PSYKE & SEX DEBAT

Jeg er en stille, indadvendt, filosofisk anlagt mand på 19 år, der læser på universitetet.

Jeg sidder med et problem, der fra mit udgangspunkt synes uoverskueligt. Hovedproblemet er det, at jeg hvad angår det modsatte køn er som et ubeskrevet blad. Uden andet end punktvise, negative erfaringer. Endnu jomfru, har aldrig haft en kæreste og har endog aldrig kysset en pige. Og det på trods af, at jeg nærer et brændende, altid nærværende ønske om at opleve den gengældte, vedvarende kærlighed.

Problemet udkrystalliserer sig i følgende undergrupper: Manglende mod, manglende inspiration og manglende tro på mine egne evner til at være an god kæreste og en god elsker.

Jeg har altid været sky overfor mennesker, og har kun få (men nære og fortrolige) venner. Jeg kan sagtens konversere venligt og indlevende med folk jeg kender i forvejen (e.g. gennem uddannelse eller arbejde), men bare at gå hen til en tilfældig person og "trænge mig på", det kan jeg ikke få mig selv til.

Denne skyhed er proportional med det, jeg vil opnå. Selvfølgelig har jeg ikke noget problem med at spørge om, hvor en bestemt vej ligger, et morsomt lille gensvar på en tilfældig bemærkning gør heller ikke noget. Men er det kærlighed, jeg vil opnå, hvis det jeg vil er at motivere den skønhed, der står overfor mig til at foretrække mig fremfor alle andre tre milliarder mænd i verden, ja så "går klappen ned". Jeg tør intet sige eller gøre, og hvis jeg endelig med møje og besvær får kravlet over den mur, jeg selv oplever, så bliver det aldrig til andet end en enkelt ligegyldighed eller to, hvorefter der opstår en pinlig tavshed, og hun skynder sig væk.

Jeg ved ikke, hvad i alverden jeg skal sige. Inspirationen svigter mig fuldstændigt. Jeg befinder mig bedst i en samtale om store politiske eller filosofiske emner - jeg kan ikke bare føre tilfældig smalltalk med folk. Desværre kan man jo bare ikke begynde med at tale om dybe emner - man må gennembryde overfladen (nogle gange er den frosset, så man må skøjte rundt til den smelter) for at nå til dybets faste grund.

Noget af det paradoksale i min situation er det, at jeg rent faktisk frygter, det jeg ønsker. Samtidigt med jeg er ved at blive ædt op af mit ønske om kærlighed, er jeg ufatteligt bange for at jeg, hvis vi rent hypotetisk antager, jeg fik en kæreste, ikke kunne opfylde de krav, der med rimelighed må kunne stilles.

Jeg er bange for, at jeg ikke ville kunne være social og nærværende nok. Jeg lever meget i mine egne tanker, og vil gerne indrømme jeg er noget verdensfjern. Selv sammen med mine gode og højt skattede venner, falder jeg tit væk og ind i mit eget indre liv. Kan man byde den man (forhåbentligt) elsker over alt på jorden dette?

På det seksuelle område er jeg som før nævnt helt uprøvet (i andet end hvad der kan klares alene). Det giver naturligvis en stor usikkerhed, især når man tænker på at folk på min alder (og i universitetsmiljøet, hvor jeg færdes er jeg en af de yngste) har været rundt omkring, og efterhånden blevet sikre og erfarne. Jeg har rimeligt kraftigt på fornemmelsen at det stade, hvor begynderfejl var accepterede endegyldigt er passeret for mit vedkommende. Følelsen kan vel beskrives som at stå ved den tyske autobahn, hvor den ene BMW efter den anden kører forbi, og selv stadigt være ved at opfinde hjulet.

Samtidigt er jeg, hvad man politisk korrekt kunne kalde motorisk udfordret, men for at kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade, så er jeg meget kejtet og føler mig utilpas ved al kropskontakt, der ligger ud over et kort håndtryk. Jeg har derfor ingen grund til at tro, at jeg på nogen måde kunne være seksuelt interessant for en nogenlunde normal dansk pige. Igen, kan man byde sin elskede det?

