PSYKE & SEX DEBAT

Hej Warmfluid

Hvis du (stadig?) får anti-depressionsmedicin (SRRI = lykkepiller) kan de være årsagen til at oplever en mangel på følelser - selv om du jo beskriver at du oplever tre af grundfølelserne .

Og måske oplever du alligevel glæden, det forekommer mig, at du glæder dig over, at du er ved at komme videre i dit liv, og at du nu tør tage nogen vigtige konfrontationer - tillykke med det !

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per,

Nej, jeg tager ikke lykkepiller og har ikke gjort det i over 5 år. Og jeg mærker ingen glæde overhovedet. Hvad stiller jeg op? Er så ulykkelig inden i og så desperat, vil så gerne være glad uden ondt i maven 24 timer i døgnet. Kan slet ikke tænke klart og er virkelig deprimeret og trist konstant. Bliver jeg glad igen??? Hvorfor er der ingen, der kan hjælpe??

Hilsen
Warmfluid

Hej Warmfluid

Hvordan går det med psykoterapien?

Og du kan jo f.eks. tænke på, om der er nogen fordel ved ikke at være glad?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per,

Tak for svar!

Det er svært at sige om psykoterapien virker, men den har da fået mig til at tage et par svære samtale med en række vigtige personer i mit liv, som jeg aldrig før turde tage. Og som jeg virkelig indser vigtigheden af med hensyn til at sætte grænser etc. Min psykoterapeut vil undersøge om vi kan intensivere mit forløb, hvilket også bekymrer mig!

Om der er fordele ved ikke at være glad? Hmm...ikke andet end at jeg så ikke bliver såret? Men det er jo tomt, dødt og ensomt at have det sådan og jeg sårer så mange mennesker på minvej med min opførsel, adfærd og holdning til tingene, fordi jeg er pessimistisk og kristik og altid er sur og tvær! Og det er jo ikke holdbart i længden. Jeg vil så gerne kunne lukke op og glemme alt om min forsvarsmekanisme.
Hilsen
Warmfluid

Hej Warmfluid

Og hvad er så problemet med at blive såret?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen,

Ja, det er jo aldrig rart at blive såret. Men jeg vil da gerne såres igen, hvis det også betyder at jeg kan blive glad igen. Men hvordan gør jeg? Hvad skal der konkret til? Jeg magter ikke at være så afstumpet og kold, jeg vil være let om hjertet og varm og glad igen. Og kunne være givende overfor andre op en ægte og oprigtig måde. Kan man blive forelsket igen? Og kan man elske igen? Jeg tænker fortsat meget på min eks-kæreste, som jeg synes det er synd for. Hvordan kommer jeg videre?
Hilsen
Warmfluid

Hej Warmfluid

Risikoen ved at være levende er jo, at man kan blive såret, og at man i sidste ende kan risikere at dø .

De fleste af os er glade, fordi der er noget eller nogen vi er glade for. Vi går jo ikke rundt og er konstant glade, oftest er vi vel blot i en eller anden tilstand af "neutral".

Hvis du lod din mave tale, hvad vil den så sige med "ondt i maven"? Noget du holder inde? Eller noget du holder ud?

Når du skriver, at du er "afstumpet og kold", hvordan giver det sig så udtryk? Er det blot en måde hvorpå du giver dig selv ? Eller går du er grov mod dine medmennesker?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen igen,

Jeg ved godt, at det ikke er normalt at være glad 24 timer i døgnet og det er heller ikke det, jeg stræber henimod. Jeg stræber blot henimod et "neutralt" stemningsleje, hvor jeg kan holde min hverdag ud uden at fortiden nager mig i den grad, og uden at fremtiden bekymrer mig i den grad. Jeg er aldrig rigtig tilstede, og i over 6 år har jeg haft en depression, hvor jeg befinder mig et helt, helt andet sted end der hvor jeg er. Jeg tænker konstant på "hvordan kommer jeg til at føle noget overfor min eks-kæreste igen, så vi kan blive og leve sammen på en dejlig måde". Problemet er at min depression og lykkefølelse er så tæt forbundet med min eks-kæreste. Aldrig har jeg været så lykkelig i mit liv som med ham, og så kom depression (udløst af ham, men selvfølgelig var det blot prikken over i'et) og derfor er det svært at skille depressionen og det at være lykkelig fra min eks-kæreste. De ting hænger sammen.

