PSYKE & SEX DEBAT

Jeg er en kvinde på 33 år. Jeg har været gift og skilt, og lever nu på 4. år sammen med en mand, der er mere end dobbelt så gammel som jeg. Jeg føler, at han hænger fast i fortiden og lader sin søns mor bestemme i urimelig grad over sit liv, hvilket han også bekræfter. Han lader det tilsyneladende ske af frygt for at miste kontakten til sin søn på 22, hvis han siger fra. Vores forhold har været på standby i årevis, jeg er frustreret over ikke have fået børn med ham og udsigten til, at jeg nok aldrig vil få hans fulde opmærksomhed. Jeg har en datter på 8 som bor lige meget hos sin far og hos mig.

For at føje spot til skade er jeg i den situation, at jeg kigger MEGET efter damer, og er vanvittig seksuelt frustreret. Min kæreste og jeg har nu i flere år ikke haft noget videre sammen seksuelt. Både fordi jeg føler, at han svigter mig ved at lade sin eks bestemme, og fordi jeg oplever det som utrolig svært gang på gang at ligge med ham, og på een gang føler mig fremmedgjort og ønske han var en pige. Det er sket, at vi har haft vellykket sex, også for nylig. Men jeg er naget af at være så tændt på kvinder. Jeg har en lesbisk veninde, som jeg på een eller anden måde har nogen udfinerbare følelser for. Smuk og ligefrem, og har lige fået en kæreste, hvilket får mig til at flippe ud og føle mig tilsidesat og tilovers og snydt. Desuagtet at jeg aldrig har været forelsket i hende, det jeg føler er nok mere kærlighed og beundring. Tror jeg.

Jeg har aldrig været i seng med en kvinde, og er låst fast i forhold til at "prøve det af", idet jeg har det her uforløste forhold til min mandlige kæreste.

Min anke i forhold til mig selv er, at det er absurd at blive ved med at forlange, at han skal give slip på sin eks og give sig fuldt hen til mig, når jeg ikke selv er afklaret i forhold til om jeg i virkeligheden er lesbisk. Det ville være en befrielse at få en kvinde i armene. Det har været tæt på et par gange, og det føles som at falde helt ind i mig selv på en måde som om man finder et hjem som er vidunderligt og som man ikke troede eksisterede.

Jeg har været udsat for incest som lille. Har derfor skyldfølelse over min seksualitet. Prøver at regne ud om det er derfor jeg falder for andre kvinder, eller om det kan være medfødt eller andet!

Jeg drukner i uforløst begær og vil ad denne vej prøve at få andre vinkler på min situation og dermed komme lidt videre!

Sol.

Hej sol

Tjah, hvordan får man en ældre herre til at opgive at hænge sin eks-kones skørter . Hans hængen ved kan vel næppe have med en fuldvoksen og myndig søn på 22 år at gøre? Sønnen bestemmer da selv, om han vil se sin far eller ej, eller er sønnen på samme måde under morens tøffel?

Der er ikke noget usædvanligt i, at du osse er tændt på kvinder. Dels har de fleste mennesker både fantasier om og lyster til at prøve sex med en af samme køn, dels kan det være et udtryk for at du søger væk fra uopfyldte ønsker til en mand til uopfyldte lyster til en kvinde, måske for at veje det op mod hinanden. Jeg tror ikke så meget på, at det handler om den omstændighed, at du har været udsat for seksuelle overgreb fra et familiemedlem. Det kan selvfølgelig medføre seksuelle og psykologiske vanskeligheder, men giver sig i almindelighed ikke udtryk i, at man så søger det modsatte køn.

Mange løser lysten og nysgerrigheden ved at se stort på "hvad andre tænker" og ved trods alt at afprøve deres seksualitet med en person af samme køn. Det kan man f.eks. gøre gennem de forskellige kontaktsteder på nettet, f.eks. Scor eller Boyfriend (hvor der osse er kvinder).

Læs mere i PSYKE & SEX om Multiseksualitet.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Kære Per

Mange tak for dit svar. Jeg har været i denne problematik længe. Det er nogen gange rart at høre en anden kommentere sin situation - og jeg synes du har givet mig et fint svar .

Sønnen er et meget skrøbeligt menneske, meget nervøs og på samme tid temmelig fuld af stor vrede. Han er ikke ret selvstændig. Derfor kan det lade sig gøre, at hans mor bestemmer så meget. Han bor hjemme. Da jeg i sin tid kom ind i familien, slog det mig, at hun er den type, der gør sin søn afhængig af sig ved hele tiden at være over ham og styre, hvad han skal gøre og hvordan. Jeg har i mange år været gift med en mand, hvis mor var ligesådan og ved, hvad det kan afstedkomme af psykiske vanskeligheder, når moren ikke er bevidst om at give slip på sine børn. Man mister sit initiativ og troen på, at man godt kan selv. Kan komme til at lide af angst og depression. Samtidig er det umuligt at vriste sig ud af, da skyldfølelsen over at gør mor ked af det overskygger alt andet, også driften til at klare sig selv, være der for sin kone osv. Jeg fik aldrig et forhold til min eksmand, hvor det handlede om os to. Det var altid først og fremmest hans mor. Han led meget under det. og jeg kæmpede meget for at få ham til at frigøre sig.

Selvfølgelig var jeg medmisbruger. Men jeg gik dog fra ham efter 12 år sammen uden nogensinde at have fortrudt det siden.

Min kærestes søns mor er så blevet min nye svigermor. Min idiotiske fejl bestod i, at jeg flyttede sammen med min kæreste, selvom jeg godt kunne mærke, at hun slet ikke var vasket ordentligt ud af hans system. Det kan jeg godt se.

Jeg har ikke set dem i flere år, fordi hun er gal over, at jeg flyttede ind hos min kæreste. Og det er sønnen også så vred over, at ham har jeg heller ikke set noget til i årevis. Jeg er ligeglad med konen, men sønnen savner jeg, for vi havde til at begynde med et rigtig dejligt forhold til hinanden.

Deres forkromede plan, da jeg kom ind i billedet , og min kærestes dame flyttede ud af hans lejllighed, var, at nu skulle sønnen flytte ind. Den tidligere dame var ikke glad for ham, og min kæreste har så åbenbart accepteret ,at de så bare ikke sås så meget i den periode, hvor han havde hende (10 år). Alle var glade for, at jeg kom og ryddede hende væk. Da jeg så flyttede ind hos ham med min datter efter ca 4 mdr brød helvede løs. Jeg blev ugleset og har været det siden. Vores aftale var, at sønnen også skulle flytte ind, så vi reserverede et værelse til ham. Da der efter et par måneder slet ikke var sket noget blev jeg urolig, og spurgte om han da ikke snart kom - det så jeg faktisk frem til.Men nej, nu var det løb kørt.

Det er næsten pinligt at fortælle om så absurde hændelser som kan få så fatale konsekvenser, men nu skal det altså bare ud.

Jeg havde 39 i feber og var på den i forvejen aftalte dag flyttet med alt mit habengut fra min lejlighed til min kærestes lejlighed. Det gik fordi jeg havde doseret rigeligt med panodil. Min datter var 5 år og i børnehave. Vel overstået flytning. Alle min sager i kasser overalt. Jeg var virkelig udmattet af flytning og sygdom. Jeg er lykkelig, for nu er vi en rigtig familie, ikke mere renden frem og tilbage. Det bliver de eneste lykkelige minutter jeg får, men det ved jeg ikke endnu... Så kommer min kæreste hjem, og jeg kan se der er noget galt. Det er der også. Sønnen og sønnens mor har opdaget at jeg er flyttet ind. Det kom åbenbart bag på dem, og der er panik i luften. Min kæreste beder på vegne af sønnens mor, om jeg ikke lige kan tage ud og være i min egen lejlighed et par dage endnu ( jeg har den 2 dage endnu), for så kan sønnen komme til middag hos sin far uden mig og på den måde manifestere eet eller andet formoder jeg ..

Jeg bliver gal. Det var aftalen at jeg skulle flytte ind i dag, en klar aftale mellem min kæreste og jeg. Min datter er forberedt på, at vi ikke længere skal være i vores lejlighed, men fra i dag er i kærestens lejlighed. Og hvem bestemmer egentlig her - os 2 eller din ekskæreste? Min kæreste kan godt se, at her er det egentlig kun hende der vil noget - på sin søns vegne. Vi bliver enige om, at det skal hun ikke byde mig, jeg sidder med feber, har forberedt mig selv og mit barn på, at nu er vi altså flyttet, og det var VORES aftale, min kærestes og min. Han holder med mig, og sønnen kommer til middag med os alle.