Problemet er vel også at finde den rette. Man siger at krage søger mage, men hvad hvis der ingen krager er? Jeg har aldrig rigtigt mødt nogen piger, jeg umiddelbart følte mig tilpas og afslappet i selskab med. Og er der endelig nogen jeg føler en sympati for, der ligger lidt ud over det normale, ja så har de alle været så fortvivlende dybt involverede i forholdet til den perfekte mand, at jeg udemærket ved der ingen chance er.

Jeg synes selv, jeg har prøvet alle de gængse råd til at komme ud over mine problemer. Jeg har eksperimenteret med alkoholindtag strækkende sig fra sanseløs beruselse til pinlig ædruelighed, og problemet har ikke af den grund ændret karakter. Jeg har prøvet at 'tage mig sammen', men det er jo netop det mit problem er. Rådet med at tage sig sammen er vel bare at vende spørgsmålet om og bruge det som svar. Jeg har også prøvet at være 'naturlig', men jeg føler mig jo netop unaturlig, som en hund i et spil kegler, hvad angår forholdet til det modsatte køn. Jeg har også prøvet at vente, og lade tingene komme, som de vil. Men det har jo tydeligvis ingen problemer løst - jeg er stadig lige desperat og utilfreds som før, hvis ikke mere.

Imens jeg sidder her går tiden, mine ligemænd boltrer sig i kærlighedslivet, høster erfaringer - ja til tider føler de sig vel ligefrem lykkelige. Mit problem vokser sig større og større, og jeg er efterhånden alvorligt bange for, at der ikke findes nogen løsning, og jeg må affinde mig med en dag at dø som en sur, gammel eneboer, der aldrig fik opfyldt sit naturlige og rimelige ønske.

Hej NN19

Det er tydeligt af dit brev, at blandt dine ressourcer er det filosofiske, sproglige og intellektuelle, og det er jo egenskaber mange kvinder værdsætter.

Du skriver ikke noget om, hvordan du har lært denne skyhed - om du altid har haft den, om det er en familieadfærd, om den skyldes mobning eller andre uheldige oplevelser. Hos nogen mennesker kan denne skyhed optræde som en del af deres karakter og ikke sjældent er det netop lidt filosofiske mennesker med et rigt indre liv. Men det ændrer jo ikke på din situation, at der findes andre mænd og kvinder, der har det lige som dig.

Noget der i hvert fald er værd at filosofere over er, hvad er det du frygter ? Hvad er dine katastrofefantasier, der hindrer dig i at række ud? Hvad er det der ligger bag dit manglende mod?
De fleste af os vil være frygtsomme i mødet med en af det andet køn i starten og erfaringen lærer os, at de ikke vil os noget ondt og oftest kun noget dejligt .

Hvad får dig til at tro, at du i modsætning til os andre ikke skulle kunne udvikle dine evner til at blive en god kæreste og en god elsker? Det er noget vi alle skal lære og det er kun noget man lærer ved at springe ud i det og prøve med alle de frem- og tilbageslag, der naturligt hører til det at lære noget nyt. Det er osse noget dine kommende kærester skal lærer sig - lige som du. Og den slags tager tid at lære - ja faktisk hele livet .

Vi er nogen, der ikke er specielt gode til det med smalltalk - jeg selv er en af dem - men så må vi finde på andre indgange. Mange gange lader jeg de andre om at smalltalke, og så falder jeg ind, når samtalen begynder at blive interessant .



Vi har forskellige begreber om os selv, som vi anvender til at beskrive vores opfattelse af os selv.

