PSYKE & SEX DEBAT

Hej Per,

Jeg har læst nogle at dine svar på spørgsmål omkring selvværd, men jeg har alligevel behov for et eller flere råd af dig.

Først lidt om min baggrund. Jeg har levet over 15 år i et totalt ødelæggende parforhold, hvor jeg mistede alt mit selvværd. Når jeg siger alt, så mener jeg virkelig alt. Mit selvværd var lavt inden jeg mødte hende og hun var den første og eneste kvinde, som jeg har været sammen med seksuelt. Seksuallivet var en katastrofe. Jeg forlod forholdet for næsten 1½ år siden og er nu 39. Jeg var/er meget behagesyg og har meget svært ved at sige fra overfor andre, da der starter nogle voldsomme indre reaktioner, som gør at det er mere trygt bare at lade mig jorde, kommandere med og overfuse.

Jeg har arbejdet rigtigt med mig selv (i ca. 2 år nu) i psykoterapi, gruppeterapi, og forskellige selvudviklingskurser, læst utallige bøger og jeg er da også kommet lidt videre. Men livet giver stadig ikke mening og jeg har reelt ikke fået det ret meget bedre. Hvis det her fortsætter bliver jeg ikke moden til nogensinde at indgå i et forhold igen. Har tit tanker om døden – den kunne ofte være en lettelse. Jeg svinger utroligt meget, mest trist, ligeglad, nedtrykt uden livsgejst, men der er også enkelte dage med livsenergi, håb og mod. De mindste ting kan nu resultere i tanker om døden og det skræmmer mig. Jeg kan gå på indkøb i Kvickly og komme ud med en liter mælk – jeg kan simpelthen ikke klare opgaven at købe lidt ind.

Tidligere havde jeg en stor lyst til sex. Jeg har INGEN lyst til det overhovedet længere. Hvis een kvinde viser interesse for mig, afviser jeg hende totalt – jeg er simpelthen (ubevidst) bange for, at jeg ikke kan holde fast i mig selv. Men det er lige præcis det, som jeg savner allermest. Så jeg er også meget ensom.

1) Jeg har efterhånden en meget stærk fornemmelse af, at uanset, hvor meget jeg arbejder med gamle mønstre, oplevelser osv., så hjælper det ikke meget, hvis selvværdet er lig med 0! Er det rigtigt?

2) Hvordan genvinder jeg tilliden til kvinder – jeg er faktisk bange for dem.

3) Kan jeg genvinde min seksuallyst – eller er den tabt for altid.

4) Jeg søger efter kurser i selvværd, men finder meget lidt, som er ufatteligt dyrt. Kan du henvise mig til nogle kurser, som er til at betale – Ebbe aflyste desværre sit kursus i selvværd i år – det havde ellers nok lige været noget for mig.

På forhånd tak for dit svar.

Mange hilsner
den døende

Hej den døende

Der er jo forskel på at være "døende" og så at klamrer sig fast med det yderste af neglene - det første er passivt og det andet er aktivt. Når du skriver: "Men livet giver stadig ikke mening", så er det vel i grunden en passiv tilgang. Livet giver faktisk ingen mening, du må selv give dit liv mening! Hvis du venter på meningen, så kommer den aldrig.


Klik på billedet for at se det større

1) Prøv at beskrive, hvad du mener med at dit selvværd er lig 0? Hvordan måler du det? Hvad sætter du det op mod? Det har jo ikke meget reklameværdi at sige, jeg er intet værd eller at vise det. Hvad frygter du ved at gå frem på banen? Hvilke "voldsomme indre reaktioner" giver det hos dig?

2) Hvad frygter du fra kvinderne? De er jo meget forskellige.

3) Der er sammenhæng med seksuallyst og tillid til sin egen aggressivitet (gå frem mod).