Det går rigtig godt, synes jeg. Men får senere at vide, at sønnens glæde var skuespil, og at det var slemt for ham.

Havde det været min kæreste som havde villet det der med middagen og sønnen af egen drift, havde jeg ikke stillet mig i vejen. Men da det var en manifestation af ekskærestens emsige tentakler var det helt klart for mig, at det er sgu for langt ude.. de skal lige manifestere, at det er deres familie, deres lejlighed og ikke min.

Siden har der været surhed over min tilstedeværelse i min kærestes liv. Fra alle 3 til hobe. Jeg røg ud i en slags choktilstand, hvor jeg blev bedt om at flytte uden at have mulighed for at finde noget - havde hverken penge eller overblik ...og havde sagt min lejlighed op pga havde mødt manden i mit liv

Nu efter 3 et halvt års bofællesskab er forelskelsen (som jo var der og forvirrede os endnu mere) dampet af. Det samme er vores kampe. Jeg ser ikke hans familie. Han har ANSAT sin ekskæreste i sin lille virksomhed, således at jeg ikke længere er velset på hans arbejde heller (har ikke været det i 2 år...) Jeg er arbejdsledig og ville satans gerne arbejde hos ham pga interesse for arbejdet i stor stil, men der er ikke råd, han har ansat hende for at redde hendes r.. og i sidste ende for, at hun kan forsørge sønnen.

På et professionelt plan er jeg ked af denne løsning, da de jo overfører deres mærkelige magtkampe til deres arbejdsdag. Efter hun er kommet til har de måttet fyre den anden medarbejder, og jeg tror det må hænge sammen med at klimaet er sårbart overfor personlige relationer som deres. Min kærestes hørelse blev hurtigt markant dårligere efter hun kom til, og det er gået ned af bakke med økonomien, så de nu hænger med r.... i vandskorpen og er bekymrede. Alt dette taler vi om herhjemme (ja, jeg er gal og siger til ham hvad jeg mener). Han kan godt se nettet han sidder i, men hun er , som han siger, billetten til hans søn, og han kan ikke se hvad han skulle kunne gøre for at ændre situationen. Håbet er udslukt, og han er egentlig ked af, at vores forhold ser ud som om det bare ikke går, og jeg er bragt i forlegenhed boligmæssigt. Vi er søde og rare ved hinanden i hverdagen.

Det ser for mig ud til, at INGEN dame vil kunne klemme sig ind og blive del af et velfungerende samliv med min kæreste, så længe han sidder i den ulykkelige klemme med sin eks. Æv bæv og æv

Ja, jeg lyder bitter og måske usammenhængende, men i denne tid er jeg ekstra gal og må jo altså videre med det hele. Derfor har jeg opsøgt denne side.

Det letter at skrive.

Med hensyn til min dameglæde Det var rart at høre din vinkel på det. Det er nok mig selv, der er den hårdeste dommer og mener, det er lidt forkert osv. Tak fordi du med din holdning forsøger at afmystificere det der med, at det skulle være pga incesten, at jeg er som jeg er - det kan være en hel tvangstanke: min krop forlanger/viser noget (tænder på andre kvinder) og mine tanker kommer med gode forklaringer på, hvorfor jeg IKKE skal lytte til min krops signaler. Jeg bliver altid så lettet, når jeg formår at acceptere denne drift, det sker bare meget sjældent....

Min kæreste ved alt om det og er på det punkt meget fantastisk - der kommer kærligheden mellem os uforfalsket frem, nok bl. a. fordi jeg er ærlig (også overfor mig selv), og fordi han bedre kan håndtere mig, når jeg viser hvem jeg er Han gav mig navnet Sol, da vi blev kærester. Jeg ser det som noget med at lyse op i de mørke kroge i sig selv, og derefter kunne lyse bedre på andre. Sådan et arbejde er hele ideen med mit liv, tror jeg... hihi.

Samtidig er det symbolet, jeg gav mit første barn da jeg mistede hende ved fødslen for snart 10 år siden. Ja, hvad vi ikke skal igennem...

Tak for denne mulighed for at kramme ud.
Venlig hilsen Sol

Hej sol

Hvad er fordelen ved umodne skvattede mænd egentlig for dig? En fordel kunne f.eks. være at de kunne være "ufarlige"? Og at det evt. kan ses i relation til incesten?

