PSYKE & SEX DEBAT

Det forholder sig sådan at, jeg for ca. 3/4 år siden måtte forlade min kæreste, fordi jeg konstant blev negligeret af hende, både følelses- og behovsmæssigt. Dette gentog sig også når jeg udtrykte min utilfredshed over dette. Krænkelserne, som dette afstedkom var så massive og hyppige, at jeg til identificerede mig med hendes behandling af mig og til sidst selv behandlede mig selv sådan. Tabet af integritet var så stort, at jeg nærmest mistede mig selv i forholdet.

Afvisningerne kom ofte til udtryk på den måde, når jeg gjorde tilnærmelser til hende, dvs. risikerede mig og blev afvist midt i et kys. Der var ingen opvarmning til en evt. hyggelig nat og når hun var klar skulle jeg være klar, ikke før. Det kunne jeg ikke altid lige klare, med 30 afvisninger i bagagen. Til at starte med gik hun i sort, når jeg ikke kunne få "gøjseren" op at stå på kommando. Jeg fortalte hende at jeg ikke var sådan indrettet, at jeg i mit tidligste ægteskab var udsat for seksuelle krænkelser og derfor var nød til at føle en gensidig hengivelse, tillid og trykhed.

Jeg kommer selv fra en familie med dysfunktion i form af alkoholmisbrug og vold og har selv været i misbrugsbehandling, hvori bl.a. indgik krop/gestalt-terapi. Der lærte jeg en masse om mig selv, bl.a. en del om det du beskriver om mennesker der elsker for meget. Noget af det jeg forelskede mig i, var mig selv jeg så i hende, på et langt tidligere tidspunkt i mit liv.

Hendes misbrug består overvejende i et arbejds/beskæftigelsesmisbrug, med en omnipotent adfærd. Hendes forældre og familiemæssige bagrund er præet af arbejdsmisbrug og nogen alkoholmisbrug. Deres værdinormer er præget af penge og karriere, hvilket giver en åbenlyse fordele til at fortsætte misbruget. Mursten, penge og flere mursten og flere penge, dette givet anderkendelse i samfundet. Jeg har selv forsøgt denne model til at blive lykkelig, men det virkede ikke for mig. I dag er jeg ludfattig og har en stor gæld, nok heller ikke et plus på min konto i forhold til hende.

Hendes mor er det mest distræte menneske jeg har mødt, hendes far er det man kalder en knudemand og deres interesse for deres barnebarn var mikroskopisk lille. Endnu en ting jeg selv kender fra min egen familie. Jeg var den 6. min ex'kæreste havde boet sammen med i en alder af bare 35 år og det var aldrig muligt at lave faste aftaler om afhentning af hendes barn, end ikke da jeg skulle begynde at studere igen.

Hendes behov var der ikke noget i vejen med at få opfyldt, men mine behov blev ignoreret også, når jeg direkte udtrykte dem. Gættelege var også en kunst hun var i besiddelse af, en kunst jeg forsøgte at sætte en stopper for. Magtkamp og følelsesmæssig afstraffelse, i form af tavshed og afstandtagen, tilbageholdelse af kærlighed var dagens orden, så kunne jeg selv gætte hvad der var i vejen. Jeg var på konstant overarbejde.

Hendes evner for at manipulere og lave skjulte dagsordener var eminente, til trods for hendes konstante frygt for selv at blive manipuleret med. Det var okay for hende at være utilfreds, udtrykke vrede, gå amok osv.. Der var jo en grund til det, men bare ikke mig og alligevel holder jeg vildt meget af hende.

Inden forholdet gik i stykker, hjalp jeg hende igang med terapi, hvorefter hun efter vores brud hurtigt stoppede, nu var hun jo helbredt. Og selv måttet i terapi igen, fordi der stadig er noget jeg ikke har lært mht. nærrelationer. Og ja, det gør forbandet ondt at se virkeligheden i øjne, men den er det eneste vi kan bruge til noget. Omkostningerne syntes at være umådeligt store, men har jeg noget andet fornuftigt valg? Smiler!!!

Hun gav mig end ikke den mulighed, for kunne at passe på mig selv imens hun var i terapi.

Imellemtiden har jeg læst et par bøger om psykopati og følelsemæssig afpresning, bl.a. 'Charmør og tyran'. Der er et afsnit hvor man kan teste
sig selv, om man lever i et mishandlingsforhold. 5-6 ud af 12 mulige observationer af sig selv ramte plet. Hvoraf en reaktion af de 12 tilkendegav stor sandsynlighed for mishandling.

Det kom fulstændigt bag på mig, helt fra starten og jeg så ikke advarselssignalerne, når hun allerede tidligt i forholdet, reagerede til tider voldsomt i sine afvisninger af mig. På yderst charmerende vis skabte forventninger i mig, som næsten aldrig blev indfriet. Inden længe kunne hun få mig til at ' danse som en bjørn på en varm jernplade', i angst for at miste og forventning af at få kærlighed osv..

Hendes mandlige kollegas udtalelse: 'Hun er jo mandehader', antallet af tidligere samlevere, hendes udtalelser om, at de egentligt ikke længere gad involvere sig i flere af hendes kærester længere. At hun ikke gad mænd, der var til besvær og ikke kunne klare sig selv, hun havde været fattig og hun ville ikke være fattig igen. Hendes tendenser til at gå amok eller true med at gå amok. Jeg var psykisk kastreret inden vi nåede at have sex sammen, hvorpå hun gik i 'sort' fordi jeg ikke kunne, for så var vi jo ikke kærester.

Jeg er rigtig god til ikke at være til besvær, til at håndtere voldsomheder, når hun ikke kunne få sin søvn og truede med at gå amok over for sin knap 4 årige datter om natten, få guidet hende i seng og tage over og hun ikke kunne få sit søvnbehov dækket. Jeg er også rigtig god til at gå på æggeskaller alt efter hendes humør og se hendes nærmest kamelæonagtige personlighedsskift, når der var andre til stede. Jeg måtte ikke snakke med andre om vores forhold, fordi det gjorde det sværere for hende at fortsætte forholdet.

Alt kender jeg fra min fortid, bare på en lidt anden måde og jeg kender mine følelser fra den gang, om ikke være elsket. Bare andre har det godt, så kommer der nok noget til mig, at leve af ingenting, det kom heller aldrig. Svigt, misbrug, mishandling, vold (ikke på mig fysisk), psykisk terror, psykopati osv...

