PSYKE & SEX DEBAT

Hej Per (og alle andre der læser med)

Jeg har en fetich for dametøj. Jeg kan især godt lide at hun har fx pels på, mens vi har sex.. Jeg synes det er ophidsende, at 'dulle' hende op, og kan bruge lang tid på det, som et forspil..

Jeg har en elsker / kæreste, som jeg har delt mine fetiches med på min egen lidt kejtede måde.. Hun er gået med til det, og har også nydt det, de gange vi har gjort det.. Måske er det blevet lidt (for) varmt for hende et par gange... men ellers dejligt.!
Jeg tænker meget over, at det skal være godt for hende.. Og ved at jeg ikke kan nyde det hvis ikke hun er med på den.. Det har vi ramt meget godt, synes jeg.. men alligevel har jeg noget der nager mig..

Jeg undertrykker min fetich, nok fordi jeg grundlæggende tænker, at hun dybest set helst vil ha sex som Gud skabte os, og ikke alt det andet med i sengen. Jeg har prøvet at sige, at det er 'hende i pelsen', der ophidser mig. Men det klinger ligesom lidt hult

Jeg ville nok ønske, at jeg ikke havde brug for andet i sengen end hende, og føler det derfor svært at bringe emnet på bane alt for ofte.. Og når jeg har sat mig det for, og alligevel ikke gør noget ved det, føler jeg, at jeg svigter mig selv. Så bliver jeg sur og indebrændt.. Og trækker mig fra hende, følelsesmæssigt..

Ville ønske hun kunne læse mine tanker, og foreslå noget jeg ville tænde på en gang i mellem. Men det er jo min fetich, så det er jo nok for meget at håbe på..!?

Det er et mønster, der har været der i mine tidligere parforhold, også. Og jeg har ikke kunnet finde ud af en ordentlig balance i det, desværre. Jeg har følelsen af at mine fetich er jævnt hen irriterende, og de bare vil have, at jeg skal elske /tænde på dem som de er!

Hvordan har man et meningsfuldt forhold, når den ene (er det altid manden??) har en fetich?

Er jeg for sensitiv ift hvad hun tænker og føler? Hvordan kan jeg være tro mod mig selv uden at overskride hendes grænser og det bliver akavet?

Er der andre der læser dette, som har nogle af de samme oplevelser med fetich og parforhold?

Hilsen mig

Hej mig

Som jeg læser dit indlæg, så er der to hovedproblemer:
1) Hvordan tør du stå ved dine lyster?
2) Du har en fetich som ophidser dig, men ikke nødvendigvis den anden.

Vedr. 1): På sin egen snurrige måde, så kan man sige, at din betjeningslyst, din servicering, står i vejen for din egen fremtræden. En del af lysten er, at du har fokus på hende, og ikke så meget på dig selv. Så det er nok her, at du skal finde en balance. Personligt tror jeg, at du bedst vil kunne gøre det i en ikke-seksuel situation, hvor du får snakket med din partner om din lyst.

Vedr. 2): Så er det faktisk sådan, at langt de fleste, der dyrker en fetich, har mere fokus på fetichen - end på partneren, hvilket partneren nemt fornemmer. Men osse det bliver du nødt til at afklare i en ikke-seksuel situation.

Du kan ikke være tro mod dig selv, hvis dit fokus ligger på hendes grænser. Hendes grænser er først og fremmest hendes ansvar. Det er netop fordi, du er ude af dig selv og ovre i hende, at det kan opleves akavet.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per - Tak for dit svar

Du har ret, det er situationen i en nøddeskal, at jeg er spændt ud mellem min egen fetich og behovet for at gøre det godt for hende...!

Måske behøver det ikke at være et problem, men første skridt er at være tro mod mig selv og stole på, at hun også kan tage vare på sig selv i det. Jeg tror, det hænger meget sammen med frygten for en afvisning, eller følelsen af, at hun synes, at det er for meget.. Altså at at lysten (magien) forsvinder..

I det hele taget hænger det der sex jo ret meget sammen med, hvordan man ellers har det sammen og kommunikerer. Og hvis man føler sig elsket, er det nok federe at være sin partners sexobjekt..!

Og så synes jeg som en anden bruger, der skrev om fetich, at det er vigtigt at være åben over for andre sider af sin seksualitet.. Både fordi man kan finde nye frække ting at gøre sammen, og fordi det fylder mindre med ens egen lille fetich, hvis man er åben overfor andre sjove ting.. Og så er man bare heldig, hvis man har en kæreste, som også er lidt kinky..

