Hvad gør jeg med følelserne?

[carsten]

Hej Per,

Jeg håber, at du kan hjælpe mig lidt her? Sagen er, at jeg har levet sammen med mit kæreste/kone i (alt) for mange år på en meget forkert måde. Jeg er nu 40 år, bor sammen og vi har flere børn sammen, som gør sagen endnu mere kompliceret – synes jeg.

Forholdet har været domineret af konstante seksuelle afvisninger fra hendes side, som har taget meget på mit selvværd, som nok ikke var særligt stort i forvejen. Jeg forstod ikke afvisningerne og har følt, at jeg var forkert og urimelig, men er blevet klogere efter at have læst mange af dine gode svar og indlæg. Min kæreste/kone har desuden været meget dominerende i relationen til mig, og jeg har ikke fået sagt rigtigt fra i tide, men langsomt tabt mere og mere af mig selv.

Sidste år besluttede jeg mig for, at det liv skulle være slut. Jeg ville gøre rent bord og fortælle de ting, som gik mig på, tale lige ud af posen og ikke tillade at blive domineret en eneste gang mere. Vi har fået snakket en masse ting igennem – hende og jeg – og jeg har gået i terapi noget tid nu.

Dette har ændret forholdet fuldstændigt, da hun nu pludselig synes, at være blevet interesseret i mig – også seksuelt – men da er det nu sådan, at jeg bare ikke kan klare hendes nærvær. Da jeg fortæller alt åbent og ærligt nu, så har jeg også fortalt hende, hvorfor det sker, at det har grobund i den tidligere relation og smerten over afvisningerne. Og nu kommer vi til det egentlige…

Jeg har lige nu 3 følelser, som er meget svære at komme af med. Det er vrede, sorg og bitterhed over al den uretfærdighed, som er sket. Altså ikke vrede over nuet, men fortiden, som virkelig tynger mig. Skønt jeg arbejder meget med mig selv (terapi, bøger, dagbog, dybe samtaler med konen), så synes især bitterheden nærmest umulig at blive kvit. Hvorfor det? Det er især bitterheden over, at jeg blev så længe i forholdet. Så spørgsmålet er dels hvorfor og dels om jeg nogensinde kan blive følelsen kvit og hvordan?

Jeg tror nemlig ikke, at jeg nogensinde kan genfinde kærligheden igen (hverken med konen eller andre), før jeg bliver disse følelser kvit. Er det rigtigt?

Vil vi (konen og jeg) nogensinde kunne genfinde kærligheden i vores forhold? Hun elsker mig, men jeg ved ikke, hvad jeg gør. Mine følelser svinger meget frem og tilbage. Jeg ville jo gerne give os en chance, da hun nu nærmest er vendt rundt på en tallerken. Men er det muligt eller er det blot dødsdømt på forhånd, da jeg nu har mistet mine følelser?

1000 tak på forhånd og tak for en super side, som virkelig hjælper i en svær tid.

Carsten

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Carsten

Først tillykke med at du er ved at finde ind til dit - skal vi sige - mindre umaskerede jeg .

For at gøre tingene en smule enklere om hvad følelser er, så vælger jeg at bruge en gestaltpsykologisk model, der siger at der findes 4 grundfølelser.

1. Glæde - 2. Sorg - 3. Vrede - 4. Seksual lyst

Det karakteristiske ved de 4 følelser er, at dem kan du regulere ved dit åndedræt. Jo mere du trækker vejret, jo mere forstærker du dem. Jo mindre du trækker vejret, jo mindre kan du mærke dem. Vi har jo et ganske udmærket udtryk, der hedder at give luft for sine følelser.

Med den model kan vi iøvrigt så osse beskrive, hvad angst er. Angst stammer bl.a. fra latin: angustiae = forsnævre, når vi dæmper vores følelser ved at indsnævre luftindtaget og udlade at give udtryk for vores følelser, ja så bliver vi angste.

Så jeg mener nu ikke, at du har mistet dine følelser for din kone, tværtimod er du blevet meget mere direkte vred på hende og giver luft for din vrede . Og det er som du jo oplever et sundhedstegn. I den forbindelse kan det være godt at tænke på vrede i grunden er et krav om ændring.

