Hvor fører forholdet hen?
: 1. dec 2009 19:18
Jeg er en kvinde på 21 år og har en kæreste, som jeg har været sammen med i cirka 10 mdr. Det er allerede tidligt i forholdet, at flere problemer er opstået, men i en uges tid har jeg virkelig været i tvivl om det virkelig er det værd, både for min men også for hans skyld.
Helt fra starten af forholdet har jeg haft det ok med hans bedste veninde, som han en gang imellem skriver og mødes med. Da jeg med tiden begyndte at forestille mig dem som kærester, så blev jeg skinsyg. Jeg har altid haft den forestilling, at mænd er xx cm. højere end kvinden og at fyren er ældre. Det er det ikke i tilfældet. Jeg er på højde med min kæreste og jeg er 1½ år ældre end ham. Men når jeg så ser kæresten og hans veninde for mig, så passer de godt rent fysisk. Aldersforskellen er dog større mellem de to, men de er jo på bølgelængde sammen og kan snakke om alt. De har kendt hinanden i snart et årti og har ikke været kærester før.
Siden jeg fik den indbildte forestilling, har han fortalt veninden om det. Hendes reaktion var at grine ad det, og så grinte de sammen ad min forestilling (jeg føler mere at de grinte ad mig). Jeg har mødtes med hende en gang i selskab med min kæreste også, hvor det var meningen at jeg skulle lære hende at kende, så jeg kunne føle mig tryggere. Jeg havde det ok i selskab med hende indtil hun kaldte min kæreste for "baby" foran mig. Siden da har jeg ikke kaldt ham ved det kaldenavn.
Det skal siges, at hun er en samvittighedsren type, har haft 2 kærester og bor i egen lejlighed. Min kæreste er ret uskyldig og har ikke haft nogen kæreste før mig. Ingen af dem slynger rundt med kælenavne til alle og enhver.
Det var baggrunden for veninden. Nu kommer jeg til det der er sket den sidste uges tid, som egentlig er stået på i nogen tid efterhånden. Flere gange har min kæreste bedt mig om ting, småændringer ved mig selv. Både for hans (det går ud over ham hvis jeg er sur/ked/irriteret) og min skyld (jeg bliver hurtigt irriteret over ting). Men han nævner på et tidspunkt i sengen, at han godt kan lide piger med flade maver (på daværende tidspunkt vidste jeg godt, at jeg havde en tydelig delle på maven pga de 62kg), men det er vel ikke et tidspunkt at nævne sådan noget?
Så har han også sagt, at jeg skal slappe mere af når det kommer til min lidt voldelige adfærd. Jeg levede op sammen med to brødre, har venner der er rimelige robuste og har efterhånden dannet mig denne vane: at daske, lamme eller puffe venner/kæreste.
Han syntes desuden også, at vi ikke skulle skrive for meget sammen, især i skoletiden, for så kunne vi fortælle hinanden flere ting når vi var sammen i stedet for at fortælle det over sms'er. Men alligevel fortæller han mig ikke ting når vi er sammen.
For at give ham det han ønskede (i en mere drastisk version) skiftede jeg fra den gamle kæreste til den nye kæreste. Jeg ville skrive færre sms'er generelt, jeg ville skrive i samme toneleje (normalt når jeg er sur, så skriver jeg i et "koldt" toneleje uden smileys eller kaldenavne) så der ikke var stor forskel på glad og sur, jeg ville være tålmodig, ikke brokke mig til ham (ville skrive mine tanker ned i stedet), være selvstændig, ikke-voldelig m.m. for at give ham det han ønskede.
Han modarbejdede mine intentioner med den nye mig, fordi han ikke kunne lide den måde jeg skrev på. Men han syntes stadig at det var godt, at jeg ville ændre de ting på mig selv. Han forstod ikke, at det skulle være ham en lærestreg, at han ikke skulle lave om på den pige han engang forelskede sig i. Først efter 2-3 dage gik det op for ham, at han netop prøvede at lave om på den pige han faktisk forelskede sig i. Han sagde så, at han godt kunne forstå det, hvis jeg ikke tilgav ham endnu, men hvis jeg kunne tilgive ham med tiden ville det være godt.
Jeg har svært ved at stole på ham, selvom jeg ved, at han er "tro". Men søndag morgen læste jeg hans sendte beskeder, og kunne finde nogle han havde skrevet til hans veninde. Jeg kunne også tyde, at han havde været sammen med hende uden at have fortalt mig det. Som undskyldning for ikke at have fortalt mig det var fordi, at han ville tage hævn for at jeg var blevet sur dagen efter månedsdag som var selvsamme dag han pludseligt var sammen med hende. Han vidste udmærket godt, at jeg var "jaloux" på hende. Er det ikke en bekræftelse på, at jeg havde ret? At jeg ikke kunne stole på ham? Jeg ved også godt, at han ikke kan stole på mig fordi jeg læste hans beskeder, men han læste mine beskeder timer efter at jeg havde læst hans og konfronteret ham med det.