4) Hvilken del af landet bor du i?
Har du læst Ebbe Scheel Krügers Selvtillidskursus?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per,

Tak for dit svar – dine mange spørgsmål giver eftertanke... Jeg vil forsøge at svare så ærligt, som muligt, men min psykiske tilstand svinger efterhånden meget fra dag til dag.

Når jeg siger, at mit liv ikke giver mening, så har det noget at gøre med, at jeg igennem mange år har forsømt at dække mine basale behov – dels følelsesmæssige behov dels seksuelle behov. Jeg føler mig så såret indeni, så tom og uden jordforbindelse, at jeg mest har lyst til at flygte hele tiden – men det er jo blot en flugt fra mig selv.

Har instrueret min familie i, hvordan jeg ikke vil begraves, hvis jeg en dag skulle være borte. Det skræmmer mig lidt her bagefter at tænke på, at det bl.a. er mine forældre, som jeg fortæller den slags – de ved dog ikke, hvordan jeg har det ellers. Vi har et anstrengt forhold.

1a) Jeg føler, at mit selvværd er lig med 0, fordi:
->Af frygt for at sige fra lader andre invadere mig (det æder mig op indefra)
->Kan ikke længere tage nogen beslutninger (eller kun få)
->Tør ofte ikke sige min mening (og har heller ikke nogen særligt tit mere)
->Bange for at andre kan gennemskue mig (og det gør de tit)
->Jeg skjuler min lave selvfølelse og reklamerer ikke med det, men bliver tit gennemskuet alligevel, når jeg blot er kort tid i kontakt med andre. Hele min krop/sprog/blikket viser det!

1b) Jeg undlader at komme på banen for at undgå at blive jordet, såret, sat på plads. I en konfrontation bliver jeg nemlig rigtig bange.

1c) Indre reaktioner ved konfrontation eller bare tanken derom (også omkring små ting):
->hukommelsessvigt (spontant)
->kvælningsfornæmmelse
->blot tanken om en lille påmindelse til mine børn/en kollega/en ven kan give mavesmerter, stress (kan betyde, at mine tanker kredser om et latterligt lille problem i mange timer – indtil jeg tvinger mig selv til konfrontationen – afhjælper kun problemet på denne ene konfrontation, og giver ikke mere mod til næste konfrontation).
->Den mindste lyd fra personer, som jeg frygter giver angst oplevelser – jeg bliver rigtigt bange.
->Manlende konfrontation resulterer oftest i selvdestruktive tanker (oftest at gøre en ende på livet, som jeg hurtigt forsøger at skyde fra mig).

2) Jeg frygter kvinderne af mange grunde – her er nok de vigtigste lige nu:
->Bange for at binde mig til et andet menneske igen – falsk ønske om at være single for-ever.
->Jeg ved at kvinder har en evne til at afprøve/udfordre en mands selvværd for at se, om han er et emne. Den frygter jeg, for jeg er så let her – og dermed ikke et emne.
->Ved at jeg bliver forelsket i afvisende typer, som suger af mig fremfor at give gensidigt.
->Bange for ikke at kunne sætte psykologisk hegn op – altså at blive invaderet, for det æder den lille smule selvværd op på 5 min, som jeg måske har været flere måneder om at bygge op – det er sket en del gange efterhånden).
->Bange for at blive svigtet/såret
->Bange for at dyrke sex/ikke at slå til (men har jo heller ikke lyst længere).

4) Jeg bor på Sjælland – relativt tæt på København.
->Jeg har jo prøvet både terapi, gruppeterapi – har ikke helt opgivet, men føler ikke at resultaterne står mål med omkostningerne. Har ikke mere så mange penge.
->Jeg har læst rigtigt meget på Ebbes sider, men ikke kørt kurset igennem fra ende til anden. Ville virkeligt gerne på et af hans kurser.

