PSYKE & SEX DEBAT

Kære Per
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal få taget hul på dette emne... Og jeg synes heller ikke, det var helt nemt at finde på en overskrift til det... Mit problem er, at jeg er single - og dybt ulykkelig. Trives meget dårligt med ensomheden (Ja for det må det vel hedde, det modsatte af tosomhed, ikk?? - ensomhed...)
Og det er skide træls, for jeg er en rigtig sød og køn pige. Og det er da heller ikke fordi jeg mangler tilbud om sex.
Men jeg er dødtræt af at blive begæret. Jeg vil noget mere og andet. Jeg vil elskes for den jeg er... Og ikke bare begæres for mit udseende. Jeg synes det er hult.
Men det er bare som om at de mænd, jeg møder, falder i samme kategori. De er alle over 30 (jeg er selv 29) og det viser sig meget hurtigt at de typisk har prøvet alt det der med parforhold og (hvis man er rigtig uheldig) også brændt sig godt og grundigt på det, og i hvert tilfælde ikke skal have andet end uforpligtende sex... Men hvis det skal være den klassiske situation som jeg har prøvet de sidste par gange, så finder jeg først ud af at det er sådan det hænger sammen, når jeg HAR tabt mit hjerte.
Det er så træls! Og det er så ulykkeligt! For jeg bliver lige ked af det hver gang... Jeg KAN bare ikke finde ud af elskerinderollen. Jeg kan ikke give min krop uden at give mit hjerte også. Og jeg vil ikke bare dyrke sex når det passer en anden.
Jeg vil have det hele. Det sure med det søde. Ansvarligheden, kærligheden SAMMEN med lidenskaben og begæret. Men den typiske kommentar jeg har fået (fra de fire sidste mænd jeg har været sammen med) er noget i retningen af: "Du er den smukkeste kvinde... bla...bla... Du er bare så vis, du har lært mig så meget om mig selv... bla...bla... Du er så dejlig, dejlig at elske med...bla...bla... -MEN- Jeg kan det bare ikke!"
ØV!
HVORFOR er de sådan PER? Mændene. Hvorfor er det så frygteligt at sige at man faktisk vil mere end bare sex???
Sådan plejede det da ikke at være. Jeg Kommer fra et langt forhold, men har været single i snart to år nu.
Men i "gamle dage" var fyrene da ikke sådan. Da kunne man endda være så heldig engang imellem at støde ind i en decideret romantisk anlagt fyr der kunne finde på at kysse ens hånd og sige man var det der gav selve livet mening... Hvor er de henne nu, de mænd? -?- (Sikkert lykkeligt gift!)

Og som du sikkert har regnet ud er det sket for mig endnu engang. Og nu sidder jeg her... Havde lavet dejlig middag, sat mit lange hår op, og fundet både håb og smil frem fra de støvede gemmer...
Blot for at få "Jeg kan det bare ikke"-smøren endnu en gang, fra en dejlig mand, som jeg selvfølgelig ikke har kunne lade være med at forelske mig i... Dumbet! Irriterende følelse. Og det bare fordi man absolut skulle tabe sit hjerte. AV! PIV!
(Hva er det også for noget, at man skal gå og øve sig i at blive god til IKKE at forelske sig??? Det er da ikke en fed ting at kunne... Eller hva???Kan man ville kærligheden for meget???)

Mit liv er bare slet ikke blevet som det skulle!
Jeg drømmer om at sidde på min terrasse ved en spansk solkyst, som en rigtig MAMA, med mine skønne unger rendende rundt om mig, og når jeg ser på mine dejlige smukke, store familie vender jeg mig rundt, og visker min mand i øret: "Ved du godt, at mit liv er lige præcis som jeg altid har ønsket mig det?".
OK OK Jeg er dødromantisk anlagt... Men det er da ikke nogen dårlig drøm... Eller hva? Kan det være drømmen om at skabe jordens dejligste familie der spænder ben for at føre det ud i det virkelige liv? Eller kan det være mig der møder de forkerte mænd??? (jeg gør ellers en indsats for at komme ud og "mingle". Jeg danser salsa (en selvfølge for en varmblodet pige som mig) og deltager lejlighedsvis i "Løbende Middage" med andre singler...) Og jeg synes ellers, jeg er god til at være "large". Jeg tror på at alle mennesker har noget værdifuldt at byde på. Man skal bare forholde sig åbent...

