At ændre den anden eller ej

[erik hansen]

Hej Per

Hvad stiller du op over for et par (en kvinde), der gerne vil have, at den anden er på en bestemt måde, men sådan er den anden ikke. Jeg tænker her på, at (og det er vist ofte sådan, det er - ved jeg desværre lidt om af egen erfaring) kvinden, gerne vil have, at manden er langt mere følsom, langt mere lyttende, langt mere forstående - og i det hele taget taler og reagerer på en helt anden måde, end han har været vant til. Og hun kan argumentere for, at det nærmest er den rigtige måde at gøre det på - at det er godt at kunne tale om følelser, godt at være åbne, godt at være forstående osv. Men hvad pokker gør du - og alle vi mænd - når vi nu engang ikke er, som hun gerne ville have det. Vi/jeg vil gerne forsøge at lære noget, men jeg er nu engang sådan, som jeg er. Hvad gør du med sådan et par (og hvad pokker skal jeg gøre?).

Venligst

Erik

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Erik

Jo, jeg plejer at sige: Kvinder kan ikke se noget, der bevæger sig uden, at det enten skal opdrages eller klædes på. De starter med skjorten!
For os mænd gælder det så om at leve med det og overleve det, med integriteten i behold.

Når det er sagt, så er der nu en del mænd, der har noget tilgode, altså kompetencer de kan lægge oven i dem, de har i forvejen, altså at være langt mere følsom, langt mere lyttende, langt mere forstående (hvad det så end er for noget - for den enkelte ).

PARTERAPI hjælper nogen gange. Inden du vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Desuden anbefaler jeg Phillip C. McGraw: FØRSTEHJÆLP TIL PARFORHOLD - Sådan genfinder I kærligheden, Borgen

I kunne jo prøve Ebbe Scheel Krügers PARTEST

Du skal være velkommen til at skrive igen.

[Erik Hansen]

Kære Per

Tak for dit svar det er rart at høre, at det kan være svært for os mænd. Og ja, jeg ved jo godt, at et eller andet kunne jeg sagtens lære af kvinder. Men hvordan pokker sådan helt konkret i hverdagen skal jeg leve med min kærestes tilbøjeligheder til at lave mig om og være utilfreds med mig, eller hvordan skal jeg helt konkret forholde mig, når hun kører frem med sin langt bedre evne til at formulere sig og argumentere for sig? Her er det svært, og jeg ender tit med at stå med åben mund og ligne en betuttet hundehvalp og ikke ane, hvad jeg skal sige eller gøre.

Venligst

ERik

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej Erik

Når jeg har stået i den situation, har jeg blot sagt: "Jeg er en mand, skat." Det har hidtil virket.

Du skal være velkommen til at skrive igen.