Hej Sanne

Først: STORE BEGYNDELSESBOGSTAVER EFTER PUNKTUM og ved NY sætning hjælper på læsbarheden!!!
Dernæst så har jeg flyttet dit spørgsmål, fordi det jo ikke har noget med pornografi at gøre.
Når jeg læser din beretning, så synes jeg osse, det lyder som en storm i et glas vand, og at pædagogens reaktion/indberetning er noget overdrevet.
Er stedet ikke vant til at omgås autistiske børn eller børn med udviklingsforstyrrelser?
På et tidspunkt så vil din søns interesse for seksualitet jo osse indfinde sig, og for mig lyder det meget som, hvad drenge på 7 år kan finde på, specielt hvis de ikke rigtigt har den store forståelse for sociale koder.
På den anden side, så er det osse pædagogens faglige pligt at indberette, hvis han/hun er ude for hændelser, hvor der er en bestyrket mistanke om seksuelle overgreb mod børn. Faktisk har pædagoger og lærere en
skærpet indberetningspligt, som sikkert nogen gange kan være vanskelig at administrere. Derfor kan man jo ud fra et præventivt synspunkt godt forestille sig, at der vil kunne blive indberettet sager, hvor der rent faktisk ikke er noget at indberette. Og sådan er det formentligt gået i din søns tilfælde.
Man kan så håbe, at lærere og pædagoger er ordentligt klædt på til den opgave og f.eks. ikke anvender div. skemaer som grundlag, men bruger deres sunde fornuft og ikke lader sig rive med af øjeblikkelige offentlige stemninger.
Jeg håber, at skolens seksualvejleder er fornuftig, og at tingene bliver bragt på plads for jer og jeres søn.
Du skal være velkommen til at skrive igen.