Det kom helt bag på mig, jeg blev handlingslammet, fordi hendes baggrund som datter af en lærer, som sidenhen viste sig at være forstenet følelsesmæssigt og lettere alkoholiseret. En mor som var så distræt at, jeg lettere kunne holde styr på 300 fluer i en flaske, end hvor hun var hende psykisk, også letter alkoholiseret. Begge vokset op i miljøer af rigmandsfamilier. Der er to års forskel på hende og hendes lillesøster. Hendes far og mor gider ikke hinanden. Moderen finder også hurtigt noget beskæftigelse til datteren osv. osv...

Hue er selv lærer, kreativ og rigtig god til at skabe opmærksomhed omkring sig selv. Jeg opdagede en af hendes veninder kendte til hendes 'gættelege' omkring hendes behov. Voldsomme negative projektioner både verbalt og nonverbalt. Hun gad ikke sandkasselege, magtkamp og skjulte dagsordener, når jeg søgte fælles kompromiser. Hun har et stort kontrolapparat, i form af en overfyldt kalender, umulig at lave faste aftaler, heller ikke om afhentning at hendes barn nogle faste dage om ugen. Kontrollerede mig om jeg nu havde gjort det rigtige, selvom vi længe havde undersøgt markedet og diskuteret, inden jeg gjorde noget økonomisk.

Hun gad ikke være sammen hos mig, så skulle jeg flytte ind efter ca. 9 mdr. sammen og midt i det hele skulle jeg ikke alligevel. Så var hun ikke færdig med mig og jeg flyttede ind. Der var ikke gået en måned, så skulle jeg have min adresse et andet sted pga. min gæld osv... Så skulle vi se på hus dvs. en del huse, det hun ville have, havde vi ikke råd til og lukkede hun ned psykisk, hvergang der kom en avis med huse i.

Vi aftalte at nu skulle der gøres noget ved vores forhold, det holdt heller ikke. Stadig holdt fast i ordene 'jeg elsker dig' osv., indtil det sidste. Og jeg har et alt for stort behov for at blive elsket, desværre.

Det gik fint så længe jeg opfyldte hendes behov, hjalp hende med at få et godt samarbejde med faderen, omkring hendes barn. Støttede hende når hendes kollegaer var urimelige. 'Man skal jo ikke finde sig i alt'. Da jeg skulle have den sidste retssag omkring samværet med mine børn og de nu skulle med i retten, jeg havde brugt 5½ år på at få i orden. Så rustede hun sig til kamp, fordi hun ville have ret. Der var ingen omsorg til mig, der heller.

Sådan var det også da jeg i starten af forholdet, afbrød et venskab efter 30 år, der prøvede jeg at få omsorg flere dage i træk. Jeg blev bare ignoreret, barnet blev brugt som mur imellem os, og hun holdt med min ex'ven, da han indvaderede vores telt, på den festival vi var til. Hun ville ikke have ødelagt sin festival ,og jeg var ved at blive ødelagt inden i, ikke mindst pga. hendes afvisninger.

Julen vi holdt sammen gik også galt, hvor hun gik amok igen og ville hjem midt om natten. En datter det ikke kunne sove, hende der gik amok, så jeg måtte holde ind til siden på vej, inden de sidste 1½ time hjem. Men som altid var der jo en årsag til det og så blev der ikke snakket mere om det. Kun en gang har hun erkendt over for mig, at hun overreagerede i situationen.

Jeg havde foreslået at vi lagde en strategi for, hvordan vi skulle handle inden vi tog af sted, fordi vi vidste der kunne blive problemer.

Jeg har helt fra starten talt åbent om mit arbejde med mig selv og fortalt hende om min økonomiske situation. Hun har fra tidligere forhold oplevet ludomani, som medafhængig. Efter dette forhold har hun besluttet ikke, at ville udsætte sig for det igen. Alligevel formår hun ikke at skille fortid fra nutid, idet jeg på intet tidspunkt har spillet fordækt spil. Det var tilsyneladende nok, at vi ikke kunne købe hus sammen, før end jeg havde fået gældsarnering, hvilket vi også arbejdede hen imod. Men jeg vil ikke indgå i løsninger, jeg erfaringsmæssigt ved føre mig direkte ud i misbrug igen.

I mine terapier har jeg fundet ud af, at jeg er nødt til at skifte kurs mht. min arbejdssituation, har gæld, dette giver naturligvis ikke meget i posen, men overlevelse til mig. Det er ikke noget godt kort overfor hende, til trods for hun selv talte om flere børn og selv ville uddanne sig videre, det koster som bekendt også. Men jeg måtte ikke ligge til last, men hun må gerne. Igen intet problem med hendes frustrationer, men mine???

Hun lukker nu totalt af over for mig, selvom guderne må vide, at have en kæreste som mig, der gerne vil imødekomme alles behov i en familie og ikke sætter de store økonomiske krav, kan spinde genbrugsguld af en nullermand og hellere end gerne vil arbejde imod det gode liv sammen med hende, er mere værd end al verdens guld på denne jord, for lige netop hende!!!

Jeg ved godt, at man giver det, man har fået med hjemmefra, og jeg troede, jeg havde haft en lortebarndom. Jeg har aldrig været så forvirret af ord og handlinger der ikke passede sammen og i kærlighedens navn. Det er dybt sårende og psykisk ødelæggende at opleve. Jo mere jeg jeg konfronterede hende med mine behov, jo mere kynisk blev hun på en 'pæn' måde, naturligvis. Hun har jo intet gjort, men ikke at handle er også at handle...

Når jeg talte følelser, noget jeg blev ked af hun gjorde eller ikke gjorde, sagde hun ingenting, 'hun lyttede bare'. Var jeg utilfreds med det, fik jeg mundkurv på, eller hun ignorerede mig. Insisterede jeg på svar, fik jeg vage svar eller ingen svar, måtte selv sætte tidspunktet for svar og handle derefter. Fin mulighed for at gøre som det passer sig og pine mig.

Andre gange bragede hun ind over mine personlige grænser og væltede frustrationer ned over mig eks. forbrug til mad. Hun kunne finde på at lade sin datter gå på bassinkanten to gange efter hinanden, selvom jeg gjorde opmærksom på det efter første gang og hun stod lige ved siden af. Halvanden meter vand på begge sider, på en våd mur, 20 cm. bred, der adskilte to bassiner.

