PSYKE & SEX DEBAT

Hej Per,

Måske kan du hjælpe lidt med din mening, for jeg har en hård knude, som ikke synes at ville gå op

For at gøre en meget lang historie kort, så er sagen den, at jeg har været single i et par år nu (jeg er mand) efter at jeg valgte at blive skilt. Jeg har tidligere haft ret meget lyst til sex, men har ikke lykkes med det - kun haft een partner, og det var ikke nogen succes. Sex-lysten har været for nedadgående igennem en del år, men tog stærkt til omkring skilsmissen.

Lige nu har jeg INGEN lyst overhovedet til sex! Hvis jeg en sjælden gang skulle få bare lidt kløe, så bliver jeg VRED indeni. Det skal siges, at jeg er i et stort dilemma, for i få glimt savner jeg virkelig intimiteten med en kvinde (bortset fra sex), men for det meste foragter jeg kvinder indeni - Jeg er vred på dem (sikkert noget med uudtalt vrede, som er rettet mod min ex).

Jeg føler mig i dead-lock. Jeg kan ikke finde ud af at komme videre, for jeg har mistet lysten til ALT. Jeg er blevet STEN-HÅRD! Gider ingenting mere, vil helst bare være mig selv (hvilket heller ikke er til at holde ud)! Alt det som jeg tidligere savnede har jeg ikke lyst til mere - arbejde, dans, intimitet, følelser, flirte, kvinder, sex, romantik osv.

Den manglende lyst til livet og dets goder (især sex) synes at være det største problem for at komme videre. Hvis ikke lysten er der, hvad gør man så - har i laaaaang tid gjort nogle af disse ting (f.eks. dans) i håbet om, at jeg skulle få lyst igen, men det bliver bare værre og værre.

Et spark i den rigtige retning ville være godt - selv synes jeg, at jeg har forsøgt næsten alt, men jeg har ikke kunne ændre retning. Føler mig livløs (hvis jeg dog efterhånden overhovedet kan føle noget mere) og får oftere og oftere tanken om, at nu kan det hele bare være nok.

Håber at du kan se et lys og tænde det for mig, for jeg kan ikke længere selv se noget lys derude...

Tak for dine gode svar
Den fortvivlede mand

Hej Den fortvivlede mand

Der er jo åbenbart en sammenhæng mellem vreden og sexlysten, som du nok skal have noget professionel hjælp til at få løst op for. Og det er jo osse muligt, at den sammenhæng ikke kun kan relateres til din eks-kone, men måske handler om noget mere eksistentielt hos dig jvnf. "Jeg har tidligere haft ret meget lyst til sex, men har ikke lykkes med det".

Har du prøvet at arbejde med knuderne hos en psykoterapeut eller psykolog?
Inden du evt. vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen,

Jeg har gået i psykoterapi i 1 år, gruppeterapi (½ år). Udbyttet har været begrænset trods det faktum, at jeg er meget mere åben en gennemsnittet og meget mere end mænd generelt er. Jeg har det problem, at jeg næsten intet kan huske og desuden føler jeg ingenting. Det hele er tåget og utydeligt og jeg har ingen kontakt til mine følelser (sådan mærkes det i hvert fald). Den anden dag døde min ven og jeg sidder og undres over, at jeg INTET føler. Folk kan dø rundt omkring mig uden at jeg føler noget!!

Når jeg er helt mig selv, så svinger jeg mellem meget deprimeret (som jeg har forstået depression) og i glimt lyst til livet (kan være fra 2 sek. til måske 1 aften nu). Jeg kommer mere og mere ned i kulkælderen og kan næsten ikke kæmpe mig op. Tidl. kunne jeg f.eks. danse en aften på mit dansehold og det kunne få mig ud af den deprimerede tilstand - det hjælper IKKE mere. Tidligere var det sådan, at når jeg havde disse deprimerende perioder, så varede perioden kun 1-3-4 dage. Og så fik jeg lyst til livet igen. Gradvist er denne periode blevet længere og længere - 1 uge, nogle gange 3-4-5 uger i total modløshed og det er en kamp at holde mig i live (hvis du forstår??). Nu går den ene periode næsten ud i den anden.

