PSYKE & SEX DEBAT

Hej Per,
Nu efter at have læst stort set alle indlæg her i forummet, hvoraf mange har samme problematik som min mand og jeg, men alligevel ikke helt ... bliver jeg nødt til at høre din mening og gerne dit råd!

For ca et år siden begyndte vores sexliv at ændre sig - fra 2-4 gange om ugen til nu ca 2-4 gange om måneden. Vi er ellers fuldstændig kompatible på det sexuelle område og er helt åbne over for hinanden omkring onani, fantasier osv og har super lækker sex, NÅR vi har sex. Kort sagt, vores sexdrive var lige stort både før vi mødte hinanden og i vores to første år sammen.

Det startede da jeg efter et par ¨døde¨ uger, undrende påpeger over for min mand, at vi nu var 2 uger bagefter DET SKULLE JEG IKKE HAVE GJORT - men lærte vist ikke af fejlen første gang, for har igen senere forsøgt, at forklare ham, at jeg savner sex og nærvær med ham! Han tog det desværre som en kritik og ikke som en oplysning om, at jeg savnede ham fysisk. Hans svar var/er, det ikke ligefrem øger hans lyst, at jeg påpeger dette. (Her skal det siges, at der var en del stress pga hans daværende arbejde) Jeg blev lidt nervøs omkring dét, at påpege mine lyster og blev en smule akavet, når jeg endelig tog mig sammen og forsøgte at forføre ham (- sådan er det desværre nok stadig). Naturligvis virker det så ikke ... og han afviser mig tit. Vi har talt om, at uanset hvordan han takker nej/afviser mig, er jeg meget dårlig til at acceptere dette og bliver meget ked af det. Dette har nu resulteret i, at han dårligt kan holde ud, jeg nusser ham i hverdagen (på mere erogene steder så som feks røv), opfordrer til et fælles bad osv, som ¨kunne¨ tolkes som invitation til sex. Han føler et enormt pres! Og han afviser IKKE lige pænt længere ... og jeg er mere ked af det nu end førhen (skal så også lige fortælle, at jeg nu er gravid i 30. uge med vore begges ønskebarn - så hormoner er der nok af )

I aftes kulminerede det så helt, og vi fik en lang snak om det hele igen, og for første gang, tror jeg, forstod han, at det ikke kun drejer sig om liderlighed men også om savnet jeg føler, usikkerheden og ikke mindst frygten for, hvordan vi skal opretholde et forhold som halter så slemt sexuelt! For vi ved begge, at det ikke burde være sådan mellem os - men vi kan ikke finde¨LØSNINGEN¨. Vi er begge opsat på at løse problemet og komme igennem krisen sammen. Hvad kan du råde os til - har du en opskrift som kan få lysten tilbage og presset til at forsvinde??
Mange håbefulde hilsner M.Guld

Glemte at fortælle, at jeg er 31 år og min mand er 28 år. Jeg har en søn på 6 år fra et tidligere forhold - de forguder hinanden, han bor her hos os, er hos sin far hver 2. weekend!

Tillige vil jeg tilføje, at jeg tror på, at ¨jo længere snor man giver hinanden, jo mere sikker er man på, at den anden kommer hjem igen¨ - altså vi tilbageholder ikke hinanden og er så fri som et familieliv nu tillader. Min mand spiller musik ca 2 aftener om ugen - min hobby er at læse.

Hej M.Guld

Inden jeg forsøger mig med et svar, så: Hvordan ser din mand på jeres problem? Hvad mener han er årsagen til jeres i forhold til tidligere lidt reducerede sexliv?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Han synes også det er et problem og ønsker lige så vel som jeg, at "komme tilbage" hvor vi ikke var hæmmet af disse problemer. Og han siger, at det eneste der er "skyld" i dette, er presset han føler, nærmest inden han er færdig med at føle efter, om han har lyst eller ej.....
M.guld

Hej M.Guld

Hvad udløste de døde uger? Og hvad er hans problem med, at du påpeger eller evt. brokker dig over, at du får for lidt sex? Hvad er hans problemer med dine invitationer? Er han stresset? Har det med graviditeten at gøre? Hvad er hans egen forklaring på den manglende eller svært registrerbare lyst? Er han konfliktsky?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg bad ham forklare selv og her er hvad han sagde:
Det var ikke andet end for meget arbejde/træthed der udløste de døde uger - han lagde ikke mærke til, at der var gået så længe, før jeg påpegede det.