Konsekvensen for mig/os var hun ligeglad med. Hun ville gerne selv masseres osv., men gad egentlig ikke massere mig. Jeg fortalte, at jeg havde brug for berøring, at hun også ville røre ved mig, ikke mindst i sengen. Det havde hun ikke brug for. Vi kunne snakke om sensuel massage om eftermiddagen, og om aftenen var det en skjult dagsorden, hvis jeg bad om mere end massage af skulderne. Hun var voldsomt passiv i sengen og kom med voldsomme udbrud, når jeg ikke lige var 'stiv', samtidigt med hun var helt oppe at køre med, om det nu var okay, hun brugte vibrator samtidigt.

Jeg fik egentligt aldrig noget at vide om hende, og hendes forhold var altid endt med, hun var blevet irriteret på sine mænd og derfor afsluttede forholdet med dem. Hun tævede sin far i terapi, fik konstateret svær stress og blev meget hurtigt helbredt efter, jeg flyttede i campingvogn. Efterfølgende gjorde hun alt det, hun selv nedgjorde, når vi talte om andre menneskers handlinger. Og så gik hun for meget på kompromis med sig selv, siger hun selv. Hun havde altid travlt, kalenderen var altid fyldt til randen.

At hun så har brugt en af mine reaktioner imod mig, da jeg fandt ud af hvad, det var hun havde gang i, under 'skilsmissen', hvor hun igen skød mig ned verbalt og gik fra konflikten. Der råbte jeg op og sagde nogle ting, som jeg i dag ikke er stolt af, men jeg erkendte over for hende, at det ikke var okay af mig bagefter. Men jeg kan godt forstå mig lige her, min reaktion. Ellers har jeg været meget konstruktiv i min opførsel generelt.

I dag har hun formentlig arvet nogle penge og er formentig ved at købe hus med sin pigekæreste. Hun har styr umiddelbart på sin økonomi, så det er okay. Hun suser bare videre, som intet var hændt.
Pigekæresten 'ville hende så meget og så måtte hun jo overgive sig til sidst'... 'Man har jo ikke styr på sine følelser, vel?' Endnu en bagdør???

Selv har jeg i mine terapier fundet ud af min kærlighed til hende er mega stor, men pga. min fortid ikke har kunnet reagere hensigtsmæssigt, jeg blev lammet/chokeret og kunne ikke bruge min vrede, det arbejder jeg så med nu.

Det kan ikke blot være fordi jeg er naiv og har ladet mig misbruge/mishandle eller pga. stress. Arbejdsmisbrug? Psykisk terror var det under alle omstændigheder, grov mishandling af mig, i kærlighedens navn.

Venlige hilsener
Roma uomo

Hej Roma uomo

Når jeg læser dit lange indlæg, som jeg først og fremmest opfatter som en mulighed for at få læsses af, hvad der skal være dig vel undt , så får jeg det spørgsmål, hvad er kærlighed for dig? Hvad er det ved din eks-kæreste, der er så dejligt, at du stadig har kærlighed til hende?

Med lidt terapeut-sjargon så synes jeg, det måske langt mere handler om din evne til kærlighed til dig selv!!! Vil du overlade din bedste ven til en sådan Charmør og tyran?

Og i den sidste ende er vi som voksne mennesker selv ansvarlige for, hvad vi lader os udsætte for i et forhold. Så kom over din vrede til hende, evt. i din terapi, find ud af hvad du lærte om dig selv i forholdet, hvad kan du tage med af positivt om dig selv, hvad skal du undgå i et nyt forhold, og hvilke faresignaler skal netop du være opmærksom på.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per

Tak for svaret, jeg elsker terapeuters svar. I tænder næsten altid en eller anden form for selvironi, som har en medbetydning der siger.: Hvad med dig selv??? Det syntes jeg er rigtig dejligt.

Mht. kærligheden, så var der rigtig mange situationer, hvor jeg virkelig elskede mig selv, jeg var 'bare' på alt for meget overarbejde. Jeg kunne se en masse af mig selv og min fortid i det forhold. Det var et andet miljø end det jeg kommer fra, men adfærden var den samme. Det var jo 'trygt og godt'.... Der var dog ikke noget kemisk misbrug, men misbruget var der.

Jeg har lært mig at holde af min fortid, fordi den har gjort mig til den jeg er idag, et meget kærligt menneske. Derfor er det svært for mig ikke at holde af min ex og hendes datter, ikke mindst fordi datteren stod i samme ulykkelige situation, som mig da jeg var lille. Trods alt gav jeg datteren en masse kærlighed og nærvær, mens jeg var der og var meget ulykkelig over at skulle forlade hende også. Jeg ved godt hvordan det er, at føle sig 'ikke elsket' som barn og de følelser har jeg i denne omgang fået lov til at mærke for alvor.

Den gave jeg har fået ved at arbejde med mig selv på den måde, var noget jeg gerne ville have delt med ex'en, det giver mig simpelthen så meget. Men det er også ufatteligt hårdt arbejde, så hårdt at mange ikke tør gøre arbejdet. Det gør sindsygt ondt at, mærke al den fortrængte smerte fra fortiden, at rigtigt mange hopper fra, med den ene eller anden undskyldning. Lige der er jeg rigtig, rigtig, rigtig sej

Mine grænser blev i min barndom overskedet gang på gang, det blev de også her og til sidst overskred jeg selv mine egne grænser, igen igen.
Ex'en ramlede lige ind i min fortid og jeg havde et ønske om at gøre det bedre denne gang. Der var også en 'forståelse' for, men igen ingen handling. At tale om mine følelser og behov, prallede af som vand på en gås, hun forstod det simpelthen ikke.

Min ex'kæreste blev nærmere irriteret og registrerede blot ordene, uden at forholde sig til dem og mig. Jo mere jeg konfronterede hende med dette, jo mere ustyrlig blev hun. Ret hurtigt havde hun aflæst mine ømme punkter fra fortiden, ømme punkter hvor jeg pr. automatik indtager min gamle rolle som pleace'er, bare der er ro i 'lejeren', så har jeg det godt. Overarbejde igen, med at konfrontere med problemerne igen, det er bare ikke godt for mig.

Jeg vil ikke for penge, status eller andet fnidder, mishandles og ødelægges psykisk, uanset hvor meget jeg elsker personen, være i et sådant forhold. Min krop og sjæl er ikke tilsalg
Gaven man får ved at behandle sig selv og andre, med kærlighed, er langt større og mere bestandig, end noget man kan købe for penge.

Mit behov for at føle mig elsket, føle ægte kærlighed, er så stort, at jeg nærmest er villig til at lade mig korsfæste.
Men behovet har også været med til at rive mig væk fra ex'kærestens, mildest talt ukærlige adfærd, i håbet om at der må være en der er langt bedre til mig også.