Jeg ved en del om psykoterapi efterhånden (føler jeg), og har læst en del bøger, deltaget i kurser og prøvet nogle forskellige terapeuter efterhånden. Men det har altså ikke hjulpet - nærmest bare blevet værre.

Jeg har ikke formået at sætte ord på mine behov og få dem dækket såvel følelsesmæssige som seksuelle behov. Nu tror jeg lidt, at jeg har koblet mig fra disse behov ved overhovedet ikke længere at kunne mærke dem. Resultat: kronisk deprimeret og sorg.

Hej Den fortvivlede mand

Muligheden er jo, at du rent faktisk har en depression, så har du konsulteret din læge og evt. en psykiater?

Depression kan man få som følge af ændringer eller forhold i ens liv, som man ikke magter eller kan overskue at ændre på. Og man kan formenligt osse få depression af organiske årsager. Hvad årsagen til din situation er, tør jeg ikke gætte på, da jeg jo ikke kender dig.

Hvis man ser på depression, som en måde f.eks. at holde følelser nede på, så kan man spørge, hvilke følelser holder du nede, og hvad er fordelen (objektivt) ved at gøre det? Du beskriver det jo bl.a. på denne måde: "Jeg har ikke formået at sætte ord på mine behov og få dem dækket såvel følelsesmæssige som seksuelle behov. Nu tror jeg lidt, at jeg har koblet mig fra disse behov ved overhovedet ikke længere at kunne mærke dem. Resultat: kronisk deprimeret og sorg."

Hvad består dine vanskeligheder i med hensyn til at tage kontakt til kvinder?
Hvor gammel er du?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per,

Jeg har selv haft tanken om depression, men afviser den - kan ikke forenes med tanken. Jeg har i et kort øjebliks frustration søgt læge, som henviste mig til en psykiater, men jeg søgte aldrig hjælp. Vil ikke fyldes med medicin og lykkepiller, men hellere arbejde med problemstillingerne, hvis det er muligt. Efterfølgende mærkede jeg dog også konsekvensen af at have haft søgt hjælp - ingen forsikringsselskaber ønsker at tegne en ulykkesforsikring Hvad får dig til at tænke, at jeg har en depression? Kan du sætte lidt flere ord på...

...men jeg har det rigtig nok sådan, at jeg ikke kan overskue mit liv - lever 1-2-3 dage ad gangen nu, men ofte føler jeg, at jeg overhovedet ikke har styr over noget som helst. Forsøger at klare min rolle som far så godt som muligt, men selv det er blevet svært. Har svært ved at klare at arbejde (hvilket jeg også havde svært ved de sidste 1-2 år inden bruddet). Har også svært ved at huske noget!

Men det er ligesom ikke fordi, at der er sket noget usædvanligt - skilsmissen var en lettelse for mig. Faktisk sker der ikke noget som helst i mit liv - har alle muligheder, men bruger dem altså ikke. Det var alt det, som ligger før bruddet. Jeg isolerede mig mere og mere i ægteskabet - følte mig konstant jordet og afvist - både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg har aldrig følt mig så ensom, som da jeg var gift - forgiftet. Nogle i min familie har efterfølgende sagt, at jeg ændrede karakter allerede efter 1 år i ægteskabet. Har læst, at mennesker, som bliver konstant afvist - ikke mindst seksuelt - mister selvværdet. Jeg spekulerer på, om man kan miste så meget selvværd, at man også mister sine behov, og som konsekvens må leve modløs og uden LYST til noget som helst. Ikke engang at dække de reelle behov, som vi nu engang er født til, da behovene nu ikke længere kan mærkes?
Og tænker selvfølgelig på, om dette også kan udløse en depression - hvad det så end lige er for en størrelse?

Sum og summarum... hvis jeg skal gætte på, hvad fordelen kan være ved depression, isolation og det at undgå kontakt, så er fordelen at undgå at blive såret igen. Men jeg aner det faktisk ikke - havde også nogen gange sortsind inden ægteskabet.