Jeg vil bare gerne ud af min depression, ud af det sorte hul, jeg befinder mig. Jeg er sur og jeg er vred. Er sur over at depressionen skulle ødelægge et ellers dejligt forhold med min eks-kæreste, som stadig spøger meget i min bevidsthed. Hele tiden tænker jeg, om jeg holdt op med at elske ham da jeg fik depressionen (for jeg sagde jo, at det aldrig ville blive det samme) eller om jeg bare har lukket mig selve inde som en forsvarsmekanisme og ikke tør lukke op for ham. Jeg søger nogle svar!!!

Min eks-kæreste og jeg mødtes for nylig, og selv om han har en ny kæreste, så sagde han, at han allerhelst så ham og jeg sammen. At der går ikke en dag, hvor han ikke tænker på mig og min sygdom. At han tænker på alt det gode, vi havde sammen, og at han så gerne ville os. Jeg har det jo sådan, at jeg konstant tænker på dengang, vi havde det godt, og hvor ekstremt vilde vi var hinanden. Hvorfor døde det? Hvorfor skulle det ødelægges på grund af en depression? Kan man vække det til live, når der er to mennesker, som drømmer om det? For mig er det at komme ud af depressionen lig med at være sammen med min eks-kæreste, men omvendt ved jeg også, at hvis vi fandt sammen igen, så er det ikke, der jeg får lykken. Jeg skal jo finde den inde i mig selv, og ikke forvente, at alle andre kommer med den til mig. Men det var jo vitterligt ham, der kom med lykken til mig for 8 år siden.

Jeg ved godt, at du ikke har svarene, men jeg har hele tiden to scenerier:
1. Måske elsker jeg ham vitterligt ikke længere (men vil bare ikke indse det og acceptere det fordi det gør for ondt, og fordi vi jo engang havde det ovenud lykkeligt sammen og det var ham, som kom med lykken til mig).
2. Måske lukkede jeg blot følelsesmæssigt i som en forsvarmekanisme overfor ham (da der kom et bagatel lille svigt fra hans side - grundet mine tidligere svigt i livet, og det så udløste en depression/chok/psykose). Dette scenarie er det jeg håber er det rigtige, for det andet gør simpelthen for ondt.

Hvad angår ondt i maven, så ved jeg ikke hvad jeg holder inde. Jeg har holdt meget inde og ude igennem årene. Alt det med at folk, der har svigtet mig og såret mig uden at jeg har råbt op og sagt fra har vel bidt sig fast. Blot bidt det i mig og derved behandlet mig selv destruktivt og uden respekt. Og derved måske også holdt noget/meget inde og ude. Men nu??? Ved det ikke? Pardoksalt nok så går min depression ud over mig og min eks-kæreste og ikke alle dem nennesker, som har svigtet mig..

Hvad min adfærd angår, ja så taler jeg meget grimt til min ven/elsker og er fuldstændig urimelig overfor ham. Jeg taler ned til ham, siger grimme ting og råber ad ham. Og han gør endda alt for mig! Så det er ikke bare et billede jeg har af mig selv om, at jeg kold og afstumpet. Det er jeg virkelig og der var en gang at jeg var sådant et varmt og dejligt menneske. Hvor er hun blevet af? Jeg kan ikke mærke det, og når jeg får mine "anfald", så føler jeg jo at det er sådan jeg føler...kan ikke rigtig kontrollere det. Måske er det også fordi jeg ikke er vild med ham? Jeg er jo ikke disponeret for forelskelser!

Hvad mener du om alt det her??

Det er alvorligt med en sådan depression og jeg føler ikke at jeg kommer videre.........

Hilsen
Warmfluid

Hej Warmfluid

Du skriver: "Men det var jo vitterligt ham, der kom med lykken til mig for 8 år siden.", hvilket jo betyder, at han sidder inde med din lykke, og at du er nødt til at få ham igen for at få lykken igen, glæden igen. Men andre ord så skal han bestemme sig for, om han vil have dig igen eller ej, for at du kan blive glad og lykkelig. Hvis han beslutter sig til at ikke at ville have dig igen, så bliver du aldrig glad eller lykkelig mere.