Tror, som du skriver, at det er fornuftigt, at tale om det uden for sengen.. Det er bare lidt svært for mig at være helt åben og ærlig omkring det, også fordi vores forhold er ret nyt..

Jeg kunne måske godt bruge et par råd til, hvordan man tager sådan en snak uden at klovne alt for meget rundt i det...!

Tak igen,
Mig

Hej Mig

Måske er et problem for dig, at du har for travlt, du er for nervøs for, hvad hun måske mener om din fetich? Giv dig selv tid, giv jeres forhold tid, og i mellemtiden kan du jo altid prøve, om du kan lege noget ind i jeres samvær. Når du så på et tidspunkt oplever, at du er tryg ved din kæreste og kender mere til hendes holdninger, så kan du lukke op for en mere dybtgående snak om dine lyster. Og hvem ved, måske har hun osse sine hemmeligheder?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej mig

Faldt tilfældigvis over dit indlæg - og da der er åbent for andres svar, vil jeg da benytte mig af det

Jeg er selv en mand i begyndelsen af 50'erne med en kraftig fetish for - helst ægte - pelsværk. Pels i alle afskygninger og i alle kombinationer - mig i pels, partneren i pels, whatever. Nu fremgår det ikke helt klart, om din fetish ER pels, eller pels blot er en del af din fetish for dametøj eller som du kalder det, "dulle hende op"? Eller hvor stærk din fetish er - onanerer du fx alene med en pelsfrakke eller andet pels, når du er alene? Tænker du på pelsen, når du er sammen med hende, og hun er, som guderne skabte hende? Men da du flere gange vender tilbage til pels, så vil jeg antage, at det ER din primære fetish?

Det er det i hvert fald for mig. Endda i så hardcore udgave, at jeg for nogle år siden - efter nogle hårde samtaler med mig selv - kom frem til, at pels faktisk er hovedmålet for MIT begær, d.v.s. at skulle jeg vælge mellem en partner uden pels og en pels uden partner - så ville jeg vælge pelsen. Det gode ved det var, at det åbnede for nogle lyster, jeg havde haft i forhold til mænd og transvestitter i pels, hvor det tidligere udelukkende var kvinder i pels, jeg fik nogle flere farver på paletten. Den hårde del af erkendelsen var, at selvom partneren jo egentlig var ligegyldig, fordi mit seksuelle begær var rettet mod pelsen, så forelsker man sig jo ikke i en pels, og de er rædselsfulde samtalepartnere. Man - jeg - forelsker sig i kvinder. Men hvordan fastholder man forelskelsen fra en kvinde, når hun egentlig altid vil komme ind på en andenplads, seksuelt set? Og ER man egentlig forelsket i en kvinde, hvis hun med vold og magt skal presses i en pels for at tilfredsstille ens seksuelle begær?

Samtalerne/erkendelsen var imidlertid nødvendiggjort af endnu et nedbrud i mit længstvarende forhold (syv år), hvor jeg faktisk havde gjort meget for at holde sammen på forholdet. Bruddet afstedkom en krise i mit liv og medførte yderligere tre faste - omendskønt korterevarende (mellem 6-12 mdr) - forhold i en perode på under tre år. Her prøvede jeg forskellige "strategier" af, men alligevel lykkedes ingen af dem. Så valgte jeg en time-out - som egentlig holder den dag i dag. Først og fremmest måtte jeg indse, at pels betød så meget, at jeg IKKE ville/kunne have sex uden. Selvom det måske betød, at jeg måtte se frem til alderdommen alene. Med mindre jeg finder den perfekte kombination. En kvindelig pels-fetichist. Men så er der jo et andet problem: bare fordi man finder en kvindelig pels-fetichist, behøver man jo ikke nødvendigvis forelske sig i hende og vice versa. Og så er man - i min optik - jo lige vidt.

Om mig selv kan jeg sige, at jeg var tidligt ude som fetichist. Hvordan det lige blev pels, aner jeg ikke. Jeg havde en forholdsvist pelsfri familie. Min første seksuelle oplevelse og orgasme havde jeg dog med min mors pelshat (desværre ingen hel pelsfrakke i hjemmet) kort efter min ti års fødselsdag. Hun havde lige fået den (undskyld mor). Til gengæld var jeg noget sløvere med pigerne, og fik først min debut som 16 årig med min første "seriøse" kæreste. Ikke meget pels i det forhold, selvom jeg et par gange fik lusket min mors pelshat med i legen - dét var hun dog noget skeptisk overfor. I mine unge år kunne jeg dog godt have sex uden pels involveret (de fleste unge mænd står jo rimeligt højt i tændingen). Kort før jeg fyldte 19, kom jeg til København, og siden da har jeg generelt været utroligt heldig med de kvinder, jeg har kendt - både for en enkelt nat og for længere tid. Jeg har faktisk kun én gang oplevet, at en kvinde sagde decideret nej til at medbringe pelsen, hendes egen, i soveværelset.