Hm, jeg ved ikke om noget af alt det her giver nogen mening for dig - kan godt selv se, at det er lidt rodet

Men på forhånd tak for dine gode svar

Hej Den fortvivlede mand

Ja, hvad får mig til at tænke på depression: Din beskrivelse i forrige indlæg har mange depressive tegn. Hvordan ser et dagsforløb ud? Hvornår vågner du? Er du meget tør i munden? Hvordan er dit humør når du vågner? Hvad sker der med det i løbet af dagen? Depresssion kan jo betyde at undertrykke.

Fordelen ved at undertrykke følelserne = deprimere følelserne er ikke at blive såret igen. Klart nok, hvis du ikke tager kontakt, ikke lægger følelser i noget eller nogen, så risikerer du heller ikke noget. Og her er Søren Kierkegaards kendte ord nok på sin plads: "At vove er at miste fodfæstet et øjeblik, ikke at vove er at miste sig selv."
Du vover ikke og mister dermed kontakten til dig selv. I stedet for at snakke om depression, så kunne vi måske snakke om desensibilisering = afføling.

Hvad er problemet for dig med at blive såret? Ønsker du usårlighed?
I din psykoterapi har du så arbejdet med din vrede? Er du i grunden konfliktsky?

Hvor længe var du i det forhold - og hvor gammel er du nu?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per,

Jeg sætter uret til kl. 6:30, hvor jeg bør stå op, men ofte går der ½-1 time før jeg kommer op. Jeg er så træt. Kl. 7:30 kommer jeg så op - jeg er ikke tør i munden - i hvert fald ikke noget, som jeg har lagt mærke til. Til gengæld er jeg begyndt at få frygteligt ondt i benene - lidt ligesom, når man har feber - den samme ømhed i benene. Jeg mærker straks, at jeg føler mig ALT for tyk. Jeg væmmes, men er også efterhånden ligeglad med, at jeg spiser/drikker for meget! Vejer ca. 10 kg for meget nu!

Så tager jeg på arbejde kl. 9:30 - et IT job, som jeg faktisk slet ikke kan bestride længere. Har tidligere været ret god til den slags, men kan ikke finde ud af det længere. Jeg lever lidt på det gamle ry. På jobbet kan jeg ikke tage mig sammen til at få bestilt noget. Det hele virker så uoverskueligt. Ville helst bare være syg! Så derfor går der en del tid med at læse mails, surfe lidt rundt og foretage mig ingenting - måske 2-3 timer. På et tidspunkt bliver jeg nødt til at komme i gang med et eller andet. Jeg tænker tit på, at jeg sikkert nok snart vil blive fyret, for jeg er slet ikke min løn værd.

Kl 16-17 tager jeg hjem til mig selv (jeg bor helt alene). Dagen har været meget lang og jeg føler ikke, at jeg har udrettet noget som helst. Når jeg kommer hjem, så trænger jeg virkelig til et glas vin - holder skarpt øje med forbruget, for jeg kunne nemt få et overforbrug. Jeg laver noget mad, ser lidt tv og fordriver tiden. Jeg chatter lidt over nettet med nogle venner, men heller ikke det gider jeg ret meget mere. Tænker på, at jeg burde ringe til familien, men jeg gider altså ikke - jeg orker det ikke, så det bliver ikke til noget. Jeg har så frygteligt ondt i benene, så selvom jeg gerne ville øve mig lidt på guitaren, så bliver det ikke til ret meget. Aftenen går med at æde alt for meget slik og chokolade og vin. Kan ikke finde lysten til noget længere.

Jeg er holdt op til dans for nylig, for jeg kan ikke finde lysten længere - er også blevet dårligere til det på det sidste. Jeg har ikke lyst til at se nogen. Når mine dansevenner ringer, så siger jeg nej, for jeg har ikke lyst til det. Har forsøgt at gøre det alligevel, men det hjælper ikke på lysten.

