeg får tillid til en fyr, hvad tror du???
Jeg håber ikke, at min mail blev alt for lang, rodet og mærkelig - tak fordi du tog dig tid til at læse dette.
Med venlig hilsen
M.
Angst for at miste
- PER HOLM KNUDSEN
- Site Admin
- Indlæg: 5521
- Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Svar: Angst for at miste
Hej Maja
Tak for dit brev som ikke på nogen måde er rodet eller mærkeligt.
Det er godt, at du nu tager dig mod til at få lukket op for posen. Det er usædvanligt mange tab, du har været ude for på relativt kort tid og bestemt ikke godt for dig, at du har gået med det selv uden nogen støtte.
Det er meget forståeligt, at du blev angst for at miste og, at det gav sig udtryk i det du kalder "utroligt besidderisk". Og samtidig er det, som du selv er inde på nok osse grunden til, at du ikke tør slippe dig selv helt løs i forhold til en tæt relation til en mand - du kunne risikere at miste ham osse. Eller som man siger brændt barn skyr ilden.
Og det er jo osse sket for dig med den kæreste, der rejste til udlandet og droppede dig, da du var begyndte at turde lukke op for dit hjerte og din seksualitet. Og det er den risiko, vi nogen gange må tage.
Hvis jeg var din psykoterapeut, ville jeg i første omgang arbejde med at skabe tillid til mig, dernæst arbejde med dine tab og dine strategier og beslutninger i forbindelse med tabene. CHOKTRAUMETERAPI Og endelig arbejde med at få dig ud i det pulveriserende kærlighedsliv.
Du skriver, at du ikke har råd til en psykoterapeut, og samtidig tror jeg det ville være meget gavnligt for dig at få noget professionel hjælp. Men du kunne måske prøve at finde ud af om der f.eks. er selvhjælpsgrupper i dit område - f.eks. en sorggruppe.
Hvis du evt. vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.
Du kunne måske prøve at læse Marianne Davidsen-Nielsen & Nini Leick:
Den nødvendige smerte. Socialpædagogisk Bibliotek, Munksgaard, 1988
Tabsprocessen
Kig efter artikler på nettet - måske kan du bruge noget i dem fx.
Krise og belastningsreaktion (Netdoktor.dk)
Til dine konkrete spørgsmål:
Jo man kan godt kalde det fortrængning.
Tilskud: Snak med din læge om hvilke muligheder, der er.
Hvis man går længe med ubearbejdet sorg kan den blive kronisk og det kræver ikke sjældent professionel hjælp og få den bearbejdet.
Tilliden til andre mennesker vil du få, når du kan rumme, at der er en risiko for at miste dem og ,at det må du lære at leve med. Husk at modet til at turde giver evnen til at kunne.
Jeg tror bestemt osse, at du vil kunne finde ud af at få et seksuelt forhold til en mand, når du finder en, du kan have tillid til.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig videre og held og lykke med det.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Tak for dit brev som ikke på nogen måde er rodet eller mærkeligt.
Det er godt, at du nu tager dig mod til at få lukket op for posen. Det er usædvanligt mange tab, du har været ude for på relativt kort tid og bestemt ikke godt for dig, at du har gået med det selv uden nogen støtte.
Det er meget forståeligt, at du blev angst for at miste og, at det gav sig udtryk i det du kalder "utroligt besidderisk". Og samtidig er det, som du selv er inde på nok osse grunden til, at du ikke tør slippe dig selv helt løs i forhold til en tæt relation til en mand - du kunne risikere at miste ham osse. Eller som man siger brændt barn skyr ilden.
Og det er jo osse sket for dig med den kæreste, der rejste til udlandet og droppede dig, da du var begyndte at turde lukke op for dit hjerte og din seksualitet. Og det er den risiko, vi nogen gange må tage.
Hvis jeg var din psykoterapeut, ville jeg i første omgang arbejde med at skabe tillid til mig, dernæst arbejde med dine tab og dine strategier og beslutninger i forbindelse med tabene. CHOKTRAUMETERAPI Og endelig arbejde med at få dig ud i det pulveriserende kærlighedsliv.
Du skriver, at du ikke har råd til en psykoterapeut, og samtidig tror jeg det ville være meget gavnligt for dig at få noget professionel hjælp. Men du kunne måske prøve at finde ud af om der f.eks. er selvhjælpsgrupper i dit område - f.eks. en sorggruppe.
Hvis du evt. vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.
Du kunne måske prøve at læse Marianne Davidsen-Nielsen & Nini Leick:
Den nødvendige smerte. Socialpædagogisk Bibliotek, Munksgaard, 1988
Tabsprocessen
Kig efter artikler på nettet - måske kan du bruge noget i dem fx.
Krise og belastningsreaktion (Netdoktor.dk)
Til dine konkrete spørgsmål:
Jo man kan godt kalde det fortrængning.
Tilskud: Snak med din læge om hvilke muligheder, der er.
Hvis man går længe med ubearbejdet sorg kan den blive kronisk og det kræver ikke sjældent professionel hjælp og få den bearbejdet.
Tilliden til andre mennesker vil du få, når du kan rumme, at der er en risiko for at miste dem og ,at det må du lære at leve med. Husk at modet til at turde giver evnen til at kunne.
Jeg tror bestemt osse, at du vil kunne finde ud af at få et seksuelt forhold til en mand, når du finder en, du kan have tillid til.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig videre og held og lykke med det.
Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk