Skal - skal ikke?
: 25. jun 2007 18:11
Kære Per
Nu er jeg på banen igen..2 gange tideligere inden for det første år af de 1½, vi har været kærester, har jeg spurgt til råds om problemer omkring min kærestes (manglende) lyst til sex i.f.t. MINE behov.
Det 'problem' er gået lidt i baggrunden -og fungerer vel rimeligt nu, men vi (JEG) har problemer med at vi alt for ofte bliver rygende uenige.
Efter en stormende indledning på ca. 3 måneder, som de fleste forelskelser jo varer, skulle vi, efter MIN mening til at opbygge et nært kærlighedsforhold og tæthed. Ikke noget, min kæreste har været for vant til i tidligere forhold efter hans eget udsagn. Hans 8-årige forhold efter en skilsmisse fra dybt alkoholiseret kone, var langt overvejende af kammeratlig art. Sjældent sammen i weekender og ferier, fordi hun havde andre interesser, der altid krævede hende i weekenderne.
Derfor føler jeg, min kæreste slet ikke forstår, hvor meget et parløb kræver. Hans søskende giver mig ret..
Pludselig begyndte han at ombygge et hus, jeg knap kendte til. Vel havde han da sagt, da jeg mødte ham, at han ikke ville blive boende, hvor han boede, og at han ville flytte 50 km. fra mig. Til gengæld forestillede han sig, at vi skulle bo næsten halvdelen af tiden i hans hus - og halvdelen i mit hus. På den måde kunne vi stadig have en vis frihed, som vi havde vænnet os til gennem mange år som singler. På det tidspunkt vidste vi kun, at han havde fremlejet omtalte hus 1 år endnu, men pludselig fik han huset tilbage. Og pludselig var han i fuld gang med at renovere i endda meget stor stil. Godt nok med ekstern hjælp, men alligevel optog det langt de fleste af hans weekender. Han er stadig fuldtids på arbejdsmarkedet med 1½-2 timers kørsel hver vej ... Jeg selv arbejder 2 dage om ugen tæt på min bolig, så jeg véd godt, jeg er priviligeret .. Jeg dyrker så gode interesser ved siden af.
Der gik ikke længe, før jeg brokkede mig over, at vi var så lidt sammen, som vi naturligvis var, men hele tiden sagde han, at når nu det fysisk hårdeste arbejde var overstået, blev der selvfølgelig mere tid til os..
Nu er der så gået 8½ måned, og tingene er ikke ændret væsentlig. Ikke én fuld weekend har vi haft sammen. Jeg har da været velkommen til at være i hans hus, men det har været nærmest umuligt p.g.a. byggerod, og kun køkkenet er på plads. Jeg bor selv i et dejligt hus, så indrømmet, det HAR været svært at være positiv. I mine øjne var det jo noget gammelt (lort), der burde være revet ned. Fordi jeg ikke havde tålmodighed til projektet...
Efterhånden kan jeg godt se lidt af et mønster i vores skænderier, hvor vi 'slår op'..For meget hurtigt at finde sammen igen, fordi følelserne inderst inde jo er der.
Som jeg ser det, er der slet ikke tid til OS. Han har som nævnt fuldtidsjob, fuldtidsjob derudover med byggeriet -og har samtidig en søn i trediverne, der har optaget ham meget. Sønnen fik for 3 år siden en depression efter stress, og siden har min kæreste været om ham næsten uafbrudt. Sagt, at det var uendeligt hårdt, men han var nødt til at være der, når sønnen ikke havde andre!! Sønnen har konsulteret flere psykologer, psykiatere -og det er næsten blevet værre og værre. De taler i tlf. sammen eller sms'er mindst 1 gang om dagen, hvilket har irriteret mig, fordi jeg har skullet høre på denne sygeliggørelse, som i mine øjne har været vildt overdrevent. Følt, at faderen holdt ham i sygerollen.. Nu er sønnen så kommet langt på et par måneder hos en dygtig psykolog, der har fortalt ham, at han IKKE skal se sig selv som 'syg', men nu er det min kæreste, der skulle med til samtale.. Emnet var, at min kæreste skulle lære at indse, at den voksne søn faktisk var på rette køl, ikke begik selvmord -og ønskede langt mindre kontakt. En hård nød at knække, nuvel, men dog positivt. Sønnen klarer fint et fuldtidsjob og er i øvrigt meget velbegavet.
Jeg har virkelig følt, jeg skulle væbne mig med tålmodighed og håbe på, at tingene ordnede sig, men indimellem slipper tålmodigheden altså totalt op. Jeg skælder og smælder. Siger, min kæreste giver vores forhold alt for lidt tid, og han råber tilbage, at han synes, han bruger oceaner af tid på OS.. Et lille regnestykke siger jo, at den tid altså ikke har været der.
Vi taler sammen i tlf. daglig fra hans arbejde, og jeg har da også været langt mere i huset under byggeriet end før, fordi jeg nu føler, at vi trods alt kan være der, men hyggeligt er det bestemt ikke. Længe har jeg følt, at det jo ikke var VORES hus - og dermed set negativt på projektet.