Det er jo dels aldeles uholdbart og dels en forkert analyse. Sammen med han fandt du glæden i dig selv, sammen med ham fandt du lykken i dig selv. Sammen med ham fandt du sider af dig selv, som du stadig kan bruge.

Så det handler om, at du tager ejerskab for alle dine følelser - osse glæden og evnen til at finde lykken (som kommer i glimt). Dine føelser og evner ligger ikke i andres lommer og heller ikke i din eks-kærestes.

Min gamle "indre vismand" sagde engang til mig, hvor jeg led af en stor kærlighedssorg, og hvor jeg ulykkeligt spurgte ham: "Hvordan kommer jeg over min sorg over tabet af min kæreste?" - så sagde han: "Klip tråden over!" Det var ikke hvad jeg ønskede at høre, men han havde ret!

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per,

Det er næsten halvandet år siden jeg sidst gav lyd fra mig, men det betyder desværre ikke at jeg er kommet ret meget videre i mit liv, og det er også derfor jeg nu skriver til dig igen. Fordi jeg stadig sidder fast...

Hvis du ikke kan huske min historie, vil jeg anbefale at læse vores dialog igennem igen tak Det gør det lidt lettere for dig!

Jeg har nu haft det skidt i otte år og render stadig rundt og er trist, modløs, nedtrykt, deprimeret, frustreret, tvivlende og søger efter svar så jeg kan få mit liv tilbage, så jeg kan få den sprudlende og energiske kvinde tilbage...jeg ved hun er der et eller andet sted. Men hvor? Og hvornår kigger hun frem igen?

Min eks-kæreste og den enorme lykkefølelse jeg havde med ham gør stadig at jeg ikke kan komme videre med mit liv. Jeg sørger vist stadig over at have mistet ham og den lykke der fulgte med, men som jeg så brat mistede. Det fylder så meget at jeg ikke er i stand til at leve i nuet og nyde livet. Og at åbne op og give til en mand igen. Det er hovedproblemet, men her er lige hvor jeg står den dag i dag...

Jeg har i de sidste to år on/off forsøgt at være i et forhold til ham jeg kaldte min ven/elsker (i mine tidligere dialoger til dig), fordi jeg synes han er ualmindelig dejlig, sød, charmerende, sexet, spændende og fordi jeg har følt mig meget tiltrukket af ham såvel fysisk som åndeligt. Han er virkelig dejlig og noget helt specielt. Han elsker mig ekstrem højt og har været der 200% for mig på trods af at jeg har været ret umulig at være sammen med fordi jeg ikke har kunne sige hvad jeg reelt følte/føler og fordi jeg har projiceret al min vrede, bitterhed og frustation over på ham og kaldt ham en masse grimme ting... samtidig med at jeg har det her negative livssyn, som ikke ligefrem har været fordrende for vores forhold. Og samtidig med at han har skulle leve med at min eks-kæreste har været et gennemgående spøgelse, som har fyldt utrolig meget i vores forhold (fordi jeg stadig sørger over det og har svært ved at komme videre).

Han har nu gjort forholdet forbi fordi han føler sig drænet og "misbrugt" bl.a. fordi jeg ikke har kunne gengælde al hans kærlighed og godhed, men i stedet bare har taget ham for givet og suget al hans energi. Og fordi han er træt af at agere støttepædagog for mig og fordi han er træt af at høre på al min negativitet, vrede, frustation, bitterhed, tvivl og ikke mindst at skulle høre på min eks-kæreste (som et eller andet sted stadig fylder meget i mig). Nu vil han beskytte sig selv og tage vare på sig selv, og samtidig har han også gjort det forbi fordi han føler, at jeg har bedst af at være alene, så jeg kan finde styrken og svarene inde i mig selv, for han kan åbenbart ikke gøre mig lykkelig, som han siger. Jeg skal gøre det selv før jeg er parat til et forhold, hvor jeg er tilstede og ved hvad jeg oprigtig føler! Og det gør jeg ikke nu og har ikke gjort i otte år... HMMM!