Min gæld, som jeg hovedsagelig har stiftet pga. uddannelse, som hjalp mig efter bruddet med min lige så griske ex'kone, har været med til at redde mig igen. Gælden som er blevet min tro følgesvend, væk fra penge og magtbegærets, griske og kyniske bagmænd.

jeg er på vej hen imod 'det gode liv'. Og jo, jeg elsker mig stadig, selvom jeg tiltider har det svært og jeg kan godt forstå mig. Det er sgu super okay, at være mig...

Og jo tak, jeg kender et par stykker fra min fortid, såkaldte 'bedstevenner', jeg ikke ville have noget imod at kaste for løverne, give dem lidt af deres egen medicin. Når nogen er onde ved mig, får jeg også lyst til at være ond. Sådan er jeg også, helt menneskelig reaktion. Lysten er der, men der er langt fra tanke til handling.

Udover halveringstiden fra mit ægteskab, på sammenlagt ca. 14 år, til det beskrevne forholds fald efter ca. 1½ år. Har jeg rykket mine grænser endnu tættere på mig selv, grænser for sund opgivelse også efter forholdet. Jeg ville mig selv bedre, selvom kærligheden til hende, hendes datter, stadig var der og jeg var voldsomt psykisk nedbrudt, så trak jeg mig alligevel ud.

Jeg har fået afprøvet en masse af det jeg har lært i tidligere terapier og efterfølgende justeret disse. Forskellen på min håndtering af mig selv i disse to forhold, har været markant bedre, men der var stadig noget jeg ikke havde lært. Netop dette forhold, har efterfølgende været en guldgruppe for mig, inden for nærrelationer generelt.


Det er vigtigt for mig bl.a. at.:

- Mærke endnu mere efter, hvad min krop fortæller mig og lytte endnu mere til min indre stemme. Hvad der for mig, føles rigtigt og forkert.

- Være endnu bedre til at trække mig ud i fugleperspektiv og forsøge at se situationerne objektivt udefra, langt tidligere. Hvilke roller har jeg, hvad syntes jeg om situationen. Hvad vil jeg/vil jeg ikke og hvad er konsekvensen.

- At være bedre til at insistere på at blive mødt i mine følelser og behov, indtil sund opgivelse, til trods angsten for at miste.

- Ord og handling, skal passe sammen.

- Al tvivl skal komme mig tilgode, specielt i nærrelationer.

Det nok vigtigste advarselstegn, udover at jeg begynder at tilsidesætte ting i min dagligdag, jeg ved er godt for mig er.:

- Når jeg begynder at undskylde andres handlinger. Så er det fordi jeg skylder mig selv noget.

- Når jeg begynder at undskylde egne handlinger, når jeg ikke har gjort noget forkert. Igen er det fordi jeg skylder mig selv at, passer på mig selv.

Så jeg skylder ikke nogen noget andet end, at jeg passer på mig selv.

Der kommer måske mere om hverdagens charmør og tyran. De findes åbenbart også i andre udgaver, end blandt mordere og andre mere eller mindre lyssky kriminelle elementer, ude i samfundet.
Og det er rart at dele erfaringer med andre, som måske kan genkende sig selv og måske gøre noget ved situationen.

Mvh.
Roma Uomo

Hej Roma Uomo

Man kan måske sige, at forholdet til din ex-kæreste svarede til din barndoms forhold blot på et lidt højere nivo - og godt at du nu kan reflektere konstruktivt over det og kan træde ud af det, som du har gjort.

Man kan sige at bogen Charmør og tyran handler om den anden, den du er udsat for. Jeg tænker at du måske kunne have gav af at læse to andre bøger, med mindre du allerede har gjort det:

Robin Norwood: Kvinder der elsker for meget.




Heidi Korsgaard og Kirsten Sylvest Carlsen: Når kærligheden kammer over

NB! Ja charmører og tyraner er udbredte som virksomhedsledere.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen

Jeg syntes ikke jeg fik svaret på spørgsmålet om, hvad kærlighed er for mig. Det vil jeg prøve at gøre nu, men jeg vil også forsøge at beskrive, hvad det for mig vil sige, at elske et andet menneske.

Gennem store dele af mit liv, har kærligheden været et ambivalent forhold af modsætninger. Ord der siger at jeg har betydning og handlinger der siger det modsatte, at jeg ikke har betydning. Det er meget forvirrende for en lille dreng, at leve i og det har fulgt mig lige siden.

Jeg er heldig, at jeg ikke er blevet følelsesmæssigt afstumpet, af det miljø jeg er vokset op i, selvom ikke alt hvad jeg har gjort er okay, for mig at gøre i dag. Jeg har formået at bevare et rimeligt fornuftigt billede af, hvordan det burde være, men jeg har først da jeg kom i terapi for alvor, virkelig følt ægte kærlighed til mig selv, følt ægte nærvær og kontakt.

Og alligevel hoppede jeg i med begge ben, i min egen fælde, dybt forblændet af ex'ens charme og udstråling, jeg var fuldstændigt smeltet inden i. Men medaljen har en bagside, som først for alvor viser sig, når jeg sad fast i nettet. Dernæst kommer tiden med 'tåge' og forvirring, indtil jeg finder ud af der er noget galt, ord og handlinger der ikke passer sammen. De mange forsøg jeg gjorde både for at redde forholdet og passe på mig selv i det, sund opgivelse og en ordentlig røvtur bagefter.

Jeg har i mine efterfølgende terapier fået bekræftet, at jeg også i dette forhold har godt fat i, hvad det vil sige at elske et andet menneske.

Da det er et stort emne, vil jeg beskrive emnet i store træk ellers vil jeg anbefale at læse Birgit Weber: Kærlighed er ikke for kujoner, som jeg er meget enig i hendes opfattelse af kærlighedens mysterium.

Kærlighed for mig er følelser inden i mig, i den situation jeg er i og kun mulig i nu'et, i nærværet med mig selv, hvor jeg kan mærke mig.

Kærligheden er for mig uselvisk, men ikke betingelsesløs. Man kan kun have betingelsesløs kærlighed til et sovende barn.

At give kærlighed til et andet menneske er at, give af sig selv uden at forvente at få noget igen. Dele sine følelser, kærlighed, sorg, vrede, lyst, alle sin følelser.

At vise sine følelser ved at reagere på dem, sætte grænser, udtrykke vrede på en konstruktiv måde, hvis det er det der er behov for, er også en måde at vise den anden har betydning.