Og selvom jeg indimellem har bandet min afhængighed langt væk, så har jeg dog også været lykkelig for, at det var en nogenlunde socialt accepteret fetich. Pels har jo generelt kraftig konnotation til noget erotisk, tænk på isbjørneskind, og hvordan syndige kvinder ofte går i pels, fx ludere. På baggrund af en helt uvidenskabelig undersøgelse - jeg har simpelthen gennem årene spurgt kvinder, jeg var fortrolige med - er jeg også kommet frem til, at pelse oftere end antaget kommer en tur i soveværelset. Selvfølgelig oftest uden nogen form for fetichistisk "bagtanke", men mere for at overraske manden med at være nøgen under pelsen. Pelse er gode som liggeunderlag og/eller dyne, og de færreste mennesker er helt kolde overfor pels mod den nøgne hud. Hvordan folk, der har en fetich for fx gasmasker eller bleer, bringer deres fetich i spil overfor en partner ..... den må være sværere at greje. Jeg købte selv på et tidspunkt et ganske voldsomt pelstæppe til min seng, så selvom kvinden ikke var i pels, så "rodede vi da rundt" på pels. Man kan nok ikke på samme måde lade en gasmaske ligge henslængt???

Omkring de 16 år begyndte jeg en række af faste forhold, der gerne varede mellem tre og fire år. Pels var ofte en medvirkende faktor, og ganske ofte spillede det også hovedrollen, i bruddet, når det kom. Problemet var, at uanset hvordan vi ellers havde det, var jeg altid parat til sex, bare hun bragte pelsen frem. På den måde forstærkede hendes følelse af bare at være en tøj-mannequin for mine lyster. En pointe,jeg selvfølgelig kraftigt benægtede, men sidenhen har måttet erkende, sgu' nok var meget sand. Jeg elskede ikke længere hende, var i hvert fald ikke forelsket, og sex for mig var altid noget med pels - og ellers plageri om pels som et tre-årigt barn. Og det slider på et forhold. Og mere vil desværre altid have mere. Hvis hun gik med til at være i pels, så ville jeg også i pels. Hvis hun ville bære pelsen indendørs, blev det pludseligt meget vigtigt for mig, at hun også bar den "normalt" udenfor. Osv, osv.

Samtidigt - og dette har jeg kun kunnet se i bagklogskabens ulideligt klare lys - har jeg ikke siden mine første forhold "ventet på", at partneren skulle indhente mig. I begyndelsen af "karrieren" er man jo glad for lidt, og i mit første forhold i KBH arbejdede vi os sammen hen i mod mere og mere - en stor dag da vi kunne købe den første pels til hende. I senere forhold var jeg jo en erfaren fetichist, mens den nye partner formentlig først lige havde hørt om begrebet fra mig. Derfor kom jeg til at stille nogle urimelige forventninger/krav op omkring udviklingen af det seksuelle, som om begyndervanskelighederne bare lige skulle overstås de første to gange, og nu måtte hun da have fattet, hvad det indebar. Derved kom vi til at gå glip af den gensidige udfordring og udvikling - jeg sad jo bare ved målstregen og ventede på hende. Måske du kan genkende noget af dette? Jeg kan forstå, at du også har flere forhold under bæltet.

Jeg ved dog, at nogle par klarer det, fx ved at manden ikke konstant kræver pelsen som tredje ben, det har bare ikke været løsningen for mig. Og mange med mig, hvis man skal tro indlæggene på forskellige pels-sites, hvor jeg hænger ud. Dengang var det jo bare et spørgsmål om et begær, der drev mig i døgndrift. (Til min undskyldning skal det siges, at dengang i 80'erne var der simpelthen så mange pelse i København! Haha. Og jeg kom fra en lille provinsby, hvor jeg i løbet af tre år så én rævepels og en lammeskindspels!) Troede selv, at det måske ville løse sig med faldende libido over årene, men egentlig har det bare betydet, at pels i dag betyder endnu mere for mig. Og jeg kan faktisk blive syg af længsel, hvis jeg af den ene eller anden grund er tvunget til at være væk fra mine pelse i flere dage. Selvom det ikke altid ender med sex, så skal jeg helst på den ene eller anden måde se og røre pels HVER dag - og helst flere gange om dagen. Har ofte tænkt på, om det er et parallelt forløb til transvestitter, hvor de fleste starter med dametøj for seksuel ophidselse, men ganske ofte ender med at bruge dametøjet som "trøsteklud", som en slags sut??? Noget, der gør dem trygge og hele som mennesker. Helt holder analogien dog ikke, for jeg staver stadig pels s-e-x.

