Følelseskold?
: 2. jun 2008 01:14
hej jeg har kendt min mand i 14 år og været gift i knap 7. for ca 2 år siden begyndte jeg at presse min mand fordi jeg ønskede et barn mere (vi har en dreng på 8 og en pige på 5) min mand har mange interesser, løbeklub, floorball, fitness, flodbold, koncerter, musik, festivaler og et job som kræver han er der 2 aftener/nætter om ugen.
alt dette var nok en med faktor til jeg ønskede at holde sammen på familien og bevar et sammenhold og bånd mellem os samt at børn er min interesse og det der giver mit liv indhold.
jeg øgede presse og i 9 mdr truede jeg med bål og brand og skilsmisse, når vi skændes, det endte dog gerne med at jeg sagde jeg ikke ville skilles og at jeg elskede ham.
til sidst gav jeg meget langsomt op, dog uden at vi satte os ned og snakkede om at det gik bedre. vi har altid været dårlig til at snakke om tingene. jeg sagde under min "besættelse" at jeg prøvede at stoppe ønsket om et barn mere, men følte jeg langsom blev trukket tilbage ned i et hul.
i okt holdt jeg en stor surpris fest, fordi jeg ønskede at vise ham jeg elskede han og jeg var ked af det der var sket, at jeg havde det bedre og prøvede at kommer videre. det gik (i min verden) i nov og dec, vi hygge, havde god sex, var i musikhuset, ude at spise og andre små ting.
jeg kunne godt mærke han var lidt kort overfor mig og blev let sur på mig, men tænkte at der var fordi han skulle have tid til at finde os igen og at det var ok, jeg ville give ham den tid han havde brug for og blive ved med at være sød overfor ham fordi jeg havde været strid og var ked af det.
den 25 dec siger jeg til at jeg ikke forstår han ikke prøver at samarbejde med mig så vi kan finde tilbage og spørg hvad der er i vejen. han bryder grædende sammen, siger han ikke ved om han elsker mig og måske vil skilles. jeg er dybt chokeret og rystet, men efter han har græd i 1.5 time spørger jeg ham at jeg må vide om han elsker mig eller vil skilles. han siger han elsker mig og ikke vil skilles, men har det meget dårligt.
frem til 11 jan er der meget uro i mig for jeg føler der er noget galt, han er stadig kold, sur, jeg kan ikke gøre noget rigtigt selvom jeg prøver. han siger flere gang at han skal have tid.
den 11 spørg jeg ham igen om han er sikker på hvad han vil (ikke i min vildeste fantasi havde jeg troet han ville svigte mig og vores familie, det er så ulig ham) men han vil skilles.
4 dage efter sidder han i mit skød i 2 timer vi snakker og han siger at dette føles rigtigt, men at vi ikke skal bo sammen lige nu men se tiden an, jeg er dybt ulykkelig og kan ikke håndtere det, jeg græder, tigger og beder.
jeg får ham lokket i parterapi, og er lykkelig for det, men kan ikke selv styre mine følelser og håndtere det vi får at vide i parterapi, jeg bliver ved med at presse og tigge selvom jeg får at vide jeg ikke må. i løbet at ca 3 mdr køre han op og ned, siger ting som er opsative og andre gange, at han ikke har ombestemt sig (siger dog aldrig at han ikke vil skilles, men små gode ting)
til sidst går jeg i spåner og presser ham alt for meget (den mand jeg giftede mig med kendte mig godt og kunne godt klare dette pres) men ikke denne "nye" mand.
vi er nu "skilt", jeg har købt et andet hus og skal flytte 1.8, problemet er jeg stadig elsker ham, at jeg stadig ønsker ham tilbage, især fordi jeg ønsker at vores børn vokser op sammen med mor og far. jeg håber og tror stadig på, at vi kan "fikse" det og vil gøre alt for, at vi kan blive gode sammen igen, også selvom det vil tage år og mange kræfter betyder det meget for mig.
jeg elsker min mand og min familie. men det er som om han fjerner sig hurtigere fra mig end en racerbil, han er at helt andet sted og det er gået så hurtigt at jeg ikke kan følge med. jeg tigger og beder stadig, selvom jeg prøver at styre det og ved det er med til at han ikke gider mig.
han er så følelseskold og hård. han bliver stadig let sur på mig og selvom jeg prøver at gøre ham tilpas, kan jeg ingenting gøre som er rigtigt og jeg har så svært ved at fatte han ikke gider være sammen med mig og ikke giver prøve at redde vores ægteskab.
