Mens årene går
: 13. feb 2007 20:04
Hej Per
Er det OK at være forelsket i en kvinde 25 år efter forholdet sluttede. (Jeg er 47 i dag). Hun sluttede det, da hun følte hun ikke kunne leve op til mig, var bange for at blive gravid og hendes storebror i øvrigt ikke kunne lide mig. Vi var forelsket i hinanden, vi gik på samme uddannelse og selv om vi var unge fik jeg uforvarende den tanke at jeg gerne ville have et barn med hende, men sagde det aldrig, da jeg ikke ville presse hende. Vi var trods alt meget unge (omkring de 20). Forholdet endte og jeg forlod også uddannelsen, da jeg havde svært ved at koncentrere mig om den grundet migræne og vedvarende spændings hovedpine. Det var en stor lettelse, for så skulle jeg ikke se hende mere og samtidig var det meget tomt for jeg elskede hende jo. Noget af det sidste hun sagde til mig var at jeg ikke viste følelser. Det gjorde jeg dog, men ikke så dramatisk, da jeg var meget bange for at skræmme hende væk For 10 år siden mødte jeg hende tilfældigt og jeg stivnede totalt indvendigt og havde samtidig meget lyst til at sige hej. Hun standsede også og kiggede først på mig og siden ned i jorden. Heldigvis kørte toget, som jeg stod i og hun blev på perronen. Hvad gør jeg her i 2007? Jeg har lyst til at tage hende i hånden og fortælle hende hvor meget jeg elskede hende dengang og hvor meget jeg elsker hende i dag. Jeg har ingen sex lyst og har ikke haft det længe. Jeg har været hos lægen for at få Cialis, da jeg har en flygtig affære med en kvinde, som bor i den anden ende af landet, og som jeg gerne vil kunne tilfredsstille. Jeg har undersøgt sex i mange af sine fremtrædelsesformer og kan tale frit om det meste og alligevel foretrækker jeg at være alene. Vil du give mig et svar vil jeg være glad og undskyld det blev lidt langt det her.
PS: Hun var i øvrigt rigtig sød hende lægen, der udskrev recepten på Cialis.
MVH
Christian
Er det OK at være forelsket i en kvinde 25 år efter forholdet sluttede. (Jeg er 47 i dag). Hun sluttede det, da hun følte hun ikke kunne leve op til mig, var bange for at blive gravid og hendes storebror i øvrigt ikke kunne lide mig. Vi var forelsket i hinanden, vi gik på samme uddannelse og selv om vi var unge fik jeg uforvarende den tanke at jeg gerne ville have et barn med hende, men sagde det aldrig, da jeg ikke ville presse hende. Vi var trods alt meget unge (omkring de 20). Forholdet endte og jeg forlod også uddannelsen, da jeg havde svært ved at koncentrere mig om den grundet migræne og vedvarende spændings hovedpine. Det var en stor lettelse, for så skulle jeg ikke se hende mere og samtidig var det meget tomt for jeg elskede hende jo. Noget af det sidste hun sagde til mig var at jeg ikke viste følelser. Det gjorde jeg dog, men ikke så dramatisk, da jeg var meget bange for at skræmme hende væk For 10 år siden mødte jeg hende tilfældigt og jeg stivnede totalt indvendigt og havde samtidig meget lyst til at sige hej. Hun standsede også og kiggede først på mig og siden ned i jorden. Heldigvis kørte toget, som jeg stod i og hun blev på perronen. Hvad gør jeg her i 2007? Jeg har lyst til at tage hende i hånden og fortælle hende hvor meget jeg elskede hende dengang og hvor meget jeg elsker hende i dag. Jeg har ingen sex lyst og har ikke haft det længe. Jeg har været hos lægen for at få Cialis, da jeg har en flygtig affære med en kvinde, som bor i den anden ende af landet, og som jeg gerne vil kunne tilfredsstille. Jeg har undersøgt sex i mange af sine fremtrædelsesformer og kan tale frit om det meste og alligevel foretrækker jeg at være alene. Vil du give mig et svar vil jeg være glad og undskyld det blev lidt langt det her.
PS: Hun var i øvrigt rigtig sød hende lægen, der udskrev recepten på Cialis.
MVH
Christian