Er jeg for naiv?
Tror jeg for meget på kærligheden? (Jeg skal ellers love for man får sig et par hak i tuden på den bekostning!) Men er det så ikke bare "ind i kampen igen?"
Min kollega har sagt til mig, at mit problem er er, at jeg er smadder anstændig, og derfor forventer jeg også at andre er det...
Men kan man være FOR anstændig?
Er jeg bare en dum jyde for langt fra fastlandet?

Jeg håber du kan få noget konkret ud af de oplysninger, jeg har fortalt om, Per... For jeg har brug for et godt råd. Enten så jeg kan blive mere tilfreds med mit singleliv (suk) eller så jeg kan gå udenom de der trælse "jeg-vil-helst-ikke-noget-der-indvoldverer-følelser"-fyre.

Mange hilsner
Anne-Mette

Kære Anne-Mette,

Jeg er en 30-årig kvinde, som ligesom dig er single og ligeledes drømmer om den perfekte mand med skønne unger og et ellers varmt, respektfuldt og indholdsrigt ægteskab med masser af kærlighed, passion og ligeværd. .ou name it! Selv er jeg ret pessimistisk (læs bl.a. min historie under psyke, depression...mit pseudonym coladasice) omkring kærlighed, hvilket bl.a. hænger sammen med en depression for seks år siden, som bl.a. kostede mig den mest fantastiske og dejligste mand, som ville mig overalt på jorden. Han var der for mig i med- og modgang, og ville gerne alle de ting, som vi kvinder drømmer om. Du ved, hus, have, børn, rejser, elskov, kærlighed, opdagelse, respekt, passion, lidenskab, sjov, fis, ballade, seriøsitet og så elskede han mig 100%, hvilket jeg ALDRIG var i tvivl om. Derfor tror jeg på, at der findes masser af gode mænd på vores alder, som også gerne vil kærligheden og som også tør den. De vil også gerne give sig hen og mærke tosomheden, nærheden, trygheden. Præcis som dig! Men jeg tror du har ret i, at der er mange mænd, som ligesom os kvinder, har brændt nallerne, hvorfor de måske bliver kyniske og en smule bange for den alvorlige kærlighed. For tænk nu hvis de bliver skuffet og svigtet igen? Så er det nemmere at have forsvarsmekanismen oppe og på den måde beskytte sig selv. Det kender jeg i allerhøjeste grad fra mig selv, som pt. står overfor ikke at kunne mærke følelsen "at elske" andre, fordi jeg selv har en masse bagage med alvorlige svigt etc. Derfor har jeg svært ved at give mig hen og tro på kærligheden. Indirekte er jeg måske bange for den. Jeg ser ellers en 34-årig mand på 3.måned, som jeg synes er sød, dejlig og charmerende, men jeg er ikke forelsket eller vild med ham og tror heller ikke, at jeg bliver det. Jeg hygger mig bare og han giver mig ømhed, tryghed og er god at tale med, hvilket jeg har behov for efter en papirløs skilsmisse for knap et år siden. Han er blevet ret vild med mig og efter blot to måneder har han meldt ud, at han elsker mig og er parat til børn og giftemål (han har en søn fra tidligere ægteskab), men jeg tør ikke og kan intet føle. Jeg er stadig ikke kommet mig over min eks-kæreste igennem syv år, selv om det var mig, der ikke længere elskede ham. Men jeg har glemt at elske, kan ikke finde ud af det. Derfor kan jeg godt identficere mig med de mænd, som du beskriver, og du kan tro, at de inderst inde gerne vil, men de kan bare ikke. De lægger låg på. Selvfølgelig kan det være, at du ikke er kvinden i deres liv og derfor kan de ikke tvinges, men inderst inde er de måske sårede mænd, som er blevet kyniske og pessimistiske hvad kærligheden angår, præcis ligesom mig selv. De er ikke intakte med deres følelser. Ligeledes så jeg en anden yngre mand (27 år) i et par måneder, men atter kunne jeg intet føle. Jeg var der kun for tryghedens skyld og så selvfølgelig sexens skyld. Han var virkelig sød og omsorgsfuld, og blev fuldstændig pladask forelsket i mig, men jeg kunne ikke gengælde det fordi jeg har noget i bagagen.
Når alt dette er sagt, har jeg nu mødt tre dejlige, skønne mænd, som alle ville mig ekstrem meget og alle har meldt ud, at de gerne vil børn og fremtid etc. Og som gerne vil og tror på kærligheden. Så de mænd findes altså derude, så giv endelig ikke op. Det lyder til, at du er en dejlig pige med ben i næsen, og du skal nok finde dit match. Ting tager bare tid og man skal være tålmodig. Jeg vil jo også alle de ting, som du beskriver, men for mig handler det lige nu om at finde mig selv førend jeg kan give ud af min kærlighed, og måske gælder det samme for din kommende mand. Måske.

