PSYKE & SEX DEBAT

Hej Per

Tak for denne fantastiske mulighed for at få hjælp.

Jeg er en 30-årig kvinde, som for ca. 6 mdr. siden blev forladt af min kæreste på 33 efter et forhold på 3 år. Det havde kørt skævt i løbet af det sidste 1½ år, hvor han gradvist fik det værre og værre fysisk og psykisk. Alle symptomerne pegede på stress/depression (har lidt svært ved at skelne). Bl.a. var han meget mere syg end normalt, havde voldsom hovedpine, hukommelsesbesvær, kraftig svimmelhed, kort lunte og sidst, men bestemt ikke mindst, manglende sexlyst. Sidstnævnte var det første symptom. Og det var ikke bare lysten til mig, det var generelt. Han tænkte aldrig på sex! Som med alt andet talte vi meget om det i starten, fordi han også selv var meget undrende og lidt forskrækket over, at lysten bare forsvandt, når vi nu havde det godt sammen.

Jeg har altid lagt meget bekræftelse i sex, men har selvfølgelig villet hjælpe ham til at få det bedre, så jeg har forsøgt ikke at presse ham. Jeg har sågar prøvet helt at undgå emnet i tre måneder for at give ham fred. Jeg begyndte efterfølgende at tale en del om bryllup og børn, fordi - tror jeg - at jeg i afmagt ville søge hans bekræftelse på andre områder. Dét pressede ham yderligere, og til sidst blev det hele bare en ond cirkel.

En aften bad jeg ham gøre noget ved sin manglende lyst og de andre voldsomme symptomer, han havde, for jeg kunne ikke bære at se ham have det så skidt, og jeg havde det også svært med de konsekvenser, det havde for vores forhold. Det havde han ikke lyst til, og han sagde, at han ikke anede, hvad han kunne gøre. Jeg tror, han følte sig trængt op i en krog, og det endte med, at han sagde, at vi ikke kunne fortsætte vores forhold. Det kunne vi jo for så vidt heller ikke på den måde.

På alle andre områder har vi haft et fantastisk godt forhold. Vi matcher hinanden utroligt godt og er enige om essentielle aspekter af livet, griner sammen - også ad de svære ting, og så kunne vi tale rigtig godt sammen. Der manglede "kun" sexlivet, før det ville være helt perfekt. Og det aspekt blev ødelagt af stress.

Jeg er på ingen måde ovre ham, og jeg har så enormt svært ved at acceptere, at forholdet skal slutte pga. stress. Jeg har læst rigtig meget om stress og fundet ud af, at man ikke rigtig kan føle noget for andre og lukke andre tæt på, når man er i det. Derfor tænker jeg, at det er det, der har ødelagt det for os. Hans manglende sexlyst gjorde, at vi mere fik et venskabeligt forhold, hvilket jo helt naturligt sker, når man ikke er intime sammen.

Jeg er en typen, som nødigt vil give op, når jeg ikke føler, at det er det rigtige at gøre. Og efter så lang tids adskillelse føler jeg stadig, at det er ham, jeg elsker og vil tilbringe mit liv med.

Vi har haft løbende kontakt (ca. hver 14. dag max.) i de 6 mdr., der er gået. Vi har stadig stor respekt for hinanden, og jeg ved, at han også savner mig. For mit venskab, siger han. Han vil rigtig gerne ses, hvilket jeg indtil nu har sagt nej til, fordi vi ikke vil have samme dagsorden med mødet. Men nu presser han lidt på for at mødes, vel vidende at jeg stadig er vild med ham, og at han ikke vil andet end venskab. Eller det vil sige, han siger, at han ikke kan love mig noget lige nu, og at han er bange for at såre mig igen. Hvad betyder det så? Er han mon alligevel lidt i tvivl? Det korte af det lange er, at jeg nu har sagt ja til at se ham. Men jeg aner ikke, om det er klogt. På den anden side tænker jeg, at jeg ikke har noget at tabe, og at følelserne måske også kan blusse op i ham, når vi ses.

Hvad tænker du om alt det her? Er det for langt ude af mig at håbe på en fremtid med ham? Vil det mon være for svært at starte på en frisk?

Jeg skal lige tilføje, at han får hjælp nu og har fået det meget bedre. Han har fået nyt job og er begyndt at tænke lidt mere på at passe på sig selv. Jeg har også selv søgt psykologhjælp. Psykologen mener, at han er blevet skræmt ved tanken om at binde sig og få børn. Kan man virkelig reagere så voldsomt på det?