Jeg kan godt forstå ham, det kan jeg virkelig godt. For jeg har ikke altid været god ved ham, og jeg har evig og altid sammenlignet ham med min perfekte eks-kæreste (fordi jeg var lykkelig engang med ham), og hvem gider at høre på den slags i længden!?? Og ja så har jeg taget ham for givet. Men selvfølgelig har jeg også holdt enormt meget af ham og nydt at være i hans selskab, for han har givet mig så meget varme, kærlighed, dybde og intensitet. Og han betyder stadig meget for mig, og jeg må jo have nogle varme følelser for ham, men det har været meget forstyrrende for mig ikke at være afklaret omkring min fortid og eks-kæreste. Det har gjort, at jeg ikke har kunne åbne op og give, som jeg ved, at jeg engang kunne og burde.

Et eller andet sted er det jo et big time wake up call til mig om, at mit liv ikke kan fortsætte på den her måde. Jeg kan ikke fortsætte med at være vred og bitter og forsætte med at sørge over min eks-kæreste, og sørge over en tid, hvor jeg var lykkelig og sprudlende, for det blokerer for nuet og ikke mindst for fremtiden. Men jeg har så svært ved at lade være. Hvorfor?? Jeg gør det jo fordi jeg i den grad længes efter at være lykkelig og mærke livet, som jeg jo engang var i stand til... og det var jeg sammen med min eks-kæreste, og så er det som om, at min eks-kæreste nærmest har fået "patent" på min lykke, som jeg jo rationelt godt ved er helt hen i vejret, men ikke desto mindre er det de tanker jeg render rundt med og dermed også de følelser.... Jeg er ulykkelig og græder flere gange om ugen... hvad gør jeg galt?? Hvordan kommer jeg videre?

Jeg render stadig rundt med en sorg. Tror ikke jeg har en depression eller angst, men derimod en sorg over at have mistet min eks-kæreste, over at have mistet kærligheden over, at have mistet det at være lykkelig. Det siger de kloge i hvert fald. Som jeg har beskrevet tidligere, så var det som om han døde fra mig... fra det ene sekund til det andet ændrede mine følelser sig og siden den dag har jeg været ulykkelig og nede i kulkælderen... og har ikke været i stand til at leve ordentligt. Jeg forlanger ikke at være på en lyserød sky hver dag, men hvorfor skal jeg have det skidt hver dag på 9. år?? Kontrasten er for stor"

Jeg spekulerer stadig over meningen med det? Jeg fulgte et af dine råd og cuttede kontakten med min eks for et halvt år siden, både af hensyn til ham og af hensyn til mig. Men også af hensyn til min nye kæreste (som jeg tidligere kaldte ven/elsker og som nu har slået op med mig) og af hensyn til min eks-kærstes kæreste. For et eller andet sted stod vi jo alle i stampe og min eks-kæreste, og jeg kunne ikke komme videre med vores respektive liv og lukke op for en anden person sådan rigtigt. Og det gik ud over os selv med også vores nye kærester, og det fortjener ingen jo. Problemet er bare, at selv om jeg ikke har set ham i over et år og nu ikke har haft kontakt med ham i over et halvt år, så har jeg det lige så elendigt.... drømmen om ham og mig spøger stadig... og jeg tror heller ikke han for alvor har givet slip på mig. Omvendt ved jeg, at hvis jeg ringede på hans dør, så vil det stadig ikke være løsningen, jeg vil stadig ikke vide hvad jeg egentlig føler. Og jeg ved, at den følelse jeg engang havde, og som jeg sådan længes er det der vil gøre mig glad.

Hvad stiller jeg op?? Jeg vil så gerne livet, kærligheden. Og jeg er heller ikke afklaret omkring min seneste eks-kæreste (ven/elsker), som jeg jo nærer mange dybe og varme følelser for, og som jeg i den grad er seksuelt tiltrukket til. Og som er virkelig dejlig og sød. Hvad føler jeg egentlig??

PS: Jeg har gået til to forskellige psykoterapeuter det sidste års tid samt lidt healing, men jeg står stadig i den her situation...

