PSYKE & SEX DEBAT

Ved ikke rigtig hvor jeg skal begynde...
Er kvinde, 42 år og gift på 18. år - med ham jeg mødte som 17-årig, og vi har to børn sammen - begge teenagere.
Vores samliv har som mange andres været op og nedture, men vi skændes sjældent - vi diskuterer bare!
Trækker vores grænser op - jeg er nok blevet mere forstående (voksen) med årene, men kræver til gengæld også mere respekt, og føler også at jeg får det. Vi er begge meget analytiske, og har fået lært at tale om mange ting. Men vi er også begge temmelig konfliktsky, så de emner vi ikke kan tale om - ja dem "overhører" vi bare.
Vores baggrunde er så forskellige, så nogle har kaldt os for et "kultursammenstød".
Jeg har haft to depressioner i mit voksenliv, har gået to år i samtaleterapi - og er modnet meget af den vej, og har nok mest givet min egen familiemæssige baggrund "skylden" for nedturene.
Jeg har været på vej væk et par gange, da vi var yngre, følte jeg var i klemme, da jeg har giftet mig med en mand med et stort ego, og jeg er opdraget til at være "pleaser". Men har ikke turdet pga. tryghedsnarkomani.
Har været villig til at opgive næsten alt, for at undgå, at mine børn skulle opleve den slags familiemæssige koas, som jeg selv kommer af.
Så vi har hidtil "fundet ud af det".
Min mand er karrieremenneske og jeg er tryghedsnarkoman.
På den måde supplerer vi hinanden godt, han tjener pengene og jeg holder hjemmefronten kørende.
Vi har det økonomisk godt, og har også mange fælles interesser.
Vores sexliv har ikke været "svimlende" i de senere år - nærmere en vane, men dog ok, på den måde, at vi begge kan blive ophidsede og også nå et klimaks - dog på en meget forudsigelig måde, - min mand er født tekniker og bruger den samme teknik hver gang, skruer lidt på de knapper han plejer, - meget mekanisk - og forudsigeligt!
Har nogle gange forslået, at vi skulle prøve lidt andet, men det er altid på mit initiativ, og så ebber det ud - jeg vil gerne "tages med storm", men det virker ikke rigtigt på opfordring!
Der kan gå uger, ja måneder imellem, og der falder ingen kys eller kærtegn i hverdagene, men dog venlig opmærksomhed.
Vi er mere "gode venner og kolleger" min mand og jeg!
Der kysses ikke så meget i min mands familie, de holder meget på formerne. - jeg til gengæld har altid været en "kælepot" og har brug for at udtrykke mig fysisk også, og uddeler gerne kys og kram - men gider ikke altid, at skal være den der giver eller tager initiativ, og så er det lige så stille ebbet ud mellem min mand og jeg.
Har i årenes løb haft en flirt af og til, -dejligt bekræftende, men har aldrig haft et rigtigt seksuelt sidespring, da jeg ligefrem har følt afsky ved tanken om en anden mands sæd i mit underliv. Har fået appetit ude, men spist hjemme!
Jeg har været åben omkring mine flirts, og min mand har aldrig virket til at lægge noget i det - jeg har nærmere følt, at vi begge kunne "tænde" på det.
MEN!!! nu er vi rendt ind i et forholdsvis ny bekendtskab (har kendt "ham" og konen i 1½ år - vi er nybyggere begge hold) og vi mødes af og til i nabokredsen, og over hækken.
Han, naboen altså, er jævnaldrende, og er nu gift for anden gang.
Han har fortalt mig mange gange, at han synes jeg er sød, - og jeg har kunnet sige i lige måde, for det synes jeg også han er, men vi har holdt det på venskabligt vis over en øl - ha-ha, og Skål
Lige indtil for to uger siden, - da var vi til en gadefest, hvor begge vores ægtefæller gik hjem før os.
Vi fulgtes så hjemad, og endte pludselig i et buskads i en meget intim situation.
Vi gik MEGET langt i forhold til at røre ved hinanden - han tog mig (næsten) med storm, og jeg nåede faktisk tæt på klimaks, men pga. de fysiske omgivelser måtte vi stoppe op, vi diskuterede muligheden for at gøre det færdigt med samleje, hvor og hvordan, men blev så "fornuftige" da vi begge godt vidste, at vi var ude på overdrevet.
Var lidt "fuldefjollede", men sagde så pænt farvel og gik hjem hver til sit.
Mødte ham så allerede igen næste dag, hvor vi begge åbenbart har følt trang til at komme en tur ud i haven.
Vi snakkede om situationen, hen over hækken, var enige om, at det var godt vi stoppede hvor vi gjorde, men der var ingen "bondeanger", bare en konstatering af, at det var ærgerligt at vi ikke havde mødtes før, i en anden sammenhæng - at vi begge havde syntes det var dejligt, og at vi ville holde tæt med det begge to.
Har så set ham jævnligt, - som vi plejer som naboer, han kigger ind og taler med min mand, og siger søde ting til mig, ligesom han plejer, - og har måske sendt mig nogle blikke som han ikke plejer.
Men ingenting er som det plejer, ikke i min krop, den ter sig som en teenagers krop i løbetid, og jeg er vildt opstemt.
Har hånet mig selv og sagt, at det bare er hormonerne der spiller mig et puds, men det blive bare ved.
Jeg har sådan en lyst til sex med ham, at gøre det vi startede på færdigt. Ikke at jeg er "vildt forelsket", jeg er bare "lysten" efter ham.
Og så kom han i dag, og ville tale med mig.
Han havde taget tidligt fri, og kom forbi før min mand kom hjem.
Han ville fortælle mig, at han ikke havde tænkt på ret meget andet siden.
Jeg kunne jo så fortælle, at jeg havde det ligesådan - vi drøftede "mulighederne" igen, og jeg sagde, at hvis der nogensinde skulle ske mere, så skulle det planlægges nøje, og være langt væk fra vores hjem og familier.
Pyh... allerede der er jeg jo kørt af sporet.
Vi blev enige om, at tænke os om igen, men endte så alligevel i kys og omfavnelser - i døren, da han var på vej ud. Åh, det føltes godt...
Hjalp hinanden med at opremse alle de gode grunde der er, til at vi ikke burde ses igen, men lovede alligevel hinanden, at vi bare måtte finde ud af at mødes alene...snart!
Og jeg kan ikke lade være med at føle glæde bare ved tanken!
Puh-ha, hormonerne suser rundt, og hjernen den kværner.
Og her sidder jeg så og skriver, kan ikke finde en eneste "gyldig" grund til at skulle fuldføre det, men kan mærke, at jeg nok gør det alligevel!
Jeg er fuldt bevidst om hvad det er jeg/vi er igang med, og er alligevel parat til at "skide" på konsekvenserne.
Hvad er det lige der sker???
Hilsen "nabokonen"