Glæder mig til dit svar, og igen mange tak for din store hjælp.

Hej

Du spørger til sidst: "Kan man virkelig reagere så voldsomt på det?" (Spørgsmålet om ægteskab og børn.) Min første reaktion var, hun har da ikke ret meget situationsfornemmelse, det er jo som at hælde benzin på bålet. Forslag om ægteskab og børn er mange gange uhyre stressende for mænd!!!



Hvis du vil ham noget, så skru ned for dine forventninger, lad ham finde ud af det i sit eget tempo, noget han åbenbart har haft svært ved - osse på arbejdet. Støt ham i at arbejde på ikke at komme i en tilsvarende stressende situation, det er nemlig meget skadeligt og kan faktisk give varige skader. Støt ham i at få psykoterapi.

---------

Til din orientering :
En undersøgelse fra University of Paisley i England (2006) viser, at et godt samleje giver lavere blodtryk og mindre stress - altså at sex er godt mod stress. Det skal være et rigtig samleje, sex uden penetration har ikke samme virkning. Stuart Brody, der er psykolog på stedet, har sammenlignet virkningen af forskellige seksuelle aktiviteter ved at måle forsøgspersonernes blodtryk under efterfølgende stress-situationer. Forsøgspersonerne skulle skrive en dagbog om, hvor ofte de havde samleje, masturberede eller havde sex med en partner uden samleje.

Blodtrykket faldt
Efterfølgende stillede de op til forskellige situationer som at tale over for en forsamling eller at udregne komplicerede regnestykker i hovedet, mens de skulle udtrykke mellemregningerne højt for andre. De personer, der havde samleje inden prøvelserne, var mindst stressede, og deres blodtryk faldt hurtigere til det normale end hos dem, der blot havde masturberet eller haft anden form for sex uden penetration. De, der slet ikke havde haft nogen af de tre former for sex, havde det højeste blodtryk i forbindelse med stress. (Politiken 28.01.2006)

Sex before stressful events keeps you calm (New Scientist)

------

Og husk så samtidig, at forslag om ægteskab og børn er mange gange uhyre stressende for mænd!!!

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Tak for dit svar. Jeg ved godt, at det ikke ligefrem var forbedrende for hans stress, at jeg talte om børn og ægteskab. Men det var en reaktion fra min side på ikke at blive bekræftet seksuelt. Jeg søgte hans bekræftelse på andre områder i stedet for. Og det var vel at mærke først, da hans manglende lyst havde stået på i et års tid, at jeg begyndte på det. Men nu skal jeg jo ikke forsøge at "vaske hænder", for jeg er da udmærket klar over, at vi var to om at køre vores forhold op i en spids.

Til det du skriver med, at sex dæmper stress: Jeg er helt enig. Jeg kender jo selv følelsen. Problemet var jo bare, at han absolut ingen lyst havde - netop som et af de første symptomer på stress og manglende overskud. Og han havde heller ikke lyst og overskud til at finde ud af hvorfor, og hvad der kunne gøres ved det. Jeg ville hellere end gerne have dyrket sex med ham!

Men er der noget, jeg kan gøre nu? Andet end at give ham tid? Han vil meget gerne have, at vi ses, men jeg synes, det er svært, når jeg håber, at vi kan blive kærester igen, og jeg ikke rigtig kan gennemskue, om han kun er ude efter et venskab.

Igen - tak for hjælpen!

Hej

Det er netop derfor du skal tage den helt med ro, ikke noget med at være ivrig. Ikke spørge ham, lad ham selv finde ud af, hvad han vil. Tålmodighed, Tålmodighed og atter Tålmodighed

Det er vist lige som at fange f.eks. en havørred



Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen Per

Jeg har fulgt dit råd og har nu ikke haft kontakt med ham overhovedet i en hel måned. Men jeg har det simpelthen så svært! Nu er der gået 7 mdr. siden bruddet, og jeg føler mig stadig ikke glad, og jeg har nogle store tudeture ind imellem stadigvæk. Jeg tror, at mit problem er, at jeg ikke kan acceptere, at det er en "udefra kommende" faktor (stress), der skal ødelægge det mellem os. Samtidig har jeg på intet tidspunkt hørt ham sige, at det aldrig skal være os igen. Kun at han ikke kan love mig noget lige nu. Han har heller aldrig sagt, at han ikke elsker mig mere.