Hilsen den fortvivlede og frustrerede
WARMFLUID/COLDASICE

Hej Warmfluid

Har du osse læst vores korrespondance igennem?

Du kan ikke få noget tilbage, men du kan starte på noget nyt. Du kan blive en 8 år ældre "sprudlende og energisk kvinde", som har et andet udgangspunkt end den gamle, som jo i en eller anden forstand fik det sprudlende og energiske "forærende". Nu må du selv skabe det sprudlende og energiske.
Hvad gjorde du i går for dig selv, der gjorde dig glad og som gjorde, at du kunne mærke din livsenergi?
Hvad har du gjort i dag for at gøre dig selv glad og for at mærke din livsenergi?
Hvad kan du gøre i morgen for at gøre dig selv glad og for at mærke din livsenergi?

Hvad har du fået ud af at gå hos psykoterapeuterne?
Hvad var det vigtigste du lærte om dig selv, og som du kan tage med frem over?
Hvad er fordelen ved din nuværende situation?
Hvad kunne være det rigtigt vanskelige ved at få dit liv ændret i en god retning?
Ville du kunne acceptere at livet osse kunne være godt og lykkeligt uden den gamle kæreste?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen

Tak for dit svar. Hm...hvad jeg har fået ud af det hele?
Jeg synes jo helt ærligt, at jeg ikke har fået en skid ud af at gå i terapi, tværtimod er jeg snarere blevet bekræftet i sætningen jeg udbrød for otte år siden "nu bliver det aldrig det samme igen". Og derudover er jeg vel et eller andet sted blevet endnu mere bange/angst for at jeg aldrig nogensinde kan få et godt og normalt liv og at ingen kan hjælpe mig, hvilket atter er med til at give næring til mit negative livssyn. Selvfølgelig har jeg lært noget om mig selv, at det er mig selv der skal hjælpe mig selv etc., men hvorfor er det så ikke lykkedes? Hvorfor har ingen terapeuter eller piller kunne hjælpe mig med at hjælpe mig selv? Jeg har virkelig prøvet meget forskelligt igennem årene - uden resultat desværre!

Men der er noget der er gået op for mig den seneste uges tid. Jeg tror ikke at jeg lider af depression eller af angst. Jeg tror, at jeg har været udsat for et chok (også selv om det udefra set kan virke banalt blev jeg jo vitterligt udsat for et chok som ændrede mig og min personlighed i løbet af et sekund...) og som resultat lider jeg nu og de sidste otte år af et traume, som nu har udviklet sig til en form for post traumatisk stress. Når jeg læser om det, passer det 100% på mig. Alle symptomerne om ikke at leve et ordentligt liv, men hvor man konstant dvæler ved hændelsen, fortiden og stadig sørger over den og ikke er i stand til at komme videre. Og for otte siden fik jeg jo et chok - fra det ene sekund til det andet styrtede mit liv sammen og jeg blev en anden ... græd, blev deprimeret, trist, nedtrykt, rasende, aggressiv sur, syntes det hele var unfair og surt!!!!!

Selvom jeg ikke har været ude for et dødfald, en trafikulykke eller noget andet voldsomt, så reagerede jeg og min krop med et chok, som har siddet fast i mig lige siden. Jeg føler mig fastfrosset følelsesmæssigt! Fra at være lykkelig blev jeg deprimeret på et split sekund, og min verden gik under. Nu hænger jeg fortsat konstant i fortiden, jeg er aldrig rigtig til stede i nuet - jeg græder stort set hver dag og tror ikke på, at jeg nogensinde kan få et normalt velfungerende liv, hvor jeg kan mærke mig selv og mine følelser. Jeg var engang glad og ubekymret, det er jeg slet ikke mere. Jeg føler ikke at jeg har kontrollen over mit eget liv mere, der er en indre dæmon inde i mig, som ikke engang læger, psykologer, terapeuter eller lykkepiller har kunne tage fra mig...

