Ophør ??
: 17. feb 2007 14:32
Pludselig har jeg et helt andet problem end for ½ år siden, hvor jeg var frustreret over, min forlovede ikke havde mere lyst til sex, end han havde. Altid i missionærstilling etc. Skrev til dig og fik svar..
Vi har været kærester godt 1 år - og forlovede os ret hurtigt. Vi er primo 60 - havde begge haft flere forhold bag os, og følte tydeligt, at netop dette her var det optimale. Vi har jo ikke hele livet foran os, så hvorfor ikke springe ud i det?
Der har været mange problemer undervejs. Min kærestes søn har været i en længere depressiv fase efter et voldsomt stressanfald, hvilket naturligvis har fyldt meget - også for mig. Derudover var min kæreste 'mave-syg' gennem 3-4 måneder, uden man kunne finde årsagen til bunds. En del af skylden mener jeg nu selv, han havde, for han VILLE drikke 4-5 genstande hver dag, selv om han døjer meget med mavesyre/refluks.. Dette problem gør også, at han meget ofte må afbryde samleget, fordi syren stod op i halsen
Det med mavesyren er stadig et problem, når han har drukket sine 3-5 genstande på en hverdagsaften..
Han sagde forleden dag, at han også havde problemer under erektion... Det gjorde lidt ondt - og var ubehageligt.. Jeg er bange for, det er kredsløbsforstyrrelser, da hele hans familie er døde af blodpropper m.v. Han får kolesterolsænkende medicin..
Han har boet her langt det meste af tiden. Følt sig lidt hjemløs, selv om han virkelig har nydt mit hjem, men han solgte hovedkuls et hus for at sætte et andet i stand, som han hele tiden havde ventet på at overtage igen 50 km. fra mit hjem. Han arbejder i forvejen 85 km. fra mit hjem - i modsat retning, så det giver megen kørsel oveni et fuldstidsjob - især som 64-årig.. Men det vil han slet ikke se, er for meget - og i hvert fald ikke ændre på. Tværtimod har han tilbudt at tage endnu ½ år på arbejdsmarkedet - og i denne periode trækker hans byggeri jo ud!
I dec. udtrykte jeg utilfredshed med, at jeg savnede ham i weekenderne, hvor han tog ud og istandsatte sit hus (det er nærmest ubeboeligt.. - men han kunne dog selv sove derude). Han kom så her træt fra arbejde 4 hverdage, hvilket han selv syntes var fint, når vi nu ikke kunne være sammen i weekenderne!!!
ALT er gået stille og roligt siden denne diskussion. Vi har følt os tætte, han har kærtegnet mig (uden sex...lidt beværligt p.t., fordi jeg er opereret i skulderen - men en 'undskyldning' fra hans side..)
Pludselig efter en hyggelig middag sidste fredag aften, begynder han at kritisere min vægt!!! Jeg går p.t. i løst tøj p.g.a. skulderen, men jeg var målløs, for jeg har virkelig ikke taget på... Jeg sundede mig lidt - og var chokkeret, for den slags plejer han slet ikke at sige. Han er et yderst kultiveret menneske - og velbegavet.
Vi har ofte talt om, at vi talte utroligt godt sammen, havde samme interesser m.h.t. f.eks. musik, samme indstilling til mange ting - og i det hele taget fungerede godt sammen - altså udover min lille utilfredshed med sexlivet, som jeg dog havde indstillet mig på måtte være sekundært, når så meget andet var godt.
Pludselig siger han - efter kritik af min vægt.....(Nej, jeg er ikke tyk,lidt [/i]buttet..): Jeg har overvejet dette her meget længe - og ville have sagt det til dig meget snart: Jeg egner mig ikke til parforhold. Mine følelser for dig er de samme, det er et eminent forhold - og jeg har aldrig været så glad for en anden kvinde.. Men, jeg vil være alene..
Egentlig var jeg ret fattet.. Sagde, at det var så det. Hvorefter han undrende spurgte, om vi ikke kunne tage det op igen om 14 dage?
Nej, hans udtalelse var for mig meget tydelig.
Han kørte så næsten morgen - og jeg tog ringen af. Det ville han ikke!!
Nå, det er jo i småtingsafdelingen.. 2 dage efter talte vi i tlf., for som han sagde, håbede han da, vi kunne være sammen som venner indimellem? Nej, man kan ikke først være så drønforelsket, at man som 60-årig forlover sig og meddeler 'hele verden', at vi skal være sammen for evigt. Godt nok med hvert vore huse - men på sigt hos hinanden. Jeg bor dejligt - og hans hus bliver helt sikkert også godt med tiden.