Dele viden, det der optager mig lige nu, dele mit liv med en anden. Og ikke mindst vise hvem jeg er, på godt og ondt, også når livet er svært.

At elske et andet menneske er derimod en beslutning, et valg om at ville elske det andet menneske. Følelser kommer og går, nogle gange føler jeg kærlighed, andre gang had til det andet menneske. Jeg mener, at man på en måde skal elske, at hade det andet menneske. Ellers havde personen ingen betydning, man ville være ligeglad.

Man er ærlig i nu'et. Det er nok den sværeste disciplin, men erkendelsen af at have fejlet og rette fejlen, hvis problemet opstår redder meget. Det er ligefrem menneskeligt at fejle.

Man tør være direkte, vise hvem man er. Alt andet er manipulation.

Når man elsker den anden, er man interesseret i at den anden også har det godt, man viser omsorg for hinanden. Man er villig til at gøre det der skal til for at opretholde kærligheden.

Begges behov er lige vigtige og man er villig til at indgå fælles kompromisser, i en såkaldt vind vind situation.

Man behandler hinanden med kærlighed og respekt, fordi man er det menneske man er, med de fejl og mangler man nu har.

Man har et ønske om at begge udvikler sig sammen og hver for sig.

Ellers elsker man ikke den anden. Alene overvejelsen om man elsker den anden, så elsker man ikke nok.

Mvh.

Roma Uomo

Hej Per

To sjæle en tanke, jeg sad og skrev, åbenbart samtidigt med du var på. Verden er lille i dag...

Nå men, jeg har læst bogen.: 'Kvinder der elsker for meget', Men den anden vil jeg gå ned og låne på bib.

Rigtig mange tak for det du giver, det er rigtig rart at få respons fra en uvildig person, med kvalifikationerne i orden.

Det er ufattelig svært for mig, ikke at være medfølelende, med den slags personligheder, som har været så tæt på. Men det kan ikke nytte noget at være medlidende, lige her må jeg tænke på mig selv.

Nogle gange er det lettere ikke at vide noget...

Jeg har inden for de sidste 10 år læst tonsvis af bøger om psykologi og lært ufattelig meget om mig selv, ikke mindst i terapi. Det fedeste er at jeg bliver aldrig færdig.

Mvh.

Roma Uomo

Hej Roma Uomo

Jeg bemærker, at du både beskriver, hvad det at elske et andet menneske er for dig konkret, men osse, at du beskriver det generelt. Min personlige opfattelse er, at det kan man ikke beskrive generelt - selv om det selvfølgelig er et definitionsspørgsmål. Så derfor vil jeg holde mig til min personlige beskrivelse af, hvad det vil sige for mig at elske et andet menneske. For mig er det, når jeg ikke kan lade være med at sige: Jeg elsker dig! . Det er en øjeblikkelig følelse, og den varer præcist så længe, som den varer - formentligt ét minuts tid . I al den anden tid holder jeg (måske) af den anden.

Hvad kærlighed er er et interessant emne - fandtes vores kærlighed(sforståelse) før riddertiden? Hvordan forstår andre samfund kærlighed? Har de overhovedet begrebet?

Jeg kender ikke Birgit Weber: KÆRLIGHED ER IKKE FOR KUJONER, Borgen



Nb! jeg kom til at tænke på dig, da jeg fandt dette lille stykke poesi på nettet Girls are like ... .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per

Jeg vil gerne give dig medhold i din definition af kærlighed, at holde af, når lysten til at sige: 'Jeg elsker dig', bliver så stor at jeg ikke kan lade være med at sige det.
Men jeg syntes det er nok så interresant at, kigge på hvilke følelser og behov, der giver lysten til at sige: 'Jeg elsker dig'. Den efterfølgende tilfredshed, der følger med ved at sige det og blive mødt k(ærligt) i det. Den mellemliggende periode, hvor jeg (måske) kun 'holder af', indtil jeg igen for følelser, behov og lyst til at sige det igen.

Det er den samlede pakke der gør, at jeg lige netop vælger at sige de magiske ord, 'jeg elsker dig' ellers gør jeg det ikke. Jeg har prøvet det, men min krop vil ganske enkelt ikke være med til det. De dybtfølte følelser der ligger til grund, før jeg siger dette til et andet menneske, gør mig også sårbar. Værdien af de ord inden i mig, har så stor betydning, når jeg tager dem ind, at den efterfølgende smerte ved at finde ud af, at ord og handling ikke passer, bliver derfor tilsvarende stor.

Jeg mener hvad jeg siger når jeg siger at, jeg elsker et andet menneske, uanset hvilke følelser der også følger med. Jeg er villig til at gøre hvad der skal til for at opretholde kærligheden, på en konstruktiv og kærlig måde, og kun hvis jeg også kan få lov til at passe på mig selv i forholdet. Dette er for mig nødvendige gensidige kriterier, for at dele kærligheden ellers må jeg dele min kærlighed en anden.

Det der giver mig lyst til at elske, dele min kærlighed med et andet menneske, er måske det vigtigste i denne sammenhæng. Det der gør at jeg får følelserne, behovet og lysten til at elske et andet menneske, sige: 'Jeg elsker dig' og blive tilfreds inden i. At få opfyldt det måske største eksistentielle behov et menneske har, at føle, være en del af kærligheden og kunne formidle klart og tydeligt, hvad der giver mig lyst til at elske, give af min kærlighed.

Jeg får f.eks. lyst til at give min kærlighed og elske et andet menneske når.:

- Man er ærlig og vil erkende, når man har begået en fejl og gerne vil rette den efterfølgende. Det er menneskeligt at fejle.

- Jeg føler jeg bliver mødt på en kærlig og hensynsfuld måde i min sårbarhed, når jeg bliver ’lille’ og er ked af noget som er svært for mig. F.eks. viser interesse og forståelse for, det er som det er. Partneren er medfølende og støttende, giver omsorg. Og udviser respekt ved bl.a. spørge først, inden man giver råd.

- Jeg viser og udtrykker mine følelser, bliver mødt hensynsfuldt og med kærlighed og forståelse. Dette indbefatter min partner erkender mine følelser, at det er sådan jeg har det lige nu, ikke at hun nødvendigvis forstår baggrunden for mine følelser. Men at hun lytter og viser hensyn, samt eventuelt vil ændre adfærd.

- Jeg bliver mødt i mine behov og jeg føler mine behov og min tid, er lige så vigtige for min partner, som partnerens egne behov. F.eks. at sætte tid af til at dække mine behov, hvis behovet indbefatter partneren og behovet ikke overskrider partnerens egne grænser. Partneren er villig til at lave aftaler og overholder dem. Og bor man sammen, så er man også villig til at lave en struktur i dagligdagen, der så vidt det er muligt tilgodeser alles behov i familien.