Jeg har mistet mange gange. Først en lillebror af kræft som 20-årig, da jeg var 27 og i øvrigt meget tæt på ham. Dernæst var jeg selv ude for en stor fald-ulykke som 50-årig og kom ud af arbejdsmarkedet i 7-8 år, men har så været heldig at få og klare et deltidsjob inden for mit fag. Herligt.. Som 50-årig mistede jeg overraskende min bror på 57 år, der - i vi andres øjne, helt uden varsel, tog livet af sig..
1 md. senere faldt min søster fra en trappe og brækkede halsen.. Det sidste år før, var jeg dybt ulykkelig over at føle, at jeg HAVDE mistet hende, da hun periodisk var dybt alkoholiseret.. Nu mistede jeg hende så helt. Vi havde altid førhen været meget nært knyttede til hinanden.
Måske disse alvorlige tab, som jeg dog synes, jeg er kommet pænt igennem - ikke mindst ved mit gode netværk, men også fordi jeg fik en god interesse, der udfyldte meget af min tid, men måske dette er årsagen til, at jeg vil have min kæreste mere?? Ikke har tålmodighed? For forholdet VAR jo ikke ret gammelt, før problemerne med sønnen genopstod for fuld kraft - og husbyggeriet gik i gang. Min kæreste forventer det så nogenlunde..!! færdigt om knap ½ år.. Han fortsætter sit fuldtidsjob samtidig..
Hvordan kommer jeg denne utilfredshed til livs? Er det i virkeligheden angsten for at miste, der præger mit forhold? Det skal siges, at min kæreste især faldt for min selvstændighed, min måde at tackle hverdagen og min økonomiske sans på. At have tjek på tingene, som han sagde.. Sådan havde han aldrig oplevet en pige før..
Vi har nu IGEN 'slået op' Lidt barnligt i mine øjne, men det er faktisk mig selv, der starter - og råber, at NU slutter vi. Så flytter vi alle vores ting fra hinanden..
Skal jeg/vi i terapi? Hvad siger du til Imago-terapi?? Det nemmeste ville selvfølgelig være at droppe forholdet, men jeg véd også, at der er meget godt i det - og helt ærlig: det er utroligt hårdt at være 'søgende' igen - og lykkes det næste gang
På forhånd tak - og undskyld mit lange brev.
Med venlig hilsen
krebsepige
Nu er jeg på banen igen..2 gange tideligere inden for det første år af de 1½, vi har været kærester, har jeg spurgt til råds om problemer omkring min kærestes (manglende) lyst til sex i.f.t. MINE behov.
Det 'problem' er gået lidt i baggrunden -og fungerer vel rimeligt nu, men vi (JEG) har problemer med at vi alt for ofte bliver rygende uenige.
Efter en stormende indledning på ca. 3 måneder, som de fleste forelskelser jo varer, skulle vi, efter MIN mening til at opbygge et nært kærlighedsforhold og tæthed. Ikke noget, min kæreste har været for vant til i tidligere forhold efter hans eget udsagn. Hans 8-årige forhold efter en skilsmisse fra dybt alkoholiseret kone, var langt overvejende af kammeratlig art. Sjældent sammen i weekender og ferier, fordi hun havde andre interesser, der altid krævede hende i weekenderne.
Derfor føler jeg, min kæreste slet ikke forstår, hvor meget et parløb kræver. Hans søskende giver mig ret..
Pludselig begyndte han at ombygge et hus, jeg knap kendte til. Vel havde han da sagt, da jeg mødte ham, at han ikke ville blive boende, hvor han boede, og at han ville flytte 50 km. fra mig. Til gengæld forestillede han sig, at vi skulle bo næsten halvdelen af tiden i hans hus - og halvdelen i mit hus. På den måde kunne vi stadig have en vis frihed, som vi havde vænnet os til gennem mange år som singler. På det tidspunkt vidste vi kun, at han havde fremlejet omtalte hus 1 år endnu, men pludselig fik han huset tilbage. Og pludselig var han i fuld gang med at renovere i endda meget stor stil. Godt nok med ekstern hjælp, men alligevel optog det langt de fleste af hans weekender. Han er stadig fuldtids på arbejdsmarkedet med 1½-2 timers kørsel hver vej ... Jeg selv arbejder 2 dage om ugen tæt på min bolig, så jeg véd godt, jeg er priviligeret .. Jeg dyrker så gode interesser ved siden af.
Der gik ikke længe, før jeg brokkede mig over, at vi var så lidt sammen, som vi naturligvis var, men hele tiden sagde han, at når nu det fysisk hårdeste arbejde var overstået, blev der selvfølgelig mere tid til os..
Nu er der så gået 8½ måned, og tingene er ikke ændret væsentlig. Ikke én fuld weekend har vi haft sammen. Jeg har da været velkommen til at være i hans hus, men det har været nærmest umuligt p.g.a. byggerod, og kun køkkenet er på plads. Jeg bor selv i et dejligt hus, så indrømmet, det HAR været svært at være positiv. I mine øjne var det jo noget gammelt (lort), der burde være revet ned. Fordi jeg ikke havde tålmodighed til projektet...
