[b]Hej Fyn-jyden[/b]

Først og fremmest kan du lære din krops reaktioner at kende og lære at finde ud af,
- at din panikangst er [b]falsk alarm[/b],
- at du hverken kan dø, besvime eller blive sindssyg af et panikanfald,
- at andre næppe kan se, at du har det sådan inden i,
- at det vil gå over i løbet af et par minutter, hvis du ikke putter benzin på bålet ved at blive angst for panikanfaldet,
- sikre dig at du ikke hyperventilerer (hvilket vil øge angsten),
- og at du ikke forsøger at flygte fra situationen (det er det samme som at overgive sig til angsten).

Du kan lære at håndtere angsten ved at afprøve, det du forventer angst ved i stigende grad, så at du kan vænne dit naturlige forsvarsberedskab til ikke at afgive falsk alarm (panikangst). Det er osse en måde at få tøjlet [b]forventningsangsten[/b] (angsten for at få et panikangsttilfælde).

Det er iøvrigt værd at være opmærksom på at f.eks. kaffe, cola (koffein) og spiritus kan øge eller udløse angst.

:idea: [b][url=http://www.psykoweb.dk]Ebbe Scheel Krüger[/url][/b] har skrevet en masse om [url=http://www.psykoweb.dk/angst/1.htm][b]Sådan føles et panikanfald - samt lidt om angsten for igen at få sådan et.[/b][/url]

:idea: [b][url=http://psykonet.dk/fnp/panik01.htm]PSYKOLOGISK OG MEDICINSK BEHANDLING AF PANIKANGST[/url][/b] (Forsknings-nyt fra psykologien 2000, 9(6))

:idea: [b][url=http://www.netpsykiater.dk/Htmsgd/panikangst.htm]PANIKANGST - PANIC DISORDER[/url] [/b](NetPsykiater.dk)

:idea: [b][url=http://www.angstforeningen.dk]Angstforeningen[/url][/b]

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Jeg bilder mig ind, at jeg er underlagt ovennævnte :-( og har efterhånden (efter adskillige år) vænnet mig til det, men ind imellem "leger" jeg da lidt med, om jeg kunne blive det kvit.

Jeg går - stort set - uden om at færdes alene og slet ikke f.eks. i bil eller bus. Det har lykkedes mig, at få min tilværelse til at fungere på trods heraf. Når hverdagen bare kører og jeg kan læne mig op af familie og venner (næsten ingen bemærker det / husker mit problem), ja, så kører tilværelsen næsten problemfrit, for jeg er udadvendt, meget hjælpsom og optimistisk i hele min adfærd.

Prøver jeg tilstanden af, føles det som at gå på line med et frit fald på flere hundrede meter under mig - så det er forståeligt (i hvert fald for mig), at det er ikke noget, jeg gør frivilligt :-)

Kan jeg "komme videre" ved egen hjælp ? (Andet orker jeg næsten ikke, for det går jo nogenlunde som det er nu).