I modsætning til direkte vrede så er bitterhed forsurret vrede, vrede du ikke er kommet ud med i rette tid og på rette sted. Og ansvaret for, at du ikke er det, er beklageligvis dit . Bitterheden indeholder ofte mange reflektioner om, hvis og hvis og hvis alting nu havde været anderledes dengang så og så og så ... og det var uretfærdigt, at det og det og det ... Phil McGraw har et godt spørgsmål, der lyder: Vil du være lykkelig eller vil du have retfærdighed?

En måde at komme over bitterheden er dels at holde dig til nuet, dels at affinde dig med at fortiden er fortid, dels tage ansvar for at det var dine valg*, dels at finde ud af hvad du vil have ændret nu, og finde ud af hvad du endnu har til gode.
*) Hvis man(d) skal spanke sig selv, så skal det kun gøres for sjov .

Man kan sige: for at kunne sige rigtig JA, må man først kunne sige rigtigt NEJ. Så måske kan man osse sige, at du er på vej til at kunne sige rigtigt Ja til din kone i og med, at du nu siger meget Nej (forsinket). At du nu vælger at være til stede i stedet for dit gamle valg og gamle strategi om at lade dig dominere og dermed undlade at vise dit egentlige jeg.

Selvfølgelig bliver din kones følelser for dig forstærkede af, at du tydeligere viser hende hvem du er (nu). De færreste af os ønsker jo et forhold til en maskeret partner.

I kan jo overveje, om ikke I på et tidspunkt kunne have gavn af PARTERAPI. Og indtil da vil jeg anbefale jer at arbejde jer igennem Phillip C. McGraw: FØRSTEHJÆLP TIL PARFORHOLD - Sådan genfinder I kærligheden, Borgen



Og tak for gode spørgsmål, de er jo halvdelen af siden .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

[carsten]

Hej Per,

og tak for dit grundige svar - det giver stof til eftertanke, som jeg vil gå og tænke over, mens jeg fordøjer

Mange hilsener
Carsten

[carsten]

Hej igen Per,

Jeg tillader mig at benytte din opfordring til at skrive igen .

Jeg har forsøgt at få hende til at gå i parterapi flere gange uden held. Hun har meget svært ved at klare at tale om følelser og det at genopleve fortiden . Jeg er endnu ikke kommet dertil, at jeg vil give hende et ultimatum på dette punkt. Hun ser det som om, at det blot er hjælp til at blive skilt på en bekvem måde. Og jeg vil da heller ikke garantere hende, at det kan ende med dette, men det er ikke udgangspunktet.

Hun siger, at hun faktisk ikke har noget at kritisere mig for (nu), og at de ting, som stadig kan irritere hende har hun lært at leve med. Og jeg må indrømme, at alle de ting, som jeg vil tale om hører fortiden til. I nuet har jeg svært ved at finde hendes adfærd problematisk, da jeg med det samme siger fra, hvis jeg føler mig ”klemt”.

Mit eneste og meget store problem – i nuet - er så, at jeg er bange for, at jeg har mistet følelserne for hende . Jeg tænker på det som om, at jeg har tabt lidt af mig selv, hver gang hun havde en urimelig adfærd, hvor jeg ikke turde sige fra. Og med det tab fulgte også tabet af ”os”. Derfor er det også, at jeg tænker på, om jeg nogensinde vil komme til at elske hende igen? Kan man genfinde følelserne, som engang var (jeg tænker ikke lige på forelskelsen, som jo overstås efter 1 år)? Det føles lige som om, at hendes interesse for mig – efter alle disse år – bare kommer for sent – eller er det bitterheden, som slår igennem? Hvad tænker du?

Jeg tænker, at hvis vi får gjort helt rent bord – hvis jeg får fortalt alle de indestængte følelser, som jeg har samlet sammen gennem tiderne, så er der måske kærlighed på den anden side . Omvendt er jeg også bange for, at dette blot er en illusion, idet de dybe samtaler, som vi har haft faktisk ikke har født nye følelser i mig? Jeg er forvirret her og i tvivl? Er det blot tiden, som er for kort eller er det fordi, at ideen om ”os” er en illusion og at vi lige så godt først som sidst kan opgive projektet ”os” (jeg tror/ved, at alle andre for længst ville have givet op)?

Jeg glæder mig til at læse dit svar, og jeg vil i hvert fald anskaffe den bog, som du anbefalede, og læse den sammen med konen. Så må jeg se, hvad der sker .

