Er hun den eneste ene?

[Dennis2]

Jeg er en 18 årige frisk fyr som egentlig aldrig har været så meget til dét at havde en fast kæreste.. Har haft en kæreste for 2 1/2 år siden.. og så møder jeg så den pige her i sommers, som bare væltede benene under mig.. Hun var så mega dejlig.. og jeg blev forelsket i hende allerede ved første møde..! Jeg var lige fyldt 18.. i sommer.. og hun var 14 dengang.. hun er fyldt 15 nu..

Men i starten var hendes forældre ikke meget for, at vi var sammen.. Selvfølgelig fordi de frygtede, at vi gik i seng sammen.. Der var efterfølgende en masser problemer månederne efter.. Hendes veninder begyndte at bagtale mig.. og der spredtes en masse rygter... løgne.. osv.. Jeg følte, at jeg på et tidspunkt ikke kunne stole på hende mere? At hun kom med små hvide løgne? Jeg snakkede selvfølgelig med hende om det.. Men hun vil ikke selv rigtig indse, at hun har løjet..? Det hele lyder måske ret... dårligt? Men vi er virkelig ens når det handler om personlighed.. vi tænker utrolig ens.. og vi har begge ikke før prøvet at ha' så seriøst et forhold før.. vi var sammen i omkring 3 1/2 måned.. og så begyndte hendes mor at forbyde hende i at være sammen med mig..?? Fordi hun åbenbart mente, at jeg påvirkede hende for meget? Skal også skynde mig at sige, at hun skal på efterskole efter sommerferien.. Så derfor vi har lidt svært ved, at ha' et forhold lige nu.

Men lige fortiden snakker vi rimelig meget sammen, hvor vi skriver.. og snakker sammen.. Hun er utrolig ked af det.. og vil ikke miste mig? Men jeg bliver bare så forvirret over, hvad hun vil? For det ene øjeblik må vi være venner? Og skal komme videre.. Men når det så går op for hende, at jeg kan få mig en ny kæreste.. at min nye kæreste vil kysse mig.. gå i seng med mig.. og ja.. Så bliver hun ligesom desperat? Græder?.. og kan slet ikke se nogen løsning på det her.. Selvfølgelig er jeg også ked af det.. jeg får da også vildt ondt i hjertet.. men har ligesom bare været 2 skridt foran.. for det var mig som var ked af det for 1-2 måneder siden.. men dér var det hende som bevarede roen og støttede mig.. vi har nærmest byttet roller?..

Mine spørgsmål er.. Ved godt at mit brev er langt..
Men det er virkelig noget der går mig på..

Elsker hun mig virkelig? Hvis hun gjorde.. ville hun så ikke overfor sin Mor få hende til, at forstå at hun ikke skulle bestemme, om vi må ses??
Og er hun den eneste ene? Vi tror begge, at vi er skabt for hinanden? Men er det normalt med sin første sådan rigtige kærlighed? Går jeg nemlig og har en lille mistanke om?

På forhånd tak!

Dennis!

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Dennis

Det er en rigtig kærlighedshistorie med en ond mor , der skiller de elskende ad - sikken en dum mor . Nu er det lidt nemmere at være en ung mand på 18 og sige sin mor i mod end, det er at være en 15 årig pige, der skal sige sin mor i mod. De 3 år kan gøre ret meget. Så hvis hun siger, hun elsker dig - ja så elsker hun dig . Og synes I, at I er skabt for hinanden - ja så er I skabt for hinanden , det kan andre jo ikke lave om på. Det bestemmer I - det er forelskelsens natur. Noget andet er så at alle store forelskelser kan få al ting til at køre op og ned, få usikkerheden frem, hjerterne til at galoppere osv. - det vil mange af os opleve flere gange i livet.
Jeg håber, det vil lykkes jer at mødes igen - osse selv om hun skal på efterskole.

Du skal være velkommen til at skrive igen.