Hej Nabokonen

Filosoffen Blaise Pascal har sagt: "Hjertet har sine grunde som ikke angår forstanden." Jeg plejer at tilføje: Kussen har sine grunde som ikke angår forstanden. Og det er jo så det du erfarer nu!

Mennesket er ikke skabt til monogami og er derfor meget dårligt eget til det. På et Sommerkursus om seksualitet og kærlighed på Ærø lavede vi et år en utroskabsundersøgelse. Vi var 20 voksne mennesker og ud af disse 20 var der 2, der aldrig havde været deres partner utro.

Der er så vidt jeg kan se kun 2 muligheder: 1) Du hopper på naboen eller 2) Han hopper på dig. Den 3. mulighed, at I lade være med et sidespring, synes ikke rigtigt at fænge.

Apropos: En lille barnlig annonce i Information lød: "En kristen må kun have én kone, det kaldes monotoni."

Fortæl hvordan det går.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Naboen har ringet til mig idag fra sit arbejde.
Og ingen tvivl, - hvis ikke jeg hopper på ham, så hopper han på mig!
Skal bare lige have fundet ud af, hvor vi kan mødes, - gider ikke lige at skulle ligge i et eller andet buskads.
Gode forslag modtages gerne...

Vi har udvekslet hotmail-adresser - og kan nu skrive sammen, uden at vores bedragede ægtefæller kan kigge med.
Underligt, men jeg har faktisk ikke dårlig samvittighed over for min egen mand, - tænker et eller andet sted, at han jo godt ved, at jeg elsker ham.