Da jeg fandt ud af det den morgen, var jeg så sur som jeg aldrig nogensinde havde været, jeg var så arrig at jeg skreg og råbte ad ham fordi han prøvede at stoppe mig fra at tage hjem. Jeg nåede hjem, tænkte lidt over det og tog over til ham igen for at gøre det forbi. Snakken om at gå fra hinanden resulterede ikke i et direkte opbrud, men vi diskuterede videre på sms'er pga. det ikke var muligt at mødes. Om natten kom han og hentede mig, fordi at han tydeligt kunne høre at jeg var i tvivl om det hele. At jeg havde tænkt en ekstra gang over det.
Vi havde det ok, vi græd og krammede hinanden og han gjorde alt for at jeg fik det godt og følte mig tryg sammen med ham. Morgenen derpå gik det galt igen og da han fortalte, at han havde snakket med hans veninde om problemet, at han ikke havde fortalt mig om at de havde været sammen, så orkede jeg det ikke igen. Jeg blev oprevet eftersom jeg havde sagt til mig selv aftenen forinden, at jeg ikke ville finde sammen igen, hvis han havde snakket med hans veninde om det. Hans forklaring var, at han ikke følte at jeg snakkede med ham (hvilket jeg gjorde, men jeg lyttede ikke meget), og derfor havde han brug for at snakke med hans veninde, som han altid gør. Hendes eneste svar var, at han skulle have fortalt mig det (sikke en god snak, hva?).
Jeg bad ham om at stoppe kontakten til veninden (det har han selv foreslået), for så at fortælle ham, at jeg bare ville vænne mig til hende igen og først derefter kunne de skrive sammen. Han gik med til det, for at redde forholdet.
Og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Jeg hader ham. Jeg føler virkelig at jeg hader ham, selvom jeg ved, at jeg også elsker ham lidt. Jeg kan ikke stole på ham, han ikke på mig. Et forhold er bygget på tillid, men det er svært at starte nogen steder når der ikke er den mindste smule tillid tilbage. Vi har besluttet at tage en pause (han kunne ikke holde ud, at jeg skrev mine sms'er på en "trist"/kold måde selvom vi var kærester).
Men hvad skal det resultere i? Han mener at en pause er til for at det skal blive bedre. Han gør alt for mig. Men jeg føler alligevel at han gør mere for hende. Jeg føler at jeg bliver holdt for nar, forrådt, frustreret, ked, rasende, utilstrækkelig og mest af alt; så føler jeg at jeg ikke er god nok. For jeg er ikke veninden (selvom han flere gange har sagt, at der ikke er noget mellem dem for "hun har også en kæreste").
Vh den tvivlende.....
Helt fra starten af forholdet har jeg haft det ok med hans bedste veninde, som han en gang imellem skriver og mødes med. Da jeg med tiden begyndte at forestille mig dem som kærester, så blev jeg skinsyg. Jeg har altid haft den forestilling, at mænd er xx cm. højere end kvinden og at fyren er ældre. Det er det ikke i tilfældet. Jeg er på højde med min kæreste og jeg er 1½ år ældre end ham. Men når jeg så ser kæresten og hans veninde for mig, så passer de godt rent fysisk. Aldersforskellen er dog større mellem de to, men de er jo på bølgelængde sammen og kan snakke om alt. De har kendt hinanden i snart et årti og har ikke været kærester før.
Siden jeg fik den indbildte forestilling, har han fortalt veninden om det. Hendes reaktion var at grine ad det, og så grinte de sammen ad min forestilling (jeg føler mere at de grinte ad mig). Jeg har mødtes med hende en gang i selskab med min kæreste også, hvor det var meningen at jeg skulle lære hende at kende, så jeg kunne føle mig tryggere. Jeg havde det ok i selskab med hende indtil hun kaldte min kæreste for "baby" foran mig. Siden da har jeg ikke kaldt ham ved det kaldenavn.
Det skal siges, at hun er en samvittighedsren type, har haft 2 kærester og bor i egen lejlighed. Min kæreste er ret uskyldig og har ikke haft nogen kæreste før mig. Ingen af dem slynger rundt med kælenavne til alle og enhver.
Det var baggrunden for veninden. Nu kommer jeg til det der er sket den sidste uges tid, som egentlig er stået på i nogen tid efterhånden. Flere gange har min kæreste bedt mig om ting, småændringer ved mig selv. Både for hans (det går ud over ham hvis jeg er sur/ked/irriteret) og min skyld (jeg bliver hurtigt irriteret over ting). Men han nævner på et tidspunkt i sengen, at han godt kan lide piger med flade maver (på daværende tidspunkt vidste jeg godt, at jeg havde en tydelig delle på maven pga de 62kg), men det er vel ikke et tidspunkt at nævne sådan noget?
Så har han også sagt, at jeg skal slappe mere af når det kommer til min lidt voldelige adfærd. Jeg levede op sammen med to brødre, har venner der er rimelige robuste og har efterhånden dannet mig denne vane: at daske, lamme eller puffe venner/kæreste.
