En uudholdelig situation
: 11. jan 2007 00:04
Hej,
jeg skriver fordi jeg har en indre kamp angående jalousi - men først en forhistorie:
Jeg er på 11. år i et parforhold. Vi har to børn sammen.
Da jeg ventede mig med barn nr. 1, gik min kæreste i "baglås". Først opfordrede han mig kraftigt til at få foretaget en abort og sidenhen, da jeg havde født - havde han travlt med at vise vennekredsen, at han stadig var "med", hvilket resulterede i mange ensomme nætter for mig. Det var med andre ord temmeligt hårdt for mig at blive mor - slet ikke som jeg havde forestillet mig. Jeg tror faktisk dette svigt, jeg føler han udsatte mig for, var grundlaget for den årelange passivitet og mangel på selvtillid, jeg herefter oplevede hos mig selv. Jeg har altid væres initiativrig og pludselig kunne jeg ingenting. Det har derfor også taget mig 5 - ja FEM år at skrive mit speciale - og i den tid underholdt min kæreste mig i lange perioder (hvilket han senere har angivet som en af hovedårsagerne til hans mangel på respekt). Jeg har taget mig af barnet og været hjemmets anker, mens han (selvstændig med succes) har været den udadfarende.
Som tiden er gået har hans respekt for mig svundet ind, det samme med omsorgen og kærligheden. For 1,5 år siden opdagede jeg, at jeg var gravid (har for ca. 5 år siden fået en abort - presset at ham) - jeg var så glad - endelig at kunne give min dengang 8 årige datter en søskende. Min kæreste blev rasende og prøvede at overtale mig til abort igen - men jeg holdt på mit. Under hele min graviditet ignorerede han min tilstand - rørte ikke ved mig, ville ikke rigtig tale om det etc. Samtidig følte jeg mig pludselig meget stærk. Skrev mit speciale, fik et godt job, tog kørekort ... fik kort sagt sat en del krydser på livets store afkrydsningsliste.
Jeg begyndte også et terapiforløb for at få bugt med mit forkrøblede selvværd. Jeg har oplevet min kæreste i mange år, som fraværende og kold overfor mig og her, hvor jeg er "vågnet" lidt op i forhold til mig selv og mine egne behov, har jeg syntes, at han var endog meget fjern og begyndte at undre mig over, hvor han fik dækket sine behov for ømhed og kærlighed - for det var ikke hos mig !!!
OG nu til den egentlige historie:
For nyligt gjorde jeg noget som er slemt - jeg tjekkede hans telefon for SMS'er og fandt en forfærdelig SMS: HAn havde skrevet: "Det er skønt som krop og hjerne kan kommunikere, lige nu er det kroppen som har taget kontrol, den trænger til at mærke dig" til en kvinde som han omgås næsten dagligt.
Jeg konfronterede ham med det og han grinte og sagde, at det bare var en jargon han har med hende.
Jeg havde ham med til terapi, fordi jeg ikke følte jeg kunne håndtere det selv, hvor han atter bedyrede, at det bare var jargon, og at han ikke begærede eller havde noget kørende med hende.
Umiddelbart efter, skulle vi hjem til hans og min familie på juleferie - hvor den ikke fik for lidt med julehyggefacaden. Jeg vågnede hver nat og kunne ikke sove - tjekkede hans telefon om og om igen - kunne se at han havde ringet til hende kl. 05 en morgen, hvor han havde været i byen og først kom hjem kl. 06. Hun SMS'ede ham hvornår hans ferie var slut - og pludselig havde han slettet hendes spørgsmål etc etc - det kørte rundt for mig.
Jeg fik ham til at sværge på sine børn, at han ikke havde noget kørende - hvilket han gjorde .... Men jeg er stadig ikke sikker/tilfreds. Synes hans SMS er en form for utroskab - jeg tænker om han mon SMS'ede med hende på den måde, mens jeg var gravid og bare trængte så meget til omsorg. Har tilsidst taget mig selv i nakken og besluttet, at det er under min værdighed at lade mig gå på af det .... Og så alligevel - de to har kontor sammen og spiser frokost sammen næsten hver dag ...
Hvad skal jeg gøre? Hvordan genvinder jeg tilliden til min kæreste ? Kan jeg overhovedet tro på, at man kan have den slags jargon med en man ikke har et seksuelt forhold til ?
Det skal retfærdigvist siges, at han går med i terapi, er åben overfor det og prøver at nærme sig mig - med kærtegn osv (selv om vi vist har lang vej endnu). Jeg føler der stadig, underliggende, er en dyb kærlighed men kan også mærke, at den her SMS-sag med kvinden (som jeg iøvrigt kender og flere gange har benyttet som underleverandør) er gift for mig.
PUha, lang smøre...