Efterhånden kan jeg godt se lidt af et mønster i vores skænderier, hvor vi 'slår op'..For meget hurtigt at finde sammen igen, fordi følelserne inderst inde jo er der.
Som jeg ser det, er der slet ikke tid til OS. Han har som nævnt fuldtidsjob, fuldtidsjob derudover med byggeriet -og har samtidig en søn i trediverne, der har optaget ham meget. Sønnen fik for 3 år siden en depression efter stress, og siden har min kæreste været om ham næsten uafbrudt. Sagt, at det var uendeligt hårdt, men han var nødt til at være der, når sønnen ikke havde andre!! Sønnen har konsulteret flere psykologer, psykiatere -og det er næsten blevet værre og værre. De taler i tlf. sammen eller sms'er mindst 1 gang om dagen, hvilket har irriteret mig, fordi jeg har skullet høre på denne sygeliggørelse, som i mine øjne har været vildt overdrevent. Følt, at faderen holdt ham i sygerollen.. Nu er sønnen så kommet langt på et par måneder hos en dygtig psykolog, der har fortalt ham, at han IKKE skal se sig selv som 'syg', men nu er det min kæreste, der skulle med til samtale.. Emnet var, at min kæreste skulle lære at indse, at den voksne søn faktisk var på rette køl, ikke begik selvmord -og ønskede langt mindre kontakt. En hård nød at knække, nuvel, men dog positivt. Sønnen klarer fint et fuldtidsjob og er i øvrigt meget velbegavet.
Jeg har virkelig følt, jeg skulle væbne mig med tålmodighed og håbe på, at tingene ordnede sig, men indimellem slipper tålmodigheden altså totalt op. Jeg skælder og smælder. Siger, min kæreste giver vores forhold alt for lidt tid, og han råber tilbage, at han synes, han bruger oceaner af tid på OS.. Et lille regnestykke siger jo, at den tid altså ikke har været der.
Vi taler sammen i tlf. daglig fra hans arbejde, og jeg har da også været langt mere i huset under byggeriet end før, fordi jeg nu føler, at vi trods alt kan være der, men hyggeligt er det bestemt ikke. Længe har jeg følt, at det jo ikke var VORES hus - og dermed set negativt på projektet.
Jeg har mistet mange gange. Først en lillebror af kræft som 20-årig, da jeg var 27 og i øvrigt meget tæt på ham. Dernæst var jeg selv ude for en stor fald-ulykke som 50-årig og kom ud af arbejdsmarkedet i 7-8 år, men har så været heldig at få og klare et deltidsjob inden for mit fag. Herligt.. Som 50-årig mistede jeg overraskende min bror på 57 år, der - i vi andres øjne, helt uden varsel, tog livet af sig..
1 md. senere faldt min søster fra en trappe og brækkede halsen.. Det sidste år før, var jeg dybt ulykkelig over at føle, at jeg HAVDE mistet hende, da hun periodisk var dybt alkoholiseret.. Nu mistede jeg hende så helt. Vi havde altid førhen været meget nært knyttede til hinanden.
Måske disse alvorlige tab, som jeg dog synes, jeg er kommet pænt igennem - ikke mindst ved mit gode netværk, men også fordi jeg fik en god interesse, der udfyldte meget af min tid, men måske dette er årsagen til, at jeg vil have min kæreste mere?? Ikke har tålmodighed? For forholdet VAR jo ikke ret gammelt, før problemerne med sønnen genopstod for fuld kraft - og husbyggeriet gik i gang. Min kæreste forventer det så nogenlunde..!! færdigt om knap ½ år.. Han fortsætter sit fuldtidsjob samtidig..
Hvordan kommer jeg denne utilfredshed til livs? Er det i virkeligheden angsten for at miste, der præger mit forhold? Det skal siges, at min kæreste især faldt for min selvstændighed, min måde at tackle hverdagen og min økonomiske sans på. At have tjek på tingene, som han sagde.. Sådan havde han aldrig oplevet en pige før..
Vi har nu IGEN 'slået op' Lidt barnligt i mine øjne, men det er faktisk mig selv, der starter - og råber, at NU slutter vi. Så flytter vi alle vores ting fra hinanden..
Skal jeg/vi i terapi? Hvad siger du til Imago-terapi?? Det nemmeste ville selvfølgelig være at droppe forholdet, men jeg véd også, at der er meget godt i det - og helt ærlig: det er utroligt hårdt at være 'søgende' igen - og lykkes det næste gang
På forhånd tak - og undskyld mit lange brev.
Med venlig hilsen
krebsepige
![[krebs]](./images/smilies/icon_krebs01.gif "Krebs"){kind=icon}
Inden du evt. vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om 
.
![[bog]](./images/smilies/icon_book.gif "Bog"){kind=icon}