Forvirret enlig mor på 39 år
: 12. jul 2011 12:18
Hej Per
Nu håber jeg på hjælp herfra.
Jeg kan ikke finde ud af det med kærlighed. Er nu ved at være så forvirret, at jeg ikke kan finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert.
Jeg vil meget kort prøve at ridse min baggrund op.
Er vokset op i en familie med mor, far og storesøster, men har aldrig følt mig tæt knyttet til mine forældre eller andre voksne. Fik første venner i 5. klasse, da jeg ikke kunne finde ud af, hvordan man skabte sund kontakt til andre.
Fandt sammen med min mand da jeg var 19 år. Vi var meget forelsket i et år og så forsvandt mine følelser for ham. Vi blev sammen i 18 år, hvor der var flere nedture end opture.
Jeg ville så gerne elske ham, fordi jeg beundrede ham på rigtig mange områder og han gav mig en helt speciel tryghed, som jeg aldrig før har oplevet.
Sexuelt havde vi dog næsten intet sammen. Jeg har aldrig været rigtig fysisk tiltrukket af ham.
Han fandt en anden for snart 3 år siden og ville skilles.
I de fleste af vores år sammen, gik jeg til forskellige former for terapi og tog antidepressivt medicin, da jeg troede jeg havde en depression.
Jeg har ikke modtaget nogen former for behandling heller ikke medicinsk de sidste 2 år.
Jeg har nu været sammen med min nye kæreste i lidt over et år. Han er alt, hvad jeg kunne tænke mig. Har aldrig oplevet så vidunderlig sex, som det jeg har med ham. Jeg tænder ham og han tænder mig. Han forguder mig og er utrolig sød ved mine 2 børn og alligevel sidder jeg her og føler at det samme er ved at gentage sig.
Der går et år og nu begynder jeg at tvivle på mine følelser. Elsker / elsker ikke. En stor del af mig vil gerne blive, men samtidig er det som om, der er noget inde i mig, der vil væk og jeg aner ikke, hvem jeg skal lytte til.
Er ved at være bange for, jeg simpelthen ikke kan finde ud af det med at elske eller knytte mig til andre mennesker. Har den dag i dag også kun meget få venner.
Eller skyldes alt dette bare, at jeg trænger til at være alene og finde mig selv, selvom jeg egentlig ikke vil det.
Det skal lige siges, at jeg fint klare en hverdag med fuldtidsarbejde samt være alenemor til et sæt tvillinger på 4 år.
Hvad gør jeg?
Hilsen en meget forvirret kvinde
Nu håber jeg på hjælp herfra.
Jeg kan ikke finde ud af det med kærlighed. Er nu ved at være så forvirret, at jeg ikke kan finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert.
Jeg vil meget kort prøve at ridse min baggrund op.
Er vokset op i en familie med mor, far og storesøster, men har aldrig følt mig tæt knyttet til mine forældre eller andre voksne. Fik første venner i 5. klasse, da jeg ikke kunne finde ud af, hvordan man skabte sund kontakt til andre.
Fandt sammen med min mand da jeg var 19 år. Vi var meget forelsket i et år og så forsvandt mine følelser for ham. Vi blev sammen i 18 år, hvor der var flere nedture end opture.
Jeg ville så gerne elske ham, fordi jeg beundrede ham på rigtig mange områder og han gav mig en helt speciel tryghed, som jeg aldrig før har oplevet.
Sexuelt havde vi dog næsten intet sammen. Jeg har aldrig været rigtig fysisk tiltrukket af ham.
Han fandt en anden for snart 3 år siden og ville skilles.
I de fleste af vores år sammen, gik jeg til forskellige former for terapi og tog antidepressivt medicin, da jeg troede jeg havde en depression.
Jeg har ikke modtaget nogen former for behandling heller ikke medicinsk de sidste 2 år.
Jeg har nu været sammen med min nye kæreste i lidt over et år. Han er alt, hvad jeg kunne tænke mig. Har aldrig oplevet så vidunderlig sex, som det jeg har med ham. Jeg tænder ham og han tænder mig. Han forguder mig og er utrolig sød ved mine 2 børn og alligevel sidder jeg her og føler at det samme er ved at gentage sig.
Der går et år og nu begynder jeg at tvivle på mine følelser. Elsker / elsker ikke. En stor del af mig vil gerne blive, men samtidig er det som om, der er noget inde i mig, der vil væk og jeg aner ikke, hvem jeg skal lytte til.
Er ved at være bange for, jeg simpelthen ikke kan finde ud af det med at elske eller knytte mig til andre mennesker. Har den dag i dag også kun meget få venner.
Eller skyldes alt dette bare, at jeg trænger til at være alene og finde mig selv, selvom jeg egentlig ikke vil det.
Det skal lige siges, at jeg fint klare en hverdag med fuldtidsarbejde samt være alenemor til et sæt tvillinger på 4 år.
Hvad gør jeg?
Hilsen en meget forvirret kvinde
For andre mennesker er det en konstant følelse, en filosofi, en livsforsikring, og hvad ved jeg. Så hvad er det i grunden for dig "at elske"?