Jeg føler, at jeg er ude på et sidespor, når jeg stadig kan være så ked af det efter så lang tid. Men jeg savner ham helt vildt, og juletiden gør det bestemt ikke nemmere. Det er ganske enkelt bare ham, jeg vil have, og så er det så supersvært, at jeg ikke er sammen med ham.

Skal jeg stadig væbne mig med tålmodighed, eller skal jeg prøve at søge hjælp for at komme over ham?

Hej

Der er ikke andet for end at vente på, at han selv henvender sig, hvis han vil mere.

Juletiden er altid svær, når der er en man m/k savner, så allier dig med gode venner, så du ikke er alene, men lad ham være.

Måske kunne det være en god ide at få lidt hjælp i det nye år, så du kan bedre kan komme videre i dit liv.
Inden du vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

God jul. Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per

Nu er det gået et par måneder siden sidst, jeg skrev. Det går bedre, og jeg er nået til et punkt, hvor jeg gerne VIL videre. Det prøver jeg så på ved at skabe nye rammer for mit eget liv. Jeg er i gang med at købe lejlighed, og jeg sørger for at komme ud og opleve ting og hygge mig med vennerne.

Der er dog stadig en lille del af mig, der ikke kan give helt slip. Jeg føler mig ikke tiltrukket af andre mænd endnu, og jeg har svært ved at forestille mig, at (og hvordan) jeg skal møde en ny mand. Jeg kan heller ikke endnu sige, at jeg ikke ville tage eksen tilbage, hvis han fortrød. Jeg tror, at årsagen til det er, som jeg har skrevet tidligere, at min eks aldrig har givet mig en klar afslutning på forholdet. Han har aldrig lukket døren 100 %. Derfor har jeg altså kontaktet ham på mail for en måneds tid siden - selvom du frarådede det. Jeg havde behov for at høre ham sige, at det er helt slut, og at der ikke er noget håb. Ja, det er ren selvpineri, men jeg er et konsekvent menneske, og nogle gange skal det gøre ondt, før jeg kan slippe det.

Problemet er bare, at han ikke giver lyd fra sig. Han ignorerer ganske simpelt min mail, og det er jeg meget skuffet over. Det gør, at jeg på en måde bliver holdt fast i et håb, og det har jeg ikke lyst til. Jeg tænker, at det jo er meget belejligt for ham, hvis døren stadig står lidt på klem, hvis han nu skulle ombestemme sig, og derfor vil han ikke sige de ord, jeg beder ham om - kan du følge mig? Eller også er han bare komplet ligeglad med mig, men det har jeg nu svært ved at tro. Vi har trods alt været sammen i tre år.

Har du nogen gode råd til, hvordan jeg kan give slip? Jeg er gal på ham over, at han ikke svarer mig, men det er åbentbart ikke nok til at give helt slip. Jeg håber, du kan hjælpe, for jeg vil så gerne være glad igen.

Hej

Ingen svar er osse et svar: HAN VIL DIG IKKE MERE! Så i stedet for at gå og vente på en tvivlsom beslutning fra hans side, så er det godt, at du nu VIL videre.

Selvfølgelig kan vi da sagtens savne det gode, vi havde engang med mennesker, vi har holdt af og været tætte på, ja mange år efter, men hovedsagen er at rette orienteringen mod NU'et og fremtiden.

Du vil savne ham et godt stykke tid fremover, så brug lidt tid til savn og vrede, og gå så videre. Det dukker op af og til - og nogen gange de mærkeligste steder. I lang tid (flere år) havde jeg det sådan, at når jeg nåede til et bestemt vejkryds, så savnede jeg en af mine store kærligheder, fordi der havde vi kørt, men jeg savnede hende ikke, når jeg satte mig ind i bilen, vi havde kørt i. Sindet spiller os nogen gange nogle løjerlige puds .

Forvent ikke den store stormende forelskelse med det samme, find dig en mand til kropslig og venskabeligt husbehov, og fortæl du er i en af-elskningsfase. Sådan kan man holde både sindets og kroppens elasticitet ved lige .

Du bestemmer, om du vil give slip, det har han i virkeligheden ingen indflydelse på.

Du skal være velkommen til at skrive igen.