PSYKE & SEX DEBAT

Hej Per

Jeg har en ting som jeg går og tumler lidt med for tiden. Jeg tror du kan fortælle mig nogle kloge ting og måske hjælpe mig til at acceptere tingenes tilstand.

Jeg føler ikke jeg får det optimale ud af tilværelsen. Det jeg bruger min tid på virker på mig ofte meget ligegyldigt, jeg går i skole og jeg er sammen med mine nære venner, som mere eller mindre består af mine klassekammerater. Der sker rimelig tit noget i weekenderne i min omgangskreds, fest, hyggeaftener m.m. Det skal siges, at jeg ikke opfatter skole som noget ligegyldigt, jeg forsøger og kæmper en del med at optimere mit gennemsnit. Problemet ligger i det sociale, hvor jeg sjældent forstår virkelig at nyde samværet med andre. Jeg tænker ofte at min glæde ved at være sammen med mine venner kun er en illusion eller at jeg bare forestiller mig at det er noget jeg virkelig bryder mig om. Jeg er kun 17 år, og synes ærlig talt det er svært at sætte ord på det jeg taler om her. Kort sagt føler jeg bare at de mennesker jeg omgås ikke siger mig "nok". Jeg føler ikke at der er noget behov for mig, også selvom jeg klarer mig fint i skolen (8 i snit, går i 2.G), har nogle omsorgsfulde forældre og ofte laver noget med venner. Jeg er bange for at mit behov for at være behøvet er overdrevent og at det ikke kan opfyldes, men hvad gør man så? Hvordan kan jeg uden videre acceptere dette?

Temaet er som du nok kan læse dig frem til, Ensomhed.

En ensomhed som jeg, uden at vide særlig meget om det, ser i mine forældre. Jeg mener... Mine forældre har kun familien, ingen venner som ikke er beslægtet, og jeg undrer mig ofte over hvordan det kan være. Nu er jeg bange for at jeg begynder at tale om en masse forskellige ting, som sagt har jeg svært ved at sætte ord på min fortvivlelse, jeg ved bare den er der. Måske kan du stille mig nogle spørgsmål som kan åbne mine øjne bedre!

Hilsen A

Hej A

Sørger du stadig over tabet af din ven, der tog på efterskole? Det kunne jo være en af grundene til din tristesse.

Når du gerne vil ændre på dig selv, så er der bl.a. en lille ting, du kunne være opmærksom på, og det er, at der er forskel på at føle, tænke og opleve. Derfor er det vigtig, at gøre sig klart om man føler, tænker eller oplever.

Jeg prøver lige at skrive noget af din tekst om i det lys :
"Jeg tænker ikke jeg får det optimale ud af tilværelsen." .. "Kort sagt tænker jeg bare at de mennesker jeg omgås ikke siger mig "nok". Jeg tænker/oplever ikke at der er noget behov for mig, også selvom jeg klarer mig fint i skolen (8 i snit, går i 2.G), har nogle omsorgsfulde forældre og ofte laver noget med venner."

Følelser kommer bare til os, dem kan vi ikke gøre noget ved. Tanker kan vi tænke om, tænke anderledes. Oplevelser kan vi analysere, er vores oplevelse rigtig, eller er det en forestilling, vi gør os.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Tak for den lange besvarelse!
Først vil jeg sige at jeg ikke længere sørger over min tabte ven, det er en længere historie, men vi så hinanden i kort tid i sommerferien og det var ikke nogen stor succes. Men nok om det

Jeg har tænkt en del over det på det sidste, og jeg synes ærlig talt selv at jeg er deprimeret. Jeg tror ikke det er nogen klinisk depression, det er ikke noget underbevidst som spiller mig et pus, jeg tror nærmere, at jeg er i en periode af mit liv, hvor livet ikke helt lever op til forventningerne.

Ensomhed synes jeg selv er en meget bred betegnelse, som måske kan præciseres som kedsomhed i mit tilfælde. Lad mig bruge denne dag som eksempel, hvor ingen af mine nære kontakter har mulighed for at være sammen. Jeg er tvunget til at sidde alene hjemme og hænge over computeren, når det jeg allerhelst ville var at tilbringe noget tid med nogle venner, gå på cafe med en sød pige eller noget lignende. Jeg kan se på mig selv at jeg er blevet dårlig, eller er dårlig, til at møde nye mennesker for tiden.

