Psykoterapi med/uden konen?

[carsten]

Hej

Jeg skriver i håbet om at komme lidt videre med mine problemer med konen og med livet som sådan, som jeg finder særdeles svært.

Jeg har gået fast i psykoterapi i knap 1 år, og det har da også haft sin virkning for mig personligt. Konen siger, at hun slet ikke kan mærke forskel, men det kan jeg slet ikke forstå, at hun siger. Jeg sætter ord på alt og det er ret hårdt for os begge. Hm, mærkeligt!! Mine problemer er af meget eksistentiel karater. Problemer og mønstre, som går tilbage til barndommen. Jeg har følt, at min identitet blev udslettet i forholdet. Noget konen ikke forstår, når jeg fortæller om det.

Nå, men jeg stoppede i terapien for snart 2 måneder siden, da jeg følte mig ”forkert” i terapien. Jeg talte med min terapeut om det, og jeg følte, at jeg havde brug for en pause, så jeg kunne være helt sikker på, hvad jeg selv ville. Jeg mærker hos terapeuten, at jeg skal opgive forholdet og komme videre.

Istedet er vi begge startet i par-rådgivning hos en psykolog/psykoterapeut. Det er ikke en terapi session men mere en par-rådgivning! Sagen er så, at vores psykolog siger, at jeg skal løse mine problemer omkring fortiden i terapi UDEN konen. Kan det virkelig være rigtigt? Et eller andet siger mig, at jeg er nødt til at gå i terapi MED konen. Kan jeg virkelig løse det selv i terapi?

Jeg ville gerne have dit helt private syn & mening her, da jeg er meget usikker på, hvad der er det rigtige.

På forhånd tak

Carsten

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Carsten

Når din kone siger, at hun ikke kan mærke en forskel på dig, kunne det så tænkes, at det er en måde hun forsøger at kontrollere dig på? Jvnf. at du skriver: "Jeg har følt, at min identitet blev udslettet i forholdet." Ved ikke at bemærke din forandring, kan hun jo fortsætte sit bidrag til din manglende identitet?

Jeg plejer at foreslå, at par der starter med at gå sammen, og hvor den ene part måske har brug for at arbejde med noget individuelt, at de så gør det sammen. Det er jo en måde at lære noget vigtigt om den anden på, en måde at øge engagementet i forhold til hinanden på, og i langt de fleste tilfælde er parret glade for denne måde. Hvis den, der har brug for det individuelle arbejde, insisterer på at arbejde alene, så respektere jeg selvfølgelig det.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

[carsten]

Hej igen,

Og tak for dit svar

Jeg har valgt at tilgive hende de følelsesmæssige svigt/overgreb, som jeg har følt mig udsat for fra hendes side - Jeg føler, at vi har begge et ansvar for den opførsel/mønstre, som vi ubevidst har praktiseret. Tilgivelsen syntes som den eneste vej frem i håbet om nærvær. Og jeg har fortalt hende det! Jeg er jo den, som p.t. (mest) ikke kan klare nærvær/intensitet (dvs. putte, sex, holde i hånd osv.) skønt det netop er det, som jeg allermest savner. Jeg vil helst bare snakke problemer/fortid, hvilket jeg selv synes er en form for nærvær - men det er også ret belastende, da det jo udelukkende handler om fortiden.

Det bekymrer mig, at vores par-rådgiver siger, at jeg skal klare mine egne problemer relateret til hende i terapi selv. Psykologen siger, at vi ikke har noget at gøre i terapi sammen nu! Hun (konen) har fortalt mig, at det er en befrielse ikke at skulle dykke ned i fortiden med mig. Skal (og kan) jeg selv slippe af med vreden/sorgen uden hende i terapi?

Og tillægsspørgsmålet: Har du nogen ide om, hvorfor han synes, at jeg selv skal klare problemerne? Ved han måske noget, som jeg endnu ikke er klar over - f.eks. at det så kunne ende med et brud? Hm, tænke tænke???

Hilsen
Carsten

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Carsten

Nu har jeg jer jo ikke i PARTERAPI, så derfor ved jeg ikke, hvorfor jeres terapeut mener, som han gør, men spørg ham nærmere om, hvad hans begrundelse er og sig, at du ikke har forstået den helt endnu.

Ja du kan godt godt arbejde med problemerne i forhold til din kone alene, f.eks. i psykodynamisk psykoterapi f.eks. gestaltterapi. Efter min bedste mening kan man ikke tilgive før, man er kommet af med vreden, og det er jo nok årsagen til din nuværende afstand til din kone! Om så din vrede al sammen hører til din kone, er et andet spørgsmål.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

[carsten]

Hej igen,

Skønt hun nu udviser mere interesse end nogensinde, så stritter min krop og hele mit væsen imod dette nærvær. Det føles ikke længere som ophobet vrede eller bitterhed. Det er som om, at jo mere jeg slipper fortiden & vreden/sorgen, desto mere distancerer jeg mig i forhold til hende. [b]Hvad sker der?[/b]

Jeg ved, at der står meget på spil herhjemme – både os, hus, børn osv. Mine tanker kører hele tiden i ring fordi jeg ikke kan forlige mig med tanken om skilsmisse. Men jeg føler lige nu, at mine følelser simpelthen ikke er stærke nok til et kærlighedsforhold. Men jeg frygter, at jeg kunne komme til at fortryde en beslutning om at skilles. [b]Hvordan finder jeg ud af, om det er rigtigt at afslutte forholdet?[/b]

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet nytter at gå i terapi sammen, for jeg føler, at jeg allerede har forladt forholdet følelsesmæssigt. [b]Kan man finde ægte sammen igen, når mine følelser ikke er stærke nok?[/b]

Håber at du kan hjælpe mig videre 
Carsten