Hvad gør jeg ??
jeg skriver fordi jeg har en indre kamp angående jalousi - men først en forhistorie:
Jeg er på 11. år i et parforhold. Vi har to børn sammen.
Da jeg ventede mig med barn nr. 1, gik min kæreste i "baglås". Først opfordrede han mig kraftigt til at få foretaget en abort og sidenhen, da jeg havde født - havde han travlt med at vise vennekredsen, at han stadig var "med", hvilket resulterede i mange ensomme nætter for mig. Det var med andre ord temmeligt hårdt for mig at blive mor - slet ikke som jeg havde forestillet mig. Jeg tror faktisk dette svigt, jeg føler han udsatte mig for, var grundlaget for den årelange passivitet og mangel på selvtillid, jeg herefter oplevede hos mig selv. Jeg har altid væres initiativrig og pludselig kunne jeg ingenting. Det har derfor også taget mig 5 - ja FEM år at skrive mit speciale - og i den tid underholdt min kæreste mig i lange perioder (hvilket han senere har angivet som en af hovedårsagerne til hans mangel på respekt). Jeg har taget mig af barnet og været hjemmets anker, mens han (selvstændig med succes) har været den udadfarende.
Som tiden er gået har hans respekt for mig svundet ind, det samme med omsorgen og kærligheden. For 1,5 år siden opdagede jeg, at jeg var gravid (har for ca. 5 år siden fået en abort - presset at ham) - jeg var så glad - endelig at kunne give min dengang 8 årige datter en søskende. Min kæreste blev rasende og prøvede at overtale mig til abort igen - men jeg holdt på mit. Under hele min graviditet ignorerede han min tilstand - rørte ikke ved mig, ville ikke rigtig tale om det etc. Samtidig følte jeg mig pludselig meget stærk. Skrev mit speciale, fik et godt job, tog kørekort ... fik kort sagt sat en del krydser på livets store afkrydsningsliste.
Jeg begyndte også et terapiforløb for at få bugt med mit forkrøblede selvværd. Jeg har oplevet min kæreste i mange år, som fraværende og kold overfor mig og her, hvor jeg er "vågnet" lidt op i forhold til mig selv og mine egne behov, har jeg syntes, at han var endog meget fjern og begyndte at undre mig over, hvor han fik dækket sine behov for ømhed og kærlighed - for det var ikke hos mig !!!
OG nu til den egentlige historie:
For nyligt gjorde jeg noget som er slemt - jeg tjekkede hans telefon for SMS'er og fandt en forfærdelig SMS: HAn havde skrevet: "Det er skønt som krop og hjerne kan kommunikere, lige nu er det kroppen som har taget kontrol, den trænger til at mærke dig" til en kvinde som han omgås næsten dagligt.
Jeg konfronterede ham med det og han grinte og sagde, at det bare var en jargon han har med hende.
Jeg havde ham med til terapi, fordi jeg ikke følte jeg kunne håndtere det selv, hvor han atter bedyrede, at det bare var jargon, og at han ikke begærede eller havde noget kørende med hende.
Umiddelbart efter, skulle vi hjem til hans og min familie på juleferie - hvor den ikke fik for lidt med julehyggefacaden. Jeg vågnede hver nat og kunne ikke sove - tjekkede hans telefon om og om igen - kunne se at han havde ringet til hende kl. 05 en morgen, hvor han havde været i byen og først kom hjem kl. 06. Hun SMS'ede ham hvornår hans ferie var slut - og pludselig havde han slettet hendes spørgsmål etc etc - det kørte rundt for mig.
Jeg fik ham til at sværge på sine børn, at han ikke havde noget kørende - hvilket han gjorde .... Men jeg er stadig ikke sikker/tilfreds. Synes hans SMS er en form for utroskab - jeg tænker om han mon SMS'ede med hende på den måde, mens jeg var gravid og bare trængte så meget til omsorg. Har tilsidst taget mig selv i nakken og besluttet, at det er under min værdighed at lade mig gå på af det .... Og så alligevel - de to har kontor sammen og spiser frokost sammen næsten hver dag ...
Hvad skal jeg gøre? Hvordan genvinder jeg tilliden til min kæreste ? Kan jeg overhovedet tro på, at man kan have den slags jargon med en man ikke har et seksuelt forhold til ?
Det skal retfærdigvist siges, at han går med i terapi, er åben overfor det og prøver at nærme sig mig - med kærtegn osv (selv om vi vist har lang vej endnu). Jeg føler der stadig, underliggende, er en dyb kærlighed men kan også mærke, at den her SMS-sag med kvinden (som jeg iøvrigt kender og flere gange har benyttet som underleverandør) er gift for mig.
PUha, lang smøre...
Hvad gør jeg ??