PSYKE & SEX DEBAT

Hej,

Jeg er en ung kvinde på 21 år. Fra jeg var 9 til jeg var ca. 12 år, blev jeg udsat for seksuelle overgreb. Jeg har gået hos en psykolog i lidt over et år nu, og er da også kommet et godt stykke videre end jeg var for et år siden. Men jeg har stadig problemer med at få mit sexliv til at fungere. Man kan vel godt sige, at jeg er bange for sex, men jeg længes alligevel efter det. Jeg har det problem, at for at jeg kan gennemføre samleje uden at bryde sammen, skal jeg være enormt fuld, men jeg får ikke orgasme. Jeg har prøvet at eksperimentere med nogle forskellige ting, bl.a. har jeg prøvet ( på opfordring fra min psykolog) at være mere aggressiv i den seksuelle akt, så jeg på den måde ikke ville føle mig som "offer". Men det hjælper ikke.
Min psykolog har også givet mig diverse bækkenøvelser, som skal få mig til at slappe af. Det gør de da også, men jeg får stadig ikke orgasme, og har stadig svært ved at gennemføre samlejet. Presser jeg mig selv for meget? Er der noget jeg gør forkert?

Har du nogle gode råd, som evt. kunne hjælpe mig bare lidt videre?

På forhånd tak,

Jeanette

Hej Jeanette

Det lyder godt, at du forsøger at få gjort noget ved overgrebene. Nu ved jeg ikke, hvordan din psykolog arbejder med dig, men min erfaring er, at det er nødvendigt at inddrage kroppen i terapien. Det er ikke nok at snakke om, hvad der skete. Personligt synes jeg den bedste metode er CHOKTRAUMETERAPI.

Nu fremgår det ikke, om du i det hele taget kan få orgasme f.eks. for egen hånd? Det er nok vigtigt at skelne mellem, hvad der har med "almindelige" problemer med sex at gøre - mange unge kvinder får ikke orgasme ved samlege, det lærer de sig efterhånden som deres egen og deres partners erfaring øges - og så skelne det fra, hvad der har med overgrebene at gøre.

Når du spørger: "Presser jeg mig selv for meget?" Hvordan oplever du så at du presser dig selv for meget?

Læs mere i PSYKE & SEX om Incest & orgasme

Læs mere om CHOKTRAUMETERAPI.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per,

Min psykolog inddrager også kroppen i terapien. Jeg har blandt andet fået nogle åndedrætsøvelser, da jeg har en tendens til at "glemme" at trække vejret. Vi/jeg laver også jordforbindelses øvelser, da jeg tit har en følelse af at være uden for min krop, i den forstand at jeg "sidder" ved siden af mig selv, og ser på mig selv.
Min psykolog har da også diagnosticeret PTSD hos mig.

Jeg har problemer med at gennemføre et samleje. Jeg kan ikke slappe af, og bliver altid stiv som et bræt. Så det kommer aldrig så langt som til orgasme. Min partner har altid problemer med at føre penis ind, da jeg jo ikke kan slappe af.
Når jeg spørger om jeg presser mig selv for meget, så mener jeg, om jeg evt. går for hurtigt frem, og ender med at gøre mere skade end gavn. For mit vedkommende ender samleje altid i en stor skuffelse, og det føles tit som et nederlag ikke at kunne gennemføre det.
Jeg kan godt få orgasme ved onani, da der jo ikke er noget pres på mig fra mandens side.

De få gange, hvor jeg har gennemført samlejet, har min eneste tanke under samlejet været: Hvornår er det ovre? Og det er jo ikke just stimulerende for at opnå den nydelse, der burde være forbundet med sex.

Det er underligt...til daglig læser jeg til sygeplejerske, og der har ikke noget problem med at snakke om sex, da selve emnet jo får et mere klinisk aspekt, men når det kommer til mig selv, så klapper jeg i som en østers.

Jeg ved ikke om det besvarede dine spørgsmål, men det håber jeg da...

Jeanette

Hej Jeanette

Det er rigtig godt at træne både vejrtrækning og jordforbindelse. Og manglende jordforbindelse kan man have på flere måder, f.eks. at man mest er i sin fantasiverden eller er meget mental. Det du omtaler, vil jeg nok ikke kalde manglende jordforbindelse men en ud af kroppen-strategi, der er en del af overlevelsesstrategien i forbindelse med overgrebene, og hvad det sidste angår, så handler det ikke om at lave jordforbindelsesøvelser men om at træne i at komme tilbage i kroppen.

Det er efter min mening ret vigtigt, at man ikke arbejder sig ind i traumet, men at man tværtimod arbejder sig væk fra traumet. Gør man det første risikerer man at forstærke problemerne. Det er nærmere beskrevet, i det jeg har skrevet om CHOKTRAUMETERAPI.

Når det er vanskeligt for dig at gennemføre samlege, så skyldes det sikkert, at din krop laver afværgereaktioner, og det er derfor, at det er vigtigt at din krop/hjerne lærer andre måder at reagerer på, det skal gøres fysisk, det kan man hverken snakke sig til eller tænke sig til.

Som du beskriver dine samlege, så lyder det som en beskrivelse på "overgreb" og "afværge" og altså en ubevidst gentagelse af gamle overgrebssituationer(?).

Læs igen hvad jeg har skrevet om CHOKTRAUMETERAPI og print det evt. ud og giv det til din psykolog.

Du skal være velkommen til at skrive igen.