PSYKE & SEX DEBAT

Hej Per,
Jeg står i en meget forvirrende situation, da min kæreste og jeg netop har haft en lang samtale om vores videre fremtid sammen. Vi har været kærester siden gymnasiet, bor sammen, og er nu i slutningen af tyverne. Dvs vi har været sammen i næsten 10 år. Naturligvis har samtaler om børn været en del af den sidste tid sammen, men nu hvor der efterhånden skal tages seriøst stilling til emnet er jeg kommet i tvivl om, om vi overhovedet skal være sammen for evigt.

Sagen er den, at vores forhold har kørt meget op og ned, og vi har endda også været fra hinanden en enkelt gang. Jeg har været utro (min kæreste ved det godt), jeg føler umiddelbart at jeg bliver elsket mere end jeg elsker da min kæreste virker meget sikrere på forholdet end jeg, jeg fantaserer meget seriøst om et forhold med en anden og om jeg mon ikke kan finde den "ægte" kærlighed hos en anden pige. Jeg føler ikke jeg tænder så meget seksuelt på min kæreste længere, ser alle fejlene på hendes krop, velvidende at andre fyre synes hun er tiltrækkende.

Men hvad ER ægte kærlighed? Nogle gange kan jeg nærmest føle mig forelsket i en anden efter at have snakket 1 kvarter med hende, men jeg vil jo aldrig vide om hun er totalt umulig at være sammen med i længere tid. Min kæreste har jeg været igennem en masse virkeligt personlige episoder med. Dødsfald, familiekriser, utroskab som nævnt, men også rejser, sjove stunder og efterhånden vores helt egen humor og taleformer. Jeg elsker hende, men ved ikke om det mere er angsten for at give slip på alt det vi har sammen, det at jeg naturligvis savner hende når vi er fra hinanden over flere dage eller i pressede situationer uden hende ved min side, der illuderer kærlighed?

Jeg kommer selv fra en skilsmissefamilie og er skrækslagen for at mine børn skal vokse op på samme måde som mig. Jeg spekulerer på, om vores turbulente forhold ikke er et meget dårligt tegn ifht. risikoen for at blive skilsmissefamilie??

Mon vores forhold er mere er baseret på vane, tiden vi har haft sammen snarere end forelskelse - i hvert fald fra min side? Jeg har læst at turbulente forhold ofte er de sværeste at komme ud af, da de pr. definition ofte er de mest følelsesladede.

Jeg ved at det ville være en enorm og uoverskuelig omvæltning at flytte fra hinanden, og jeg ved at det så ville være definitivt slut mellem os.

Hvor tungt skal man vægte den tid man HAR haft sammen? Skal man hige efter Hollywood-kærligheden man ser på film, i håbet om at der er en derude som man IKKE er i tvivl om, om man vil have børn med, og som man IKKE har lyst til at være utro?

Vi havde som sagt en seriøs snak om emnet forleden, og min kæreste har skrevet en besked om at hun skal have svar om hvor jeg står mht vores fremtid sammen snarest, da hun er ved at gå ud af sit gode skind over min tvivlen.

Jeg ved at der nok ikke er nogen gylden løsning eller svar på alle mine spørgsmål, men vil meget gerne vide om du ser nogle mønstre du har kendskab til og i kraft af psykologisk erfaring har et forslag til.

Mvh Henrik

Hej Henrik

Ja det er mange store eksistentielle spørgsmål du rejser, som der i grunden kunne skrives en stor roman om eller laves en vældig god film om - enten her eller i Hollywood .

Jeg plejer at sige, at kærlighed er en fantasi. Det er en fantasi, der gør os glade, kærlighed er hvad vi gør den til, det der er kærlighed for dig er formentligt ikke kærlighed for en anden. Det er jo interessant at langt de fleste kærlighedsberetninger (musik, digte, bøger, film, teater osv.) i vores kultur faktisk slet ikke handler kærlighed, men derimod om fraværet af kærlighed. Og at forestille sig en film om ren kærlighed i 1 time og 45 minutter vil få de fleste til at gabe .

Forelskelse har intet med kærlighed at gøre, det er en sindssygelignende psykose, der skal dig få dig til at se den anden i et så inspirerende lys, at du får lyst til straks at hoppe på hende, det giver børn - and mission completed . Vi er jo, hvor nødigt vi vil indrømme det biologiske organismer, hvis væsentligste opgave er at holde vores tarmbakterier i live .

Vi mennesker er nogen nysgerrige væsner, og derfor er der da ikke noget at sige til, at du er nysgerrig efter andre kvinder - og desuden har I kendt hinanden siden I var meget unge. Om du så osse skal hoppe på dem er en anden sag, det handler så om din personlige moral og jeres fælles aftaler - og om det bliver opdaget, synes de fleste at mene .

Forestillingen om det livslange forhold er, når vi ser på fakta om parforhold i dagens Danmark, vist mere en forestilling end en realitet. Trenden er serielle monogamier - vi tager 5-10 år med forskellige, det giver en masse børn med forskellige og komplekse familieforhold og bonusbørn, bonussvigerforældre osv.

Spørgsmålet er vel i og for sig ikke om vi bliver skilt, men om hvordan vi bliver skilt, og hvordan vi lærer at tackle de tab som tilværelsen uvægerligt vil tildele os. At leve med forældre, der ikke kan finde ud af at være skilt på en ordentligt måde, kan være en pestilens for et barn. At bo sammen med forældre, der ikke kan finde ud af at leve sammen på en ordentlig måde, kan ligeledes være en pestilens og ødelæggende for børn.

Den amerikanske "tv-guru" dr. Phil har en udmærket formulering, som jeg synes dækker godt i dit tilfælde, "at man skal gøre sig fortjent til at blive skilt", altså at man skal gøre hvad der kan gøres, og hvis der ikke kan gøres mere, ja så kan man gå fra hinanden med god samvittighed.
Få fat i nedenstående bog, løs opgaverne og du vil få svar på mange at dine spørgsmål - ok, den er noget konservativ amerikansk, men se bort fra det: Phillip C. McGraw: FØRSTEHJÆLP TIL PARFORHOLD - Sådan genfinder I kærligheden, Borgen



Jeg håber dette hjalp dig lidt på vej . Du skal være velkommen til at skrive igen.