PSYKE & SEX DEBAT

Fakta: Barn på tre år, kendt hinanden i fem, bor sammen - ikke gift. Begge 39.

Hvad jeg vil med dette: Høre hvad andre tænker om mener om denne brevveksling. Jeg er så ked af det - og kan slet ikke længere se pointen med at blive sammen. Jeg ønsker at finde ud af det med ham - men jeg har fuldstændig mistet modet efter disse brevvekslinger.

Hvad skete der før han sendte til hende? Hun ville fortælle ham at hun savnede noget. Han udskød snakken flere gange og havde slet ikke lyst, var nærmest vred. Sagde han var på vagt. Tung energi. Hun opgav, kunne ikke fortælle sådanne følsomme ting, når han var så afvisende (følte hun). Han ville fx ikke kigge på hende.
Næste dag lå der denne mail til hende:

"Kære hende

Det er desværre den sørgelige sandhed om vores forhold - at jeg forventer manipulation og skjulte dagsordner fra dig, at jeg føler jeg bliver nød til at beskytte mig for ikke at blive tosset og kørt rundt i manegen. Du savner nærhed, fortrolighed, samhørighed. Det gør jeg også, eller rettere - jeg savner mere end det. Jeg savner en sikker forvisning om, at jeg bare kan være mig selv sammen med dig, at jeg ikke skal være på vagt, at vores forhold er baseret på tillid, accept, venlighed, rumlighed og tolerance. Ud af det kan der vokse nærhed, fortrolighed og samhørighed, hvis du spørger mig.

Jeg føler at du fra vores forholds start, ja endda før det, har et helt uomgængeligt behov der skal opfyldes, et mål du skal nå. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er det du beskriver i de sidste fem linier af det digt du sendte mig. Jeg føler mig i hvert fald udsat for et konstant pres. Det som jeg tidligere har beskrevet som at hvis jeg afviser dig ved hoveddøren, vil du forsøge at komme ind af vinduet, og hvis jeg også afviser dig der, vil du forsøge at komme ned gennem skorstenen. Hver gang det ikke lykkes på en måde, vil du finde en anden måde at forsøge på. Alle sammen meget forskellige måder, men altid med det samme mål. Selv når du det sidste års tid på forskellige måder siger, at du har opgivet at nå det mål, føler jeg det er en ny måde at prøve at opnå det på. Her er min store sorg og angst - at jeg føler, at opfyldelsen af dette behov for dig er vigtigere end vores forholds ve og vel . . . at du hellere ser vores forhold kuldsejlet end at opgive dette mål . . . at du slet ikke kan forestille dig et forhold eller et liv, uden kampen for opfyldelsen af dette behov.

Som jeg har sagt mange gange er det ikke det at du har et behov eller et ønske eller et mål, der er svært for mig. Det er måden du forsøger at opnå det på eller den straf du udøver når du ikke får det du søger. Det er når jeg bliver forkert i dine øjne fremfor at det er rimeligheden i behovet der bliver forkert. Det er når du vælger at se mig som et u-menneske, og derfor mener du har ret til at behandle mig som et sådant, fremfor at stille spørgsmålstegn ved det måske umenneskelige i dit krav.

Men hvorfor kan jeg så ikke bare give dig det du vil have spørger du måske? Så er vi uden om det problem. Hvor svært kan det være?
Måske er det ikke så lige til som du måske forestiller dig? Måske er der torne i paradis? Morten påstod at han kunne opfylde dit behov. Men kunne han det? I det lange løb? Kunne dine andre kærester opfylde det? I det lange løb?

Jeg vil gerne opfylde dit behov. Men jeg har også nogle forbehold såsom at jeg ikke vil gøre det under tvang og at jeg vil have lov til at sige til og fra. Og derfor vil jeg måske aldrig være i stand til at opfylde dit behov, fordi behovet måske er, at det skal opfyldes uden forbehold?

Kram Ham"

Fra hende:

"Jeg HAR luftet i en mail at du måske slet ikke kan give mig det/vil give mig det. Sagde det også forleden.