Mange hilsener
Carsten

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Carsten

Du kan jo lade hende læse, hvad jeg har skrevet om PARTERAPI. Langt, langt de fleste jeg har haft i PARTERAPI fortsætter i forholdet sammen.

Du kan jo selv arbejde med de indestængte følelser i psykoterapi, så du kan få ryddet op i skraldespanden . Du skal jo heller ikke tilbage til "gamle følelser", du skal finde frem til nye. Kan du lide din kone eller ej - kan du en sjælden gang finde frem til, at du osse elsker hende osv. Prøv at være lidt mere specifik med hvilke følelser du gerne vil finde frem til.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

[carsten]

Hej Per,

Vi har allerede snakket en del om parterapi, og jeg har allerede vist hende en del artikler om emnet – f.eks. at omkring 70% kommer videre sammen. Men det er jo rigtigt, at det mest af alt drejer sig om mine indestængte følelser (vrede, sorg & bitterhed). Og som du skriver: ”Du kan jo selv arbejde med de indestængte følelser i psykoterapi, så du kan få ryddet op i skraldespanden”. Og det gør jeg.

Men sagen er, at jeg ganske vist bliver mere og mere afklaret omkring mine følelser og mine frustrationer forsvinder, men at jeg samtidig er tom for følelser dels overfor hende men også generelt. Og det undrer mig?

Du skriver: ” Prøv at være lidt mere specifik med hvilke følelser du gerne vil finde frem til.”
Jeg tænkte længe over dette. Jeg ønsker, at jeg igen overfor hende (og måske også generelt) kan føle,
1) at kys, kram og kærtegn er dejligt og naturligt,
2) at sex er dejligt (og ikke et problem – især, at min seksualitet ikke er forkert),
3) at føle mig elsket (og ikke afvist),
4) altså ganske simpelt at kunne føle mig selv i forhold til hende.

Det er her alle de indestængte følelser kommer ind og blokerer mig. Skønt jeg godt kan se det rigtige i, at sige, at fortid er fortid, så synes det bare for nemt og ikke rigtigt ægte. At jeg blot endnu engang fortrænger fortiden, som jeg så igen bliver ramt af senere med endnu større styrke. Derfor er jeg nødt til at behandle fortiden alvorligt – ikke for at kopiere den mentalt, men for at være sikker på, at den ikke kommer til at styre min fremtid på en uægte måde.

Så jeg tror mest det handler om en følelse i mig selv. Kan jeg overhovedet komme dertil, at jeg igen kan føle? Og kræver dette, at bitterheden forsvinder først? Er det mon sorgen over det tabte?

Hvad tænker du?

Mange hilsener
Carsten

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Carsten

Fordelen ved PARTERAPI er jo, at man så lærer hinanden så meget desto bedre at kende, selv om det måske er den ene, der har en masse i bagagen. Og samtidig er dine indestængte følelser jo, ud over at være dine egne, osse et resultat af jeres samspil, og alene af den grund er PARTERAPI en rigtig god ide. Din kones vægring ved PARTERAPI, kunne måske være en angst hun har for at finde ud af, hvad hendes bifrag til jeres dårlig forhold var.

Når man(d) river et gammelt hus ned, så vil der for en periode være en tom grund og en hel del rod, ufærdige bygninger, arbejdsskure osv. inden, der atter er et nyt hus på grunden.

Så min anbefaling er fortsat PARTERAPI!

Du skal være velkommen til at skrive igen.

[carsten]

Hej Per,

Jeg har anskaffet ”os” den bog, som du anbefalede, og den ser spændende ud. Jeg glæder mig til at vi sammen læser den. Jeg vil imidlertid gerne gentage et spørgsmål, som jeg ikke rigtigt er blevet klogere på fra tidligere indlæg. Jeg skrev:

…Mit eneste og meget store problem – i nuet - er så, at jeg tror, at jeg har mistet følelserne for hende (er ikke helt sikker).
…Jeg tænker, at hvis vi får gjort helt rent bord – hvis jeg får fortalt alle de indestængte følelser, som jeg har samlet sammen gennem tiderne, så er der måske kærlighed på den anden side.

