PSYKE & SEX DEBAT

Hej

Jeg er helt på bar bund så håber nogen kan hjælpe mig.

Jeg er 41 år gammel sammenlevende på 23. år, vi har 3 børn men jeg er slet ikke lykkelig, min samlever drev mig ud i en voldsom depression for 7 år siden, siden har han faktisk ikke dyrket sex, han har altid haft det sådan at han ville behages men er aldrig tilfreds, og mener ikke man gør noget. Jeg har siden vi fik børn selv stået med alt, da han aldrig havde tid når noget skulle ordnes, eller børnene var indlagt, vores ene søn blev meget syg for 3 år siden og er tit på sygehuset i perioder, og som følge af sygdommen også har det svært psykisk, samtidig med at jeg også har det svært psykisk, han foretrækker at side foran tv eller pc, han står aldrig op før ud på efter middagen i weekenderne pjækker også fra arbejde ind i mellem. Jeg ordner hus - have +3 børn der hver har sit at bøvle med, jeg kører mange km hverdag ind imellem da vi har 12 km til byen, efter medicin som både min søn og jeg får en del af.

Hvis jeg forlanger sex - kærlighed eller at han er der når noget er galt, får jeg at vide, at så må jeg jo gøre noget for det, jeg er træt af at tage initiativ. Det har jeg gjort i alle de år jeg har været sammen med ham, jeg bliver mange gange ked af det og går ned over han intet giver, hvad han mener han gør. Jeg blev førtidspensionist sidste år og har kun en lille pension med et overskud på ca 3000 kr pr mdr. til alt, vi har lige nu et træls problem i huset, men da jeg sagde det til ham, kikkede han åndsvag på mig og sagde, så find dig noget arbejde, hans våben mod mig er tavshed i dage helt op til 3 uger. Det er hårdt jeg foreslog vi gik i terapi , han svarede det bliver over min død for det er dig det er galt med du kan bare holde din mund. Jeg får tit at vide jeg ikke laver noget.

Jeg er ked af det jeg kæmper en kamp hver dag for at få det til at hænge sammen, jeg får intet ikke engang et venlig ord, han siger når jeg ikke kommer til ham og når jeg ikke beder om Sex, ja så har jeg jo ikke behov for det. Det sårer mig vildt, jeg bliver mange gange gal og beder ham om at tage sig sammen, så trækker han bare på skulderne og siger du kan intet forvente med den opførsel du har.

Jeg har levet som en enlig mor siden vi fik børn, gør mig heller ikke noget, men det gør ondt han høster ros for noget han ikke er en del af, og jeg bliver gjort til den dovne.

På et tidspunkt gik der to år uden sex, der var ingen utroskab det ved jeg. Jeg har svært ved at leve med hans tavshed. Han siger det er min skyld, men det er jo bare ganske almindelige krav i et forhold jeg har.

Årsagen jeg ikke vil være initiativtager mere er, at han har afvist mig så mange gange, ja næsten altid så jeg har opgivet 9 ud af 10 gange sagde han nej, og det skal altid være efter hans hoved. Jeg kan ikke have det mere, så siger han ja så må du jo leve med, at du ikke får hvad du vil.

Lille-mor

Hej lille mor

Når jeg læser dit indlæg, så tænker jeg umiddelbart: Hvad får de to mennesker til at bliver sammen i det sejpineri? Hvorfor blive de dog ikke skilt og får sig et ordentligt liv hver for sig?

Du har kendt ham i 23 år, hvad får dig til at tro at han vil ændre sig? Du kan ikke ændre ham, men du kan ændre din egen situation, f.eks. ved at stoppe forholdet og flytte fra ham.

Hvis du synes, at det er for vanskeligt, så kunne du jo prøve med at få noget støtte til dig selv gennem noget individuel terapi til en start.

Inden du evt. vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg har tit stillet mig selv det spørgsmål, men mit problem er nok at ham har en formidabel evne til at vende alt mod mig, han køre psykisk på mig han har også flere gange truet mig med selvmord, jeg ønsker jo ikke manden død.

Ja jeg har kendt ham i 23 år, men et eller andet sted har jeg håbet på at når han så hvordan andre gør det i familien, og når jeg fortæller ham hvad vi skal gøre med børnene, så ville han vågne op og kunne se han ikke var der for os, men han vil intet kun hvad han selv vil er okay alt ud over det er ikke normalt.

Jeg har det problem at for 10 mdr. siden købte han hus, jeg skrev under på en gæld på 300.000, og jeg ved hvis jeg forlader ham så bliver det min gæld . Et andet meget stor problem jeg har er at jeg har 10 husdyr, ikke alle er inde, dem må jeg ikke have nogen steder, mine dyr og mine børn er jo alt hvad der holder mig oppe . Jeg kan heller ikke få en bolig inden for det næste år, jeg foreslog at han fik en lejlighed og så lejede huset ud til mig og børnene, han svarede næ skulle han ikke være der skulle vi heller ikke.

Jeg er så forvirret, et eller andet sted er der jo følelser, han er jo far til mine børn , men på den anden side kan jeg ikke have hans opførsel, lige nu er jeg gået helt død følelsesmæssigt, han har pint mig med tavshed i flere dage nu, han handler kun til sig selv jeg har de sidste 3 dage ikke lavet noget bare siddet og tænkt på hvad jeg skulle gøre, jo jeg har lavet mad til børnene, hvad han også tager af.

Jeg er så trykket i hovedet og græder så meget, syntes slet ikke jeg kan få noget til at hænge sammen.

Lille mor

Hej lille mor

Nogen gange er det jo vanskelige valg, vi er nødt til at træffe, men du kan jo åbenbart ikke få en god livskvalitet sammen med din mand, og så kan det være, at du er nødt til at ofre dyrene og påtage dig en gæld (som man kan komme ud af) for at få et andet liv. Sådan som han forholder sig til dig og jeres liv, tror jeg, at han kun bruger selvmordstruslerne til at skræmme dig med, han lyder alt for egoistisk til at ville tage livet at sig selv .

Start med at undersøge hvad du har af muligheder for at finde en anden bolig og snak evt. med socialkontoret om, hvad du vil kunne få af hjælp, hvis du flytter fra ham. Så ved du i hvert fald, hvordan du er stillet.

Du skal være velkommen til at skrive igen.