Og ja - selvfølgelig bliver jeg ved med at prøve at få det jeg har brug for!!!!!!!!!!!!! Det fortjener jeg. Lige som du fortjener at få det af mig, som du længes efter. Og som du prøver at få nu.

Jeg gider ikke at du problematiserer mig og min fortid og min psyke. Det er ikke det, det handler - synes jeg.

Det handler om, at jeg kan mærke at jeg stille og roligt er blevet klar over, at jeg mangler noget for at kunne mærke din kærlighed. Det har sneget sig ind efter hånden som den gode periode blev længere og længere."

Fra hende: "Glem den sidste mail – den skulle slettes – men blev sendt. Sender en anden senere."

"Hej Ham

Jeg prøver at skære gennem tågerne - og se klart. Dine ord får mig til at blive forvirret og tåget indvendig.

Nu fortæller jeg dig om, hvordan jeg bedre kan blive fortrolig med dig, som jeg længes efter. Og hvordan jeg bedre kan mærke, at du elsker mig.

Og så er det dig frit for at vælge/eller ikke at vælge overhovedet. Det er klart, at jeg bliver ked af det, hvis du ikke vil/kan noget af følgende. Det skal med andre opfattes som en liste, du kan plukke af efter lyst:

1. At du engang imellem siger at du elsker mig (engang imellem: jo mere jo bedre, men 4. gange om året ville være godt nok. Jeg har tidligere bedt dig om at sige det, hver gang du følte det - og du har ikke sagt det meget længe - betyder det mon så at du ikke har mærket det?)

2. At du engang imellem køber nogle blomster til mig (så føler jeg mig som noget særligt)

3. Eller køber en lille gave til mig, uden at jeg har fødselsdag eller at det er jul eller mors dag.

4. eller køber en overraskelse i Netto til mig. Slik, lækkert et eller andet som jeg ikke har bestilt.

5. At du spørger mig: "Hvordan har du det?" en gang om ugen, gerne mere (så kan jeg mærke at jeg betyder noget for dig)

6. At du tilbyder at nusse mine tæer en gang imellem om aftenen.

7. At du fortæller mig mere om din hverdag af dig selv og fortæller mig om dine oplevelser: gode eller dårlige - lige meget.

8. At du gerne vil sludre om løst og fast i 15 min. - 30 min. hver dag. Og at vi kunne gøre det til en vane. Føler vi er for adskilte og ikke mødes - sådan rigtigt - tit nok.

9. At du hver dag (eller hver anden ca.) siger: "Hvad er der sket i dag?" eller: "Nå, hvordan er det gået 'på kontoret'?"

10. Det ville være ufatteligt stort hvis du en dag spurgte: "Er der noget, du savner fra mig?"

11. At du overrasker mig med et eller andet godt en gang imellem (lige som med bif-tur - ærgerligt at det ikke blev til noget) - det kunne også være: at du disker op med rødvin og forførelse, et erotisk brev, at du skriver en fræk mail til mig, at du planlægger en weekend-tur uden om mig - men med mig - uden at inddrage mig, så jeg blot skal følge med og nyde det. Eller at du inviterer mig på en tur i skoven (som du gjorde). Eller et eller andet andet, hvor jeg kan mærke at du har tænkt på mig og viser at du gerne vil være sammen med mig. Så bliver jeg blød om hjertet.

12. At du sommetider, når du har energien, laver morgenmad til mig i weekenden (lige som på min fødselsdag - det slubrede jeg i mig og nød i fulde drag). Det behøver blot være den sædvanlige morgenmad - intet særligt som sådan - bare det at vågne til morgenmad og kunne vælte ud af sengen og indtage omsorg så at sige.

13. At du fortæller mig, hvad jeg gør - som gør dig glad eller andet positivt. Så er det mig jo frit for om jeg vil gøre mere af slagsen..

