PSYKE & SEX DEBAT

Jeg er en kvinde på 36 år. Jeg har to børn fra et tidligere ægteskab og er nu gift med en dejlig mand som jeg har en lille søn med.

Det er svært at forklare, hvad jeg vil spørge om. Ganske kort tid efter vi havde lært hinanden at kende, blev jeg gravid. Helt planlagt. Vi købte en landbrugsejendom, og vi blev gift. Alt var lykken i ca. et halvt år.

Så fandt vi ud af, at økonomien vist ikke hang så godt sammen, som det var budgetteret, og vi knoklede dagen lang for at få det hele til at hænge sammen. Knokleriet kombineret med min stadigt voksende mave og de økonomiske problemer gjorde deres udslag på vores ellers helt vidunderlige sexliv.

Jeg begyndte at blive sygeligt jalous, en følelse jeg ikke har kendt til før. Det gjorde min mand indelukket, og han fortalte mig kun ting, som han mente, jeg kunne "tåle" at høre.

Jeg skal prøve at fatte mig i korthed, selv om det er en lang og indviklet historie.

Efter min søn blev født gik alt galt. Min mand kunne ikke finde ud af at være far, og jeg tror faktisk, han fik en fødselsdepression, han ikke er blevet behandlet for.

Da vores søn var et år gammel, gik vi på tvangsauktion. Vi var hjemløse i 2 måneder, hvor vi boede i et sommerhus. Vi flyttede lidt rundt og endte i et stuehus, som en bekendt havde stående. Min mand fik et knæk på selvtilliden over tvangssalget og gad ikke landbrug mere. Vi endte begge to som butiksbestyrere i en frugt grønt kæde. Vi knoklede igen som nogen gale, og det var ikke unormalt, at vi arbejde mellem 60 og 80 timer om ugen hver især.

Pludselig gik det op for os, at vi ikke havde noget sexliv overhovedet. Vi havde faktisk ikke nogen kropskontakt overhovedet. Vi kyssede aldrig hinanden eller gav hinanden et kram. Vi sagde vores job op og flyttede igen.

I en periode gik vi begge sygemeldt og fik ligepludselig tid til hinanden for første gang i den tid, vi har kendt hinanden. Det var skæmmende at finde ud af, hvor forelsket vi begge var i hinanden men, at der ikke var nogen af os, der kunne finde ud af at vise følelser. Vi begyndte langsomt at dyrke sex igen. Meget langsomt. Måske en gang om måneden, højst.

For ca. 1 måned siden opdagede jeg så, at min mand havde taget kontakt til en gammel flamme. Jeg konfronterede ham med det, og han benægtede det ikke. Han siger, at de ikke har haft sex, og det tror jeg på. Til gengæld er jeg også sikker på, i modsætning til min mand, at det ville være kommet, hvis ikke jeg havde opdaget det. Jeg tog kontakt til damen, og vi mødtes en eftermiddag i en cafe. Hun gav tydeligt udtryk for, hvor forelsket hun var i min mand, og det værste var, at hun fortalte en masse ting, som min mand skulle have sagt om mig. Ting som, at vi ikke har sex, fordi han hader min krop, at vi kun er gift på rådhuset, fordi han kun skal giftes i en kirke med den, han elsker, og hun påstod, at han havde friet til hende.

Jeg blev meget såret og konfronterede ham med det hele om aftenen. Han var enig med damen om nogen ting, men alle de ting, som hun havde fortalt om mig, afviste han pure. Vi kæmpede et par dage og fandt ud af, at der stadig er så mange gode følelser at bygge på, at vi ikke kunne smide vores forhold ud. Han droppede kontakten til hende, og vi brugte et par nætter på at snakke.

Nu kommer vi frem til der, hvor jeg står nu.

Vores sexliv fik faktisk et gevaldigt skub af det her, til at starte med. Nu er det ved at gå helt i stå igen, og det er min skyld. Hver gang min mand rør ved mig, får jeg opkastningsfornemmelser og tænker på, hvornår han bliver træt af mig igen, så træt at han tager kontakt til en ny dame.

Jeg føler, at jeg er ved at blive ædt op indvendigt af så mange forskellige følelser, at jeg slet ikke kan overskue hverdagen mere. Jeg er både vred på min mand og mig selv. Jeg har dårlig samvittighed over for min mand, fordi jeg ikke har gidet at gøre noget ud af mig selv i den sidste tid. Jeg er igen blevet sygeligt jalous og leder troligt hans tegnebog og mobiltlf igennem for at finde spor af en evt ny dame. Jeg har hele følelsesregisteret oppe og vende hver eneste dag.

Nu er jeg blevet fyret fra mit job, fordi jeg ikke har kunne tage mig sammen i den sidste tid til at lave noget.

Som jeg ser det, er der kun en løsning, og det er at få gang i sexlivet igen. Hvordan får jeg det?????

Hej Kirsten

Hej Kirsten

Når jeg læser dit brev igennem, så tænker jeg ikke, "at den eneste løsning for jer er at få jeres sexliv i gang igen". Jeg tror, at løsningen ligger i, at I får snakket ud med hinanden og får ryddet op i gamle sår og får ryddet misforståelserne væk. Så tror jeg, at sexlysten nok skal vende tilbage for jer begge to.

Det er muligt, at det er uoverskueligt for jer at gøre det alene, men så vil det være en god ide og en god fremtidsinvestering at finde en god psykoterapeut ,der er vant til parterapi, hvis I vel og mærke stadig vil være sammen.

Inden du/I evt. vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Og her er et link til min side om PARTERAPI.

Forhåbentlig vil en sådan snak/parterapi osse lette for dit øjeblikkelige tungsind.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg takker for dit svar og kan kun sige, at du kom med det svar, jeg frygtede mest af alt. På grund af flere ubehagelige oplevelser har jeg gået i terapi i sammenlagt over 3 år. Jeg er derfor bekendt med, hvad terapi er og kan se det nyttige i den. Hvad angår min mand så stritter alt på ham, bare han høre ordet. Han har aldrig selv været i terapi (hvilket nu nok ville hjælpe ham med mange ting) men har en vrangforestilling om at det er decideret hjernevask. Med den indstilling kan det ikke engang betale sig at begynde at overtale ham til at prøve. Han læser helst ikke bøger, og jeg kan derfor ikke vise ham noget af den udemærket litteratur, der findes på området.

Jeg sad og læste nogen af de andre indlæg på din side og har lånt "Væk tigeren". Jeg må indrømme, at det er skræmmende læsning. Jeg bryder konstant i gråd og må lægge bogen fra mig i perioder. Det er så befriende at læse, at jeg ikke er den eneste med de beskrevne symptomer. Nu er jeg begyndt på øvelserne.

Det var et sidespring. Har du nogen gode råd til, hvordan man omvender en indædt modstander af terapi?

Hej Kirsten

Det er velkendt, at man kan trække hesten til truget men ikke kan tvinge den til at drikke. Og din mand har jo ret i, at psykoterapi er en form for hjernevask, hvor man "vasker" det, der forstyrrer en god livskvalitet væk. Lige som når man vasker sin bil eller vasker sit tøj for at øge sit velbefindende.

Nogen har sat trumf på og sagt, hvis ikke ... så må vi slutte her!!! Det kan nogen gange virke, og når så den stakkels mand er blevet slæbt hen til skarpretteren, opdager han ofte, at hjernevask måske slet ikke er så tosset endda. Måske kunne du få en snak med ham om, hvad det er, han frygter ved en hjernevask.

Vedrørende chok - så kan du osse læse min side om CHOKTRAUMETERAPI.

Du skal være velkommen til at skrive igen.