Held & lykke med det.
Warmfluid (PS. DU kan læse om mine indlæg, jeg gik under synonymet coldasice, men nu warmfluid).

Hej Anne-Mette

Når du er 29 år, så er du ikke en pige, så er du en ret voksen kvinde . Pige er man til og med 17 år, og derpå er man en myndig ung kvinde til og med 24 år. Pige relaterer til barn og dermed ikke til voksent ansvar.

Se debatten Kvinde-mand, pige-dreng, dame-herre, tøs-gut/fyr i forummet FRA BARN TIL VOKSEN her i PSYKE & SEX DEBAT.

Desuden er du, som du skriver "sød", hold op med at være det, du kan sagtens være en voksen og tiltrækkende kvinde uden at være "sød".

Du er træt af at blive begæret for dit udseende, du vil elskes for den du er. Joh, men du kan vel ikke vide om mændene faktisk kan se mere i dig end dit udseende. De færreste mænd går efter udseendet andet end lige i den indledende fase, og derefter er det indholdet, der tæller. Der handler det selvfølgelig rigtig meget om, hvilket forhold den pågældende kvinde har til sig selv. Personligt kunne jeg ikke drømme om at være sammen med en kvinde, der opfattede sig selv om ”en rigtig sød pige”. En selvstændig kvinde med god selvfølelse lyder derimod rigtig indbydende, især hvis hun forholder sig realistisk til sine romantiske drømme og ikke nødvendigvis tror, at jeg har det på samme måde .

Gode (nu) gamle Sten Hegler havde engang et godt spørgsmål der lød: ”Hvad er værre end at være et sexobjekt?” Og svaret var selvfølgelig ikke at være det! Jeg plejer at sige: Sex ved vi hvad er, kærlighed ved vi derimod ikke hvad er – udover det nok er en fantasi der gør os glade. Du skriver ikke noget om, hvad du egentlig forstår ved kærlighed. Derimod kan jeg godt forstå at du har en masse gode og romantiske drømme (som du måske kalder kærlighed), men tro ikke, at andre osse kalder det for kærlighed. Kald det hvad det er: drømme. Spørgsmålet er nok ikke, om du ” vil kærligheden for meget???”, men nok snarere om, hvordan og om du kan få realiseret dine drømme?

Prøv engang at læse teksten til Maria Marcus og mit sommerkursus på Ærø, der hed Sommer, sol og drømmen om kærlighed Ærø, teksten er velvalgt i forhold til din problematik .

Jeg gætter på – uden at kunne vide det – at den måde du forholder dig til dine drømme på, måske kunne virke omklamrende på mange mænd, bl.a. fordi du kalder det kærlighed I stedet for mine romantiske drømme.

Så måske skulle vi kalde de mænd du møder og kalder for “de der trælse "jeg-vil-helst-ikke-noget-der-indvoldverer-følelser"-fyre” for mænd, der ikke vil spindes ind i dine romantiske drømme, mænd der har andre tanker om, hvad der tæller, hvis de skal have et fast forhold til en kvinde, måske foretrækker de en kvinde, der synes at seksualiteten er vigtigere end de romantiske forestillinger, som synes at kropsligheden tæller mere end fantasierne, som ikke bryder sig om, at nogen kan finde på at sige ”kun sex”, mænd som synes anstændighed er som at række tungen ud af vinduet .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per
Tak for dit svar. Da jeg sad og læste tænkte jeg: "Det var da besynderligt? Har jeg nogensinde SAGT at jeg var en pige? Hvor får han det fra?" - Men DET havde jeg jo. Interessant!!! Altså nok mest fordi jeg som regel netop irettesætter folk der kalder mig en pige. Jeg ER nemlig en kvinde. Og langt fra "sød" på den stille måde... Jeg mener denne her kat har skam klør... Og jeg går jo bare ud fra at man VED at jeg da selvfølgelig ikke er en pige. (Men super interessant at jeg så bruger et udtryk som "en sød pige" til at beskrive mig selv...) Hmmm... Irriterende, og godt du så det! Der er da helt klart noget jeg skal have diskuteret med mig selv...
Men ellers synes jeg også du rammer hovedet på sømmet med meget af det andet du skriver (AV! da) (Du må være dygtig?). Jeg skræmmer nemlig folk væk med mine drømme. Det er jeg overbevist om at du har ret i... Jeg ved bare heller ikke, hvordan jeg skal lade være med det???