For at være helt ærlig, så er der tusind ting, som jeg burde gøre, men jeg orker altså ikke-f.eks. at finde mig en lejlighed. Jeg skal være ude af mit hus om få måneder. Når mine børn kommer på besøg, så kæmper jeg for at være far for dem, men det er altså ret svært efterhånden. Kan ikke overskue det længere. Tænker nogen gange på, at selvom jeg dengang (da vi skiltes) synes, at det var bedst, at jeg havde ungerne boende, så kan jeg godt se nu, at det magter jeg bare ikke.

Mit humør i løbet af dagen er trist. Det ændrer sig ikke ret meget fra morgen til aften. Hvis jeg virkelig lykkes med noget - f.eks. guitaren, så kan jeg meget svagt mærke en lyst til noget andet. Hvis jeg mislykkes eller bliver kritiseret/bebrejdet så udløser det en form for depression, hvor jeg har selvmordstanker i høj katelogi - ikke at jeg har forsøgt, men tankerne er der hele tiden.

Jeg har haft (og har stadig) en del sproglige vanskeligheder, som gør, at jeg ikke kan få udtrykt det, som jeg tænker - og da slet ikke i nuet. Derfor bliver jeg let jordet og kan ikke klare mig sprogligt - derfor er det også ofte "bedre" bare at holde mund og lade livet/konflikterne passere, for jeg skal ikke "nyde" nodet. Kort sagt, jeg risikerer mig IKKE!

Da vi skiltes havde jeg helt vildt meget mod på livet - jeg brændte efter at føle noget igen, for jeg følte mig ret død i ægteskabet - vi var gift i over 15 år (er pt. 40). Det var også der, jeg meldte mig til dans. Jeg blev tidligere meget nemt forelsket. Siden jeg forlod forholdet har jeg oplevet at blive forelsket 3 gange - ret så meget endda. Kun den ene var (lidt) gensidigt, men ingen af disse episoder førte til noget - ej blot et kys.

Jeg har meget svært ved kommunikation og nærhed - især med det andet køn. Jeg er alt for "sød" og behagesyg. Jeg er i den grad konfliktsky - mit mønster siger mig, at flugt er langt bedre en angreb. Har meget svært ved at sætte min grænser, da jeg er så konfliktsky, men jeg kæmper for det - kæmper for at blive og undgå flugten. Men helt ærligt, så har jeg svært ved overhovedet at mærke, hvad jeg selv synes.

Jeg synes, at ordet desensibilisering lyder meget rigtigt i mine øre.

Giver noget af alt det her mening - det håber jeg....

Tak for dine svar

Hej Den fortvivlede mand

Ja, det kommer ikke bag på mig, at du har en antiaggressiv tilgang til din tilværelse, det er osse den strategi, der giver dig dine problemer. Du er vred og såret og nægter nu at bide livet i låret, så at sige.

Jeg håber da, at det var et af dine hovedtemaer i den terapi, du har fået indtil videre? Hvad er den objektive fordel for dig ved at undgå konflikterne? Hvad flygter du fra? Hvordan har du lært den strategi?

Du skriver, at du ikke skal "nyde" noget, nej det forstår jeg, men nydelse er da vist ellers noget, du mangler en del af. Du har vist meget til gode på det felt.

Hvilke vanskeligheder har du med kommunikationen? Hvilke vanskeligheder har du med nærheden, du var jo i et forhold i over 15 år?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per,

...og tak for dine svar - jeg føler, at du rammer noget vigtigt for mig her.

Jeg ved ikke, om jeg helt forstår, hvad du mener med bide livet i låret? Men helt sikkert, så undgår jeg livet nu - det er nu uden for min kontrol nu, idet jeg har mistet lysten til livet og alle dets goder. Før hen kunne jeg mærke mine behov, men afviste dem og lod dem ikke gå i opfyldelse.

