PSYKE & SEX DEBAT

Hej Per

Jeg er en mand på 42 år der har været gift med den samme kvinde i mere en 20 år. Vi er nu i en skilsmisse-proces, det er noget forvirrende. Følelserne kører rundt, rundt men der er en ting der hele tiden vender tilbage. Spørgsmålet om forelskelse er nødvendig for min lykke?

Det er sådan, at jeg som stor dreng var mega-genert for piger . Jeg blev forelsket da jeg var 15 år, men turde ikke gøre noget ved det. Siden kom der ikke flere forelskelser. Jeg mødte min kæreste, der så blev min kone og var utrolig glad for at et kvindemenneske, skal vi sige reddede mig.

Nå, men ret hurtig ramtes vi af den ene katastrofe efter den anden. Bl.a. fik vi et psykisk handikappet barn, så der gik i hvert fald 10 år med ren "brandslukning". I denne periode, havde jeg ikke kunnet have en bedre "brother in arms" end min kone. Vi har sammen været stærke og udholdne, holdt hovedet koldt og aldrig svigtet hinanden. Nu er barnet blevet voksen og fået et rigtig godt liv. Puha!!

Vi står så tilbage og ser på hinanden og der er det så det dukker op igen - jeg har aldrig været forelsket i min kone. I de mellemliggende år var det ikke tid og overskud til den slags. Jeg troede ikke det var noget der skulle komme til mig. Men så, for et år siden startede der en ny kvinde på mit arbejde og gudhjælpemig om jeg ikke blev smask-forelsket. Ja, både hun og jeg er jo gift så jeg har holdt mig langt væk. Nu er de følelser kølet af, men tilbage står jeg så med en ny viden. Jeg kan blive forelsket. Ups!

Når jeg nu læser alle disse skrifter om skilsmisse så begynder de ofte sådan her:

Efter den første forblindende forelskelse har lagt sig og man ikke længere danser rundt som på rosenblade opdager man at opvasken skal deles ..... bla, bla, bla

og så tænker jeg at hvis det bare ender alligevel så gør det nok ikke så meget.

ELLER GØR DET?

Ja, jeg ved det jo ikke, i det jeg aldrig har været sammen med en kvinde jeg har været forelsket i. Hvad kan den bruges til den der forelskelse. Er det mere en et kort svimlende øjeblik der alligevel bare vil ødelægges af at men lærer hinanden at kende.

Jeg har ikke rigtig nogen i familien at kigge på og lære af. Og de fleste af mine venner og kollegaer taler temmelig nedladende om deres ægtefæller. Så nogen gange tænker jeg at det med forelskelse er måske bare noget opreklameret noget??????????????

Please, send en kommentar.

Hej Løven Leo

Når nu naturen har udstyret os med muligheden for forelskelse, så har den jo nok et formål. Forelskelsens formål er kort fortalt, at vi mister kontrol, bliver momentant sindssyge, hopper på hinanden, parrer os heftigt - og får børn. Naturen opfandt forelskelsen før mennesker opfandt prævention. Det er nok osse derfor, at forelskelsen normalt klinger ud efter et halvt til et helt år, det skulle være nok til, at kvinden er blevet gravid. Tidligere har vi jo nok levet i større grupper, så graviditet og børn har næppe været det store problem rent praktisk.

Forelskelse kan være dejligt, det er jo skønt at miste besindelse, få uanede ressourcer, blive kreativ, projicere alle sine længsler over i den anden osv. Og det kan samtidigt være meget irriterende, generende, rastløshedsfremmende osv. Derfor er de fleste nok godt tilfredse med, at den momentane sindssyge er af kortere varighed. Og der findes mennesker, der er så afhængige af den opstemthed som forelskelsen kan give, at de konstant opsøger den og tror, at der er noget galt, hvis den ikke er der.

Din egen erfaring er jo, at du kan have et godt forhold til en kvinde uden at have været forelsket. Og du ved, at du kan blive forelsket. Hvad du vil vælge som udgangspunkt for et forhold er jo op til dig. Forelskelse er ikke en nødvendighed for at kunne have et godt forhold til hinanden.

Romantic love 'lasts just a year' (bbc)

Du skal være velkommen til at skrive igen.