Jeg sagde, at jeg havde vasket hans sengetøj - og var begyndt at pakke hans ting, hvilket han var nærmest chokkeret over.. Jamen HAVDE jeg besluttet mig?? Næh, HAN havde besluttet for os begge, mente jeg.
Vi har talt sammen næsten hver dag i tlf. 1 - 1½ time.. Vi kører lidt i tomgang, han fortæller mest om sit byggeri og sin søn - og jeg haaaaler lidt i ham om hans manglende indsigt i, hvad et parforhold ER - Han ville ikke have forpligtelser eller ansvar overhovedeet!!
Jeg har da hele tiden kunnet mærke et stor frihedstrang hos ham, men accepteret, da vi jo begge har været singler længe. Han har dog aldrig været i et rigtigt tæt forhold gennem længere tid. Og aldrig været så meget sammen med en pige, som han har været med mig på 1 år - siger han!! Jeg har været gift i 20 år - og skilt efter eget ønske, men da også elsket andre mænd inderligt gennem årene. Det har han så til gengæld ikke oplevet... I hvert fald ser han nu, at alt andet var langt mere overfladisk - og aldrig holdt ret længe. Ingen tvivl om, han taler sandt - også iflg. hans familie. Han har altid haft svært ved at knytte sig tæt..
Han væver flere gange omkring, at vi vel kan ses/mødes indimellem og snakke, for det er vi så gode til.... Jeg har stadig en masse følelser med i forholdet - og det har han såmænd nok også, men kan altså slå dem væk og sige, 'nu er vi bare venner'.
Tror du, det kommer til at gøre for ondt på mig, hvis jeg fortsætter som venner med ham? Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg vil forsøge på et tidspunkt igen at finde en kæreste, hvilket han er helt klar over..
Vi har fået mange ting talt igennem den sidste uge, og mit spørgsmål er så, om jeg har fået 'luft' og skal droppe ham helt
Vi VAR jo så enige om, at vi hørte sammen - at vi swingede utrolig godt på det mentale plan.
Pu ha, det blev en lang smøre, men jeg føler en stor lettelse ved at få tingene skrevet ned/ud.
Mange hilsner
Kvinden
Vi har været kærester godt 1 år - og forlovede os ret hurtigt. Vi er primo 60 - havde begge haft flere forhold bag os, og følte tydeligt, at netop dette her var det optimale. Vi har jo ikke hele livet foran os, så hvorfor ikke springe ud i det?
Der har været mange problemer undervejs. Min kærestes søn har været i en længere depressiv fase efter et voldsomt stressanfald, hvilket naturligvis har fyldt meget - også for mig. Derudover var min kæreste 'mave-syg' gennem 3-4 måneder, uden man kunne finde årsagen til bunds. En del af skylden mener jeg nu selv, han havde, for han VILLE drikke 4-5 genstande hver dag, selv om han døjer meget med mavesyre/refluks.. Dette problem gør også, at han meget ofte må afbryde samleget, fordi syren stod op i halsen
Det med mavesyren er stadig et problem, når han har drukket sine 3-5 genstande på en hverdagsaften.. Han sagde forleden dag, at han også havde problemer under erektion... Det gjorde lidt ondt - og var ubehageligt.. Jeg er bange for, det er kredsløbsforstyrrelser, da hele hans familie er døde af blodpropper m.v. Han får kolesterolsænkende medicin..
Han har boet her langt det meste af tiden. Følt sig lidt hjemløs, selv om han virkelig har nydt mit hjem, men han solgte hovedkuls et hus for at sætte et andet i stand, som han hele tiden havde ventet på at overtage igen 50 km. fra mit hjem. Han arbejder i forvejen 85 km. fra mit hjem - i modsat retning, så det giver megen kørsel oveni et fuldstidsjob - især som 64-årig.. Men det vil han slet ikke se, er for meget - og i hvert fald ikke ændre på. Tværtimod har han tilbudt at tage endnu ½ år på arbejdsmarkedet - og i denne periode trækker hans byggeri jo ud!
I dec. udtrykte jeg utilfredshed med, at jeg savnede ham i weekenderne, hvor han tog ud og istandsatte sit hus (det er nærmest ubeboeligt.. - men han kunne dog selv sove derude). Han kom så her træt fra arbejde 4 hverdage, hvilket han selv syntes var fint, når vi nu ikke kunne være sammen i weekenderne!!!