Hvis ikke din mand kan sætte sig i respekt over for sin eks, ja så lærer sønnen det næppe heller. Du har jo muligheden for at trække dig ud af det i stedet for at blive i et umuligt sejpineri.

Held og lykke med udforskning af kvindekønnet - det kan stærkt anbefales .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Kære Per, Tak for dit svar, igen.

Som dagene går og jeg funderer over dine svar,og iøvrigt mit liv som det ser ud i almindelighed, bliver jeg bevidst om andre aspekter af min fastlåste situation. Sandsynligvis hører noget af det hjemme i andre fora her på siderne, men jeg vælger alligevel at fortsætte med at skrive her, det virker mest naturligt.

Du skriver at jeg har muligheden for at trække mig ud af forholdet og det umulige sejpineri. Det har fra starten været mit ønske, men jeg skulle igennem et par års kamp med mig selv, hvor jeg målbevidst og uden brug af medicin( det HAR jeg prøvet, og så er man jo bare en "ZOMBIE!") gjorde mig fri af hvad jeg tror var grænsepsykotiske tilstande.

Jeg havde en healer som hjalp mig, senere kom jeg igang med buddhismen, og nu er jeg virkelig fri af det værste mørke. Da det stod på var jeg i den situation, at jeg hele tiden troede at det var min kæreste der skulle hjælpe mig med at få det godt, jeg havde ingen tiltro til mine egne kræfter. Dette mener jeg iøvrigt er hele den psykiske lidelses rod, det har jeg set hos mig selv og andre. Så længe man tror andre skal gøre os raske, forbliver vi afmægtige og desperate. Jeg tog fat i mig selv, og tvang mig til ikke at skælde ham ud når jeg synes han igen svigtede, men bar min lidelse og forladthedsfølelse i mig selv. Det gav mig styrke. Vi har det nu, som før nævnt, stille og roligt med hinanden, og hjælper hinanden. Desuden er jeg blevet en ansvarlig mor med overskud og livsglæde, hvilket er en stor sejr.

Jeg observerer alligevel at noget ikke er som det skal. Siden 2002 har jeg været væk fra det arbejde jeg er uddannet til. Jeg brød sammen i kølvandet på et hårdt ægteskab og en næsten værre skilsmisse. Det gav sig fysisk udslag i lydoverfølsomhed, noget som stadig holder mig væk fra arbejdsmarkedet. Da jeg mødte min nuværende kæreste, boede jeg hos min søster, og fik kort tid efter min egen lejlighed efter 1 år på værelser og sofaer, og uafladelig chikane fra min eksmand. Jeg var netop blevet sygemeldt, og var slidt ned til sokkeholderne.

Der var en stor og vidunderlig kærlighed imellem os fra første øjeblik. Han var desuden den første der gav mig den optimale oplevelse af sex!
Han vidste det med min dameglæde før vi blev kærester, og har altid været positiv overfor det. Ingen jalousi og begrænsninger her...
Så vidt så godt, resten kender vi.

Sagen er at jeg er handlingslammet. Især når min datter er hos sin far. Jeg har en tendens til at skulle ordne nogen dagligdags ting, og så komme i en tilstand hvor jeg simpelthen ikke kan huske hvad det var der var så vigtigt, og samtidig bliver jeg ofte overvældet af afmagt, slattenhed og sorg. Det kan tage mange timer at komme ud af den tilstand, og blive aktiv igen.Jeg går i hi og græder. Det er som om min krop synes det er vigtigere at jeg lytter indad og forløser noget smerte, end at jeg får købt ind, gået i banken, ordnet min datters værelse, eller lavet deciderede arbejdsopgaver..( Jeg har en lille smule forskellige ting jeg så udfører hjemme i mit eget tempo) Jeg har ofte svært ved at sørge ordentligt for mad til mig sev, og føler det er uretfærdigt at man ikke bare kan DØ. For mit liv synes i disse situationer værdiløst, og mit barn har mere glæde af sin far, og min lidelse skak høre op! Jeg har under mine tidligere småpsykotiske anfald reelt prøvet at drikke mig ihjel. Meget, meget dumt med en flaske stærk sprut som bare blev skyllet ned For at slippe for at min krop ville have mad og sex. Og for at slippe for smerte og sorg. Jeg har stadig disse destruktive mønstre, men behersker dem bedre, idet det fx er flere år siden jeg har drukket mig fuld på den der måde. Jeg sørger for at spise og motionere så godt jeg kan, for det gør noget godt i det lange løb.

