Hej M

Der er så vidt jeg kan læse måske mindst tre grunde til, at du "lader det påvirke dig i sådan en grad".

1. Din eks er god til at manipulere. Måske har han lidt psykopatiske træk, hvor hensynet til andre ikke er så væsentligt for ham?

2. Du er fanget i konflikten mellem din eks og jeres fælles barn, som du selvfølgelig vil det bedste for.

3. Du kan have ting og sager i din psykiske bagage, der spiller dig et puds.

Uanset hvad, så tror jeg, at det er en god ide, at du får en snak med en veluddannet psykoterapeut om, hvordan du kan tackle dine problemer i forhold til din eks. Ét er jo, hvor du rationelt "burde" være nu ifht. din eks, noget andet og mere faktuelt er, at der er du altså ikke .
Inden du vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per,

Tak for dit svar .... jeg havde meget brug for at høre, at jeg er fair og har ret til at sige fra overfor en personlig kontakt til min eks. Det, som roder med mit hoved er, at jeg ville ønske, at det var anderledes ... for mit barns skyld; men jeg ved jo hvordan jeg reagerer ved en personlig kontakt med min eks. Selv flere år efter, er jeg ved siden af mig selv, ked af det (og det påvirker jo også mit barn) fordi, at jeg synes at min eks kontinuerligt "træder" på mig. Jeg er ude af forholdet og det burde stoppe ved det.

Nej, du ryger givetvis ikke ned af stolen ved at høre historien:-) ... men det er min historie og jeg troede aldrig, at jeg skulle sidde i den situation, som jeg gør. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af psykologien bag, ej heller hvorfor jeg reagerer så stærkt som jeg gør, så lang tid efter. Jeg tror, at det er fordi, at det er som at banke i en dyne med min eks ... han gik tilbage til min steddatters mor og fik endnu et barn kort tid efter. (Jeg havde intet med deres brud at gøre). Han havde intet netværk og forventede klart at han fik det via mig (som han havde gjort hos eks'en), men mange tog afstand til ham i min vennekreds (måske fordi han var desperat). Jeg er meget selvstændig og fortsatte med at se veninder uden ham (som altid) og med tiltagende ubehag, for jeg blev beskyldt for at sladre om ham og blev udspurgt. Han prøvede endda at hacke sig ind på min private e-mail. Når jeg konfronterede ham med det, så var det min egen skyld, fordi han ikke følte at han kunne stole på mig. Jeg følte mig presset ud i at se venner med børn, for at skaffe legekammerater til hans barn .... venner, som jeg hele tiden kun havde set på et vist niveau.

Dagen for hjemkomsten efter min fødsel, måtte jeg ringe efter ham hos ekskæresten, 4 timer efter at han havde sat mig af herhjemme. Igen var det min egen skyld ... han følte sig ikke velkommen. Han ville ikke skrive under på fælles FM, for så kom han bare til at hænge på vores barn. Han tog billeder af ekskærestens hus og hjem og lagde det ud på vores pc, han sagde gentagne gange at han savnede folk i hendes liv (hendes venner), mens jeg stod med en nyfødt på armen. Han blev fyret fra sit job (vores fælles arbejdsplads) og søgte job på ekskærestens arbejdsplads (vores barn var 2 mdr.). Han blev fritstillet og var hjemme u. min barsel. Han var tæt på at få et nyt job og der blev indhentet referencer bl.a. fra min arbejdsplads - det kostede ham jobbet og jeg tænkte "hvad er han dog for een" ... han skaber så meget uvilje omkring sig og jeg var vred, samtidigt med at jeg havde så ondt af ham. Han endte som sagt med at flytte direkte tilbage til ekskæresten og jeg fik i detaljer, at vide at de ikke sås mens jeg fik en abort (jeg blev gravid ... jeg var så sort indeni, at jeg ikke kunne hænge sammen, huske fra mund til næse). Og sådan kunne jeg blive ved. Til sidst kunne jeg ikke engang holde ud at sidde i samme bil som ham og min steddatter.

