Hej enengel

Man kan skam have sorg over alt, som man har mistet - og naturligvis osse en gammel ven.

OK - det lyder som om, at din gamle ven var/er en alfahan ("bestemmer") in spe (kommende) i modsætning til din kæreste, som er en slags skødehund , der opfører sig pænt. Og begge roller kan jo være tiltalende, som de modsætninger de er. Så det er i grunden forståeligt, at du kan lide dem begge. Det er nu engang sådan, at ét menneske aldrig vil kunne opfylde alle vores ønsker og lyster. Så du er ikke en dum teenager.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Mange tak for dit svar.

Det er svært, at forklare hvad der var værdifuldt mellem mig og ham. Vores venskab var specielt, men vi snakkede aldrig om dybe ting, så fortrolighed ved jeg ikke om man kan kalde det?

Han var en "bestemmer" og jeg rettede mig ind efter ham og snakkede ham efter munden, gav ham ret i alt, for det meste. Jeg var bange for at miste ham, ikke noget jeg direkte tænke over dengang, men det kan jeg se nu jeg tænker tilbage. Vi kunne være onde ved hinanden og driller hinanden, måske også udover det venskabelige.

Han er meget "stilet" og går meget op i sit udseende, hvilket jeg godt kan lide. Han ser godt ud, og jeg havde det rigtig godt med, at blive set sammen med ham. Der er noget ved ham der tiltrækker mig rigtig meget, på flere måder. Jeg har det anderledes med ham, end nogen anden ven eller dreng jeg har mødt.

Jeg har altid været fascineret af ham (vil faktisk gå så vidt som at sige, at jeg elsker ham og jeg kan ikke få ham ud af hovedet), på en måde som jeg er sikker på ikke er gengældt. F.eks. så skrev jeg til ham på sms'en for et par uger siden, at jeg havde drømt om ham. Han svarede, at "det var da underligt."

Jeg har det som om, han har glemt mig og jeg slet ikke betyder lige så meget for ham, som han gør for mig. Er i tvivl om jeg nogensinde har betydet specielt meget. Jeg er også sikker på, at han ikke tænker på mig mere, hvilket jeg ikke turde spørge ham om.

Jeg forstår stadig ikke min jalousi og misundelse på hans kæreste?
Er faktisk slet ikke jaloux anlagt, har ikke oplevet det før, heller ikke i forbindelse med min kæreste.

Det er noget jeg tænker alt for meget over, jeg synes det er underligt og ubehageligt. Føler mig forkert over de tanker og følelser.

Jeg går og venter på, at deres forhold skal gå i stykker! Det er forfærdeligt at have sådan nogle tanker. Jeg interesserer mig rigtigt meget for hans liv, alligevel skriver jeg aldrig til ham. Jeg ville føle, at jeg trængte mig på og han ikke ville have lyst til at snakke med mig. At det hele ville blive akavet, vi har jo begge kærester.

Min kæreste kender til nogle af mine følelser omkring det her. I sommers da jeg fik at vide min ven havde en kæreste, var jeg på ferie med min kæreste. Jeg kunne ikke skjule min jalousi, jeg lå og tænke så det knagede. Jeg kunne ikke fokusere på noget og blev meget fjern. Jeg blev meget påvirket af situationen, hvilket han kunne mærke.

Jeg sagde til min kæreste, at jeg var jaloux over, at min ven havde en pige, der var vigtigere end mig. Jeg så hende som en konkurent på en underlig måde. Min kæreste kunne overhovedet ikke forstå mine følelser, "det var jo en jeg ikke havde set længe?" og "hvorfor betyder han så meget?" ovs., men det var ikke noget vi snakkede mere om.

Men nu her, tænker jeg meget over forholdet til min kæreste, jeg sammenligner ham med min ven. I de her dage, kan jeg ikke føle mine følelser til min kæreste. Det er svært, for jeg ved jeg elsker ham og det kommer igen. (Når jeg har fået min ven på afstand, kan han mon det...)

Min kæreste kan også mærke det i form af jeg ikke kontakter ham så meget i de her dage. Jeg har ikke brug for at snakke med ham, som jeg plejer.
Men at få min ven på afstand?

Der er ikke sket noget særligt i denne tid, der har gjort jeg tænker mere på ham. Det er kommet af sig selv..... Synes det er så underligt og kender ingen med de samme følelser som mig.

Jeg føler mig som en dum teenager. Kan man have vennesorg, så længe efter? (I starten savnede jeg ham ikke nær så meget)

En anden ting.
Jeg får oceaner af opmærksomhed og tid af min kæreste, han kommer springende når jeg har lyst til det, mere eller mindre.