Selvtillid, der betyder at jeg har tillid til mig selv. Faktisk er det to instanser, nemlig jeg og mig selv. Ved lav selvtillid har den ene instans "jeg" og ikke tillid til den anden instans "mig selv". Hvordan er det kommet der til? Ikke sjældent er kilden til den konflikt at finde i opdragelse og dårlige erfaringer i opvæksten, som man ikke har fået bearbejdet endnu. Selvtillid er et udtryk for, hvad vi kan af gode ting. Det, som jeg ved, at jeg kan. Det, som jeg er dygtig til. Følelsen hænger uløseligt sammen med "det, som jeg er god til".
Selvtillid har altid noget at gøre med præstationer. Og nogen af os har en uforlignelig evne til at samle på alt det, som jeg ikke god til, fremfor at glædes over det jeg er god til.

Selvværd, handler om den måde hvor på jeg vurderer mig selv i forhold til andre på. Jeg anbringer mig selv på den ene vægtskål og så nogen andre på den anden, og ønsker jeg et dårligt selvværd ,skal jeg blot anbringe nogen, jeg ikke kan leve op til, i den anden. Og nogen af os har en uforlignelig evne til at se det gode hos de andre og at overse ressourcerne hos sig selv. Det kan være at hoppe med på en trend om, at når man er så og så gammel, så må man ikke være jomfru længere. Det kan være at opfatte de andre som BMW'er og sig selv som ved at opfinde hjulet. Man undlader at se faren ved de tyske autobahn's, hvor mange bliver slået ihjel eller kommer galt afsted, og undlader at se den kreativitet der i at opfinde hjulet.

Selvfølelsen viser hen til, hvad jeg føler overfor mig selv, hvordan jeg har med mig selv. Man kan forestiller sig selvfølelsen som en slags følelsesmæssig rygrad, som vi alle har inden i. Selvfølelsen er den totale kropslige, sanse- og følelsesmæssige fornemmelse af os selv
Selvfølelsen hænger basalt sammen med at acceptere, at jeg er den, jeg er. Og der i ligger osse det, man kalder forandringens paradoks, der lyder: At være den du er, medfører forandringen.

Det virker som om, du har brug for at arbejde med alle tre områder. Det kan du gøre på mange måder. Dels kan du undersøge dine holdninger til dig selv og se om, de har en reel gyldighed. Du kan opsøge en psykoterapeut og arbejde med at udvikle dine personlige ressourcer og få ryddet op i fortiden. Måske kunne du finde én, der har udviklingsgrupper, så du der kunne træne dine kontaktevner og din kropsbevidsthed . Du kan deltage i kurser i personlig udvikling. Du kan læse bøger om personlig udvikling. Du kan forsøge at finde en pige/kvinde, der har det som dig f.eks. gennem datingstederne på nettet, så I begge starter på et nogenlunde ens nivo - om ikke andet så for at øve jer sammen .

Her er nogen links du kan bruge:
Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog
Ebbes kurser her på nettet om Selvtillid.

Dating.dk
Og endeligt så har jeg nedfældet en masse GODE LEVEREGLER - HVIS DU VIL HAVE DET RIGTIG DÅRLIGT!


Lidt genert og nysgerrig og på vej ud i livets jungle

Held og lykke med at række ud, som du gør her ved at skrive til mig.
Og held og lykke med dig selv i kontakt med en anden og med andre.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Mange tak for dit svar. Jeg har funderet over det, du skrev, og vil nu benytte mig af muligheden for at skrive igen.

Du skriver, at det er tydeligt, at jeg har ressourcer som kvinder værdsætter. Det er sikkert meget rigtigt, men det nytter ikke noget, når jeg ikke kan få dem ud. Der er stor forskel på, når jeg som nu sidder alene og skriver og kan tænke over mit budskab, og så på, når jeg står overfor en smuk kvinde og skal trylle den ene perfekte kommentar efter den anden op af ærmet.

Jeg kan sagtens formulere mig fornuftigt på skrift, og såmænd også i tale, når jeg er i et selskab, jeg føler mig tryg ved. Problemet er bare, at jeg ikke føler mig tryg i selskab med piger, som jeg er interesseret i. Faktisk er jeg ufatteligt bange. Den gang, jeg har frygtet mest var ikke den gang nogle rockere ville give mig og en af mine venner tæsk - det var dengang, der rent faktisk var en pige, som var interesseret i mig.

