Skilsmisse eller ej?
: 10. jul 2008 11:04
Kære Per
Jeg elsker en gift mand, og han elsker mig! Forholdet har stået på snart 2 år, og selv om vi ikke ser hinanden ret meget "fysisk", så har vi en tæt kontakt. Ingen af os er i tvivl om vi her taler om "ægte" kærlighed til hinanden.
For mit vedkommende er det lykkedes at skjule forholdet for min ægtemand, mens det for min kærestes vedkommende er blevet opdaget af hans kone. Hun er naturligvis ulykkelig, bange og ked af det ... men har ikke (turde?) give ham et ultimatum .. givet vis pga. frygten for svaret!
Fra starten af vores forhold var det en klar aftale, at vi ønskede hinanden som et dejligt supplement, at vi ikke kunne eller ville undvære hinanden, men på den anden side heller ikke var indstillede på at forlade familien ... så længe den løsning var mulig.
Man kan jo sådan set sige, at den mulighed stadig er der, i og med min kærestes kone, ikke har bedt ham om at vælge ... men min samvittighed kan ikke klare den løsning ret meget længere! Jeg ved hun har det dårligt ..meget dårligt og jeg føler det ufint og amoralsk at udnytte hendes frygt, bare for "vi kan".
Omvendt ved jeg også at hvis vi skal vælge mellem vores respektive ægteskaber eller skilsmisse, så skriger begge hjerter efter skilsmisse.
Men vi har jo også en fornuft .. begge to! Vi er +50, bor i hver sin ende af landet, har job vi er glade for, huse vi elsker, voksne børn (hans!) der vil gøre livet til et helvede for os, familie og venner vi vil miste .. ja, stort set alt det vi hver især har været en menneskealder om at opbygge!
Og kan vores forhold overleve det? Er vi for gamle til at "starte på en frisk"? Er det for latterligt at lade følelser få overtaget, og bør man vælge med fornuften? Er det for egoistisk at søge sin egen indre lykke, når man gør andre ulykkelige? Kan vores kærlighed kompensere for alle de tab vi naturligt vil lide?
Mit ægteskab er nok mere dødt end hans. Jeg er mere parat til opbrud end han er .. tror jeg. Muligvis vælger jeg alligevel i sidste ende skilsmisse, men gør jeg det mens vi har et forhold, vil det sætte ham under et pres, så jeg er bange for han gør noget "for min skyld", som han ikke er parat til.
Fakta er at vi bliver NØDT til at træffe et valg, som ingen af os egentlig er parat til ... alene for hans kones skyld! Det er ganske enkelt for ondt af os, at fortsætte ... selv om vi godt kan komme afsted med det
Det her handler vel om at træffe et valg ... men skal det være med hjerte eller hjerne?
Jeg elsker en gift mand, og han elsker mig! Forholdet har stået på snart 2 år, og selv om vi ikke ser hinanden ret meget "fysisk", så har vi en tæt kontakt. Ingen af os er i tvivl om vi her taler om "ægte" kærlighed til hinanden.
For mit vedkommende er det lykkedes at skjule forholdet for min ægtemand, mens det for min kærestes vedkommende er blevet opdaget af hans kone. Hun er naturligvis ulykkelig, bange og ked af det ... men har ikke (turde?) give ham et ultimatum .. givet vis pga. frygten for svaret!
Fra starten af vores forhold var det en klar aftale, at vi ønskede hinanden som et dejligt supplement, at vi ikke kunne eller ville undvære hinanden, men på den anden side heller ikke var indstillede på at forlade familien ... så længe den løsning var mulig.
Man kan jo sådan set sige, at den mulighed stadig er der, i og med min kærestes kone, ikke har bedt ham om at vælge ... men min samvittighed kan ikke klare den løsning ret meget længere! Jeg ved hun har det dårligt ..meget dårligt og jeg føler det ufint og amoralsk at udnytte hendes frygt, bare for "vi kan".
Omvendt ved jeg også at hvis vi skal vælge mellem vores respektive ægteskaber eller skilsmisse, så skriger begge hjerter efter skilsmisse.
Men vi har jo også en fornuft .. begge to! Vi er +50, bor i hver sin ende af landet, har job vi er glade for, huse vi elsker, voksne børn (hans!) der vil gøre livet til et helvede for os, familie og venner vi vil miste .. ja, stort set alt det vi hver især har været en menneskealder om at opbygge!
Og kan vores forhold overleve det? Er vi for gamle til at "starte på en frisk"? Er det for latterligt at lade følelser få overtaget, og bør man vælge med fornuften? Er det for egoistisk at søge sin egen indre lykke, når man gør andre ulykkelige? Kan vores kærlighed kompensere for alle de tab vi naturligt vil lide?
Mit ægteskab er nok mere dødt end hans. Jeg er mere parat til opbrud end han er .. tror jeg. Muligvis vælger jeg alligevel i sidste ende skilsmisse, men gør jeg det mens vi har et forhold, vil det sætte ham under et pres, så jeg er bange for han gør noget "for min skyld", som han ikke er parat til.
Fakta er at vi bliver NØDT til at træffe et valg, som ingen af os egentlig er parat til ... alene for hans kones skyld! Det er ganske enkelt for ondt af os, at fortsætte ... selv om vi godt kan komme afsted med det
Det her handler vel om at træffe et valg ... men skal det være med hjerte eller hjerne?
Læs mere i 
.