Og jeg snakker, gør jeg. Fortæller folk om ALT hvad jeg føler og tænker. (Og jeg tror det må være SÅ dræbende for en potentiel romantisk situation og ikke mindst skræmmende for en partner, at jeg liiiige skal sætte ord på og fortælle: "Ej hvor er vi romantiske nu").
Og man kan heller aldrig bare skændes med mig, og blive "træls". For jeg skal altid lige fortælle HVAD jeg tænker om skænderiet - mens man skændes- og være forstående, overbærende... Kommunikerende, analytisk og... Veluddannet ... (suk)

Jeg er skolelærer... Har kun de ældste klasser. Er skide dygtig til mit job og har gjort meget ud af min uddannelse.
Jeg tager masser af ansvar til daglig. Er elevernes resourceperson. Er ALTID den voksne... (og det skal jeg selvfølgelig også være).
Men jeg bliver vred og får tårer i øjnene, når jeg skriver dét! ... Fordi... Fordi jeg ikke får nogen "pause"...
Jeg savner -nej det er forkert- jeg LÆNGES efter IKKE at skulle være den voksne hele tiden. Et pusterum bare. Et par stærke arme (plat måske?) Men jeg længes efter også at have min egen familie og børn at gå op i, frem for kun mit job... At noget er vigtigere.

Og jeg ved det godt Per. Jeg VED GODT at det ikke er det man skal bruge et parforhold til. Som pusterum eller "drømmefanger". Ens parforhold kan måske blive ens pusterum med tiden, men er det vel sjældent fra starten...
Men det er jo derfor at jeg trives så dårligt med at være single. Fordi jeg har haft et velfungerende parforhold på et tidspunkt. Et andet menneske som man boede sammen med og elskede en, og som man kunne vende de svære situatuioner sammen med - Et pusterum fra alle de andre scener...
Jeg er træt af at vide hvad en elmuffe er, træt af at have en hel skuffe med mit eget værktøj... Træt af altid at skulle ordne alting selv...
Jeg savner at have en partner der gider at hjælpe...

Hmmm... Erkendelsen gør ondt! At skrive til dig sådan her gør pisse ondt og får mig til at græde. For jo mere jeg skriver, kan jeg godt se, at der er ikke andre til at passe på mig og hjælpe mig, end mig! Sådan er det når man bliver voksen og "selvstyrrende". Og på mange områder går det jo også fint, men det er svært at måtte erkende at kærlighed ikke (længere) hænger sammen med tryghed. Den tryghed jeg skal have, skal komme fra mig selv...

MEN: Hvordan kommer jeg til at handle anderledes? Det er så svært synes jeg. Jeg kan erkende her fra og til månen, det nytter jo ikke noget, hvis jeg ikke ændre min tilgang til de mænd jeg møder... Og så er der jo også lige det, at jeg netop tit falder for "en udfordring". (Hvis jeg kan redde en anden samtidig med at jeg selv bliver reddet, er vel tanken... Langt ude! Men ærligt - for det bliver jeg jo nødt til at være, hvis du skal kunne hjælpe...) Og når jeg synes mine tidligere mandebekendskaber er "trælse", så ved jeg jo godt at det ER de ikke... (De har sgu nok bare ikke ønsket at blive reddet, og det synes JEG er træls, ha ha ha ha)

Men jeg vil gerne bryde mit mønster her... Sååå... Håber du skriver igen til mig, og tak for din hjælp so far...