ALT er gået stille og roligt siden denne diskussion. Vi har følt os tætte, han har kærtegnet mig (uden sex...lidt beværligt p.t., fordi jeg er opereret i skulderen - men en 'undskyldning' fra hans side..)
Pludselig efter en hyggelig middag sidste fredag aften, begynder han at kritisere min vægt!!! Jeg går p.t. i løst tøj p.g.a. skulderen, men jeg var målløs, for jeg har virkelig ikke taget på... Jeg sundede mig lidt - og var chokkeret, for den slags plejer han slet ikke at sige. Han er et yderst kultiveret menneske - og velbegavet.
Vi har ofte talt om, at vi talte utroligt godt sammen, havde samme interesser m.h.t. f.eks. musik, samme indstilling til mange ting - og i det hele taget fungerede godt sammen - altså udover min lille utilfredshed med sexlivet, som jeg dog havde indstillet mig på måtte være sekundært, når så meget andet var godt.
Pludselig siger han - efter kritik af min vægt.....(Nej, jeg er ikke tyk,lidt [/i]buttet..): Jeg har overvejet dette her meget længe - og ville have sagt det til dig meget snart: Jeg egner mig ikke til parforhold. Mine følelser for dig er de samme, det er et eminent forhold - og jeg har aldrig været så glad for en anden kvinde.. Men, jeg vil være alene..
Egentlig var jeg ret fattet.. Sagde, at det var så det. Hvorefter han undrende spurgte, om vi ikke kunne tage det op igen om 14 dage?
Nej, hans udtalelse var for mig meget tydelig.
Han kørte så næsten morgen - og jeg tog ringen af. Det ville han ikke!!
Nå, det er jo i småtingsafdelingen.. 2 dage efter talte vi i tlf., for som han sagde, håbede han da, vi kunne være sammen som venner indimellem? Nej, man kan ikke først være så drønforelsket, at man som 60-årig forlover sig og meddeler 'hele verden', at vi skal være sammen for evigt. Godt nok med hvert vore huse - men på sigt hos hinanden. Jeg bor dejligt - og hans hus bliver helt sikkert også godt med tiden.
Jeg sagde, at jeg havde vasket hans sengetøj - og var begyndt at pakke hans ting, hvilket han var nærmest chokkeret over.. Jamen HAVDE jeg besluttet mig?? Næh, HAN havde besluttet for os begge, mente jeg.
Vi har talt sammen næsten hver dag i tlf. 1 - 1½ time.. Vi kører lidt i tomgang, han fortæller mest om sit byggeri og sin søn - og jeg haaaaler lidt i ham om hans manglende indsigt i, hvad et parforhold ER - Han ville ikke have forpligtelser eller ansvar overhovedeet!!
Jeg har da hele tiden kunnet mærke et stor frihedstrang hos ham, men accepteret, da vi jo begge har været singler længe. Han har dog aldrig været i et rigtigt tæt forhold gennem længere tid. Og aldrig været så meget sammen med en pige, som han har været med mig på 1 år - siger han!! Jeg har været gift i 20 år - og skilt efter eget ønske, men da også elsket andre mænd inderligt gennem årene. Det har han så til gengæld ikke oplevet... I hvert fald ser han nu, at alt andet var langt mere overfladisk - og aldrig holdt ret længe. Ingen tvivl om, han taler sandt - også iflg. hans familie. Han har altid haft svært ved at knytte sig tæt..
Han væver flere gange omkring, at vi vel kan ses/mødes indimellem og snakke, for det er vi så gode til.... Jeg har stadig en masse følelser med i forholdet - og det har han såmænd nok også, men kan altså slå dem væk og sige, 'nu er vi bare venner'.
Tror du, det kommer til at gøre for ondt på mig, hvis jeg fortsætter som venner med ham? Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg vil forsøge på et tidspunkt igen at finde en kæreste, hvilket han er helt klar over..
Vi har fået mange ting talt igennem den sidste uge, og mit spørgsmål er så, om jeg har fået 'luft' og skal droppe ham helt
Vi VAR jo så enige om, at vi hørte sammen - at vi swingede utrolig godt på det mentale plan. Pu ha, det blev en lang smøre, men jeg føler en stor lettelse ved at få tingene skrevet ned/ud.
Mange hilsner
Kvinden