PSYKE & SEX DEBAT

Hej Per

Vi mistede vores far for nu over et år siden. Selv har jeg det sådan nogenlunde med det, selv om det var træls. Men min mor virker ikke til på nogen måder at bevæge sig, og på mig virker det nogen gange til, at hun nærmest begraver sig i sorgen og ikke vil lære et nyt liv uden min far at kende. Jeg har læst om noget, der skulle hedde patologisk sorg, hvor personen tilsyneladende kommer ind på et fejlspor i forhold til sin sorg og sin fremtid. Ideelt set skulle min mor nok til psykolog eller sådan noget; men det vil hun ikke. Hvad ville du gøre, hvis du er sammen med en, hvor sorgen så at sige bliver formålet med livet? Og kan du give os nogle tip til, hvordan vi skal forholde os til vores mor?

Jeg vil være dig dybt taknemmelig, hvis du gider svare på dette.

På forhånd tak

Tobias

Hej Tobias

Nu har din mor jo sikkert kendt din far i mange år, og har derfor brug for at sørge over ham et stykke tid. I vores kultur har vi desværre ikke nogen gode traditioner for sorg. Det er noget man hurtigt skal komme over og så videre i livet. I andre kulturer har man f.eks. en sørgeperiode på ét år, og så når den er slut, så holder man en fest.

I vores kultur indgår vrede over tabet ikke som en naturlig del, og en del, der hænger fast i tabet, gør det fordi de i grunden er vrede på den døde over, at han/hun forlod dem. Vi kender det fra tv-billeder, hvor kvinder i andre kulturer hamrer på kistelåget med hænderne i vrede og afmagt.

Jeg ville være forsigtig med at kalde det for en patologisk sorg, når det kun er ét år. Hvor længe kendte hun din far?

Måske kunne du - uden kritik - spørge din mor om, hvor lang tid hun tror, at hun har brug for at sørge, og om der er noget du kan hjælpe hende med i den anledning. F.eks. snakke med hende om hendes minder, fælles minder osv. F.eks spørge hende om hun er vred på din far over, at han er død. TABSPROCESSEN er individuel og det er ikke til at sige præcist, hvor lang tid den tager.

Måske kunne du/I have glæde af at læse Marianne Davidsen-Nielsen, Nini Leick: Den nødvendige smerte. Om tab, sorg og adskillelsesangst, Hans Reitzel for bedre at kunne forstå din mor.

Måske kunne hun evt. komme med i en sorggruppe, hvis der findes en sådan, hvor hun bor.
Hvor gammel er hun, hvor gammel var din far da han døde, og hvad døde han af? Og hvor længe havde hun kendt din far?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per

Mange tak for dit hurtige svar, som jeg har tygget lidt på (og som har fået mig til at bestille den bog, som du anbefaler).

Det der med patologisk har også generet eller i hvert fald forvirret mig. På den ene side synes jeg, at det er helt ok og naturligt, at sorgen fylder så meget i min mors liv, også selv om det er over et år siden, min far døde. På den anden side, virker det på mig til, at der ikke er nogen ændring eller bevægelse i min mor: Som om hendes meget store sorg er hendes måde at holde min far i live på. Det er vist en svær balance. Jeg kan også synes, at hun nærmest dyrker sin sorg eller begraver sig i den.

Min mor er 65, det samme var min far, da han døde af sin lungekræft. De har kendt hinanden i cirka 40 år, og jeg kan godt se, at det spiller en kæmperolle, måske ikke mindst fordi min mor heller ikke er på arbejdsmarkedet.

Vi bruger en del tid på at tale om min far og gode minder. Det har jeg det nu også meget godt selv med. Jeg har heller ikke noget ønske om at presse min mor fremad eller at være den, der siger, at nu skal hun også se fremad og se positivt på tingene. Jeg har bare et ønske om, at min mor finder en god og sund måde at leve videre på.

Når jeg nu sidder og skriver så må jeg jo være ærlig og sige, at den er lidt dobbelt. Jo, det betyder meget for mig, at min mor har det godt og fremover vil få et godt liv. Men samtidig er det også krævende for mig, som situationen er nu, altid at se min mor trist og altid at skulle tale om min far. Dels er det tungt, dels aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op.

Med venlig hilsen

Tobias

Hej Tobias

Det man oftest har brug for i sin TABSPROCES er, at den anden lytter. Her er et godt lille digt om AT LYTTE. Det er en måde at fortynde smerten, sorgen, vreden på.

Tillad dig selv at gøre din mor opmærksom på, at du er ved at komme dig over sorgen over tabet af din far. Jeg synes osse, at du sagtens kan spørge din mor, hvor lang tid hun tror, at hun har brug for at sørge over din far og hans død.

Tillad dig osse at holde fast i, at det ikke er dit job, at få din mor glad igen, det er hendes eget job, hendes eget ansvar. Hun må prøve at nyorientere sig. Prøv om det kan hjælpe at vise hende skemaet med TABSPROCESSEN. Fortæl hende hvor du er på det, og spørg hende hvor hun er. Det kan man godt uden at presse hende. Du kan støtte hende, men det er ikke dit job/ansvar.

Du skal være velkommen til at skrive igen.