Det kan være jeg sender dig flere ting på listen. Og jeg ved godt, at det nok ikke er lige nu, at du har lyst til noget som helst af det fra listen. Det er i orden. Det kan jeg godt forstå. Men nu har jeg fortalt dig det, jeg gerne ville. Og så vil jeg videre i mit liv herfra.

Jeg har læst dit brev, men det bliver for tungt i mig og for svært, hvis jeg går mere ombord i dit brev. Så det vil jeg ikke gøre.

kram tilbage fra Hende"

----

"Hej Hende

Det er sådan ting jeg vil gøre af mig selv uden bestillingsliste, når jeg er i fred og harmoni med dig. Og det kan godt være der er en misforståelse her, for fred og harmoni kommer ikke til mig selv om vi har 4-5 uger uden de store konflikter. Jeg nyder sådanne perioder, som vi har haft tre af det sidste ½ år, men jeg føler dem også som stilhed før storm, og jeg passer på mig selv og undgår at bilde mig selv ind, at træerne vokser ind i himlen. Jeg har oplevet lidt for mange skuffelser og bristede illusioner i vores forhold til, at jeg tør tro på noget efter 4-5 ugers relativ fred. Mit håb er at det trods alt langsomt ser ud til at blive bedre og bedre. Tre lange perioder med nogenlunde fred imellem os inden for et halvt år er vist rekord, så jeg håber selv om jeg også passer på ikke at håbe for meget.

Kærlig hilsen Ham"

"Hej selv,

Fred og harmoni? Der har vi da vist aldrig været i længere perioder nogen sinde. Jeg vil hellere tage udganspunkt i det vi har lige nu. Jeg tror heller ikke på fred og harmoni som en stabil størrelse i et forhold, der ikke er stagneret.

Du har dog givet mig en del af det før, selv om vi aldrig har haft det bedre end nu, som du selv skriver (altså ikke lige NU - men sådan den sidste tid). Men jeg oplever at du har givet mindre og mindre i takt med at vi har fået det bedre og bedre. Det hverken forstår mit hoved eller mit hjerte.

Jeg er ret ked af det lige nu.

Føler at jeg prøver at trække os frem og op og videre. Føler at du putter vægt på, så det bliver sværere. Jeg gider ikke prøve at trække mere. Nu har jeg i hvert fald fortalt dig, hvad jeg savner. Og ok - det kan du ikke give før du i en længere periode har oplevet fred og harmoni. Det må jeg jo så forholde mig til på en eller anden måde.

Jeg synes at jeg har rakt ud efter dig de sidste 14 dage - mine mails - og nu min 'bestillingsliste' - som du kalder det og som i øvrigt sårer mig, at du kalder det. Jeg føler at du håner den lidt. Jeg har været præcis og direkte, for at der ikke er noget du skal gætte dig til. Fordi jeg ved at du ikke kan være inde i mine følelser og helt vide, hvad jeg mest sætter pris på. Derfor udformede jeg det som en liste og med den intention at være så præcis som mulig. Det føler jeg så du afviser ved at kalde det en 'bestillingsliste'. øv. Det sårer mig.

God arb.lyst - Hende



En ting til på listen:

At du fortæller mig, hvad du er glad for ved mig. Det kører mig i sænk ellers.

Og så et spg: Er det virkelig sandt at du skal have længere tids fred og harmoni for at kunne sludre om løst og fast hver aften? Det fatter jeg i hvert fald ikke."