Når det kommer til at skulle finde et andet sted at bo, eller søge arbejde, så er det fuldstændig hat og briller. Der er for uoverskueligt, og jeg når måske een opringning på en hel måned,fx...

Jeg ser det i klare øjeblikke som et tegn på at der er rester af uforløste traumer i min krop som bliver ved med at banke på, når jeg så ikke rigtig lukker op, kun på klem, bliver det ved med at ligge og gøre mig apatisk.

Da jeg mistede mit første barn for ca 10 år siden var jeg ikke klar over at jeg havde været udsat for seksuelle overgreb i min barndom. Jeg havde blot levet med angst i en del år( startede da jeg som 16 årig blev kæreste m børnenes far). Jeg var knust og ødelagt, men blev af min mand forhindret i at græde og reagere hjemme, da han ikke kunne holde det ud. Han ville heller ikke tale om hende. Vi gik kun sammen på kirkegården, og således blev hans sorgbearbejdelse til min, hvilket ikke var særlig godt Jeg måtte altså sluge klumpen med sorgen over min afdøde guldklump. Jeg gik til psykolog. Hver gang jeg var ked af det på arbejde stod folk på skuldrene af hinanden for at sige til mig, at jeg skulle gå til psykolog. Som om det er sygeligt at græde når man har mistet sit barn, og ikke får lov at græde hjemme! Jeg tror denne sorg medvirker til min apati.

Da min datter nummer 2 var ca 1 år, og jeg havde været igennem en hård start med fødselsdepression, problemer med manden osv, blev jeg klar over at jeg havde været udsat for incest i en meget tidlig alder.
Jeg havde ellers lige fået en kontaktperson som skulle hjælpe mig ved at tale med mig om det at miste et barn, det havde hun selv prøvet. Jeg var nødt til at afbryde denne kontakt, da det med incesten hamrede min krop så eftertrykkeligt sammen, at der kun var plads til det. Jeg fortsatte hos psykolog, nu med anderledes fokus, og endte med at droppe det helt og gå over til healing, hvilket var bedre for mig. To år efter havde jeg endelig kræfter til at forlade et forfærdeligt ægteskab.

Så der er måske ikke så mange spørgsmål her til dig. Min jeg synes det hjælper lidt på klarheden at fortælle om disse ting, og høre hvad du har af synspunkter og kommentarer.

Jeg tror nøglen til klarhed ligger i at bearbejde disse to store traumer. Jeg ved bare ikke lige nu hvordan.

Min kæreste har været væk denne uge. Det påfaldende er, at når jeg vågner om morgenen kan jeg ligesom SE MIN KROP. Når vi sover sammen lukker jeg helt ned for den.. Jeg finder det derpå fornuftigst at bo alene, når forholdet nu en gang tærer så meget på mig. Men derfra og så til at handle er der et stykke vej. I virkeligheden venter jeg også lidt på at FÅ LYST TIL, sådan helt i mit hjerte, at afbryde vores forhold. Altså at klarhed opstår, det er urimeligt meget lettere at handle når man er ægte motiveret!

Ikke mere fra mig i denne omgang.

Venlig hilsen Sol

Hej Sol

Incest og at miste sit barn kan bestemt osse være nogen meget svære ting at have med i sin bagage, og det bedste råd jeg kan give dig er, stadig at arbejde med det i psykoterapi.

Inden du evt. vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Læs osse hvad jeg har skrevet om CHOKTRAUMETERAPI.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Kære Per

Tak igen for dit svar. Jeg går og tygger på en ting i øjeblikket: Hvordan kan man slippe for at være meget seksuelt frustreret? Jeg ved at der ligger noget og blokerer for at jeg kan leve i harmoni med min seksualitet som følge af incesten. Er der fx nogen øvelser man kan lave for at blive bedre til at udleve sin seksualdrift uden skyldfølelse? Jeg går jo ikke i byen og scorer når det nærmere er panik der breder sig hvis nogen virker interessante: jeg er virkelig bange for at give efter, ala dødsangst..
Engang var jeg til et homoarrangement, hvilket var skønt. Det løsnede op for mig, og jeg var så i seng m min kæreste med stor lyst efterfølgende. Det er flere år siden nu.
Kan denne blokering måske endda sættes i forbindelse med min sygdom og arbedsløshed? Det føles absurd at forestille sig, at uforløst seksuelt begær og frygt for at give efter direkte kan gøre een syg og uarbejdsdygtig.. men faktisk oplever jeg at min hørelse i momenter bliver normaliseret når jeg giver min krop lov til at lyste som den gør uden tanker.. Det er ikke afhængig af andre, men en indre given fri!

