og har efterhånden (efter adskillige år) vænnet mig til det, men ind imellem "leger" jeg da lidt med, om jeg kunne blive det kvit.Jeg går - stort set - uden om at færdes alene og slet ikke f.eks. i bil eller bus. Det har lykkedes mig, at få min tilværelse til at fungere på trods heraf. Når hverdagen bare kører og jeg kan læne mig op af familie og venner (næsten ingen bemærker det / husker mit problem), ja, så kører tilværelsen næsten problemfrit, for jeg er udadvendt, meget hjælpsom og optimistisk i hele min adfærd.
Prøver jeg tilstanden af, føles det som at gå på line med et frit fald på flere hundrede meter under mig - så det er forståeligt (i hvert fald for mig), at det er ikke noget, jeg gør frivilligt
Kan jeg "komme videre" ved egen hjælp ? (Andet orker jeg næsten ikke, for det går jo nogenlunde som det er nu).