Min kæreste er meget modsat min ven. Jeg er meget bestemmende i forholdet og han retter sig ind efter mine noglegange urimelige "regler." Han elsker mig, som jeg aldrig er blevet elsket før og jeg misbruger det. Jeg er 100% sikker på, at lige meget hvor "træls" jeg bliver, så går han ikke fra mig. Er slet ikke bange for at miste ham.(jo, til døden, men det er en anden historie) Det gør ikke noget godt for vores forhold, jeg har snakket med min kæreste om, at han skal sætte grænser, men han har svært ved det. Jeg behandler ham en gang i mellem meget skidt, måske også for at prøve hans grænser af. Han gemmer vreden og frustrationen indeni, hvilket jeg er bange for, måske det en dag kommer ud? . Han vil gøre alt for mig og laver aldrig problemer i forholdet. Han er god i skolen og laver ikke noget kriminelt eller lign.

Han er desuden indvandrer fra Afghanistan, med kæmpe respekt for sine forældre..
ALT SAMMEN FULDSTÆNDIG modsætninger til min ven. (Måske jeg behandler ham, som min ven behandlede mig?)
Og alligevel er jeg meget tiltrukket af dem begge.

Det blev langt og sikkert alt for forvirrende.
Jeg er nok også meget forvirret over disse følelser og hvorfor de er kommet.
Måske er jeg bare en dum teenager. Dette er faktisk et af de mindste problemer i mit liv, men det fylder meget pt.

Hej enengel

Du savner tydeligvis noget, som var værdifuldt for dig mellem din ven og dig, noget som du fik fra ham, noget du måske gav ham, måske nogle kvaliteter der kom op i dig sammen med din ven. Måske kan du komme det nærmere, hvad var det?

Var det kun "den opmærksomhed og tid" I havde sammen? Hvordan er det med opmærksomhed og tid nu med din kæreste?

Der er jo i grunden ikke noget underligt i at længes efter den gamle og ikke mindst langvarige fortrolighed, du havde med din ven. Det synes jeg er meget forståeligt.

Og ja piger kan i den grad gå og tænke, at de andre piger er bedre end de selv er!

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej. Jeg er en pige på 17 år.
Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med i 1,5 år. Jeg er meget glad for ham og omvendt, vi er har dejligt trygt og kærligt forhold.

Den sidste tid, måske ca. 1 år, har jeg tænkt meget på en gammel ven, han er 16 år. Vi har aldrig været mere end venner, men har til gengæld været tætte som venner. Vi talte ikke om følelser og vi krammede fx. ikke når vi så hinanden, men vi havde det sjovt sammen og var tætte på den måde. Vi lavede alt sammen, var virkelig bedste venner. Vi kendte hinanden fra vi var 8-9 år og var sammen konstant til vi blev ca. 15, selvom han flyttede langt væk, da han var 13-14, så sås vi hver weekend.

Vi blev ældre og fik andre interesser (vi boede så langt fra hinanden, at vi kun kunne se hinanden i weekenden) fx. fester og drenge/piger. Og der blev det også mere unormalt, at en pige og dreng var sammen alene som venner, folk kunne ikke forstå det .. Vi mistede kontakten.
Så fik jeg min nuværende kærester nogle måneder efter vi ikke havde set hinanden.

Forrige sommerferie så vi hinanden, men det var lidt fjernt.. Vi så ikke hinanden så meget, også fordi han have en ven som jeg ikke kendte med.
Siden har vi ikke set hinanden...

Jeg savner ham utrolig meget, jeg drømmer om ham om natten, jeg synes er underligt.. Tænker tit på ham, men ikke seksuelt eller noget i den stil.
Her i sommerferien sagde min bror, at han havde snakket med min ven. Han havde fået en kæreste, som han havde været sammen med et halvt år.
Jeg fik det HELT vildt underligt, jeg tænkte ikke på andet i omkring to uger. Hvordan så hun ud? Hun var garanteret skide smuk?

Var så jaloux og misundelig, og jeg skammede mig over disse følelser. Jeg har min kæreste, som jeg elsker højt og jeg ønsker ikke et kærlighedsforhold til min ven. Forstår ikke mine følelser?

Har overvejet om jeg er jaloux over den opmærksomhed og tid hans kæreste får, hans kærlighed og venskab. Jeg var den vigtigste for ham en gang, og nu betyder jeg ikke noget?

Jeg skrev en sms til ham for et par uger siden, vi skrev 10-12 lange beskeder om hvordan det gik og hvorfor vi mistede kontakten. Jeg spurgte til hans kæreste, som han er glad for. De har snart været sammen et år. Det endte med at han ikke svarede på den sidste besked og siden har vi ikke haft kontakt.

Han har ikke Facebook, men det har hans kæreste. Jeg stalker hende lidt, selvom jeg ikke er venner med hende derinde, kan jeg se hendes billeder, væg osv.

Jeg ønsker at de skal slå op, og jeg er skide misundelig på hende. Hun er meget smuk, men sjovt nok ligner vi hinanden rigtigt meget med hår og krop. Føler stadig hun er bedre end mig og jeg er skrottet.
Jeg forstår ikke hvorfor jeg føler som jeg gør?

Har den dejligste dreng selv, som jeg ønsker at være sammen med altid. Burde jeg ikke være ligeglad og glad på hans vegne?

Skammer mig......