Brev til Hende:

"Ok - jeg har nok ikke formuleret mig klart nok. Jeg har også formuleret mig lidt hurtigt fordi jeg egentlig har travlt. Ja jeg har givet dig mere tidligere og giver mindre efterhånden som skuffelserne vokser og illusionerne brister. For det sidder i mig. Jeg synes det fremgår af det jeg har skrevet til dig og jeg kan ikke forstå at du ikke kan forstå det. For hver gang jeg tror at nu vil det blive anderledes og jeg så skuffes, jo mere skal der til for at jeg tør tro på det igen. Jeg er faktisk der hvor jeg ikke rigtigt for alvor tror mere. Der brænder selvfølgelig altid en lille ukuelig "håbets flamme" et sted i mig, men en realistisk tro på at det skal blive andet og mere en tåleligt imellem os, er langsomt ebbet ud og fik vel det endelige dødstød i juni, hvor der skete et skift i mig. Jeg skrev et brev til dig i den forbindelse om hvordan jeg så ville prøve at gøre det tåleligt for mig at være i forholdet. Jeg kan i perioder eller momenter selvfølgelig gemme denne opgivenhed væk og "lege" at alt er godt, men den ligger der hele tiden som en grundtone i mig og er med til at skabe den afstand der er imellem os. Og ja - der skal umiddelbart nok noget så urealistisk som længere tids fred og harmoni i mellem os (som jeg ikke mener jeg har sagt noget om har været i mellem os før???) til før jeg bliver rokket i min pessimisme.

Jeg ville gerne skrive mere men skal til møde nu og handler bagefter.

God arbejdslyst i lige måde
Ham"

Og nu er jeg der hvor, jeg spørger mig selv om:
- Hvorfor er han sammen med mig?
- Vil jeg være i et forhold med én, som mener at vi kun har et tåleligt forhold?
- Kan kun se ét positivt tegn: Han siger, at han har håb om at det bliver bedre
- Er forvirret, bange, kan ikke rigtig arbejde om dagen - græder meget, meget ked af det.

Hej Fog

Jeg har samlet dine indlæg i ét indlæg for at gøre det mere overskueligt (og mindre tåget) .

Som jeg læser jeres breve så er det en samtale i øst og vest, hvor ingen af jer egentlig sætter jer ind i den andens synspunkter og oplevelser og prøver at forstå dem.

Jeg forstår udmærket din kærestes pointer, som jeg har hørt fra mange mænd før. Og jeg forstå så udmærket dine "krav" (som jo nok er bedre som ønsker), det er typiske kvindekrav/ønsker og jeg har hørt dem utallige gange i den tid, jeg har arbejdet med PARTERAPI. På den måde viser jeres brevveksling egentligt tydeligt forskellen på mange mænd og mange kvinder, så tak for det!

Hvis I vil videre sammen, så synes jeg, at I skulle overveje PARTERAPI, så I måske bedre kan komme til at forstå hinanden.
Inden du/I evt. vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Og indtil da vil jeg anbefale jer at arbejde jer igennem Phillip C. McGraw: FØRSTEHJÆLP TIL PARFORHOLD - Sådan genfinder I kærligheden, Borgen



Fordelen ved dr. Phils bog er, at her er fokus først og fremmest på, hvad man selv kan gøre for at få et parforhold til at fungere. På én gang en selvudviklings- og parudviklingsbog.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej,
Jeg får lyst til at fortælle, hvordan, det går med os nu syv år efter denne tågethed.

Vi blev gift i 2007
Fik barn nr. To i 2008
købte hus i 2008
og bor sammen med vores børn

