Hej credomalata

Så længe du synes, at det er sjov, og du har det godt med at være stripper, så synes jeg, at det er OK. Og dejligt at du har det godt med dit par .

Med hensyn til vores Sommerkurser om seksualitet og kærlighed på Ærø, så skulle man ikke have sex med de andre deltagere - det var ikke "bollekurser" . For en ordens skyld så havs vi aldrig haft nogen med på din alder, men der har været deltagere i begyndelsen af 20'erne. De fleste lå nok et sted mellem 35 og 60 år - men da vi ikke spurgte om folks alder, fordi vi ikke synes det var så vigtigt, så vidste vi det faktisk ikke særlig præcist.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

hej igen Per..

Der er fart over feltet.. Nu er jeg blevet stripper.. og jeg kan faktisk godt li' det?


Mit par og jeg hygger stadig og jeg nyder deres selskab. Men jeg har overvejet at tilmelde jeres kursus (A) her i sommeren,for at blive lidt klogere på seksualitet og møde nogle andre mennesker, hvor sex ikke er et tabu, men jeg spekulere på min alder.. jeg er knap 19.. jeg er absolut ikke meneskesky eller genert af natur, men skal man have seksuel omgang med de andre deltagere...??? Blot en lille tanke der strejfede

Hvad tænker du?

Hej credomalata

Nogen mennesker kan være så sårede inden i, at det næsten kan gøre mere ondt at få det, man længes efter og har brug, end ikke at få det. Det er jo formenligt det du oplever.

Det kan så være en god ide, at få det i små doser af gangen, så man kan vænne sig til det. Man giver f.eks. ikke en person, der har tørstet i ørkenen i lang tid en masse vand, men lidt af gangen - ellers risikerer man at vedkommende dør.

Man dør selvfølglig ikke af kærtegn og nussen, men det kan som du erfarer gøre rigtig ondt inden i at få det gode, at få omsorgen. At du får lyst til at græde og på den måde at få smerten ud, er et sundhedstegn, og det vil være rigtig godt, hvis du kunne det - fremfor at skære i dig for på den måde at få smerten ud på overfladen.

Så jeg vil ønske for dig, at du kan ændre dine tanker fra: "Jeg er forkert og dum, når når jeg græder" til: "Jeg er sund, og jeg er langsomt ved at hele mig, når jeg græder."

Så tillykke med det fremskidt, at du får fat i dit behov for at græde - og det er osse forståligt, at du kan længes efter dine forældre, selv om de ikke gav dig, det du havde brug for - og at du nu får det hos dine voksne legekammarater.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen Per

Der er noget jeg har spekuleret meget over. Jeg har det rigtig godt sammen med det par jeg leger med, men al den omsorg, kærlighed, interesse og tryghed de giver mig, har knækket mig helt. Jeg har virkelig lyst til at tude og føler også trangen ind i mellem er der, men jeg er så flov og bange for at give slip. Jeg føler mig så forkert og dum når jeg græder.

Det var helt slemt med mig, da min Herre aede mig og puttede mig i en varm dyne og nussede mig i håret. Det gør næsten mere ondt indeni efter jeg har stiftet bekendtskab med dem, end før - for nu skal jeg tage stilling til de mærkelige følelser. Før var det nemmere ikke at skulle tænke og føle så meget.

Men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv når tankerne overmaner mig? For tiden bruger jeg sultekur, cutting og at gemme mig under dynen, når det hele er værst. Jeg har aldrig tænkt så meget på mine forældre som jeg gør nu. Jeg savner dem, på trods af alt det lort, de har lavet.

Men jeg savner dem allermest når jeg oplever nærkontakt, eller får en krammer. Hvordan får jeg den "hovedpine" væk? Jeg er ved at blive vanvittig af ikke at kunne slippe af med den smerte der dukker op, når jeg faktisk har det rart og føler mig tryg?

Hej credomalata

Du skriver: "Hvad er der egentlig galt i selvmord? Man skal jo dø alligevel, det jo egentlig blot et spørgsmål om, hvornår man vælger at rejse?" Sådan sagde jeg osse engang da jeg var meget ung og meget trist, og jeg endte osse på "den lukkede" et par gange. Det der ville have været galt for mig var, at så havde jeg ikke oplevet alt det dejlige, der siden har været i mit liv, og som jeg selvfølgelig ikke kunne forudse, da jeg var ked af det. Derfor er jeg rigtigt glad for, at jeg er i live i dag.

Det er da vist en rigtig dysfunktionel familie du kommer fra. Man slår s'gu da ikke hånden af en datter i stor sorg, hvad tænker de på? de trænger da vist til noget hjælp, osse!! Det er nok godt, at du har lidt afstand til dem, når de reagerer så uhensigtsmæssigt. Jeg kan godt forstå, at du både er vred på dem, og ked af deres store svigt.

Og credomalata, lov mig, at du ikke gør det igen. Livet har masser at byde dig fremover, når du er kommet over din sorg.
Panodil er et rigtig dårligt middel at begå selvmord med, dels tager det flere dage at dø af det, og dels risikerer man varige leverskader, hvis man ikke dør af pillerne. Så lad være med det.

Og dejligt at du har fundet nogen gode venner der tager sig af dig.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Igen Per

Så knækkede filmen igen. Jeg har været indlagt på psykiatrisk afdeling i en forlænget weekend, men er nu udskrevet og hjemme i min lejlighed igen.