Men derimod har jeg det knap så godt, når jeg tænker på naboens kone - jeg bryder jo en uskreven regel, om at man ikke stjæler en anden kvindes mand.
Ikke at jeg vil stjæle ham som ægtemand, jeg vil jo bare låne ham lidt...
Det havde dog været lidt nemmere, hvis jeg ikke vidste hvem hun var.
Men ved dog også, at hun var "elskerinden", før han blev skilt, men det er jo ikke sikkert, at det lige er det hun husker på, hvis hun finder ud af det. Godt vi aldrig har været veninder, men bare bekendte, så jeg ikke er nødt til at mødes med hende særligt tit.
Ville virkelig føle mig falsk, hvis jeg skulle gå og foregive noget...
Har dog besluttet, at der mest er hans problem.

Jeg vil det her eventyr, det er længe siden jeg har følt mig så levende - og pludselig synes livet for kort, til ikke at holde fast i den følelse.
Tornerose om igen!

Tak for svar Per - var spændt på, om det væltede ind med fordømmende svar, men det er der åbenbart ingen der har følt trang til endnu.
Måske det er rigtigt, at livet er for kort til "montoni"

Hilsen Nabokonen

Hej Nabokonen

Det overrasker mig ikke, at gryden stadig koger, og at I vil smede mens jernet er varmt .

F.eks. er moteller vant til kortere besøg, det samme er hoteller.

Du skal være velkommen til at skrive igen, og vi venter spændt på fortsættelsen .

Under påskud af at skulle weekendhandle har vi nu haft vores første stævnemøde.
Ja, så mødtes vi på en rasteplads og gav det en time. - skulle jo bare lige se hinanden og kysse lidt.
Desværre vrimlede det med mennesker, og vi kom til at grine mere end kysse, da det var totalt upassende og man følte, at alle der kom forbi, sendte det her blik, der sagde, at de altså godt vidste, hvad det var, vi havde gang i.
Så vi tog den ene af bilerne og kørte videre, til et noget mere afsides sted - og så skulle vi jo så bare kysse lidt, og se hinanden dybt i øjenene.
Men han er bare for fræk, så ...
Var først noget ubekvemme med bilsæderne, gearstangen, rattet, dørhåndtaget - åh for f......
Men fandt så løsningen, da vi fik skubbet passagersædet helt tilbage.
Man skal lære så længe man lever...
Næste gang bliver på et Motel.
Vi har fundet et, der ligger et sted, hvor man ikke forventer at møde nogen man kender.
Skal så bare have fundet et tidspunkt, hvor vi begge kan rykke mere end en time ud af kalenderen.
Jeg er fuldstændig høj af affæren, og min mand har virket så glad her i weekenden, måske fordi jeg er i så godt humør!
Håber vi kan holde det indenfor nogle rammer, hvor vi allesammen er glade - men måske jeg er naiv.
Nu må vi se, hvor langt vi tør køre det... indtil nu er det jo kun en "leg".
Jeg skriver ikke mere, men har haft brug for et sted, hvor jeg kunne "få luft" - på et tidspukt syntes jeg det var helt surrealistisk.
Og det er ikke lige noget, jeg har haft lyst til at belemrer mine omgivelser med.
Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af!
Hilsen Nabokonen

Hej Nabokonen

Jamen så gik det jo som det skulle .

Et lille tip angåede det at lyve (det har vi jo alle brug for af og til), hold jer altid så tæt til sandheden som muligt, det er den nemmeste måde at huske på og komme ud af klemmer .

Held og lykke med eventyret .

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg er forarget! Uanset hvordan du pakker det ind, er det UTROSKAB!
Og at have denne "professionelle" psykoterapeut til at sidde og blåstemple dette, er simpelthen bare for langt ude!

Omstændigheder, schmomstændigheder...

I sidder og skriver om det, som var det en fræk tur over naboens hegn for at stjæle æbler. I virkeligheden handler det her om de FØLELSER der kan komme i klemme, og sikkert vil det. Med mindre både hendes mand og hans kone er usædvanligt distrete og går rundt med skyklapper på.
De finder ud af det før eller siden, og så falder hammeren.

Dumme svin!

Min mening...!