Men det trygge i det kan ikke fornægtes. Ofte vil jeg - hvis jeg er alene - tage en pels på og måske bare se fjernsyn i den - hygge mig og nyde pelsen omkring mig. Jeg nyder også at gå i mine to herrepelse ude om vinteren, og jeg går ikke - længere - rundt i en tilstand af konstant ophidselse, men nyder det simpelthen bare. Måske skal dette element - "beskyttelse/tryghed" - findes i den teori om fetichisme, hvor man mener, at en fetich er et udtryk for seksualisering af en ulykkelig hændelse for barnet i de første leveår. På en eller anden måde bliver fetichen så en sutteklud for barnet, noget trygt, der senere seksualiseres, når hormonerne sparker ind. Jeg var i hvert fald "betaget" af pels, før det blev seksuelt for mig. Men fetichisme er jo nok den seksuelle afvigelse, man forstår mindst om - og hvor "patienten" oftest ikke ønsker at blive kureret. But, I digress....

Mit råd til dig ville være at tage en god snak med dig selv, hvor du ÆRLIGT gør op, hvad din PRIMÆRE kilde til seksuel ophidselse er, og så træffer din beslutning ud fra det. Måske kan det også være gavnligt at finde ud af, om du er forelsket i hende og blot endnu mere forelsket, når hun er i pels - eller om det måske er hendes villighed til dog engang imellem at indfri dine lyster, der gør dig forelsket i hende? Den fejl har jeg i hvert fald selv begået, og vist ikke kun én gang. Og så kan pelsen jo i høj grad komme i spil, hvis hun føler, at du ikke elsker hende uden. På falderebet kommer jeg også til at tænke på - den pels, hun har på (engang imellem - er det en pels, der er købt til hende, eller en "legepels", du havde købt inden forholdet? Hvis det er det sidste, så kan det jo i høj grad forstærke hendes følelse af kun at være en mannequin. Igen taler jeg ud fra erfaring.

Jeg har faktisk oplevet noget, der måske kan minde om det, fra den anden side af bordet. I et forholdene efter mit mest seriøse forhold (børn mm), var jeg sammen med en kvinde, der - i mangel på et bedre ord - var besat af ægteskabet. Hun havde valgt kirken, hun havde valgt blomsterne, hun havde valgt farverne - you get the picture - og dét, INDEN hun mødte mig. Jeg erstattede simpelthen bare hendes tidligere kæreste i brylluppet. Evig og altid talte hun om det bryllup, men hun talte TIL mig og ikke MED mig. Det fik mig til at føle, at hun ikke elskede MIG, mere at hun elskede ideen om en ægtemand og det perfekte bryllup. Jeg udfyldte simpelthen bare den tomme plads, hendes tidligere kæreste havde efterladt. Og måske var brylluppet allerede planlagt før ham også.

Lige dette har jeg selv forsøgt at undgå ved at købe en pels til alle mine kærester. Men da kvinder jo er hjerteløse ved bodelinger, har det også betydet, at jeg har måttet vinke farvel til en del dejlige pelse ved bruddene - haha. Og nissen flyttede alligevel med.

Derfor vil jeg mene, at du må tage en fornuftig snak med din nuværende kæreste på baggrund af din egen selvransagelse, så i hvert fald én af jer ved, hvor han står. Og dér synes jeg så, Per har en rigtig god kommentar - jeg parafraserer lige og håber, jeg har fanget meningen: At hendes seksualitet er hendes problem!! Simpelthen! Det synes jeg faktisk er skidegodt, og det har givet mig nye overvejelser i forhold til både analysen af tidligere forhold, men også i høj grad i forhold til et måske kommende. Men hun kan jo ikke tage en velfunderet beslutning, hvis hun ikke kender alle faktorerne, herunder dit forhold til din egen seksualitet. Så derfor må én af jer spille ærligt ud .... og sætte forholdet på spidsen .... og spil.

Kan du gå på kompromis med din fetich, eller kan du ikke? Det lyder - for mig i hvert fald - som om det er andet og mere end "noget, der blot tænder" dig. Og kan hun gå på kompromis og elske en fetichist?

Det blev måske lidt rablende, men håber, at du kan bruge noget af det

Hej

Mange tak for et godt og indsigtsfuldt indlæg om dit forhold til pels.

Du skal være velkommen til at skrive igen.