Dybe suk og en gang mental oprydning
Anne-Mette

Glemte da lige at skrive brugernavn på mit sidste indlæg... Men det er mig, der er mig... Ellers virker indholdet vel også lidt kryptisk (altså hvis det ikk er mig der skrev sådan... Eller... Øøhh... Nu er vist ved at rodde mig ud i en frygtelig omgang sludder) Nå men det er mig...

Håber snart at få svar
KH
Anne-Mette

Kære Warmfluid
1000 tak for dit svar. Jeg har læst det med stor interesse. Det er spændende at få indblik i tanker fra "et brændt barn som skyer ilden" (ment helt positivt... Jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle beskrive det???)
Jeg synes også du lyder som en kvinde med ben i næsen, og jeg synes det er prisværdigt at du vil finde dig selv, før end du giver dig hen til en anden...
Vi roder jo alle sammen med vores private dæmoner, men jeg synes, det lyder som om, du er kommet et langt stykke i forhold til dine...
Hvad gør du så for at handle derefter? For det er dét, jeg synes er det sværeste. Hvordan undgår man at begå de samme "fejl"? Hvordan undgår man at falde i den samme fælde?

Tanker og spørgsmålstegn
Anne-Mette

Hej Anne-Mette

Jeg havde en anelse om at det var dig, når du underskrev dig Anne-Mette .

Måske kunne du have glæde af en ældre bog, som stadig er aktuel: Robin Norwood: Kvinder der elsker for meget.



Her er forlagets omtale af bogen:
<i><b>KVINDER DER ELSKER FOR MEGET</b> er en af klassikerne inden for kvinde-/selvhjælps-litteraturen.
Den har ramt et af de ømme punkter hos de fleste kvinder og den viser hvordan man skifter retning.
Med et væld af casestories og Robin Norwood enorme erfaringer er bogen en kolossal hjælp til alle kvinder der befinder sig i et utilfredsstillende forhold.

Den har ændret tusinder af kvinders liv verden over -
• kvinder der elsker sig selv for lidt og deres partnere for meget,
• kvinder der ofrer sig, fordi de tror at alt bliver bedre,
• kvinder der tror de kan redde og åbne de stakkels lukkede mænd,
• kvinder der tror de får selvværd ved at være alt for en mand.

Når kærlighed er det samme som lidelse, elsker man for meget.
Når størstedelen af ens samtaler med nære venner handler om ham, hans problemer, hans tanker, hans følelser - og så godt som alle sætninger begynder med "han...", så elsker man for meget.
Når hans skiftende sindsstemninger, hans hidsighed, ligegyldighed eller kritik undskyldes med, at han har haft en ulykkelig barndom, elsker man for meget.
Når man læser en selvhjælpsbog og understreger alle de afsnit, som man tror vil kunne hjælpe ham, elsker man for meget.
Når man ikke bryder sig om mange af hans karaktertræk, holdninger og handlemåder, men finder sig i dem, fordi man tror, at hvis man bare er tiltrækkende og kærlig, skal han nok få lyst til at ændre sig for ens skyld, så elsker man for meget.
Når man glemmer sin egen mening og kun tænker på hans vurdering, så elsker man for meget.
Når forholdet sætter ens følelsesmæssige velbefindende og måske fysiske sundhed på spil, så elsker man i allerhøjeste grad for meget.

"For os er ægteskabet en rejse mod et ukendt bestemmelsessted … opdagelsen af, at mennesker må dele ikke blot det, de ikke ved om hinanden, men også det, de ikke ved om sig selv." - Michael Ventura: Skyggedans i ægteskabszonen
Hvad er det for mekanismer der gør, at nogle kvinder altid falder for følelseskolde mænd og at nogle mænd altid falder for kvinder der elsker for meget?
Hvorfor involverer så mange sig i destruktive forhold, og hvad er det for mønstre der gør at så mange kvinder ofrer sig og så mange mænd vægrer sig og lukker af?
Ifølge psykologen og familierådgiveren Robin Norwoods bliver grunden lagt i barndommen ved hjælp af uopfyldte følelsesbehov. Så til trods for kvindefrigørelse, selvstændighed og professionel succes, arbejdsdeling i hjemmet og andre gode ting kan man sagtens hænge fast i et følelsesmæssigt mønster af lav selvagtelse hvad angår kærlighed, hvor man ikke er i stand til at tiltrække sund, livgivende kærlighed.
Kender man det ikke fra sig selv, har man i hvert fald mødt en eller flere der lider under den kærlighed, de føler for deres partner. Og opløses forholdet er risikoen for at løbe ind i lignende forhold overhængende, medmindre de nedbrydende følelsesmæssige mønstre der ligger til grund ændres radikalt - først da vil det være muligt at involvere sig i et sundt og værdigt forhold, baseret på gensidig kærlighed og respekt.</i>

