PSYKE & SEX DEBAT

Jeg har efterhånden en så dårlig psyke at jeg har mistet interessen for mit studie (på universitetet) (muligvis også på grund af andre interesser) og derfor har svært ved at gennemføre eksamener og lign. Det er blevet så slemt at jeg mere eller mindre er hjemme det meste af tiden. Jeg har konstant dårlig samvittighed over at jeg ikke laver ret meget generelt, og når jeg endelig møder op til forelæsninger og går til eksamen, så føler jeg mig ensom, ynkelig og føler slet ikke at jeg kan magte noget af det.

Efter at jeg hovedsageligt har været hjemme i et år, føler jeg stor trang til at komme videre med min tilværelse, men har virkelig svært ved at tage mig sammen. Jeg er begyndt at føle at folk ser ned på mig eller har negative tanker om mig, når jeg er i det offentlige rum, f.eks. på uni, i gågaden, ved købmanden osv. Det er rigtig ubehageligt - og når jeg ligesom tænker over det, så ved jeg jo godt, at det ikke er sådan - men det bliver ved med at plage mig.

Jeg har det med at være meget nærtagende og følsom - hvis folk bliver sure på mig, så bliver jeg enten vred eller ked af det - og så kan jeg virkelig være sure på dem i flere dage og tro at de er sure på mig. Når jeg sår snakker med dem igen, så virker de overraskende flinke og som om der overhovedet ikke er nogle spændinger - meget mærkeligt. Desværre har jeg det med at være lidt provokerende engang i mellem - men jeg kan ikke selv ta' når folk provokerer igen for jeg tager det tungere end de fleste andre.

Det sker også i situationer hvor mine venner er uenige med mig, så føler jeg at de nærmest danner en alliance mod mig - på et tidspunkt gjorde jeg en af dem opmærksom på det, og vedkommende fortalte at sådan er det slet ikke - det er bare noget jeg bilder mig ind.

Det er nogle af de hverdagsproblemer jeg døjer med i større eller mindre grad - det svinger lidt i perioder og mht. mit humør - jeg er også ret deprimeret over min tilværelse og vil virkelig gerne bare sætte uddannelsen på pause eller droppe den (begge dele er muligt) og så få mig et mindre job, evt. deltids, som jeg kan have succes med, for ligesom at komme i gang med noget igen, men jeg har bare meget svært ved at tage mig sammen til det - jeg er desuden meget bange for at blive afvist når jeg søger job.

Jeg kan ikke fortælle hvor lang tid jeg har haft det sådan, for det er først nu jeg tænker over det som sådan - men jeg har vel haft det sådan i flere år og så er det blevet værre nu.

Jeg er i starten af 20'erne og egentlig burde jeg flytte hjemmefra - det kan jeg heller ikke tage mig sammen til, lige så vel som jeg ikke kan tage mig sammen til at tage kørekort - endda selvom jeg har fået det som gave for flere år siden og mine forældre venter sådan set bare på at jeg kommer i gang.

Jeg har desuden haft meget store problemer med at holde en normal døgnrytme - den er typisk forskudt så jeg står op mellem kl. 12-14 og nogle gange er jeg stadig træt.

Jeg har meget let ved at blive afhængige af forskellige ting - f.eks. ryger jeg ret meget, drikker 2-3 øl hver aften og tager typisk 1-1,5 kodymagnyl for at føle mig nogenlunde afslappet. Alkoholproblemet ser jeg dog ikke som en fysisk afhængighed, mere som en meget usund og meget dårlig vane - lidt alkohol skader jo ikke, men jeg synes selv det er for meget, og det hjælper jo umiddelbart ikke på min situation.

Det er blevet så slemt nu at jeg har valgt at kontakte min læge for at få ham til at finde en passende psykolog eller lign til mig - hvilket har været et stort skridt for mig, bare at nå der til. I mellemtiden er jeg dog stadig meget forvirret og vil gerne vide om jeg lider af en paranoid personlighedsforstyrrelse eller hvad dælen der er galt siden jeg ikke kan føre en bare nogenlunde normal hverdag? Det går mig virkelig på og jeg har et ekstremt behov for svar på den slags spørgsmål lige nu - her for tiden føler jeg mig som et belastende snakkechartol over for de få venner jeg kan snakke personligt med og jeg er bange for at de tror jeg er blevet vanvittig - jeg føler mig snart mere og mere vanvittig. Generelt er jeg en åben person der egentlig ikke bange for så meget, men jeg kan stadig ikke forstå hvad der er galt.