Og denne frygt er en effektiv mur for alt hvad jeg måtte have af inspiration, åndfuldhed og humor, så det ender med gat jeg sidder, lamslået af frygt, og tænker som en gal over noget fornuftigt at sige, mens pigen begynder at kede sig og søger mod mere interessant selskab. Selvfølgelig ved jeg næste dag hvad der ville have været det helt rigtige at sige til hende - men da det er jo for sent.

Denne frygt har jeg med stor sandsynlighed fået i skolen. Det ville være synd at påstår at jeg var afholdt. Mine klasse'kammerater' var kort og godt en flok bonderøve. De kom fra bonde- og håndværkerhjem, og havde en horisont som en brændt citronkage. Jeg var derimod mærkelig. Jeg syntes, at fodbold var kedeligt, jeg kunne ikke se det fede i traktorer, og jeg havde generelt ikke den store interesse i deres verden. Jeg kom fra et helt andet miljø, hvor der blev talt om andre ting. Jeg var mere interesseret i musik, kultur, politik og historie. Kort og godt havde jeg intet til fælles med mine klasse'kammerater'.

Selvfølgelig kunne de ikke acceptere, at jeg skilte mig ud fra gruppen. De havde en stiltiende overenskomst om, at jeg skulle holdes på en afstand, der netop var så passend,e at jeg ikke skulle tro, jeg var noget, men samtidigt så tæt på, at de stadig kunne skrive mine opgaver af.

Det er klart, at den slags ikke præger én med det bedste indtryk af mennesker.

Da jeg så kom op i den alder, hvor det modsatte køn begynder at blive interessant forelskede jeg mig også, ligesom alle andre gør.

Forestil dig hvilket udsøgt værktøj sådan en forelskelse er til at holde folk nede. Og så indeholder den jo timers god underholdning for opfindsomme gruppeførere i en skoleklasse. Og denne forelskelse blev latterliggjort, udstillet og holdt for nar. Pigen var sikkert nok glad glad for mig, men da mine ubehjælpsomme forsøg på at komme tættere på hende end løs snak, blev bremset af frygten for at give materiale til nye morsomme påfund, fandt hun efterhånden andre drenge, der var mere acceptable for gruppen og mere handlekraftige, end jeg var. For mig blev kærligheden til et pinligt nederlag.
Den dag i dag reserverer jeg gerne nogle af de hedeste pladser i Helvede til de såkaldte kammerater, der ikke lod mig gennemgå den udvikling, der gerne skulle ruste en til den videre tilværelse.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg udover mit pæne eksamensbevis tog en opfattelse af mennesker, som grusomme, selvoptagede og hensynsløse med mig fra skolen.

Senere, da jeg kom i gymnasiet, var jeg så heldig at møde nogle fornuftge og venlige mennesker, der havde kapacitet til at omgås folk, der ikke var tro kopier af dem selv. Efterhånden aflagde jeg mig mine vaner med at opføre mig som den, jeg troede de andre villa have, og begyndtte at være mig selv. Jeg indså, at det ikke nytter noget andet, og jeg er også i dag ret ligeglad med, om folk bryder sig om mig eller ej, de må tage mig, som jeg er.

Kort sagt, jeg fik det bedre, da jeg kom blandt mere fornuftige mennesker. Jeg fandt heldigvis ud af, at mennesker generelt ikke var frygtelige, men at jeg blot havde været meget uheldig. I dag har jeg næsten overvundet min afsky for mine medmennesker, og det, der er tilbage reserverer jeg til dem, der virkeligt er afskyelige.