1) Spørgsmålet er så, om det er sådan det forholder sig med kærligheden? Dør kærligheden helt ved stor vrede/sorg/bitterhed eller er den blot skjult af disse stærke følelser (Jeg kan ikke mærke det, da jeg har meget svært ved overhovedet at mærke mig selv )?

2) Og tillægsspørgsmålet er så, hvorvidt jeg blot selv kan arbejde med de gamle indestængte følelser i terapien eller om det kræver hendes deltagelse for at få success?

Mange hilsener
Carsten

[Fog]

Kære, hårdtkæmpende mand -

Det er store og svære spg. du stiller. Du har vist gang i en kæmpe ombygning af dig selv.

Jeg synes du kæmper så bravt.

Kender slet ikke til det med ikke at kunne mærke sig selv - men det må da absolut ikke være rart.

Du har gang i en kæmpe personlig udvikling - jeg tror ikke du skal gå fra hende, før du igen kan mærke. Og jeg ved at du frygter at du aldrig kommer dertil mere, det tror jeg ikke. Jeg tror, det tager sin tid - men at du kommer ud på den anden side og vil opleve større tilfredsstillelse i dit liv.

Med din vilje og dit ønske om at kunne mærke, tror jeg nok det skal lykkes.

Og jo, det er er en forfærdelig oplevelse lige pludselig at kunne se, at man har mistet sig selv mere og mere - det har jeg prøvet.

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med genvindelsen af dine følelser.
Fog

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Carsten

Det er jo tydeligt, at du har brug for at komme af med noget, og i den udstrækning din kone kan rumme at lytte neutralt på det, du vil ud med - og kan sortere, hvad der hører hende til, og hvad der kun hører dig til, så vil det utvivlsomt lette for dig. Det er dog en temmelig svær opgave (for din kone) og derfor er det en rigtig god ide med en god PARTERAPEUT til at holde skæg for sig og snot for sig .

Jeg hører til, de der ikke ynder at snakke om kærligheden. Der findes efter min mening ikke en objektiv kærlighed. Der findes det du gør til kærlighed for dig. For mig er kærlighed noget, der kommer og går - og det er ikke altid noget, jeg ved hvornår kommer eller hvad årsagen er til, at den evt. dukker op . For andre er der tale om en permanent tilstand. Men det er jo meget sandsynligt, at der er sværere betingelser for kærlighed, hvis man har vrede/sorg/bitterhed til en anden.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

[carsten]

Hej igen,

Jeg skriver lige igen, fordi det trigger mig, at du siger, at det er en svær opgave for hende (min kone). Uaaaark, tænker jeg. Her er vi nok fremme ved sagens kerne (eller en del af den). Nemlig, at hun helst er helt fri for at høre om mine problemer; siger direkte, at hun helst er fri for at høre om problemerne, da det gør hende ondt. Desuden har hun selv meget svært ved at sætte ord på sine følelser (synes jeg). Faktisk er det sådan, at vores par-adfærd tager udgangspunkt i, at jeg skal gemme mig selv og mine behov (især sex)væk, at vi udlever hendes behov for putning, og det er så det. Jeg kan hjælpe hende til at få fortalt, hvis der er noget omkring mig, som trykker hende, men jeg selv har meget svært ved at kunne få fortalt, om mine problemer i relation til hende. Dels skal jeg kæmpe en kamp med mig selv dels skal jeg kæmpe for, at hun "kan klare" at høre. Vi går (især tidligere) hele tiden over i hendes behov. Når jeg så oveni har forbandet svært ved overhovedet at føle noget som helst, ja så er opgaven næsten umulig.

Hun ser par-terapi som en bekvem måde at blive skilt på, så det vil hun ikke deltage i. Og måske har hun ret - jeg ved det ikke!! Lige nu føler jeg mest, at jeg lige så godt kan opgive, men har så dårlig samvittighed Vi læser dog i din bog, men det gjorde hende skrækslagen at læse, at vi skulle stille større krav til hinanden, for hun følte allerede, at jeg stillede for mange krav - men sagen er, at jeg reelt ikke stiller krav (og slet ikke mht. sex). Jeg oplever det med, at jeg ikke stiller krav grundlæggende er årsagen til, at netop vi har fundet sammen, da hun ikke kan håndtere krav. Vi fandt sammen på et forkert grundlag, som stikker meget længere tilbage - længe før hendes tid. Og derfor synes opgaven også nærmest umulig, da jeg dels skal kæmpe med mig selv for overhovedet at stille krav, dels skal kæmpe med hende, da hun ikke kan klare mine krav (specielt sex).