Hej

Det kunne måske snarere handle om belastningsstress, måske kombineret med konfliktskyhed? Det har måske udartet sig i en depressiv adfærd, hvor du medicinerer dig selv med smøger og alkohol.

Det handler i hvert fald bl.a. om din måde at tænke på, så her kunne du i hvert fald starte med at gøre tingene anderledes. Muligvis fordi du er kinestisk orienteret sprogligt - udtrykker dig i "føle"-, "mærke"-termer eks. "så føler jeg mig ensom, ynkelig og føler slet ikke at jeg kan magte noget af det". I grunden er det slet ikke følelser, men derimod enten tanker eller oplevelser - og når du tænker eller oplever på den måde, så bliver du formenligt ked af det (en følelse).

Problemet med at udtrykke sig med føle-termer, hvor det ikke handler om følelser er, at det lammer for handlingsmuligheder. Følelser har vi jo bare, dem kan vi ikke gøre noget ved - det kan vi derimod med både tanker og oplevelser. Dem kan vi analysere og ændre på.

Altså er du f.eks. ensom, du skriver du har venner? Hvad er det du tænker er ynkeligt ved din tilstand for tiden? Ville du sige det samme om dine venner, hvis de var i din situation? Hvordan oplever du, at du ikke magter noget? Hvad magter du? Hvad kunne du ændre? osv.

Så prøv at læse det du har skrevet igennem for føle-termer - og prøv at erstatte dem med "tænke" eller "opleve" - og se om det får dig til at tænke og opleve anderledes.

I hvert fald er det rigtig god ide at få en snak med din læge, en psykolog, en psykoterapeut, eller hvad det nu bliver. Måske skulle du osse snakke med en studievejleder.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen

Jeg er ikke typen der har mange venner - jeg har nok kun én rigtig ven som er helt åben overfor mig og som jeg virkelig føler interesserer sig for hvordan jeg har det. Tilgengæld er jeg meget ofte sammen med ca. 10 venner, som jeg egentlig ikke deler så mange interesser med, men de er for det meste hyggelige og flinke - jeg ved ikke rigtig hvad der binder dem sammen med mig - det er jo nok mest mig der trækker i dem fordi jeg er bange for at miste dem. Jeg har det altså bedst med få intime venner i stedet for mange "løse" venner. Jeg føler mig derfor ofte ensom da jeg kun føler jeg kan være sammen med de føromtalte ~10 venner. Når de skal noget andet og på den måde er "optaget" (hvilket de ofte er samtidigt) har jeg et problem. Når jeg er sammen med dem, er det typisk med dem alle sammen på en gang, mere eller mindre. Jeg vil faktisk indrømme at jeg virkelig søger selskab med de venner, men det er sjældent at de søger mit selskab. Jeg bliver rigtig, rigtig sjældent - nærmest aldrig spurgt om jeg "lige kommer forbi" eller om jeg vil deltage i et eller andet. Så der er der ligesom en ubalance, synes jeg. Og da jeg ofte er sammen med dem ryger jeg jo automatisk nederst på deres prioritetsliste.

Jeg synes altså ikke at de fleste af mine "venner" giver mig det jeg har brug for. Jeg har aldrig været god til at lave venskaber - men folk har nemt ved at lave venskaber med mig. Jeg ser mig selv som en god, åben person og jeg synes jeg har nemt ved at tale med folk når jeg først er kommet i snak med dem. Det betyder desværre at jeg ikke rigtig har nogle venskaber relateret til mit studie - og i gymnasiet havde jeg kun få og de var ikke fra min egen klasse. Ingen af vennerne fra gymnasiet ser jeg mere og jeg ved ikke hvad de laver nu om dage.

Jeg ved ikke om ynkelig er det rette udtryk - ensom er nok mere passende. Jeg føler mig lidt som en ensom særling, hvis man kan sige det på den måde. Jeg er måske også lidt mere speciel end gennemsnittet - Jeg synes bare at jeg viser rigeligt med interesse for dem jeg kender - ellers ville jeg jo ikke opsøge deres selskab.