Når han får fornemmelsen af at der nu skal ske noget seksuelt, evt af mine invitationer eller brok, og han ikke har lysten i forvejen, føler han at "nu skal han bare have lyst til sex" - selvom der er en fin mulighed for at han bliver liderlig, så "nægter han", ikke bevidst, men han kan ikke lade være med at tænke over det. Det genere ham at det skal være sådan, men han kan ikke lade være .... Intet af det har noget med graviditeten at gøre - det startede også allerede før da.

Og hans manglende lyst forklarer han pga presset han føler, at det ikke er tilladt at afvise mig, hvilket han gør alligevel på grund af den manglende lyst osv osv - det bider sig selv i halen!
Og ingen af os føler, at han er konfliktsky - vi plejer uden problemer, at kunne tale om alt.

Summa summarum er vel, at vi er i en ond cirkel af manglende lyst pga pres fra min side - selvom jeg har forsøgt at lade det "løse sig selv", ikke omtale det, ikke presse på osv - dette har dog ikke hjulpet, hvorfor vi nu søger dine råd.

M.Guld

Hej M.Guld

Når han siger, at "han føler, at det ikke er tilladt at afvise dig", er så noget han konkret oplever, eller er det noget han tænker (føler). Hvad er problemet med at sige: Tak for invitationen skat, og lige nu har jeg ikke lyst, er jeg for træt, er jeg for stresset, er jeg optaget af noget andet etc. ?

Har han præstationsangst?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Det er helt klart det han oplever .... Jeg har for mange gange været meget ked af at blive afvist, har endda grædt hvilket nu har givet ham den før omtalte sex-"værgelse" - han siger at det bunder dog ikke i præstationsangst.

Ja det er jo lidt at en hårdknude ... jeg er meget glad for din hjælp!
M.Guld

Hej M.Guld

Du gør det med andre ord vanskeligt for ham at kunne komme til at sige: "Nej tak! - i aften må du klare dig for egen hånd, skat!"

Hvis du ikke giver ham lov til at afvise dig uden vrede og drama (tårer), så reagerer han selvfølgelig på det kropsligt, så mister han lysten.

Aftal med ham, at I ikke skal have sex med hinanden den næste måned, al anden kropslighed er ok.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Præcis! Jeg har helt sikkert "skylden" i hele problematikken....
Kan en måned uden sex og min accept når han takker nej, være nok til, at vende bøtten så vores sexliv igen blir normalt? - og ikke mindst mere regelmæssigt??

Men jeg skal sørme love, at vi den næste måned er helt afholdene
M.Guld

Hej M.Guld

Selvfølgelig har du ikke hele skylden . I har hver især 100% ansvar for at forholdet fungerer tilfredsstillende for jer.

Find en anden måde at reagere på, når han afviser dig. Og han har helt sikkert osse brug for at lære et eller andet om afvisninger, men nu er det jo ikke ham, der skriver her, så hvad ved jeg ikke .

Fortæl hvad han siger til dit forslag.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen Per,

Ja, min mand blev lige så glad for løsningsforslaget som jeg selv gjorde! Vi er begge så opsatte på, at det skal virke og glade for at kunne se en ende på problemet. Jeg tænker, at det nok ikke er ude af verden om en måned...men vil hjælpe, på sigt, til at få det til at fungerer optimalt igen.

Du hører fra mig/os igen, med opfølgning på problemet
Mange hilsner og tak
M.Guld