Jeg oplever en kæmpe befrielse når jeg tillader mig selv (lidt som eksperiment) at definere mig som lesbisk. Andre homoseksuelle har så vidt jeg ved gerne erfaringer med begge køn, det er ikke så ualmindeligt.

Håber der er lidt hoved og hale i dette. Glæder mig til at høre fra dig.

Mange hilsener fra Sol

Kære Per
Synes det er mærkeligt at du ikke har reageret på mit spørgsmål. Det var måske for uklart. Eller ikke værd at besvare? Nå men. Så ikke flere spørgsmål til dig, men et selv-tilfredsstillende indlæg Læser alligevel dine sider af og til, det er da relevant og spændende hvad der foregår bag de lukkede døre i de små hjem.

Seksuel frustration har jeg kæmpet en del med. Opdager at jeg har det bedre når jeg ligesom laver noget spændende - mine arbejdsopgaver osv. Det er altså også et spørgsmål om uforløst energi som sådan.

Er efterhånden OK med at være lidt til damer og lidt til mænd (eller meget til begge dele ) Tænk sig, mødte tilfældigt under indkøbstur en mand som nu allerede har besøgt mig een gang! Vi har set hinanden før, men er ikke venner og kender ikke hinanden som sådan. Havde timelang samtale og kom tæt på hinanden på en rar og varm måde. Aldersmæssigt tættere på mig end min nuværende sambo. Mere sjov, mere friskhed, og mit dybt begravede ønske om at kunne se en fremtid med flere børn, masser af år og livsglæde, kom frem. Havde lyst til at give ham en lille massage Men hvad pokker, er glad for at se mig selv i spejlet nu under alle omstændigheder.

Mens han besøgte mig så jeg mig tilfældigvis i spejlet. Chok! Så glad ud, ikke det sædvanlige bekymrede rynkede ansigt som ligesom er for tyndt, men glade runde kinder! Vidunderligt.

Ligger om natten ved siden af nuværende mand og ønsker at jeg lå alene. Og kunne samle mig i stedet for at være forvirret og plaget. Har siden herrebesøg haft urealistiske erotiske fantasier som tager på kræfterne. Tror ikke han er en mulig partner for good (selvom det egentlig ville være dejligt!) men nyder at tænde og lade det være som det er... Har efterhånden heller ikke noget problem med at forestille mig at søge erotisk samvær med passende partner, ham eller en anden. Det ville ikke engang være utroskab! Sambo ved alt, og støtter op om at jeg finder mig selv, også seksuelt.. og sexliv mellem os er næsten en saga blot. Livet er mærkeligt, og kroppen ved noget som jeg ikke ved med hovedet, men bare må lytte til! Og reagere på. Det føles rart og befriende, og jeg har fået mine kønsdele og min personlighed tilbage. Hurra!

Sol

Hej Sol

Tillykke med genfindelse af krop og kønsorganer, lyst og prsonlighed m.m. Du arbejder jo godt med dig selv, så derfor tænkte jeg ... Nej, det er blot en almindelig fejl, at jeg kom til at overse dine spørgsmål, der er jo henved 1400 indlæg nu, så det kan altså ske, selv om jeg plejer at kigge grundigt efter . De mange SPAM-indlæg gør det nogen gange lidt vanskeligt, der har vel været omkring 500 indtil videre, som jeg har fjernet .

