Parterapi eller ej?
: 17. jan 2007 09:12
Kære Per Holm Knudsen
Jeg og min kæreste går for tiden sammen hos en terapeut. Vi har været der i alt fem gange på cirka tre måneder. Jeg synes, at vi har haft nogle gode samtaler hos ham. Men her efter denne foreløbige sidste gang synes jeg, at vi står lidt i stampe. Jeg synes, vi taler lidt om det samme igen, som vi gjorde nogle af de første gange. I hvert fald følte jeg mig lidt modløs, da vi gik derfra sidst. Vores terapeut fornemmede selvfølgelig den modløshed og sagde blandt andet, at det her og nu ikke var til at afgøre, om den ville føre noget godt med sig efterfølgende eller om den ikke ville gøre det. Hans pointe var vist noget i retning af, at modløshed ligefrem kan være af det gode, fordi det kunne tvinge os til at se nogle ting i øjnene selv og handle derefter - sagde han vist noget i retning af. Mit spørgsmål til dig er, om det er almindeligt at støde på modløshed efter cirka fem gange i terapi, hvad vi skal gøre i forhold til terapeuten og hans tilsyneladende accept af modløshed, og hvad vi måske selv skal gøre i forhold til os selv?
På forhånd tak
René
Jeg og min kæreste går for tiden sammen hos en terapeut. Vi har været der i alt fem gange på cirka tre måneder. Jeg synes, at vi har haft nogle gode samtaler hos ham. Men her efter denne foreløbige sidste gang synes jeg, at vi står lidt i stampe. Jeg synes, vi taler lidt om det samme igen, som vi gjorde nogle af de første gange. I hvert fald følte jeg mig lidt modløs, da vi gik derfra sidst. Vores terapeut fornemmede selvfølgelig den modløshed og sagde blandt andet, at det her og nu ikke var til at afgøre, om den ville føre noget godt med sig efterfølgende eller om den ikke ville gøre det. Hans pointe var vist noget i retning af, at modløshed ligefrem kan være af det gode, fordi det kunne tvinge os til at se nogle ting i øjnene selv og handle derefter - sagde han vist noget i retning af. Mit spørgsmål til dig er, om det er almindeligt at støde på modløshed efter cirka fem gange i terapi, hvad vi skal gøre i forhold til terapeuten og hans tilsyneladende accept af modløshed, og hvad vi måske selv skal gøre i forhold til os selv?
På forhånd tak
René