Og til "Fog" vil jeg sige: tak for din kommentar - det varmer i en tid, hvor jeg har det utroligt svært

Hilsen
Carsten

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Carsten

Ud over at det er svært for hende at høre om dine vanskeligheder i forholdet, så er det rent faktisk meget svært at lytte neutralt til sin partners klager .

Når hun nu ikke vil gå i PARTERAPI, så synes jeg, at du skal overveje selv at gå i terapi, for at du kan få afklaret din egen situation. Om det ender med skilsmisse eller ender med, at du bedre kan manifestere dig i forholdet ved ingen på forhånd.

En motivation til det kunne være som en klient sagde i en parterapi hos mig for nyligt: "Jeg fandt ud af, at det ikke var værdigt for hverken mig eller for dig, at vi lever på denne måde som vi gør, så det vil jeg ændre på!"

Inden du vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

[carsten]

Hej igen,

Jeg ved, at det er blevet en lang tråd, så der smutter lidt detaljer ud, men fakta er, at jeg har gået i terapi omkring 10 gange nu.

Jeg ved, at min forladthed kan føres tilbage til barndommen, og skønt jeg virkelig får noget ud af terapien, så ligger det dybt i mig ikke at måtte bede om noget, ikke at være til besvær, please andre og lever kort sagt andres liv (tidligere især konens liv). Jeg siger nu fra, men er stadig ude af i stand til at kræve noget, som jeg har behov for og ønsker (f.eks. nærhed og seksualitet).

Dette syge mønster er jeg også bange for at komme til at gentage i al fremtid selvom vi vælger at gå fra hinanden

Mange hilsener
Carsten

[Warmfluid]

Hej Carsten,

Jeg læste dit indlæg med stor interesse, da jeg selv befinder mig i en ligneden situation, hvor jeg intet kan føle - hverken overfor mænd eller min familie eller veninder generelt set. Og sådan har det stået på i over 6 år nu (ikke for at skræmme dig væk). Så jeg står lidt med de samme frustationer og har også en masse bitterhed, sorg og skuffelse med i bagagen, som forhindrer mig i at leve i nuet og nyde det, for jeg har ellers alt i mit liv set udefra. Du kan læse mere om mine indlæg under depression og under brugernavnet warmfluid. Jeg havde/har en depression der gør, at jeg har mistet mig selv og ikke kan mærke nogle som helst følelser (kun alt det negative) hvorend jeg gerne ville. Derfor måtte min eks-kæreste og jeg igennem 7 år desværre gå fra hinanden for over et år siden, og jeg er langt fra kommet mig over bruddet, og lever på mange måder stadig i fortiden og dermed også mentalt i forholdet fordi han var så god ved mig og virkelig var drømmemanden. Han var nemlig alt hvad jeg drømte om - sød, dejlig, charmerende, flot, intelligent, rar, udadvendt, sjov, ambitiøs, givende etc., men jeg kunne ikke lukke op og modtage og derfor heller ikke give oprigtigt til ham efter jeg fik en depression.

Alt dette hænger sammen med en masse svigt i min barndom og ungdom, som gjorde mig enormt behagesyg, og jeg var altid den søde og høflige pige, som skulle tilfredsstille alle andre, i stedet for at være den jeg nu var og derfor respekterede jeg jo heller ikke mig selv for alvor. Og det har gjort meget ved mig og mit liv i negativ retning desværre. Jeg har altid levet mit liv igennem andre og deres anerkendelse og accept og jeg har aldrig været mig selv (kun i forhold). Dette skulle til sidst udløse en depression for snart syv år siden, der gjorde at jeg intet kunne føle overfor min eks-kæreste fra den ene dag til den anden mærkelig nok. Og han var jo ellers bare så dejlig. Jeg kæmpede og kæmpede med mine manglede følelser ovefor især ham og gik sågar til terapi.