Jeg kan forestille mig at du vil råde mig til at få en ordentlig hobby, men det er ikke sådan lige at få, hvis jeg havde en ting jeg brændte for på nuværende tidspunkt, så ville jeg allerede være i gang med den!

Hej Frygtløs

Når "livet ikke lever op til forventningerne", så er det nok værd at huske på, at det er dig, der producerer dine forventninger. Jo højere og jo mere urealiserbare éns forventninger er, jo mere skuffet kan man så sørge for eller tillade sig at blive.

Du skriver, at du er tvunget til at sidde hjemme og hænge over computeren, blot fordi dine venner ikke kan mødes den dag. Der er ingen andre end dig selv, der tvinger dig. Du kunne løbe en tur, du kunne tage ud og fiske, du kunne gå på museum og lære noget nyt, du kunne gå ud og lære nye mennesker at kende, osv. Faktisk er motion ret godt til at få humøret op hos mennesker med depressive tendenser.

Engang hvor jeg havde det lidt lige som dig, kom jeg til at tænke på et lille citat af den østrigskfødte amerikanske psykolog/psykoterapeut Paul Watzlawick, der i sin bog: Det er håbløst, men ikke alvorlig, Ideas 1986 skriver: "Isoler dig fra alle andre mennesker, bliv hjemme og helst i umiddelbar nærhed af telefonen for at være forberedt på det afgørende opkald, som vil ændre dit liv." Det fik mig ud af tvangspassiviteten.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen Per HK Tak fordi du besvarede mit sidste indlæg og undskyld jeg ikke har sagt tak noget før for det fortjener du virkelig - Intet desto mindre har jeg et mere konkret spørgsmål nu.

På nuværende tidspunkt går jeg i 2.G, jeg er altså 17 år. På samme tid kan jeg godt se at jeg har nogle selvværdsproblemer. - Det skal nok uddybes. Fortiden snakker jeg en del med en rigtig sød og køn pige som jeg også skal følges med til mit årsbal i næste måned, men jeg tager altid mig selv i at tænke at hun er for sød og køn til mig når jeg taler med hende - Hun kan sagtens få en som er bedre (læs: mere værd) end mig tænker jeg.

Ja - jeg er lidt lun på hende, men jeg synes ikke det er normale sunde tanker som "er hun mon interesseret i mig" jeg har, men nærmere "jeg er ikke god nok, gid jeg var".

Hvordan kan jeg arbejde med mig selv på de her punkter? Jeg erkender at jeg ikke har noget kæmpe handikap, men har længe tænkt på om coaching eller noget lignende kunne hjælpe mig til at skabe et bedre liv. Jeg mener coaching i høj grad har med psykologi at gøre så måske kan du vejlede mig lidt i hvilke veje jeg kan gå for at få mere ud af mit liv. Som det er nu synes jeg at jeg har nogle blokeringer som forhindrer mig i at få det maksimale ud af tilværelsen.

På forhånd mange tak,
Frygtløs

Hej Frygtløs

Jeg tror nu, at rigtigt mange unge, der er lune på en pige/dreng, går med de samme tanker som dig: "Er jeg nu god nok til hende/ham???? " Bag ved det ligger selvfølgelig angsten for en afvisning, så for at undgå den, trækker man sig lidt ned med sin beskyttende selvnedvurdering. Og der er ikke andet at gøre end at tage chancen. Som Bob Dylan sang engang: "If you don't take a chance, you won't dance!" Så det handler mest om mod, og husk, at Modet til at turde, det giver evnen til at kunne!

Så risiker lidt af dig selv, gør pigen lidt mere tydeligt opmærksom på, at du smadder gerne vil danse med hende til jeres årsbal. Du kan jo f.eks. lave en ti-turs-billet, som du kan forære hende og så se, hvad hun siger til det . Om ikke andet så kan I jo grine lidt af det sammen. Hvem ved, måske går hun og tænker: ".... er bare så frygtløs, mon jeg er god nok til ham, for jeg er faktisk lidt genert."

Fortæl hvordan ballet forløb.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Det var en dejlig aften og det var det på trods af at hun endte sammen med mange andre drenge den aften. Må indrømme interessen for hende er dalet på det sidste, og det gjorde mig ikke så meget. Jeg gad hende nu godt, men ikke for at være én ud af 4! Jeg tror jeg må nyde hendes venskab i stedet.

Jeg takker for ideen om klippekortet, men må indrømme det ikke lige er min stil.