- Min partner sætter grænser på en kærlig og hensynsfuld måde, for på den måde både passer på sig og passer på mig, i den måde grænsen bliver sat. F.eks. sige: ’Jeg kan ikke lide det du gør ved mig, jeg bliver såret, skuffet, ked af det, når du gør sådan noget. Jeg bliver rigtig vred, jeg vil ikke behandles på den måde. Jeg vil ikke være sammen med en, der gør sådan noget. Jeg bliver nød til at gå, indtil du finder en anden måde at behandle mig på.

- Min partner afviser mig på en kærlig og hensynsfuld måde, for på den måde både passer på sig og passer på mig. F.eks. sige: ’Jeg syntes det er rigtig dejligt du har lyst til mig, men jeg har ikke lyst lige nu, jeg vil hellere noget andet lige nu’. Det giver frihed til at sige fra og større mulighed for at risikere sig igen. Og måske er lysten der alligevel, når man mærker friheden og høre sig selv sige det højt. Er der noget der så vigtigt, at det ikke kan vente en stund???

- Min partner har lyst til at røre ved mig, at hun har lyst til at røre min krop også selvom vi ikke skal have sex.

- Min partner er villig til at gøre noget for at også jeg har det godt. F.eks.: Ændre adfærd. Det er lige vigtigt at både min partner og jeg har det godt.

- Min partner møder mig, når jeg er utilfreds og udtrykke min utilfredshed. Det er ikke ens betydende med at jeg skal have min vilje, men en kærlig forståelse for at jeg er utilfreds, at det er okay at være utilfreds på en ordentlig måde.

Dette er blot nogle at de kriterier, der gensidigt skal søges opfyldt, for at jeg skal føle mig elsket. Selvom det er umådeligt svært at føre 100% ud i livet. Der skal også være et ønske om gensidig følelsesmæssig udvikling, hvilket gør samhørigheden større på lang sigt. Det er vigtigt at have en kærlig og respektfuld adfærd overfor hinanden i parforhold, fordi når man hengiver sig til et andet menneske, gør man det nærmest som et barn og gør man sig sårbar som et barn.

Kærlighed er at give, give hinanden betydning og vise følelser på godt og ondt. At elske er en beslutning om at, ville elske det andet menneske og gøre det der skal til. Ellers var der ingen grund til at gå op i kirken og sige: ’Jeg vil elske og ære dig til døden os skiller’.



Mht. hvor kærligheden stammer fra mener jeg, at den nedstammer helt tilbage fra urtiden og måske før. Min begrundelse herfor er vores nærmeste slægtning, chimpansen. Den skaber også sociale bånd hinanden imellem og med en kærlig adfærd, som del af socialiseringen imellem de aber der godt kan lide at være sammen.
Hvorimod chimpansens familiemønster adskiller sig fra menneskerne især i den vestlige verden, ses bl.a. i menneskenes sociale udvikling af familiestrukturen, til monogame par relationer. Behovet for ’flerkoneri’ er faldet i takt med, menneskets evner for overlevelse er steget. Endvidere underbygger naturvidenskaben dette ved fysiologisk bl.a., at kigge nærmere på forskellene især de mandlige kønsorganer. Chimpanse hanens testikler er væsentligt større en menneskets han, fordi chimpansen har behov for at befrugte flere hunner, for at bevare artens overlevelse.

Psykisk set er der også her, store ligheder imellem chimpansen og mennesker. Beskyttertrangen er hos begge arter så stor at, de begge er i stand til at slå en rivaliserende indtrænger ihjel. Vi mennesker er til tider villige til at slå kæresten ihjel, blot for at en anden skal få den udkårende. Kun tilbageholdt af civilisationens moral og frygten for den efterfølgende konsekvens for eget liv. Samtidigt siger vi til os selv: ’ Hvis man virkelig elsker et andet menneske, så er man også villig til at give mennesket fri. Se det er ’ægte’ uselvisk kærlighed, at ønske den udkårende et lykkeligt liv, uanset konsekvensen for eget liv’. Psykologisk set er det et udmærket fupnummer, som udspringer af menneskets følelsesmæssige intelligens, men inden i sidder der sgu stadig en lille djævel der siger: ’Ikke på vilkår, jeg vil have hende for mig selv, om jeg så skal….’. Og alligevel er der ikke meget ved at elske en der i virkeligheden ikke elsker og vil en det godt.

Mvh.

Roma Uomo

Hej Per

Jeg sidde pt med tre dele af mig, den ene del er den hengivende del, som jeg her vil kalde kærligheden.

siger til ex'en: 'For pokker da, så fat det dog... Vi kan få meget mere ud af livet sammen, end magt, penge og status kan givs os!'

Den anden del, som siger: Da det desværre ikke kun er min personlighed, der bliver afdækket i et terapi forløb, er det nu gået op for mig hvem du i virkeligheden er. Du er Charmør og tyran, med alt hvad det indebære at have denne personlighedsforstyrelse osv. osv...

Disse to dele ønsker dybest set en fælles løsning, bort set fra anden del også har lyst til at give et spark over skinnebenet og sige: 'Rend mig i r.... !!!' Begge dele vil egentlig gerne have kontakt osv...

Og så er der den sidste del, den der skal passe på mig, min del, som siger: 'PAS PÅ!!! Hun er farlig... Hvad får dig til at tro, at hun kan forstå noget nu, at hun har ændret sig? Hun vil dig jo alligevel ikke, så hvorfor bruge tid på hende? Hun er bedøvende ligeglad med, hvad hun gør ved andre mennesker'.
Samtidigt kan denne del også godt forstå de to øvrige dele, men er naturligvis også nød til at passe på mig.

Hvad vil du råde mig til, med den viden du har om sagen og med dine erfaringer?

Mvh.

Roma Uomo

Hej Roma Uomo

Her i familien har vi lidt sjov med at sige: "Det må være dejligt for dig!" , når den anden siger: "Jeg elsker dig!" For det er jo i grunden osse den der siger: "Jeg elsker dig!" som har en god følelse, den anden kan jo være optaget af så meget andet .