Nu bliver jeg blot ubevidst vred, når jeg hører om andre, som har noget af det, jeg tidl. savnede, f.eks.: kærligheden, kropskontakten, sex, nærhed, at føle sig værdsat og accepteret. Jeg følte mig 98% af tiden afvist og bebrejdet i forholdet. Så jeg fjernede mig mere og mere fra hende

Jeg bliver meget i tvivl, når du spørger om det var et af hovedtemaerne? Vreden og sorgen tænker jeg eller den antiagressive adfærd? Jeg aner ikke hvordan man skal arbejde med disse ting, men måske har psykoterapeuten haft en plan??? Vi har arbejdet meget med at jeg skal acceptere mig selv, som jeg nu er - incl. min antiagressive adfærd - men jeg bliver nu i tvivl om, dette er en rigtig strategi, for jeg kan virkelig nikke genkendende til, at min antiagressive adfærd giver mig MANGE problemer. Hvad mener du - er det at acceptere sig selv ikke i direkte modstrid til at ændre på den adfærd, som man nu identificerer sig med?
Og hvordan kan jeg arbejde efftektivt med at blive min antiagressive adfærd kvit i terapi? Jeg håber, at du kan give noget input til det terapeutiske arbejde

Mine vanskeligheder med kommunikation startede allerede før jeg kom i folkeskolen og blev blot værre i folkeskolen. Konsekvensen af mine vanskeligheder blev, at jeg blev placeret i klassens legelokale væk fra undervisningen og de andre, så jeg ikke forstyrede. Først efter at jeg selv har fået børn - som har nogen af de samme vanskeligheder - så begynder jeg at forstå, hvad jeg var oppe imod. Et af hovedproblemerne er evnen til at huske og fremfinde ord/sætninger. Det har altid været svært. Må tit finde erstatningsord eller som regl helt opgive at udtrykke mig - derfor er det også langt nemmere at udtrykke mig skriftligt. Denne mundtlige dysfunktion kombineret med ikke at kunne mærke sig selv/eller hvad jeg mener gør det næsten umuligt at være i en konflikt/konfrontation. Som regel får jeg heller ikke sagt ret meget, men føler en stor vrede indeni i stedet for.

Mine vanskeligheder med nærhed er svært at udtrykke præcist. Bange for at vise, hvem jeg er (og ved det snart heller ikke selv længere ). Bange for at vise min ikke-søde side, hvor jeg sætter grænser og siger stop! Min "angst" for nærheden blev kraftigt forstærket i forholdet - min ex. ønskede på ingen måde at komme tæt på mig kropsligt eller seksuelt, og det var mig, som forsøgte at nærme mig hende (hvis du spørger mig), men jeg var jo helt utroligt nem at afvise og holde i armslængde. P.t. undgår jeg nærhed med kvinder - især, hvis de skulle vise mig interesse. Jeg er totalt afvisende overfor kærligheden, og kvinder bliver (desværre) "kun" mine venner, som jeg kan bruge til at snakke med.

...så ja, nydelse mangler jeg rigtigt meget af, men tror at jeg har manglet det så meget, at jeg ikke længere har lyst til det.

Åh, jeg håber sådan, at jeg kan komme videre og få lysten til livet igen...

Hej Den fortvivlede mand

At bide livet i låret - aggression betyder i grunden at gå frem mod, f.eks. at tage for sig de retter livet tilbyder én. Aggressivitet er en fremadrettet energi, bevægelse, handling - antiaggressivitet (konfliktskyhed) bliver ofte en indadrettet energi, og ikke sjældent en selvdestruktiv energi.

Derfor er det vigtigt at arbejde med at få rettet sin energi ud af, rettet blikket ud af, rettet vreden ud af, rettet lysten ud af osv. Det er at bide livet i låret.

Mange er bange for vrede, men i grunden er vredens formål såmen blot at prøve at få ændringer i gennem.

Du kunne jo prøve at få fat i noget litteratur om assertionstræning.
Torben Hanson: ASSERTIONS-TRÆNING
Stina Rosted: Samtale med sigte - Kommunikation og samarbejde på arbejdspladsen
Jan Johansen, Niels Toft: Sig hvad du mener - Håndbog i assertions-træning
Christine Byriel: Men hvordan skal jeg få det sagt?
Janne Hejgaard: Dig & de andre - "træning i assertion og andre samværsteknikker"

Det er form der især lægger vægt på det kommunikative, og det har du jo brug.

Du skal være velkommen til at skrive igen.