jeg prøver at sige om ikke vi kan være venner (selvom det er mega svært for mig) også kunne han give det lidt tid og ikke flytte sig længder væk, men det er som om han er lukket helt af for alle følelser.
jeg er så ulykkelig, jeg græder helt tiden inde i, jeg sover ikke, spiser ikke, har ondt i hovedet hele tiden, tænker på det hele tiden, kan ikke slippe det og vil helst sætte mig under dynen med vores børn og ikke komme ud igen, med det er kun pga af ungerne at jeg står op, går på job og fungere. jeg gider ikke komme nogle steder eller besøge nogen. jeg er bare ked af det hele tiden.
jeg synes han giver for let op, han siger at han har prøvet men det har jeg jo ikke vist og man kan vel ikke redde et ægteskab hvis det kun er den ene som prøver.
jeg ønsker at han skulle give forholdet en rigtig åben chance hvor alt bliver vendt og hvor vi skal lære at ændre det mønster vi så nemt kommer ind i. men jeg kan jo ikke ændre på min personlighed. hvorfor er det som om da han først han fået det sagt, er det som om at hele min personlighed er ham imod og jeg føler jeg er en dårlig person siden han ikke kan lide mig og ikke ønske at prøve igen, heller ikke for sine børns skyld, det er som han bare det at se mig er forfærdeligt.
indimellem når jeg undertrykker min sorg og ulykkelighed, så kan vi snakke rigtig godt sammen som vi også har kunnet. men han husker kun alt det dårlige og ifølge ham har alt være dårligt i lang tid, men ingen selv hans mor som vi rejser med i 14 dage om året har set det komme.
1) kan man stoppe alle følelser for en man har kendt og elsket i 14 år, på 5 mdr? (følelserne har nok være kølige da han har gået med tanken om skilsmisse i længere tid)
2) kan man komme tilbage, hvis han ville og hvad skal der til?
3) hvordan kommer jeg videre?
4) hvad skal jeg gøre nu og hvordan er det bedst at vores forhold skal være?
5) kan man finde følelserne igen hvis man prøver at starte et nyt venskab med tanke på et forhold?
jeg håber du kan hjælpe mig og give mig nogle gode råd. jeg er så ulykkelig, at jeg synes livet er træls og gider ikke noget.
mvh dorethe
alt dette var nok en med faktor til jeg ønskede at holde sammen på familien og bevar et sammenhold og bånd mellem os samt at børn er min interesse og det der giver mit liv indhold.
jeg øgede presse og i 9 mdr truede jeg med bål og brand og skilsmisse, når vi skændes, det endte dog gerne med at jeg sagde jeg ikke ville skilles og at jeg elskede ham.
til sidst gav jeg meget langsomt op, dog uden at vi satte os ned og snakkede om at det gik bedre. vi har altid været dårlig til at snakke om tingene. jeg sagde under min "besættelse" at jeg prøvede at stoppe ønsket om et barn mere, men følte jeg langsom blev trukket tilbage ned i et hul.
i okt holdt jeg en stor surpris fest, fordi jeg ønskede at vise ham jeg elskede han og jeg var ked af det der var sket, at jeg havde det bedre og prøvede at kommer videre. det gik (i min verden) i nov og dec, vi hygge, havde god sex, var i musikhuset, ude at spise og andre små ting.
jeg kunne godt mærke han var lidt kort overfor mig og blev let sur på mig, men tænkte at der var fordi han skulle have tid til at finde os igen og at det var ok, jeg ville give ham den tid han havde brug for og blive ved med at være sød overfor ham fordi jeg havde været strid og var ked af det.
den 25 dec siger jeg til at jeg ikke forstår han ikke prøver at samarbejde med mig så vi kan finde tilbage og spørg hvad der er i vejen. han bryder grædende sammen, siger han ikke ved om han elsker mig og måske vil skilles. jeg er dybt chokeret og rystet, men efter han har græd i 1.5 time spørger jeg ham at jeg må vide om han elsker mig eller vil skilles. han siger han elsker mig og ikke vil skilles, men har det meget dårligt.
frem til 11 jan er der meget uro i mig for jeg føler der er noget galt, han er stadig kold, sur, jeg kan ikke gøre noget rigtigt selvom jeg prøver. han siger flere gang at han skal have tid.
den 11 spørg jeg ham igen om han er sikker på hvad han vil (ikke i min vildeste fantasi havde jeg troet han ville svigte mig og vores familie, det er så ulig ham) men han vil skilles.