Som jeg har skrevet tidligere, så tror jeg det er en rigtig god ide at finde en psykoterapeut, der er vant til at arbejde med seksuelle overgreb. Gerne en der har kendskab til Choktraumeterapi. Inden du vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog. Seksuelle overgreb kan være for svære at bakse med selv. Som du har erfaret så har kroppen sit eget liv, hvor måske de gamle overgreb er i stand til at lukke dine ører, og når det spontane begær overdøver forsvaret (skammen) så lukker dine ører sig op. Psykoterapien kan hjælpe dig med at få fjernet det uhensigtsmæssige indre forsvar og få det erstattet med et "tidssvarende" - eller for at bruge computersprog, at få opdateret softwaren .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Kære Per
Det var rart at få respons igen
Er lige i øjeblikket lidt ude af mig selv eller måske mere inde i mig selv. Men ihvertfald vildt længselsfuld efter manden jeg mødte og som jeg skal se igen snart. Spørger mig selv hvad der egentlig er galt m nuværende sambo, men det må på en måde være op til de dybere lag at afgøre- og hold da op hvor der er fut i hele systemet for tiden! En del af mig afskriver på forhånd et nyt forhold med omtalte indkøbs-mand.. men i virkeligheden er det det jeg ønsker at opnå, helt væk i lykke hver gang han sender en sms. Jeg har ved gud aldrig før kysset min mobiltelefon kærligt, men det har jeg altså nu.

Kan godt mærke at det ville være godt med terapi. Ikke for at afskaffe mobil-kysning, dog. Men for at blive rask. Overvejer mulighederne. Har tidligere gået meget til psykolog, men har altid syntes at det er meget anstrengende og lidt ubehageligt, og ikke særlig effektivt at gå til lange samtaler. Synes det der chok-traume-terapi virker meget barsk, og jeg er altså mere sensitiv end flertallet. Har så overvejet kunstterapi eller det der massage hvor man også arbejder med at frigøre noget. Synes under alle omstændigheder det går fremad, og det er jo altid muligt at arbejde meget selvstændigt. Men ved godt det er hårde ting jeg bærer på, og at det er en god ide for min egen skyld at gå mere direkte til værks og konfrontere det med hjælp udefra. Tror på en måde jeg tøver fordi det i sagens natur forekommer lidt vildt at skulle se eller opsøge mine ubehagelige minder, endskønt jeg godt ved at det ikke er farligt, kun gavnligt.

Så jeg er klar til at arbejde mere med det, men overvejer stadig hvordan!

Sol

Hej sol

Problemet ved samtaleterapi i forbindelse med seksuelle overgreb (chok), er at man ofte blot bringer klienten ind i traumet/traumerne, hvilket kan betyde at man forstærker ubehaget, bl.a. fordi man ikke inddrager kroppen.
Fidusen ved Choktraumeterapi er, at her bringer man klienten væk fra traumerne på en måde, der gør at man bedre og bedre kan rumme og få gjort det gamle stof færdigt. Man lærer en ny overlevelsesstrategi kropsligt og mentalt. Og på den måde er Choktraumeterapi faktisk ikke barsk, tværtimod hjælpes man væk fra ubehaget .

Og fortæl gerne hvordan det kommer til at gå med indkøbsmanden .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Kære Per

Nu er det efterhånden længe siden jeg har følt mig udhvilet. Bortset fra at jeg er startet på fedt, givende karrierekursus i mandags, så er jeg jo altså temmelig forelsket! Samtidig med bofællesskab med mand som indebærer mærkelig hjemløs fornemmelse. Men det løser sig hen ad vejen, lige nu er det bare helt hat og briller med mig

Min kære indkøbsven besøgte mig igen for et par dage siden. Jeg havde en forkromet plan om ikke at komme ind på mine følelser men se tiden an. Da han skulle til at gå blev dette tidspunkt for bekendelse imidlertid rykket frem, jeg MÅTTE bare sige det, kunne ikke bære flere halv-løgnagtige møder med ham. (Vi ses officielt for at være buddhister sammen). Så jeg forklarede at det med min sambo var noget bras og at han gjorde mig varm og tændte drømmen om mand og børn og fremtid. Sådan helt fra leveren Jeg følte mig jo meget sårbar, for tænk hvis han bare ikke gengældte mine følelser det mindste!

Det gør han så imidlertid. Han gjorde mig klart at det lige nu ikke var tiden for ham at give andre en familie, men få styr på sit eget liv. Jeg kunne kun sige ditto her, lad mig få min egen lejlighed og fred til at finde mig selv. Kæmpe kram. Vidunderligt. Hvad nu? Tid, tid, tid.

