PSYKE & SEX DEBAT

Hej

Jeg er en kvinde som i de sidste 13 måneder har været i forhold med en anden kvinde. Vores forhold har lige fra starten været speciel. Vi begyndte med at være veninder, og blev hurtigt bedste veninder men lige fra starten var der et eller andet, der var anderledes. Det viste sig at vi begge endte op med at forelske os i hinanden, og efter lidt tid og kamp mod det, blev vi et par. Siden da har vi aldrig haft problemer, vi hygger os, elsker, har det enormt meget godt sammen.

Og jeg var afklaret om at hun var den ene for mig, at jeg vil prøve lykken med hende og se hvad der sker. Selvfølgeligt var der tvivl en eller to gange men det forsvandt hurtigt .. for jeg kunne bare ikke uden hende.

MEN så kom mine forældre ind i billedet. En aften begyndte min mor med at udspørge mig .. for hun havde i længere tid følt, at der var noget der nagede mig. Og det havde hun ret i. Det eneste tvivl jeg har haft på os, er når jeg tænkte på forældrene, og hvordan de vil reagere, når jeg fortalte det. Men jeg bestemte mig at gøre det på et eller andet tidspunkt, da jeg ikke kunne holde ud at skjule det for dem.
Så det er nok noget mor hun kunne føle, og efter en halv times pres endte jeg med at fortælle hende om kæresten, og derefter var jeg så også nødt til at fortælle det til min far.

Og det er der hele mit liv ændrede. Forældrene tog det som et stort chok. Godt nok havde de altid haft fornemmelse siger de, men de håbede at det ikke var rigtigt. Min far kunne nærmest ikke få luft og han sad bare og gloede mens mor græd helt vildt meget. Alligevel sagde de at de vil elske mig og støtte mig lige meget hvad. MEN de mente ikke at jeg selv var afklaret og de mente at jeg ikke var sikker i det. De sagde at jeg altid har vidst, hvad det vil sige at være lykkelig. At jeg altid har haft et eller andet tomhed som jeg søgte løsning på, og de mener, at det at jeg har fundet min kæreste, som er en meget dejligt og sød sjæl, har gjort at jeg ser det som kærlighed. Desuden har jeg aldrig rigtigt været en teenager .. var ikke så meget til fester, kunne bedst lide at være hjemme alene og slappe af, og har meget få men tætte venner. Så de mente, at jeg ikke var sikker på det.

Og problemet er, at efter at jeg fortalte det til dem er hele mit verden faldet sammen. Jeg begyndte så også at tvivle ... ligesom de sagde. Jeg begyndte at tvivle om det egentligt er kærlighed, eller hvad? Det er nu to uger siden, og jeg kan bare ikke få det ud af tankerne.

Jeg tænker hele tiden på det, og føler mig bare så tom indeni noglegange. Selv når jeg er sammen med min pige, og når vi elsker, så kan selv hun se, at jeg er fysisk til stede men ikke andet. Jeg kan bare ikke slappe af, jeg ved ikke hvad, der er mine tanker, hvad der er mine forældres eller min piges tanker.

Jeg ved bare ikke, hvad jeg føler mere. Og jeg kan ikke fatte, at sådan noget kan ske efter bare et par dage. At jeg tvivler så meget på mine følelser på mig ... jeg er sikker på at de sidste år samme med hende har været ægte, men jeg fatter ikke hvordan jeg kan tvivle på det nu.

Nogle gange er jeg dog afklaret igen, og jeg vil gerne hende igen, men så lidt senere begynder tvivlen igen, og jeg starter forfra igen

Hvad er der galt med mig?

alene, ingen social, hul

Hej queen

Tillykke med din kæreste, det lyder dejligt for dig, at du har fundet hende, og hun dig .

Til gengæld lyder det møgirriterende med dine forældre. Hvad bilder de sig egentlig ind? Hvor gammel er du? Og at din mor sidder og hyler, som om at det er en katastrofe, at du har fundet en kæreste, som du holder af og har det godt med. Trænger din mor mon ikke til at få en snak med en psykolog, hun må da være skruet noget skævt sammen .

Hvad er årsagen til, at du lader dine forældres fordomme styre dit liv og følelsesliv, så meget som det tilsyneladende sker? Har du ikke frigjort dig fra dem? Er du ikke blevet rigtigt voksen endnu?

Der er ikke noget galt med dig, men jeg tror, at du er gal/vred. Det lyder som om, at det kunne være godt med lidt god gammeldags voodoo overfor dine forældre .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Tjah det er ikke så let som det lyder. De har godt nok sagt de at vil støtte mig lige meget hvad jeg vælger, men samtidig er de enormt bange for hvordan mit liv kommer til at være ... de kommer fra en helt anden kultur, og kan ikke acceptere det ... de mener ikke at det er normalt og de ved godt at det meste af verdenen også mener det ... så de vil ikke have at jeg skal have det enormt hårdt i mit liv pga af det, for som de siger: jeg fortjener kun det bedste.

Og tjah jeg er 25 år, men elsker min familie overalt i verden ... og jeg ved godt at det her kommer til at gøre enormt meget ondt på dem ... og at de kommer under stor pres fra resten af familien ... og det har de sgu heller ikke fortjent .. og jeg kan ikke leve med at det er pga mig.

Så jeg er lidt mellem to ild

Hej queen

Problemet er jo nok din skyldfølelse i forhold til din familie. Det er muligt, at din familie kommer fra en anden kultur, der ikke kan acceptere homoseksualitet, men det bliver de nu nok nødt til her i vores kultur , og især fordi deres datters kærlighed går til en anden kvinde. Så må de viser dig deres kærlighed ved at beskytte dig mod resten af familiens kritik og evt. vrede, det gør ordentlige forældre - uanset kultur.

I Danmark er livet for homoseksuelle ikke anderledes end for de fleste andre mennesker, der er vanskelige ting og der er lette ting. Sådan er livet.

Når du oplever dig selv mellem to bål, så er det jo på den ene side kærlighedens gode ild og på den anden side fordømmelsens kætterbål, og så burde det ikke være vanskeligt at vælge, hvilket bål du skal bære brænde til.

Min gode ven Ebbe har et godt udtryk:
Hvis du får ondt i røven af at sidde på en stol, er det så røven der er noget galt med? Eller stolen?

Din kærlighed er der ikke noget forkert med, men din families tanker og forestillinger er åbenbart ikke opdateret til det 21. århundrede. Det kræver lidt mod at stå fast på at din kærlighed er ok - og det mod må du finde frem. Der må være andre kvinder fra din kultur, der har kærlighed til kvinder.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

det ved jeg godt ... og jeg ved godt at de i bund og grund vil gøre det .. de vil beskytte mig mod det hele.

men det der nager mig mest er at jeg har fået disse tvivl ... nogle gange er jeg så afklaret at jeg ved at det er det jeg vil .. (mest når jeg er på arbejde og tænker på andre ting og ikke fokuserer på det). Men så snart jeg begynder med at analysere det og tænke over det dukker tvivlen igen .. og det gør at jeg får det dårligt .. både psykisk men også fysisk (kvalme og hovedpine) .. og jeg kan bare ikke se hvor tvivlen kommer fra

Hej queen

Tvivlen kommer selvfølgelig fra din families tryk, og angsten for dens reaktioner. Måske skulle du prøve at snakke med andre kvinder f.eks. i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og i Sabaah.

Måske kunne det osse interessere dig at læse om Irshad Manji og her i wikipedia Irshad Manji.

Du kunne måske osse overveje at finde dig en professionel psykoterapeut at snakke med.
Inden du evt. vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Du skal være velkommen til at skrive igen.