Til sidst troede jeg, at jeg ikke længede elskede ham, og at det måske var det, der var årsagen til min depression i første omgang. Vi er nu gået fra hinanden, fordi det var for hådrt for os begge og meget drænende for, men jeg er stadig følelsesløs og kan ikke mærke mig selv...Ergo tror jeg ikke, at det havde en skid med ham at gøre, og jeg kan nemlig heller ikke mærke noget overfor andre mænd!!! Jeg tror ligesom dig, at det handler om en selv og den bagage man har med. Men gad vide, om jeg stadig elsker ham gemt væk af alt det andet? Og kan jeg mon komme til at elske ham, for jeg tænker jo fortsat konstant på drømmen om ham og jeg fordi vi engang havde de så godt. Kan følelser virkelig forsvinde?? Og jeg har også meget dårlig samvittighed over at det måtte slutte fordi jeg ikke kunne klare nærheden og sexen!

Nu romantiserer jeg vores forhold og vil gerne have ham tilbage, men jeg ved stadig ikke hvad jeg føler eller tænker. Er så frustreret og meget tålmodig....hvad gør man??

Jeg håber alt det bedste for dig, men overvej dit parhold igen, hvis I engang havde det godt og du virkelig har elsket hende???? Græsset er ikke nødvendigvis grønnere, det handler nok om dig og din fortid. Det indser jeg i hvert fald nu. Men åbenhed, ærlighed og kommunikation er vejn frem, og det havde jeg ikke til sidst i mit forhold fordi jeg "løj" om mine manglede følelser af frygt for at skræmme ham væk...Og det skulle jeg aldrig have haft gjort!

Mange hilsner
Warmfluid

[Fog]

Kære dem der læser med,

Det er som om I tager det som en selvfølge at man skal KRÆVE noget af parteren. Det kan man vel ikke i sagens natur - med mindre det er tvang?

Jeg tænker sådan her på det: Jeg KAN ikke lave den anden om - skønt jeg tit ønsker det, vil det så hjertet bider, så meget at jeg til tider ikke føler at jeg kan være i det forhold.

Men jeg kan ønske noget og bede om det på den bedste måde jeg overhovedet kan. Hvis jeg så ikke får det: ØV!!!!!!!! To gange øv. Men det er den andens ret at sige nej og ja til det vedkommende enten vil eller ikke vil.

Hvis en mand vil have sex af sin partner og partneren virkelig ikke har lyst. Hvad kan man stille op? Måske kan man spørge hvordan hun igen kunne få lyst. Hvad der skulle til? Fortælle at det piner ham på den og den måde. Men kræve sex. Hmm ... det lyder forkert i mig. Og helt ærligt, hvem har lyst til at have sex med én, som overhovedet ikke har lyst? (Hvis man er normalt fungerende)

Det der med at have krav - det er faktisk et tema for mig også. Jeg har været den der har krævet ind. Og nogen gange opført mig som et barn, hvis jeg er blevet nægtet det. Jeg har så bare aldrig haft mænd der blot føjede mig - og den kæreste jeg har nu er rigtig irriterende god til at sige nej og selv bede om det han gerne vil have. Nogen gange kan jeg opgive mine krav, nogen gange kan jeg ikke. Og så opdager sommetider at jeg rent faktisk får det jeg gerne vil have, fordi det ikke længere er et krav men et ønske. Og jeg ved inderst inde at det man giver, bør komme frivilligt - lige som I selv pointerer: I har behaget og føjet alt for længe i alt for ung en alder. Så meget at I har svært ved at lade være.

Men det er klart - har man føjet alt for længe og glemt sig selv - så har man måske i en rum tid brug for virkelig at tænke på sig selv. Genvinde sine egne følelser og fornemmelser. Føle MIG. Tænke MIG. og ønsker eller krav fra andre kan man bare slet ikke ha'.

Først når man kan mærke sig selv, først der kan man leve sig ind i den anden, tror jeg. Og først dér kan man ønske at give den anden det, som han/hun har brug for.

Først når man giver sig selv omsorg (her ment som evnen til at sige ja og til at sige nej) så kan man give andre det, som de beder om og har brug for, hvis det føles godt i én.

Ja ja - jeg lyder så klog - jeg er ikke selv i stand til altid at gøre sådan. Det vidner mit eget rod og bidrag til her på siden ("Det er så tåget i mig"). Men i mig er det en af de sandheder, der er ved kunsten at have et langt kærlighedsforhold til det modsatte køn.

Mange hilsner
FOG