Så mens andre rent faktisk tit blomstrer op, når de bliver skilt, så føler jeg mig død. Følelsesmæssigt død selv om der sker mere i mit liv. Jeg ved fra nogle pige-venner, som jeg har, at jeg ser cool ud og klæder mig udfordrende, så jeg tror altså ikke, at min manglende kontakt til især kvinder har noget med udseenet at gøre. Skynder mig at stikke af, hvis en kvinde ældre end mig viser mig interesse – kan ikke klare tanken om alderen (heller ikke min egen). Har ikke haft nogen romancer eller bare noget som ligner siden jeg blev skilt. Jeg har tvunget mig selv til at gå til dans, fitness osv. Ellers ville jeg bare forsumpe helt i mad og rødvin, tror jeg.

Pyha, det blev langt, så jeg håber ikke at du går helt kold i mit svar?

På forhånd tak for dit svar...

Hej den endnu levende

Når du gennem mange år har forsømt at dække dine egne behov, så kan man jo sige, at du har en hel del til gode, som ligger og venter på, at du tager for dig af livet.

Som jeg læser dit svar, så lyder det som om, at du går og er rigtig vred, og at du går og vende den vrede indad. Vrede er jo i grunden vores middel til at kræve ændringer hos andre.

1a) Hvad frygter du ved at sige fra?
Hvad mener du med kan ikke tage beslutninger? Mener du i grunden ikke vil ikke?
Hvad må andre ikke se?

1b) Hvad bliver du bange for i konfrontationen? Er det gammelt forældrestof?

1c) Her har du at gøre med den indadvendte vrede, som jeg beskrev til at starte med. Du har brug for at øve dig i at vende din vrede ud ad.

2) Man(d) kan jo udmærket være tæt sammen med et andet menneske uden at lige frem binde sig til det - det lyder temmeligt snærende . Man kan jo være 2 selvstændige mennesker der mødes og skilles og mødes osv.
Man forelsker sig ofte i en person, der matcher ens eksistentielle problemer. Du finder en der har brug for at suge - og du lade dig suge. Det matcher. Ved at arbejde med hvad der ligger under denne eksistentielle problematik, så kan man ændre det mønster. Det kan tage tid, men det tog jo osse en hel del år at få skabt de indre problemer (opdragelse, opvækst, forhold m.m.).
Hvis du vil livet, så du osse lære at tage skrammerne - ingen går gennem livet uden skrammer.

3) Prøv at læse Ebbes Selvtillidskursus igennem igen og prøv at finde ud af, hvordan du dag for dag kunne bygge din selvtillid op.
Ebbe & Else Marie holder ikke længere sommerkurser, så han har kun internetkurset p.t.

4) Når du nu føler dig død efter skilsmissen, kunne jeg få lyst til at spørge dig på psykodynamisk vis: Hvem ønsker du død?
Som man psykoteraeputisk siger med omskrivningen af et gammelt mundheld: Et mord om dagen holder psykiateren fra døren. (Det kan anbefales, at det foregår i terapi )

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per,

...og tusind tak fordi du gider tage dig tid til at svare mig så grundigt. Det er jeg virkelig glad for.

Jeg er så bange for at vise min vrede – ikke mindst overfor mine børn og mennesker, som jeg holder af. Jeg har holdt min vrede inden i mig meget længe, og jeg tør næsten ikke lukke op, for jeg er bange for, at jeg så sprænger i luften. Jeg har altid været bange for andres vrede (=barndomsoplevelser i relation til min far). I håbet om at undgå andres vrede har jeg så holdt ubevidst min egen vrede inde i mig selv (=min mors mønster til at undgå ballade) – vreden har ædt mig op indefra.

Min forstand kan godt forstå, at dette mønster er forkert, for jeg får det modsatte ud af det – nemlig 0-respekt, mere vrede og overfusninger fra andre osv. Men selv om jeg virkelig presser mig selv til konflikt, så hjælper det mig ikke rigtigt – jeg er stadig lige bange, ryster blot jeg skal bede min dreng sætte sine sko på plads. Jeg ville virkelig gerne af med de her mønstre – føler ikke, at jeg er mand.