At jeg ikke rigtig magter noget skal forstås på den måde, at jeg ikke rigtig orker særlig meget og føler mig ofte brugt selvom jeg ikke har lavet noget. Før i tiden plejede jeg altid at have en del projekter kørende af egen interesse - sideløbende med studiet - de var ofte relateret til studiet - det gjorde at jeg måske havde lidt for mange "jern i ilden" engang i mellem - og da jeg for et års tid siden bestemte mig for at køre studiet på lavt blus var det måske også for at få gjort noget ved mine egne projekter - men det har jeg ikke fået gjort. Nu magter jeg hverken det ene eller det andet og så er det bare endnu værre end før.

Jeg er kommet i tanke om, at mange af problemerne begyndte i slutningen af folkeskolen hvor min mor blev alvorligt syg af en hjerneblødning - hun er godt nok kommet sig en hel del, men det er ikke som før. Jeg kan ikke selv danne sammenhæng med dette og mine nuværende problemer, men for mig virker det sandsynligt at jeg er blevet påvirket af de ændringer der skete den gang. Det var i hvert fald dengang at jeg begyndte at have problemer med døgnrytmen - jeg fik også et par nye venner, som jeg havde i nogle år - indtil jeg startede på gymnasiet - jeg ændrede mig ret dengang, ved jeg - men det kunne vel også være fordi jeg var i puberteten?

Det du skriver om at tænke vs. føle lyder jo sådan set meget smukt, men jeg ved ikke helt hvordan jeg skal bruge det på mig selv - det må jeg lige tænke lidt over. Jeg er under alle omstændiger meget glad for den hjælp du har givet mig indtil videre.

Hej

Det var nu ikke fordi, det skulle lyde smukt, at jeg skrev om føle vs. tænke/opleve, men fordi en ændret selvforståelse giver andre handlemuligheder .

Så lad mig tage nogle eksempler fra dit sidste indlæg, du skriver:
"som jeg virkelig føler interesserer sig for hvordan jeg har det" - det du gør er, at du oplever det: "som jeg virkelig oplever interesserer sig for hvordan jeg har det" - og følelsen den oplevelse giver dig er formenligt glæde.

"Jeg føler mig derfor ofte ensom da jeg kun føler jeg kan være sammen med de føromtalte ~10 venner". Her handler det mere om at tænke: "Jeg er ofte ensom, da jeg tænker, at jeg kun kan være sammen med de føromtalte ~10 venner." Her bliver det så tydeligere, hvordan du skaber din ensomhed - og næste spørgsmål er så, vil du ændre på det, og hvilke muligheder har du for det?

"Jeg føler mig lidt som en ensom særling" - her er det igen tanker: "Jeg tænker mig lidt som en ensom særling" - hvad kunne du evt. tænke anderledes? Det er jo et tankesæt, der låser dig. (At føle det gør det bare endnu værre .)

Din mors sygdom kan sagtens være udløsende for din (s)tilstand, som jeg synes minder mest om en depressiv tilstand. Det er vigtigt at tage det op, når du får tid hos en en psykolog, en psykoterapeut, eller hvad det nu bliver.

Hvordan takler du konflikter? Har du en tendens til konfliktskyhed?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg synes ikke jeg har tendens til konfliktskyhed - det kommer an på hvad du mener med det? Det ville være fint hvis du kunne komme med nogle eksempler som kunne afgøre det.

Jeg synes til gengæld jeg har en tendens til at overdrive ting. Det kan være både positivt og negativt. Men det kan vel være stress, der gør det? Også det at jeg måske er lidt "paranoid" engang i mellem - altså, jeg gør ting til mere end de er? Jeg har det også med at være ret kritisk og perfektionistisk, og det medfører ofte problemer. Det sidste er noget nogle af mine venner har fortalt mig, og jeg kan egentlig godt følge dem i det. Jeg ved ikke om det giver nogen mening?

Hej

Perfektionisme ér jo en form for konfliktskyhed, angsten for at gøre noget forkert, angsten for at at være almindelig, angsten for kritik osv.

Perfektionisme er den nemme vej til depression . Læs dette om PERFEKTIONISME.

Hvad vil du gerne opnå med at overdrive og med perfektionismen? Prøv at beskrive det objektivt.

Du skal være velkommen til at skrive igen.