Jeg kan godt se, at det var godt, at det sluttede .... der, hvor kæden ryger af for mig, er at jeg til stadighed får tillagt nogle motiver, som jeg slet-slet ikke har. Han underminerer mig ved bl.a. at sige, at han er utryg ved vores barns trivsel når han intet hører (han kan altid spørge). Han har fra dag 1 efter han flyttede fortalt om sin nye (gamle) tilværelse og fatter ikke, at det skal jeg ikke høre om. Jeg kan godt se, at der er nogle passive-aggressive træk hos ham ... jeg er konstant blevet beskyldt for ikke at elske nok, ham, hans barn, mit eget barn ... alt er min egen skyld, kan jeg da nok forstå . Han manipulerer mig ud i situationer, hvor jeg mister mig selv - jeg magter ikke at høre om deres nye barn eller hans eks eller ham, selvom de er en del af mit barns liv. Alt hvad jeg hører når jeg fremsætter ønske om, at få udvist den respekt er; uha, dine sarte følelser, og det er ikke for vores barns bedste - og så er jeg så rygende afmægtig og uendeligt ked af det igen.

Hvad er det dog for noget, der foregår ... og hvorfor lader jeg det påvirke mig i sådan en grad - jeg burde være kommet videre med mit liv og ikke være følelsesmæssigt ude og skide uger efter endnu en snak med ham?
M

Hej M

Nu har jeg arbejdet professionelt med psykoterapi i godt 20 år, så jeg tvivler på, at jeg kan høre noget helt "nyt" efterhånden. Det er nogen år siden, at jeg er trillet ned af stolen sidst .

Jeg synes din beskrivelse lyder ok og fair. Du har ikke lyst til en personlig kontakt med din ex, det ønsker han, og du har selvfølgelig ret til at sige nej. Jeg tænker på om, der kunne være en mellemvej, f.eks. at I sammen opsøgte en rutineret og professionel parterapeut, og der fik afklaret jeres nuværende relation. Fik lavet nogen aftaler som I begge kunne leve med?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej,

Jeg er endnu engang røget ud i en konflikt med min eks-mand og faren til mit barn. Jeg synes, at vores samarbejde omkring vores barn fungerer udemærket .... barnet bor hos mig. Grundet nogle temmeligt specielle omstændigheder ved vores brud og undervejs i vores forhold, vurderer jeg at jeg ikke magter en tæt, personlig dialog. Jeg har foretrukket mail og en gang imellem tlf. Jeg har gentagne gange opfordret min eks til at have sit barn ekstraordinært, ringe til ham (vores barn ringer også til sin far efter behov), har foreslået at vi udvider samværet (dette er blevet afslået). Jeg informerer min eks-mand om væsentlige og mindre væsentlige begivenheder i vores barns liv .... dog kan der være perioder, hvor mail-kontakten er "tynd", grundet travlhed, manglende ting at fortælle - samtidigt har jeg igen-og-igen sagt at er der spørgsmål, så må han spørge. Min eks ønsker en tæt, personlig dialog, og jeg kan bare ikke se nødvendigheden i det - jeg har ikke behov for at vide i detaljer hvad der sker hos ham - jeg stoler på, at mit barn har det godt hos sin far og han fortæller gerne selv. Jeg bliver beskyldt for fjendtlighed, han tvivler på, at barnet har det godt hos mig, når han ikke har den tætte dialog med mig .... jeg føler mig invaderet og synes bestemt ikke at min eks skal være så meget inde i mit liv - jeg føler at han snager, ganske enkelt.

Og jeg informerer jo ..... Absurditeten, vanviddet, osv. osv. taget i betragtning, så synes jeg at jeg har formået at tackle tingene så godt som jeg kan med henblik på mit barns tarv .... han jogger igen og igen på hvad jeg anser for at være ganske almindeligt hensyn og takt, med det resultat at jeg bliver så ked af det og vred. Det synes jeg ikke at jeg kan være tjent med og vores barn er jo en velfungerende, glad lille dreng. Jeg synes jo også, at skilsmissebørn er bedst tjent med forældre, der kan være venner ... men er det vel også min ret at sige fra overfor dette og holde på en distance og anstændig, respektfuld opførsel iøvrigt?

Jeg føler mig manipuleret ud i noget, som jeg ikke med min bedste vilje er interesseret i .... (og tro mig, dine øjne ville trille ud hvis jeg gik i detaljer med vores forhold, brud ). Hvad er et godt samarbejde i dine øjne og overholder jeg ikke dette ....?

mvh
M