Læger og terapeuter har med god grund haft svært ved at diagnosticere mig, den ene dag mente de at jeg havde en depression, den næste dag at jeg led af angstanfald, den tredje dag at jeg var helt normal, men bare havde et sort og skrøbeligt sind og den fjerde dag noget helt fjerde. Men jo mere jeg læser på nettet, jo mere går det op for mig at jeg var udsat for et chok, hvilket en af terapeuter også sagde, også selv om det udefra set kan se meget banalt ud, så har det ikke desto mindre haft kollosale indvirkninger på mig og mit liv, og det er derfor jeg har så svært ved at komme videre og være til stede i livet og tage imod og give følelser. Det gør for ondt!

Hvad gør jeg Per? Nogle siger healing og hypnose kan være godt for folk som har været udsat for et chok, som har sat sig i en mange år efter. Det er jo blevet et traume for mig og jeg har det jo som om jeg har mistet en ved døden og stadig sørger over det. Er der stadig håb for at jeg kan få et liv med glæde og nydelse igen?? Hvordan kommer jeg mig over chokket og dermede traumet, som spørger i mig dag efter dag nu på 8. år. Noget må vel kunne gøres, for jeg vil have min livskvalitet og troen på livet tilbage! Kan du anbefale noget/nogen??

På forhånd tak!

WARMFLUID

Hej WARMFLUID

Jeg vil bestemt ikke afvise, at dine reaktioner skyldes chok, og at de skal behandles som chok. Chok er jo chok, uanset hvordan man nu har fået det/dem. Prøv at læse hvad jeg har skrevet om CHOKTRAUMETERAPI.

Med hensyn til din sætning: "nu bliver det aldrig det samme igen", så skulle du i og for sig gerne bliver bekræftet i den. NEJ, det bliver aldrig det samme som før! Og det bliver du nødt til at både indse, acceptere og leve med. Og der kan blive så meget andet NYT! Dette NU er væk, når du har læst her TIL!

Når man arbejder med chok, så skal man osse være opmærksom på, at man kan skulle arbejde med sin karakter, f.eks. sin historie og sine livsstrategier.

CHOKTRAUMETERAPI

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Ja, jeg tror, at det skal behandles som et chok, og det er det aldrig sådan rigtig blevet. Er der håb/chance for, at jeg kan få dette bearbejdet, når nu jeg har gået rundt og haft det skidt i så mange år, og det på den måde nærmest er blevet en del af mig ... en del af min personlighed at have det så skidt og tomt inden i??

Skolen for psykosomatik henviste mig i sommer til en psykoterapeut, som jeg gik til en gang ugentlig i over et halvt år, men igen uden resultat .... Derfor er jeg ved at gå ud af mit gode skind ... godt nok var udgangspunktet mere sorg og depression end chok, men hvad gør jeg konkret nu? Hvem skal jeg opsøge? Jeg VIL videre med mit liv, jeg er helt stresset over at have det sådan her ... jeg læste din side omhandlende chok, og du henviser til en bog af Steen Jørgensen - det er imidlertid ikke lykkes mig at finde den, da jeg søgte på biblioteket, men så må jeg købe den.

Men hvad gør jeg fra i morgen, hvis du forstår hvad jeg mener? Jeg vil så gerne have et bedre liv .... uden dårlig samvittighed, tristesse, dårligdom, tomhed, håbløshed, depression, angst, sorg, traume, nedtrykthed, ondt i maven og gråd ... hvor finder jeg ligesindede?? Som også har udviklet en form for post traumatisk stress uden nødvendigvis at have været udsat for noget traumatisk, men mere måden hvorpå man reagerede??

Tak igen

Warmfluid

Hej Warmfluid

Hvis du går ind på Biblioteket og søger på "Forløsning af choktraumer", så skulle det være nemt at skaffe den. Jeg får i dag, at den står på 9 biblioteker.

Jeg synes, at du skal prøve at henvende dig til Bodynamic.

Dagsaktuelt kunne du jo prøve at gøre, hvad jeg skrev tidligere:
Hvad gjorde du i går for dig selv, der gjorde dig glad og som gjorde, at du kunne mærke din livsenergi?
Hvad har du gjort i dag for at gøre dig selv glad og for at mærke din livsenergi?
Hvad kan du gøre i morgen for at gøre dig selv glad og for at mærke din livsenergi?
Og sørg for at få god motion, hver dag.

Jeg kender desværre ikke en sådan gruppe.

Du skal være velkommen til at skrive igen.