Nogle uddybende svar til dine spørgsmål:

1a) Når jeg siger, at jeg ikke længere kan træffe beslutninger, så er det f.eks. de mest simple ting. Skal jeg tage bukser eller shorts på i dag? Skal jeg købe 1 eller 2 liter mælk i dag? osv. Jeg har ikke tidligere haft svært ved at træffe simple beslutninger. Når jeg siger kunne, så er det fordi, at selv små beslutninger som disse kan tage 5 min og giver mig opkastningsfornemmelser. Det er noget som er blevet mere og mere tydeligt igennem forholdet til min ex – hvor hun dominerede og manipulerede mig. Og ja, jeg lod hende gøre det.

1b) Det her er gammelt stof (det ved jeg nu), men min ex. var a la min far og min relation til nogle af børnene er ligeså, hvor jeg kan blive virkelig bange for dem.

1c) Lyder helt rigtigt, men hvordan lærer jeg det – altså at vende vreden ud af? Jeg er virkelig bange her – skønt jeg er midaldrende. Komisk og skamfuldt at indrømme føler jeg.

2) Åh ja, når jeg siger binde mig, så overfører jeg tiden med min ex på en ny partner. Det var en symbiose af værste slags – det er måske det, som jeg virkelig frygter, da jeg har svært ved at holde fast i mig selv.
Det du siger med at turde tage skrammerne rammer mig virkelig hårdt, for jeg føler kun at jeg har fået skrammer – kan ikke tåle ret meget mere. Ved at jeg kan bukke helt under ved bare een lille skramme til. Forstår du mig?

3) Jeg begynder straks med Ebbes kursus i selvtillid.

4) Det lyder barskt, når jeg siger, at jeg kunne ønske nogen død. Men jeg ville svare: min ex., nogle af mine børn, en del kollegaer (ikke min chef), min far. Ofte ved jeg ikke præcist hvorfor – har glemt det meste, men mine negative vrede følelser for disse personer er spil-levende.

Jeg kender en del til gestalt-terapi, men jeg føler sjældent noget overhovedet – f.eks. i en stole-øvelse. Enkelte gange ked-af-det-hed. Men at vise vreden føles uægte. Mystisk for jeg er faktisk vred.

Jeg har læst en del på din hjemmeside omkring skilsmissens faser – jeg føler ikke at jeg går igennem nogle af disse faser. Står nærmest bare stille. Lidt ligesom jeg føler mig levende død.

Pyha, jeg håber ikke, at du går helt død i mit svar – det hjælper mig virkelig, at du svarer, men forstår også godt, hvis du ikke har tid osv. Men på forhånd tak.

Mange hilsener
den endnu levende

Hej den endnu levende

Det kunne måske være, at du skulle prøve at tænke på vreden som din forandringskraft, og ikke blot som noget forfærdeligt fra din far, som du måske ikke kunne forsvare dig imod engang.

Man kan jo sige, at så længe du ikke får lukket dampen (vreden) ud, så længe hober den sig op inde i dig - og så er det forståeligt, at den prøver at slippe ud ved en hver lejlighed, sådan at der kommer mere ud end godt er i situationen. Det er derfor, at det er en god ide at få lukket den gamle vrede ud i psykoterapi, sådan at du kun bruger den passede vrede i konkrete nutidige situationer. Det kræver selvfølgelig overvindelse og træning, men betragt psykoterapi som et beskyttet værksted. Her kan du få træne en passende beskyttelse, og et passende udtryk.

Måske skulle du tænke på, at den uægte følelse i forhold til vrede måske snarere er uvant! Og så er det mindre mystisk. Uvant med at give udtryk for vreden.

Man kan jo sige, at følelser som holdes så meget tilbage, har det med at holde andre følelser tilbage i samme opgang - og at holde følelser tilbage kan man gøre ved at desensibiliserer - altså at gøre sig følelsesløs. Se GESTALTTERAPIENS MODSTANDSMODEL

Du skal være velkommen til at skrive igen.