Og du kan læse Heidi Korsgaard og Kirsten Sylvest Carlsen: Når kærligheden kammer over



<i>Forlagets omtale: At elske for meget er, når kærligheden kammer over. De følelser, der burde betyde lykke, er blevet til skam, skyld, sorg, frygt, angst, lavt selvværd og ensomhed. Nogle lever i forhold med en charmør og tyran, andre med en alkoholiker eller en tilknappet kæreste, som de ikke helt kan nå. Fælles for alle er, at de bliver fanget i handlemønstre, der kræver en stor indsats at komme fri af. Men det er ikke umuligt. Psykoterapeut Kirsten Sylvest Carlsen arbejder med kvinder og mænd, der elsker på en måde, som ikke er god for dem. Fire af dem fortæller deres historie i denne bog. Hudløse og ærlige fortællinger, der giver stof til eftertanke og hjælper dig til at forstå de mennesker, for hvem et forhold er blevet et fængsel. Mød Alice, der blev afhængig af sin internetkæreste. Henrik, der slet ikke kunne fungere uden en kæreste. Birgitte, der blev fanget i en psykopats uhyggelige net. Og Eva, der var i tre smertefulde forhold, før hun lærte at sige stop. Heidi Korsgaard og Kirsten Sylvest Carlsen giver inspiration til, hvordan du kan udvikle dig, så du bryder med dine dårlige mønstre. For ingen behøver gå gennem hele livet med en smerte, de ikke har fortjent.</i>

Endelig er der jo flere muligheder for at blive klogere på sig selv gennem psykoterapi. Inden du/I vælger en psykoterapeut/sexolog så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per
1000 tak for dine råd til læsestof.
Jeg tror, du igen rammer sømmet lige på hovedet.
Jeg havde godt hørt om bogen "Kvinder der elsker for meget", men troede egentligt, at den henvendte sig til kvinder, der lever med en voldelig ægtemand (du må ikke spørge mig hvorfor???) Så det var rigtig godt, at du sendte "spisesedlen" med. Tak.
For jeg kan da godt se, at det er en bog jeg bliver nødt til at læse. Selv om det er en bog af ældre dato, synes jeg, at det lyder som om den beskriver FULDSTÆNDIG sådan som jeg har det med mænd! (Det var lidt skræmmende at læse... Men også en øjenåbner)... Jeg glæder mig til at få åbnet øjnene endnu mere, blive lidt klogere, og jeg håber, at det kan hjælpe mig til at handle anderledes.
Siden jeg har skrevet til dig, har jeg i hvert tilfælde haft nogle drømme, som har talt deres tydelige sprog. De har involveret gamle kærester, - én drøm, hvor jeg er rasende og får sagt fra, men også én drøm hvor jeg tilgiver selvsamme person, men alligevel siger fra på en mere kærlig måde (og dén drøm er ny for mig)... Og så har mine drømme ellers handlet om at stå foran brede kløfter, vilde vandfald og afgrunde uden at føle angst.
Hmmm...
Det er helt klart, at jeg har "en ting" med det der, med at blive voksen... Jeg kvier mig ved at skulle "stå alene"... Men har langsom måtte lære at gøre det, på flere og flere områder (fordi det var et krav qua mit job, men også fordi jeg med vilje har bragt mig i situationer, der krævede at jeg klarede ærterne selv). Jeg havde bare næsten glemt, at det var et issue for mig... Fordi jeg ligesom synes, at jeg har sloges nok med det...

Jeg er forbløffet, over din evne til at gennemskue mig (selv på skrift) men også taknemmelig. Det giver god hjælp til min videre færden... Og jeg tror, at når jeg kan stå helt alene på alle livet scener, uden at føle angst, så bliver jeg også mere fri...

Men min seneste "angst" lyder sådan:
Tænk hvis jeg aldrig bliver nogens mor!!! Tænk hvis jeg ikke når det! GISP!!!