At være kæreste med min mand, er noget af en rejse. Og det er noget af det, jeg sætter pris på.
Problematikken med at jeg presser på for at få et eller andet fra ham har kørt i alle år. Vi har været i parterapi to gange hos to forskellige. Den sidste var god for os. Vi arbejdede mest med at lære at lytte og forstå hinanden. I den forbindelse gik det op for mig hvor meget det ødelægger at jeg presser på og han føler skyld. Jeg lovede mig selv ikke at vise, at jeg tit er ked af at han, når der ingen pligter er, opholder sig i sin hule foran computeren. Jeg blev rigtig trist og mismodig. han kom bare aldrig ud. Eller jo, men mest nok fordi, han syntes han burde være lidt sammen med mig. I vinter var jeg ret trist og vi gik en tur i skoven og jeg begyndte at sige noget om, at jeg syntes han trak sig mere og mere og havde gjort det i meget lang tid. Og at jeg var i tvivl om han overhovedet ville mig. Det siger han, han vil. Der sker så også det, at han i vinterferien stopper sex, midt i det hele og siger han ikke kan, han er vred, siger han. OG han ved ikke helt, hvad det handler om. Vi taler efterfølgende om det, og han fortæller, at det ikke handler om mig, men om hans forhold til bestemme-kvinder. Og hans mor. En bestemmer-mor, der har domineret rigtig meget. Det handler om hans kvindelige chef og nogle andre på arb., der også vil bestemme. Han arb. i kvindemiljø. Okay ... Det kan jeg sådan set godt forstå. Han fortæller, at jeg har nogle af de samme træk, og at han derfor har nogle problemer med mig. Okay ... Jeg rummer og venter. Han fortæller mig, at han ikke vil tale så meget om det, men arbejder med det selv. Bla på arbejdet. Fint nok. Vi har indtil for nylig måske haft sex tre gange på et år, måske kun to. Meget lidt. Jeg savner ham, er trist. Jeg tager det op med ham. Jeg begynder at tale om det. Jeg har på det tidspunkt endelig opgivet at få ham ud af hulen, og begyndt at tænke tanker om, at sådan er det bare for os. Ikke så meget sex, rart samvær ... To dejlige børn, en sød mand. Men jeg er ked af det. Pludselig siger han: Jamen, vi skal da helt klart finde et kompromis. Vi aftaler, at han, når der er fritid, hver anden gang når han kan spille computer, skal spørge mig, om vi skal lave et eller andet. Det aftaler vi så. Det gør vi så ca. i to måneder. Det fungerer faktisk. Jeg føler mig mødt og han spiller glad computer uden skyld.

Meen,

så skal jeg til fest. Og her kommer en dejlig een, som jeg havde en affære med for 14 år siden. Det er en kvinde. Jeg har dagdrømt om hende i vel to år efter vi flirtede ganske lidt til en fest. Dengang for 14 år siden var det en stor oplevelse for mig, og jeg afbrød affæren meget hurtigt, da jeg var sammen med en mand, jeg var meget forelsket i. Hun var ganske ung på det tidspunkt, men lesbisk. Nå, men jeg er sammen med hende ... Kysser, flirter og mit hoved er helt væk så at sige. Det er SÅ dejligt. For at det ikke skal være løgn, ender vi hjemme hos min mor, da jeg skal overnatte der, da vi bor langt væk. Jeg siger, det er en veninde, der har mistet sine nøgler og min mor opdager ingenting. Puha.

Den næste uge er jeg ved at gå ud af mit gode skind. Er forelsket i hende og forestiller mig alt muligt skelsættende. Ender med at gå hjem og fortælle det til min mand, da jeg håber at finde ind til ham. Jeg vil så nødig have, at vi går fra hinanden. Dels elsker jeg ham, og dels vil jeg gerne give mine børn en stabil opvækst, hvor mor og far er sammen.

Han bliver vred, farer op, kalder mig dum. Jeg tager imod. Han vil vide, om jeg er forelsket, om det sker igen, om jeg vil afslutte forholdet. Jeg fortæller først, at jeg er ret glad for hende, men ændrer det senere og fortæller at jeg allerede har afviklet forholdet. Det har jeg også, men jeg er stadig vild med hende. Jeg formår at holde mig væk fra hende i en uge, så skriver jeg til hende. Fortæller som det er, at jeg tænker på hende konstant, men elsker min mand og ikke vil gå fra mit ægteskab.
Hendes verden er rodet. Hun er forelsket i en kvinde, som lever sammen med en anden kvinde, men hun lover og lover at gå, men der sker ikke noget. Min hun-flamme får så åbenbart sat en grænse for hende og siger, at hun gerne vil hende, men hun vil ikke vente mere. Hun skal først kontakte hende, når hun er flyttet fra sin kæreste. Det fortæller hun mig. Hun fortæller mig også, at hun nu er begyndt en dialog med en god mande-ven om at få et barn sammen. som makkere, ikke som kærester. Så hun har rykket sig gevaldigt på 14. Dg.