Hej Mikkel

Nogen mennesker er som du stærkt forargede over utroskab, andre er som jeg ikke forargede over det. Nogen mennesker bliver stærkt såret over utroskab, andre som jeg gør det ikke. Jeg forholder mig til realiteterne, utroskab er mere almindeligt end troskab. De statistiske undersøgelser der er lavet peger på, at ca. 75 % af alle voksne mennersker på et tidspunkt har været deres partner utro. Det er i øvrigt slet ikke menneskets natur at holde sig til én partner! Det kan du meget enkelt se af den hast, hvormed kønssygdommene spredes med.

Som professionel psykoterapeut er det ikke min eller nogen anden professionels opgave at moralisere og sige, hvad man må eller ikke må i et parforhold. Min opgave er ikke at håndhæve Moselovens bestemmelse om, at du må ikke begærer din næstes hustru - eller i øvrigt opstille regler for hvad andre må eller ikke må med deres liv. Det overlader jeg til præster og moralister. Min opgave er f.eks. at hjælpe med løse de problemer, der er med at opleve en stærk indespærret lyst, og/eller de problemer der opstår, hvis den udleves.

Jeg går ikke ind for, at man holder aftaler. Jeg går ind for, at man laver aftaler der holder! Her viser realiteterne så, at aftaler om troskab ofte er urealistiske, de brydes i stort omfang. I stedet var det måske langt bedre at finde ud af, hvordan vi sammen kan få udlevet vores lyster - og osse lyster til andre end vores partner.

Følelser er ikke noget man dør af. Følelser er vores indre sømærker, der hjælper os med at navigere her i livet, hvad enten der er tale om glæde, vrede, sorg eller liderlighed. Og alle 4 grundfølelser er det en god ide at få luft for.

I øvrigt synes jeg det er en god ide at skelne mellem utroskab og sidespring.
Utroskab er når man klart har aftalt, at man ikke må have seksuelle og følelsesmæssige relationer til andre. Det er så vigtigt, at man samtidig klart aftaler, hvad der er utroskab. Er kys f.eks. utroskab, er forelskelse utroskab selv om man ikke går i seng med den anden osv. Troskab er med andre ord en klar og tydelig aftale - ikke blot en uformuleret forventning.
Sidespring er når man ikke har aftalt noget præcist om troskab med sin partner.

Læs mere i PSYKE & SEX om Utroskab.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per

Tak for godt input.

Har læst flere debatfora på nettet, hvor mennesker, som nabokonen drister sig til at spørge om konkrete problemstillinger i forbindelse med udenomsforhold. 4 ud af 5 svar til spørgeren er fra folk som Mikkel, der føler sig stødt på deres moral, og mener, at de skal fortælle indlægsstarteren, hvad deres mening er, selvom det ikke er det, der spørges efter.

Det hjælper jo ikke den person, der spørger overhovedet, at få en gang moralsk prædiken, og fjerner ikke de følelser, der er oppe at køre og de problemer der evt. relaterer sig dertil, så det er dejligt, at der er en brevkasse, hvor der tages stilling til spørgerens udgangspunkt uden fordømmelse, og ikke hvad det nu er comme il faut at mene andre skal gøre.

De kærligste hilsener
Kirstine

NB: Det er forøvrigt interessant at notere sig, hvor mange, der er så fandens moralske på andres vegne, når man tænker på, hvor almindeligt utroskab er rent statistisk.
En del må jo mene at moral er godt, men dobbeltmoral dobbelt så godt:-)

Kirstine

Hej Kirstine

Selv tak .

Kirstine... du kunne jo feks følge dit eget eksempel, og tie stille i forhold til min kommentar... Din kommentar, er nemlig ikke hvad jeg spurgte om/kommenterede til. Tak.

Det er meget tydeligt, at nabokonen slet ikke havde i sinde at beholde bukserne på, så at sige - hun manglede blot et bitte puf i den utro retning. Og hvilket bedre sted at henvende sig, end her. Per er notorisk for ingen mening selv at have. Alt er tilladt. Ingen moralske lofter.
Statistikken siger også noget om at det er normalt for visse folk, at begå mord. Nåh ok - jamen så må jeg vel bare følge mit urinstinkt, og slå min konkurrent ihjel. Iflg statistikkerne er dette jo forholdsvist normalt...! Eller også kunne jeg tage hensyn til den pågældendes følelser mod at blive dræbt. Dennes familie, osv...