Han syntes desuden også, at vi ikke skulle skrive for meget sammen, især i skoletiden, for så kunne vi fortælle hinanden flere ting når vi var sammen i stedet for at fortælle det over sms'er. Men alligevel fortæller han mig ikke ting når vi er sammen.
For at give ham det han ønskede (i en mere drastisk version) skiftede jeg fra den gamle kæreste til den nye kæreste. Jeg ville skrive færre sms'er generelt, jeg ville skrive i samme toneleje (normalt når jeg er sur, så skriver jeg i et "koldt" toneleje uden smileys eller kaldenavne) så der ikke var stor forskel på glad og sur, jeg ville være tålmodig, ikke brokke mig til ham (ville skrive mine tanker ned i stedet), være selvstændig, ikke-voldelig m.m. for at give ham det han ønskede.
Han modarbejdede mine intentioner med den nye mig, fordi han ikke kunne lide den måde jeg skrev på. Men han syntes stadig at det var godt, at jeg ville ændre de ting på mig selv. Han forstod ikke, at det skulle være ham en lærestreg, at han ikke skulle lave om på den pige han engang forelskede sig i. Først efter 2-3 dage gik det op for ham, at han netop prøvede at lave om på den pige han faktisk forelskede sig i. Han sagde så, at han godt kunne forstå det, hvis jeg ikke tilgav ham endnu, men hvis jeg kunne tilgive ham med tiden ville det være godt.
Jeg har svært ved at stole på ham, selvom jeg ved, at han er "tro". Men søndag morgen læste jeg hans sendte beskeder, og kunne finde nogle han havde skrevet til hans veninde. Jeg kunne også tyde, at han havde været sammen med hende uden at have fortalt mig det. Som undskyldning for ikke at have fortalt mig det var fordi, at han ville tage hævn for at jeg var blevet sur dagen efter månedsdag som var selvsamme dag han pludseligt var sammen med hende. Han vidste udmærket godt, at jeg var "jaloux" på hende. Er det ikke en bekræftelse på, at jeg havde ret? At jeg ikke kunne stole på ham? Jeg ved også godt, at han ikke kan stole på mig fordi jeg læste hans beskeder, men han læste mine beskeder timer efter at jeg havde læst hans og konfronteret ham med det.
Da jeg fandt ud af det den morgen, var jeg så sur som jeg aldrig nogensinde havde været, jeg var så arrig at jeg skreg og råbte ad ham fordi han prøvede at stoppe mig fra at tage hjem. Jeg nåede hjem, tænkte lidt over det og tog over til ham igen for at gøre det forbi. Snakken om at gå fra hinanden resulterede ikke i et direkte opbrud, men vi diskuterede videre på sms'er pga. det ikke var muligt at mødes. Om natten kom han og hentede mig, fordi at han tydeligt kunne høre at jeg var i tvivl om det hele. At jeg havde tænkt en ekstra gang over det.
Vi havde det ok, vi græd og krammede hinanden og han gjorde alt for at jeg fik det godt og følte mig tryg sammen med ham. Morgenen derpå gik det galt igen og da han fortalte, at han havde snakket med hans veninde om problemet, at han ikke havde fortalt mig om at de havde været sammen, så orkede jeg det ikke igen. Jeg blev oprevet eftersom jeg havde sagt til mig selv aftenen forinden, at jeg ikke ville finde sammen igen, hvis han havde snakket med hans veninde om det. Hans forklaring var, at han ikke følte at jeg snakkede med ham (hvilket jeg gjorde, men jeg lyttede ikke meget), og derfor havde han brug for at snakke med hans veninde, som han altid gør. Hendes eneste svar var, at han skulle have fortalt mig det (sikke en god snak, hva?).
Jeg bad ham om at stoppe kontakten til veninden (det har han selv foreslået), for så at fortælle ham, at jeg bare ville vænne mig til hende igen og først derefter kunne de skrive sammen. Han gik med til det, for at redde forholdet.
Og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Jeg hader ham. Jeg føler virkelig at jeg hader ham, selvom jeg ved, at jeg også elsker ham lidt. Jeg kan ikke stole på ham, han ikke på mig. Et forhold er bygget på tillid, men det er svært at starte nogen steder når der ikke er den mindste smule tillid tilbage. Vi har besluttet at tage en pause (han kunne ikke holde ud, at jeg skrev mine sms'er på en "trist"/kold måde selvom vi var kærester).
Men hvad skal det resultere i? Han mener at en pause er til for at det skal blive bedre. Han gør alt for mig. Men jeg føler alligevel at han gør mere for hende. Jeg føler at jeg bliver holdt for nar, forrådt, frustreret, ked, rasende, utilstrækkelig og mest af alt; så føler jeg at jeg ikke er god nok. For jeg er ikke veninden (selvom han flere gange har sagt, at der ikke er noget mellem dem for "hun har også en kæreste").
Vh den tvivlende.....
Han var i bund og grund sådan en fyr jeg faktisk gerne vil blive gammel med, og ligne rynkede rosiner med... 
Inden du vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om 
Min ven plejer at sige, at kvinder ikke ved hvad de vil have. Jeg tror han har ret, i hvert fald med hensyn til mig