For mig er det nu ikke den samlede pakke, men den øjeblikkelige situation - men hvis den samlede pakke er rigtig god, ja så opstår der formentligt flere situationer. Men handler måske om, at jeg ikke lægger noget "magisk" i at sige: Jeg elsker dig! Og desuden har jeg et ret pragmatisk forhold til tilværelsen - at leve med det der er og ikke på drømme om noget andet. Så jeg går ikke med tanker om "det måske største eksistentielle behov et menneske har, at føle, være en del af kærligheden". Det ville være for abstrakt for mig .

Jeg er nu ikke enig med dig i, at "Behovet for ’flerkoneri’ er faldet i takt med, menneskets evner for overlevelse er steget." i den forstand, at monogamien/monoandrien er blevet mere udbredt. Tværtimod betyder de økonomiske forhold og udbredelsen af prævention mange flere partnere på forskellig vis i mange samfund.

Med hensyn til hvilket valg du vil træffe og afklaringen af det, kunne du f.eks. prøve at bruge dette AFKLARINGSSKEMA.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per

Når jeg skriver om kærligheden, som et eksistentielt behov af den karakter, er det fordi jeg ved hvordan det er, ikke føle sig elsket nogen steder. Jeg har levet 40 år uden at få den kærlighed og omsorg, jeg har brug for, kun afbrudt af en ’kort’ periode, hvor jeg var i behandling. I den periode blev jeg mødt i mine følelser og behov, på en måde hvor jeg virkelig følte at der var nogen der ville mig det godt. Det har jeg aldrig prøvet før og jeg kender nu vigtigheden af at være del af sådanne relationer, selvom der var tale om et professionelt miljø.

Jeg lærte at udtrykke følelser, behov og gå efter dem. Vigtigheden for mig at blive mødt følelses- og behovsmæssigt, for mit psykiske velvære, er direkte livsvigtigt for mig. Både det at give og modtage kærlighed, omsorg osv., som at blive modtaget og få kærlighed og omsorg, er lige smerteligt når det ikke sker. Mit misbrug var reelt et langsomt selvmord og jeg har valgt ikke at drikke mig ihjel. Bliver jeg som i dette forhold negligeret i mine følelser og behov, bliver jeg reelt truet på livet og jeg blev skide bange til sidst.

Jeg hverken kan eller vil leve resten af mit liv uden kærlighed, hengivelse, omsorg osv., til og fra et andet menneske, jeg dør ganske enkelt uden. At opdage, erkende denne virkelighed og mærke de følelser der følger med, er overordentligt smertefuldt. Jeg har så at sige kun min terapeut at støtte mig til, fordi jeg gør krav på mig selv og ikke vil nøjes. Der er ikke nogen der virkelig kender mig inden i, ikke nogen der virkelig har lyst til at vide hvordan jeg har det inden i, jeg har ikke nogen at dele mig med og som syntes jeg er okay, selvom jeg nogle gange har det svært. Dybt inde er jeg skræmt fra vid og sans, men jeg har også brug for et åbent og (k)ærligt tilhørsforhold.

Jeg ved at kærlighed ikke er nogen selvfølge for mig at få, og at dem der har sagt de elskede mig, i virkeligheden ikke har været interesseret i, om også jeg havde det godt. Samhørigheden end ikke i familien, fra forældrene er nødvendigvis en selvfølge. Blodets bånd er ingen garanti, for noget som helst, udover at gener mødes og det måske bliver til et sundt menneske.

Derfor er følelsesmæssig afstumpet manipulation med kærligheden, er direkte livsfarligt for mig at opdage, at ord og handlinger ikke passer sammen. Jeg har været ved at drikke mig ihjel, det gjorde jeg ikke denne gang, men hvad sker der næste gang???

Det at sige: ’Jeg elsker dig’, og ville elske et andet menneske, er bare ikke legetøj for mig. Der er ikke nogen, der skal sige det til mig, og så ikke mene det, ville gøre det der skal til. Så ramler de ind et sted, hvor jeg er blevet svigtet nok, og jeg risikere at svigte mig selv totalt efterfølgende, den risiko vil jeg heller ikke byde andre.

Når jeg indgår i et parforhold, er det for at dele følelser og behov, dele mit inderste jeg og møde min partners inderste jeg, på godt og ondt. Jeg føler virkelig jeg har betydning, når min partner åbent og ærligt, taler fra hjertet også når livet er svært, viser sine følelser og jeg kan gøre det samme. Det giver mig enorm lyst til at give af min kærlighed og elske den udkårende. Det at gøre sig sårbar, være åben, blive modtaget i hinandens følelser, er hamrende vigtigt for mig i et parforhold, at gensidigt kunne aflevere, på den rigtige adresse. Jeg har brug for i et parforhold, at også jeg har en skulder at græde ved, når jeg er ’lille’, og det ikke kun er mig der lægger skulder til, bare fordi jeg er rigtig god til det. Ja, jeg er en mand, men også ’kun’ et menneske, et både og, ikke et enten eller.

Det kræver mod, tryghed og tillid, gensidig respekt for hinandens forskelligheder og tid til at opbygge et sådant forhold, det opnår man ikke ved at have mange partnere. Den samhørighed som et langvarigt sundt parforhold, giver mulighed for, er for mig værd at kæmpe for. To frie individer, fra to fremmede kulturer, med mulighed for at berige hinandens liv, støtte hinanden i at blive mere og mere hele mennesker.


Mht. monogamien/monoandrien ser jeg det ud fra den tidshorisont, mennesket har levet på jorden. Der har industrialiseringen, rødstrømpe bevægelsen, pornoens frigivelse osv., ikke strakt sig over nogen nævneværdig lang periode. Når jeg så ser på antallet af generationer der skal til i naturen, for at lave radikale ændringer med henblik på artens overlevelse. Der har antallet af generationer siden industrialiseringen og præventionens komme, næppe gjort nogen forskel i vores følelsesliv. Samtidigt vil jeg henvise til tidsforskellen fra kognitiv bevidsthed, til følelsesmæssig bevidsthed, måske kan have en indvirkning. Nok er vi mennesker, men vi er også stadig dyr med instinkter, der kan pege hvorhen behovet måtte være.

Seksuelt har jeg aldrig været god til kortvarige seksuelle forhold, og da slet ikke siden jeg begyndte at arbejde med mig selv. Jeg kan ganske enkelt ikke hengive mig til et andet menneske, uden at have følelserne med. Om så kæresten gav mig grønt lys, ville jeg ikke kunne hengive mig til en anden. Sex er for mig så meget mere end fysisk udfoldelse, og jeg er meget sårbar på det punkt ,også der har jeg ladet alt for meget ske i mit liv, ’bare’ for at få lidt kærlighed.