4 dage efter sidder han i mit skød i 2 timer vi snakker og han siger at dette føles rigtigt, men at vi ikke skal bo sammen lige nu men se tiden an, jeg er dybt ulykkelig og kan ikke håndtere det, jeg græder, tigger og beder.
jeg får ham lokket i parterapi, og er lykkelig for det, men kan ikke selv styre mine følelser og håndtere det vi får at vide i parterapi, jeg bliver ved med at presse og tigge selvom jeg får at vide jeg ikke må. i løbet at ca 3 mdr køre han op og ned, siger ting som er opsative og andre gange, at han ikke har ombestemt sig (siger dog aldrig at han ikke vil skilles, men små gode ting)
til sidst går jeg i spåner og presser ham alt for meget (den mand jeg giftede mig med kendte mig godt og kunne godt klare dette pres) men ikke denne "nye" mand.
vi er nu "skilt", jeg har købt et andet hus og skal flytte 1.8, problemet er jeg stadig elsker ham, at jeg stadig ønsker ham tilbage, især fordi jeg ønsker at vores børn vokser op sammen med mor og far. jeg håber og tror stadig på, at vi kan "fikse" det og vil gøre alt for, at vi kan blive gode sammen igen, også selvom det vil tage år og mange kræfter betyder det meget for mig.
jeg elsker min mand og min familie. men det er som om han fjerner sig hurtigere fra mig end en racerbil, han er at helt andet sted og det er gået så hurtigt at jeg ikke kan følge med. jeg tigger og beder stadig, selvom jeg prøver at styre det og ved det er med til at han ikke gider mig.
han er så følelseskold og hård. han bliver stadig let sur på mig og selvom jeg prøver at gøre ham tilpas, kan jeg ingenting gøre som er rigtigt og jeg har så svært ved at fatte han ikke gider være sammen med mig og ikke giver prøve at redde vores ægteskab.
jeg prøver at sige om ikke vi kan være venner (selvom det er mega svært for mig) også kunne han give det lidt tid og ikke flytte sig længder væk, men det er som om han er lukket helt af for alle følelser.
jeg er så ulykkelig, jeg græder helt tiden inde i, jeg sover ikke, spiser ikke, har ondt i hovedet hele tiden, tænker på det hele tiden, kan ikke slippe det og vil helst sætte mig under dynen med vores børn og ikke komme ud igen, med det er kun pga af ungerne at jeg står op, går på job og fungere. jeg gider ikke komme nogle steder eller besøge nogen. jeg er bare ked af det hele tiden.
jeg synes han giver for let op, han siger at han har prøvet men det har jeg jo ikke vist og man kan vel ikke redde et ægteskab hvis det kun er den ene som prøver.
jeg ønsker at han skulle give forholdet en rigtig åben chance hvor alt bliver vendt og hvor vi skal lære at ændre det mønster vi så nemt kommer ind i. men jeg kan jo ikke ændre på min personlighed. hvorfor er det som om da han først han fået det sagt, er det som om at hele min personlighed er ham imod og jeg føler jeg er en dårlig person siden han ikke kan lide mig og ikke ønske at prøve igen, heller ikke for sine børns skyld, det er som han bare det at se mig er forfærdeligt.
indimellem når jeg undertrykker min sorg og ulykkelighed, så kan vi snakke rigtig godt sammen som vi også har kunnet. men han husker kun alt det dårlige og ifølge ham har alt være dårligt i lang tid, men ingen selv hans mor som vi rejser med i 14 dage om året har set det komme.
1) kan man stoppe alle følelser for en man har kendt og elsket i 14 år, på 5 mdr? (følelserne har nok være kølige da han har gået med tanken om skilsmisse i længere tid)
2) kan man komme tilbage, hvis han ville og hvad skal der til?
3) hvordan kommer jeg videre?
4) hvad skal jeg gøre nu og hvordan er det bedst at vores forhold skal være?
5) kan man finde følelserne igen hvis man prøver at starte et nyt venskab med tanke på et forhold?
jeg håber du kan hjælpe mig og give mig nogle gode råd. jeg er så ulykkelig, at jeg synes livet er træls og gider ikke noget.
mvh dorethe
Og husk: STORE BEGYNDELSESBOGSTAVER EFTER PUNKTUM og ved NY sætning hjælper på læsbarheden!!! Det er jo ikke en mobiltelefon ![[mobil]](./images/smilies/icon_mobil01.gif "Mobil"){kind=icon}
, det her!!! (Siger den gamle dansklærer) 