Jeg er omvendt total fastlåst. Jeg ønsker virkelig ikke at gå fra min mand. Jeg er total forelsket i een, der er forelsket i en anden.
Hun vil ikke have noget forhold til en gift kvinde, har hun sagt. hun vil være eksklusiv.

I alt det her rod mærker jeg, at jeg virkelig keder mig i mit liv. Børnene har været min primære orientering de sidste ti år. Har slet ikke mærket, hvor meget, jeg har glemt mig selv. Det mærker jeg nu. Og hvis jeg var et dyr, sparkede jeg dem ud af reden nu. Det har jeg også talt med min mand om. Han ved det godt. Vi har så endelig haft en masse fræk sex. Sex mens børnene sad i stuen, sex mens den mindste sov i vores seng. Og aftalt nogle frække ting sammen. Fint, godt, på tide. Skønt!!!
Men jeg tænker på hende meget tit. Har chattet med hende i dag og fortalt, at jeg skal til hendes by på fredag, og luftet at vi kunne ses. Det ville hun godt først. Men så sad jeg jo der og fik åndenød og fortalte det. At jeg ikke ville kunne se hende, uden at ønske at kysse hende (og sikkert også mere). Så trak hun i nødbremsen og sagde, at hun bestemte at vi ikke skulle ses. Et sted i mig, håber jeg hun fortryder, et andet sted i mig er lettet.

Jeg er selv skilsmissebarn og havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg skulle stå i denne her situation. Jeg vil så gerne ønske at være ved min mand og vores børn. Jeg vil så gerne holde mit løfte i kirken. jeg ved jo ikke engang, om hende og jeg kan lide hinanden, når vi lærer hinanden bedre at kende. Ved ikke, om hun vil have mig. Hun er optaget af sit liv, der er fuld af arbejde og børneønsker med en god ven.

jeg NYDER rusen, kriblen i maven, hun er så dejlig på alle måder. Men jeg mærker også kærligheden til min mand. Og det duer ikke med et åbent forhold, det vil han ikke. Og hun vil det ikke. Så jeg kan ikke engang få hende som elskerinde. Det kan jeg heller ikke leve med i længden. Løgnen over for min mand.

jeg burde få afviklet hende. Holde op med at chatte med hende, holde mig væk og koncentrere mig om mit forhold, mine børn og mit arbejde, og så ellers sørge for at få et mere spændende liv på andre måder. Gøre mere af det, jeg savner, men jeg TÆNKER på hende i døgndrift næsten og har svært ved at arbejde, nyder overhovedet ikke mine børn, min have og alt det andet, som jeg plejer at nyde. Jeg vil bare stikke af, kaste hende ned i en høj kornmark og gå om bord i hende. Hahaha

Hvad fanden stiller jeg op?
Mange hilsner
FOG

Hej Fog

Hvad du skal gøre, ved du sikkert bedre end jeg .
Filosoffen Blaise Pascal har sagt: "Hjertet har sine grunde, som ikke angår forstanden."
Jeg plejer at tilføje: Kussen har sine grunde, som ikke angår forstanden.

Og min erfaring er, at mennesket er umådeligt dårligt indrettet til monogami, som en lille reklamesnut fra Folkeuniversitetet beskriver på denne måde med barnlig skrift: "En kristen må kun have en kone. Det kaldes monotoni."

Der er jo mindst to kræfter i dig som gør det svært p.t., dels din forelskelse i / betagelse af din hun-flamme og dels din kedsomhed og længsel efter fysisk/psykisk kontakt og indhld. Forelskelse har det med at fortage sig, så måske gør den osse det i forhold til kvinden. Til gengæld så er det jo vigtigt, at du får et indholdsrigt liv både fysisk og psykisk - med eller uden din mand - og det er dit ansvar at få det.

Pøj, pøj

Du skal være velkommen til at skrive igen.