Men piger var og er stadig et problem. Til en fest for godt et års tid siden mødte jeg en pige. Den rette kombination af et passende alkoholindtag og hjælp fra fælles venner og bekendte gjorde, at vi fik en aftale. Hun var smuk, virkede sød og var helt klart interesseret i mig. Endelig troede jeg, at jeg nu skulle slippe ud af den fælde, jeg var havnet i, jeg troede at mit nummer var blevet udtrukket i det store lotteri.

Men det var desværre for godt til at være sandt. Jeg var mere bange, end jeg nogensinde har været før, og kunne selvfølgelig ikke holde en fornuftig samtale kørende og gjorde generelt et meget uheldigt indtryk.

Senere viste det sig, at hun var en afskyelig person, hun var den type, der kun var interesseret i folk for udseendets skyld, og som ikke indeholdt nogen personlig dybde. Forresten syntes hun, at de rockere, der var ved at give mig og min ven tæsk var nogle seje typer, da vi senere sad nogle stykker, og hun fik forklaret, hvad der var sket.

Så det, jeg frygter ved kvinder er gentagelsen. At jeg bare skal fortsætte kæden af nederlag og utilstrækkelighed. At jeg skal finde en pige, der er interesseret i mig, bare for at finde ud af at hun er en frygtelig person, som man intet bør have at gøre med.

Jeg ved udemærket godt at frygten er selvforstærkende - det er frygten for at lave fejl, der får mig til at lave dem, men det er den slags frygt, det ikke er muligt at kontrollere. Den kommer, som den har lyst til, og det har den tit.

Gennem årene er frygten også blevet delikat krydret med desperation. Jeg er langt bagefter dem, jeg omgås. De har efterhånden lært det de skulle af forskellige løse forhold, og er nu ved at finde sammen i mere seriøse pardannelser.
Begynderfejlenes tid er forbi. En eventuel kæreste vil med rette kunne stille krav om et vist mindstemål af erfaring, såvel i sengen som uden for. Det vil være frygteligt ikke at kunne leve op til de krav, hvis man virkeligt holdt af hende, og nok en gang stå som en komplet idiot med endnu et nederlag.

Hej NN19

Mobning, som du har været ude for og et par dårlige oplevelser oven i, kan nemt øge vores mistænksomhed og frygtsomhed - osse selv om vores fornuft kan sige os, at alle mennesker jo selvfølgeligt ikke vil os noget ondt. Vi kan jo se, at andre sagtens kan finde hinanden og finde ud af det med hinanden.

Du frygter gentagelsen af de tidligere oplevelser - dels gør du ved den manøvre kvinden uret - og dels laver du en selvopfyldende profeti. Som jeg skrev i forrige svar, så vil det nok være en god ide, hvis du havde mulighed for at få noget professionel hjælp til at få bearbejdet de dårlige oplevelser. Men nok så vigtigt er det, at du giver andre mennesker en chance for at møde dig, og at du ikke møder dem med den fjendtlighed, som du selv har oplevet fra dine tidligere skolekammerater. Når jeg skriver, at du møder kvinderne med fjendtlighed (om end skjult), så er det jo fordi du projicerer dårlige hensigter ud på dem. De fleste mennesker er jo både kærlige, nysgerrige og lidt sky. OG det er vigtigt at huske at Modet til at turde giver evnen til at kunne. Du kommer med andre ord ikke uden om at prøve og prøve og øve dig og øve dig. Det er, hvad vi andre har gjort, med afvisninger og "nederlag" til følge - men det er osse det, vi har lært af.

Jeg har arbejdet med adskillige unge og yngre mænd og kvinder, der har haft det som dig - og det kan lade sig gøre at ændre sin situation - og osse at finde sig en kæreste (som altid giver besværligheder ).

SÅ overvej alvorligt at søge professionel hjælp som støtte til at komme videre - og hellere nu end senere, hvor du måske har gravet dig endnu længere ned i frygten for fiasko og gentagelser.

Inden du vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Lån evt. Wolfgang Schmidbauer: Tre skridt fra livet, Angsten for nærhed og hengivelse på biblioteket.



Held og lykke med det.

Du skal være velkommen til at skrive igen.