Jeg er SÅ bange for at ende som 40 årig, uden børn. For jeg holder så ufatteligt meget af børn, og synes det er fantastisk at følge dem i deres opvækst (jeps, jeg er skolelærer også i hjertet ) ...

Dem som jeg fortæller min bekymring til, siger bare: "Du er jo ung, du har masser af tid" og trækker på skuldren... Men sådan føler jeg det slet ikke.
Min far sad denne jul, alene, og så Disneys "jule-tamtam" og råbte inde fra stuen, at det kunne have været rart, hvis der havde været nogle børnebørn at se det med... JA! Det synes jeg sgu da også det kunne have været!
Mange af mine veninder er "igang" med barn nr. 2 ... Og jeg synes, at det både er et kæmpe press, statustab og angstfremkaldende ikke engang at kunne finde ud af skabe et parforhold...
Hmm....

Men når jeg holder op med at synes sådan, og når jeg accepterer mit liv er, som det er, tror jeg også, at jeg bliver mere tilfreds... Jeg har alle de her drømme og forventninger til, hvordan verden skulle se ud, "når jeg blev stor"... Nu er jeg stor, og det er sgu hårdt at måtte indse, at min verden slet ikke ser sådan ud, som jeg havde tænkt mig den. ...

Tak for din hjælp... Og... Jeg skriver måske igen... For det er altså ikke helt nemt. Det gør faktisk ret ondt, at se indad...

Vilje, tro, og dybe vejrtrækninger
Anne-Mette

Hej Anne-Mette

Børn kan kvinder jo altid få (hvis de er fertile)

Jeg har selv to stk.s som jeg ikke havde regnet med - og er rigtig glad for dem begge .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

ÆÆjjj... Per... Nu er du jo ikke spor forstående (hi hi hi hi...)

Det er da i hvert tilfælde en sandhed med modifikationer, at kvinder altid kan få børn!
... Altså så skulle man "snyde" en mand, og det synes jeg er en tak for uanstændigt... Ja, ja, ved det godt... Anstændighed, Braaddrr...
Men jeg er nu engang så gammeldags, at jeg trods alt synes, at der bør være en far, hvis det er muligt. ... Unger har godt af at have både en mor og far, tror jeg. ... Og det ER altså ikke så let, som nogen (og nu også dig, tsk... tsk...) gør det til. ...
Jeg kunne sørme også godt tænke mig et par "ups-der-var-I-sørme" fantastiske børn. Men må også se i øjnene at min mest fertile periode er ovre og fra nu af bliver det mere og mere mirakuløst (en af mine veninder har præsteret at ligge med rumpen i vejret efter sex, for at sæden skulle falde den rigtige vej... Hi hi hi hi hi hi... - Det synes jeg er lidt sjovt). Men det siger noget om HVOR gerne vi vil det... Mange af os hunkøn...
Og jeg VED DA GODT løbet langt fra er kørt, for mit vedkommende, men det er altså et reelt psykisk press, og jeg tror ikke, jeg er den eneste kvinde der føler det sådan....
Jeg tager ud at rejse med en veninde om nogle timer... Ned og sole os på Cypern og snakke om netop dét: Hvordan man slipper af med at "familie-hungren" står i vejen for at nyde en dejlig mand...
Og man bliver desperat for at "holde på" ham, hvis man løber ind i en skøn mand (og far-emne) (og tro ikke at kvinder ikke altid tænker sådan: Ligegyldigt HVOR meget begær der inde i billedet, har vi altid overvejet om manden ville kunne - eller kunne- egne sig som far. ... Er jeg sikker på) og så er det man (og her skal du nok læse "jeg") er villig til give køb på sig selv. Fordi man (jeg) ville ønske han var den der ville redde een fra singlelivet og ophøje een til "MOR".
Langt ude, ikk?? Men der har du dét. Sagens kerne! Og så er vi vist tilbage ved, at jeg skal igang med at læse selvhjælpslitteratur.
En sen nattehilsen (jeg er altid sådan en natteravn
Anne-Mette

Hej Anne-Mette

Ja netop - du er ikke den eneste kvinde der mener, at børn bør have en far, "hvis det er muligt" .

God ferie.

Du skal være velkommen til at skrive igen.