Folk må sgu knalde hvor, hvornår og hvem de vil. Jeg syntes bare det er forkasteligt at begå handlinger der bevidst sårer andre. Og så sgu da især når det er en person der elsker og stoler på én. Følelser er stærke, og kan virkelig ødelægge meget for den enkelte. Utroskab, har ofte vilde konsekvenser.
Og nej, jeg har hverken bedrevet utroskab selv, eller mærket det på egen krop. Så mine sure opstød er på ingen måde en hetz mod "syndere". Men jeg er sur over den mangel på respekt overfor andre folks følelser, der hersker både hos nabokonen, men også fra Pers nærmest opmuntrende og lystige små råd. Go for it. Skid på manden - det er jo kun slemt hvis det bliver opdaget. Tihi....
Vorherrebevares...

Til Mikkel

Nu er du ikke trådstarter af denne debat. Hvis du vil have en diskussion om for eller imod utroskab eller om hvad man skal mene om det, hvorfor starter du så ikke din egen tråd i stedet for at trampe på en, der allerede er i vildrede, og som ikke har bedt om din mening? I så fald skal jeg nok lade være med at blande mig:-)

Jeg undrer mig såmænd bare over, at folk føler det så magtpålæggende at komme med deres moralske opstød, når ikke det er det debatten går på, og egentlig synes jeg det er synd for de mennesker, der beder om et råd, for dem kan problemet jo være reelt nok. Hvad er det du vil med sådan et indlæg?

Med venlig hilsen
Kirstine

Videre til Mikkel

Nu er der i mine øjne den forskel, at mord er forbudt ved lov, det er utroskab ikke. Derfor holder dine sammenligninger ikke vand. Og hvad der er din moral behøver jo ikke være andres. Imidlertid er der ikke noget nemmere, end at pudse glorien og være moralsk på andres vegne.

Der er heller ikke nogen lov der foreskriver, at psykologer SKAL have en mening, for de allerfleste patienter er det faktisk altafgørende, at de kommer frem til deres egen holdning, som skal findes inde i dem selv, og ikke hos psykologen. Tror der er noget, du grundlæggende har misforstået.

Jeg forstår godt dit resonnement omkring utroskab, jeg synes bare ikke rigtig det er moralske belæringer eller fordømmelse Nabokonen efterspørger, og samtidig kan jeg i kraft af, at jeg snart selv er 40 år, og har været i mit forhold i 21, godt se nuancerne, og at alt måske ikke er så enkelt og ligetil, når man står midt i det.

Jeg er udmærket klar over at situationen ikke er nem og ligetil. Jeg er bare irriteret over hvor nemt det var for hende at få blåstemplet sin utroskab her.
Jeg efterlyser bare noget ansvar og en højere moral, end den der bliver lagt for dagen. Da dette debatforum er offentligt tilgængeligt ser jeg ingen problemer i min kommentar. Desuden er det ofte konstruktivt med flere synspunkter. Også negative.

Den skarpe debattør havde måske lagt mærke til at jeg godt ved at mord er ulovligt. Sammenligningen handler om det moralsk forkerte i at slå en ihjel, ligesom det er moralsk forkert at knalde udenom.

Nej, psykologer/psykoterapeuter skal absolut ikke nødvendigvis have en mening. Den eneste der i sidste ende kan hjælpe én med et problem, er personen selv. Nogle gange syntes jeg som sagt bare Per er for medgørlig. Hvad står manden for? Hvad syntes han selv? Hvad er hans standpunkter? Hvor går hans grænser?
Spørgsmålene skal ikke besvares - det er ikke Per indlæggene handler om. De står som forklaring til mine kommentarer.

Afslutningsvis... Jeg ved godt at nabokonen ikke søgte efter min slags kommentarer. Hun ledte efter grønt lys. Netop derfor skulle hun have mine kommentarer. For at tænke det igennem igen.
Ligesom alle andre, må jeg jo tage udgangspunkt i mig selv og mine holdninger.
Var jeg hendes mand, var jeg blevet så skuffet, såret, vred og fortvivlet!
Lidt solidaritet skader aldrig!

Venlige hilsener
Mikkel