Lå i nat i stuen på gæstemadras og har ingen lyst til at vende tilbage til soveværelset. Er ved at skaffe mig en ordentlig seng. Er supertræt. Skifter mellem lykke og fortvivlelse, ekstase og gråd.

Sommetider tror jeg at jeg bare skal sove og finde mig et arbejde, så vil alt blive godt igen mellem mig og sambo. Men fri mig, hvor kroppen råber NEJ!

Spørgsmål: Jeg har svamp i munden, smitter det ved kys osv(man kan ikke vide om det skulle blive aktuelt )?

Sol

Hej igen...

Har anfald af effektivitet og har genlæst din information om choktraumeterapi. Har således følgende kommentarer:

1/ Når det er terapeuten der bestemmer ser jeg faktisk i ånden at det er en underkastelse som minder om ihvertfald de seksuelle overgreb jeg selv stadig har i kroppen. Hvilket så bliver en meget blandet form for hjælp! Jeg mener: Terapeuten siger STOP, LØB osv... Har JEG ikke mulighed for at sige stop, synes jeg det trods alle gode hensigter bliver at fratage mig netop min egen bedømmelse af situationen..

2/ Da jeg fik at vide at min baby var død 9 måneder henne i graviditeten, havde jeg også en stærk trang til at flygte. Dette står meget stærkt i min hukommelse, denne følelse af at ville væk, men der var INTET STED AT FLYGTE HEN, da barnet jo lå i min mave og skulle fødes af MIG og ingen anden. Kan dette chok også behandles med choktraumeterapi? Mit barn der var dødt lå jo i min mave og ville også i et tankeeksperiment følge med uanset om jeg så tog til grønland eller lignende! INGEN kunne hjælpe mig her, selv ikke verdens tryggeste farmor eller naboens hestestald

Jeg var omgivet af hjælp, præsten kom, jordemødrene var meget meget gode. Men alene var jeg...

Sol

Hej Sol

1) Jo bestemt har klienten selv mulighed for at sig STOP eller at løbe af sig selv. Det teksten under KONTRAKT: handler om er alene for at sikre klienten mod at få det værre evt. blive psykotisk. Og samtidig kan jeg udmærket forstå, at du kan læse det som du gør. Terapien har netop til hensigt øge klientens bedømmelse af situationen i nutiden.

2) Ja jeg tror bestemt, at man vil kunne anvende osse CHOKTRAUMETERAPI på den situation. Det er formenligt et spørgsmål om psykoterapeutens kreativitet. Det vil nok være værd at overveje om din alenefølelse har nogen sammenhæng med de andre begivenheder du har været ude for, men det bliver nok for specifikt til at det kan afdækkes her. Ikke sjældent kan der optræde kæder af chok.

Jeg håber det gjorde det lidt klarere for dig, ellers må du spørge igen.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Kære Per
Ja som verden er forunderlig. Hver ting til sin tid, tror jeg. Lige nu bor jeg ikke længere hos sædvanelige sambo. Jeg fik nok og flyttede ud til min kære indkøbsven, som tog imod mig med åbne arme. Sjovt som alting falder anderledes ud end man havde planlagt. Han er stadig hooked på at forblive ungkarl. Men vi holder spontant fantastisk meget af hinanden. Og jeg får lov til at opleve mit eget hjerte åbne sig. Det er kun 3 dage siden jeg flyttede. Det var ellers planen at jeg ville blive boende til jeg havde fundet en egnet bolig til mig selv og min datter. Så fik jeg det imidlertid så dårligt af at være sammen med sambo at jeg smed alle tanker, drak mig meget fuld, pakkede det mest nødvendige, og gik hjemmefra for ikke at komme tilbage. Ringede til vennen, som heldigvis var meget hjælpsom. Så nu bor jeg her og har det meget meget fint. Ude af presset, inde i varmen. Når jeg vågner om morgenen er jeg glad og frisk selvom vi ikke ligefrem sover tiden væk, men snakker og ..........

Han inspirerer mig og gør mig glad. Og sjælen har ro.

Jeg skriver for at videregive hvad en tur i Irma kan afstedkomme. Det er meget tydeligt at kroppen og underbevidstheden i virkeligheden rummer utrolig meget visdom.

Skal stadig finde bolig osv. Man det er helt fantastisk at føle sig fri og glad.

Håber ikke jeg får brug for at skrive mere. Du har virkelig været der på rette tid og sted.

Mange hilsener fra Sol