Lysten mærker jeg da, når jeg ser noget godt, men jeg vil have mere end blot sex. Derudover er der risikoen ved sygdomme og afhængighed af sex, som undertrykkelse af følelser og behov og det vil jeg ikke.

Forskeligheden i moralen og opfattelsen at kærligheden, det at elske, er mangfoldig indenfor blot dette lands grænser. Det er okay med mig, men jeg mener stadig der er en tendens til lemfældig omgang med kærligheds- og seksuallivet, som ikke er sund, og slet ikke sund for mig.

Mvh.

Roma Uomo

Hej Roma Uomo

Det er jo vigtigt at gøre sig klart, at den kærlighed, man ikke fik som barn, kan ens partner aldrig give én. Partneren kan give os nutidig kærlighed, omsorg, venskab m.m.

Mange af os jagter det tabte hos partneren, og det giver masser af problemer. Det vi kan bruge vores partner til er blandt andet at finde ud af, hvad vi har af mangler, (de vil ofte vise sig selv ), som vi så selv må tage ansvaret for at at få opfyldt. Det er jo som du ved bl.a. det, man gør i psykoterapi.

Godt at du er blevet mere og mere klar over dine grænser og din sunde behov.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per

Jeg er helt på det rene med at, det ikke er muligt at få den kærlighed jeg aldrig fik i fortiden og jeg er gennem hele dette forhold bekendt med mine behov i et forhold. De behov der for mig af etiske og moralske årsager, kun kan dækkes af en kæreste og de behov der kan dækkes et andet sted.

Jeg er rigtig god til at udsætte mine behov, men jeg nægter at slå mine basale behov ihjel, inklusiv sex. Det gælder uanset hvad andre måtte mene, om det er børn, arbejde eller andet der fylder for meget. Jeg har levet i et ægteskab, hvor der ikke var det overskud der skulle til for at opretholde, nærvær, hengivelse, seksualiteten osv.. Jeg er ligeglad med at mange børnefamilier, tilsidesætter/nedprioritere sexlivet og andre basale behov. Det duer ikke for mig, det har jeg prøvet før i mit første ægteskab. Om jeg bor i et slot eller ej, er ligegyldigt for mig, bare jeg får mad, har tag over hovedet og en seng at sove i, så har jeg det fint. Men i kærligheden vil jeg ikke nøjes og det kom fuldstændigt bag på mig at en skolelærer, til trods for jeg bekendtgjorde konsekvensen for mig. Det ender ganske enkelt galt for mig i længden, hvis min kæreste ’lukker’ ned for f.eks. sex, det kan jeg ikke holde til og jeg vil heller ikke.

At jeg gennem hele forholdet er blevet negligeret i mine behov, selvom jeg har gjort opmærksom på hvad det gjorde ved mig, som f.eks. ved en, på hendes opfordring, HIV-test. Der gik mere end 1½ måned inden hun fik taget sin test, hvor jeg insisterede og fortalte hende at jeg kom i tvivl om, hvad hun egentlig ville mig. Hvilket ikke just styrker ’begejstringen’ og jeg i mellemtiden blev mødt med sårende og krænkende udtalelser, når jeg var mest sårbar, så som: ’ Det gider jeg sgu ikke’ osv..

Det er ufatteligt forvirrende og sårende, når den man elsker bruger psykisk og fysisk vold, hvad enten der er tale om aktiv eller passiv vold og samtidigt siger de elsker en. Jeg har som tidligere sagt, aldrig ladet et menneske komme så tæt på mig, følt så dybt for nogen før. Den side af mig har jeg ikke lyst til at lukke ned for, i angsten for at blive så dybt såret igen, men jeg vil prøve at være mere ’vågen’ i fremtiden.

Det værste er nok, at jeg nemt kan foran ledes til at åbne døren igen, hvis hun bankede på. Jeg ville sætte nogle ufravigelige krav, også selvom hun kan smelte mit hjerte og hun har såret mig så dybt, så savner jeg hende også helt vildt, der er jeg nok ’lidt’ syg, når jeg ved hun er ’Charmør og tyran’. Men ifølge den bog du anbefalede mig, som handler om ’Når kærligheden kammer over’, så er det helt normalt for mig der har tendens til at elske for meget.

Hvis du vil gøre det mere tydeligt, hvad du mener med: Det vi kan bruge vores partner til er blandt andet at finde ud af, hvad vi har af mangler, (de vil ofte vise sig selv), som vi så selv må tage ansvaret for at få opfyldt.

Jeg har det sådan, hvis jeg ikke er tilfreds, så prøver jeg at finde ud af hvad det er jeg ikke har gjort og så gøre det. Jeg søger så at få behovet dækket, ved at bede om det jeg har brug for, i stedet for at blive irriteret på partneren. (Jeg gør det så godt jeg kan)

Mvh.

Roma Uomo

PS.:

Jeg har talt med min tidligere behandler (terapeut), omkring min ex., som siger at: ’Den slags kvinder er farligere, for sådan nogle som os end alkohol’. Han er selv ex. Misbruger og ligner mig meget af personlighed. Han siger endvidere at: ’Hvis det kan hjælpe mig lidt, så har hun det ikke godt, men hun ved det bare ikke’.

Roma Uomo

Hej Roma Uomo

Som jeg læser dit indlæg, lyder det som om du forveksler kærlighed med besættelse.

Det er ufatteligt forvirrende og sårende, når den man elsker bruger psykisk og fysisk vold, hvad enten der er tale om aktiv eller passiv vold og samtidigt siger de elsker en.

Hvad er det for en kærlighed du har her? Det er hvad jeg vil kalde besættelse!

Når man knytter sig til et andet menneske, så vil de gamle sår blive aktiveret, fordi de måske på den måde kan blive helet. Hvis man f.eks. har været udsat for grove krænkelser - især som barn - så kan det nogen gange betyde, at man senere i sit liv bringer sig selv i situationer, hvor man kommer til at genspille de gamle krænkelser. Det man kunne kalde en gentagelsestrang - en indre dynamik for at hele de gamle sår: Hvis man kan genopleve den gamle situation og få den klaret på en <b>god</b> måde, så vil den gamle smerte lette. Vi kalder det osse "Nissen flytter med" - når vi lærer nissen at kende (psykoterapi) og behandler ham/hende godt og finder et godt sted til ham/hende at bo (sårene heles), så flytter han/hun ikke længere med. Det kan du f.eks. læse mere om i <B>Harville Hendrix: Kærlighed og samliv</B>. Bogen er værd at læse.



Du skal være velkommen til at skrive igen.