Jeg tog 10 panodiler, men det var ikke nok... Skolen havde lagt mærke til jeg ikke var helt på toppen, så det var en lærer der kørte mig til psykiatrisk skadestue og sørgede for nogen tog sig af mig. Inde på afdelingen fik jeg ro og der var nogen der havde tid til at lytte til mig, og hjælpe mig med at få sat ord på tankerne.

Men det går mig utroligt meget på, at min familie ikke vil tale med mig.

De er meget skuffet over mig og at jeg ikke gik til dem og bad om hjælp. Men hver gang jeg har henvendt mig til dem, får jeg altid at vide, at det jeg tænker og føler er forkert.
Min far ringede ind til afdelingen og overfusede dem helt vildt, og det har jeg det bare rigtig skidt med. Jeg havde bedt personalet om at sige til evt. familie/pårørende, at jeg ikke ønskede besøg de første par dage, men at jeg havde brug for ro, og at jeg skulle nok ta kontakt når jeg var parat.

Men det har nu resulteret i, min familie har "hugget" hånden af mig, de vil ikke tale med mig, de er skuffet/flove over mig og synes jeg er for meget.

Egentlig er parret ligenu det eneste højdepunkt i mit liv. De respektere mig for den jeg er og de vil gerne ligge i ske med en ungdomspsykiatrisk patient Jeg føler de har taget mig under deres vinger, for det er langtfra kun sex vi laver, de tar mig med ud og vi hygger og alt sådan noget, som man burde lave med sin familie.

Jeg har virkelig lyst til at tude over min familie, men omvendt synes jeg bare heller ikke de er tårerne værd. Jeg forsøger virkelig ikke at skeje for meget ud, men det er svært når man føler sig mislykket og grundlæggende er til besvær.

Hvad er der egentlig galt i selvmord? Man skal jo dø alligevel, det jo egentlig blot et spørgsmål om, hvornår man vælger at rejse?

Tak for de mange svar du allerede har skrevet

Hej credomalata

Dejligt at det går fremad og at du skriver om det.

Så længe du oplever, at det giver dig noget godt at være sammen med dit par, så kan jeg ikke se noget galt i det. Mennesker har sex med hinanden af mange, mange forskellige grunde, og din grund er jo ganske god for dig.

Der er heller ikke noget i vejen med at få nogen af de kvaliteter fra vores partnere, som vi går og mangler, hvad enten det er forældrekvaliteter, tryghed, viden, erfaring, kram osv. Som jeg ser det, handler det blot om, at vi har et nogenlunde realistisk forhold til det, vi foretager os.

Det lyder osse som en god ide at trappe ned på din antidepressive medicin, som jo kan være med til forstyrre dine seksuelle følelser og oplevelser. Motion kan være en rigtig god erstatning. Og dejligt, at du nu langt bedre kan lide din krop.

Og husk at arbejde med adskillelse hos din psyk. Det har vi jo brug for at kunne i livet, hvad enten det handler om dødsfald, tab af venner, ophør af kæresteforhold osv., som vi jo alle kommer ud for.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Igen Per

Jeg synes jeg skylder at fortælle jeg har godt
Mit nye bekendtskab med parret fra scor går rigtig godt!

Jeg har fået det væsentlig bedre med min krop, og lagt anoreksi tankerne nogenlunde bag mig, og er begyndt at turde vise min krop frem på en helt anden måde end tidligere. Selve sex delen er ik interessant - endnu - det helt store kick kommer af alle de krammer jeg får.

Tryghedsfornemmelsen er rigtig rar, men tror jeg er ved at blive afhængig af den, for jeg savner at blive krammet flere gange dagligt, og kan slet ik få nok kram og aen over håret.

Sex delen er jeg ligeglad med, de tænder åbenbart på min krop, men jeg elsker kun at blive krammet, så når de er færdige med min krop og trætte, får jeg lov at kramme og ligge trygt mellem dem.

Jeg er måske bange for, at jeg er begyndt at binde mig lidt for meget til parret. De er simpelhen så rare ved mig, og de får mig til at føle som en af deres egne børn. Al den omsorg, støtte og interesse de viser for mig, det kan indimellem være svært at skelne mellem "bolle venner" og reserve forældre.

Jeg har ikke lyst til at sige farvel til dem, fordi de er sådan nogle dejlige mennesker, men omvendt fornemmer jeg en stor risiko for at blive såret gevaldigt hvis ik jeg stopper i tide.

Lige nu er jeg ved at trappe ud af min anti depressiv medicin, og jeg kan mærke at mit humør stadig er let påvirklig - og jeg vil ik ned med flaget igen, så måske burde jeg stoppe med at ses med parret, til fordel for at få hovedet ordenligt på plads?

Hvad tænker du?


Men jeg er i tvivl.

Hej credomalata

Der er mindst to ting at sige om det:

1) Lad dig ikke styre af, hvad dine kammerater gør, har gjort, ikke har gjort, været ude for osv. Vi er alle forskellige - og har alle vores specielle liv. Det handler om, at vi hver især får den kvalitet ind i vores liv, som passer netop til os.

2) Hvis du har det godt med at experimentere med din seksualitet og føler dig tryg ved din partner, så er der ikke noget at fortryde. Vi har alle vores personlige tilgang til de første seksuelle oplevelser - og osse siden til de, der følger efter. Det handler først og fremmest om, at du har det godt med det, du gør og ikke om, hvad andre tænker om, det du gør.

Læg mærke til dine grænser - og sig til til manden, hvis du synes, det er for meget. Synes du, at det bliver problematisk, så snak med din psyk. om det. Hvis du ikke har behov lige nu for at fortælle ham det, så lad være, det virker ikke umiddelbart som noget problematisk - altså ud over din forståelige usikkerhed.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Ok Per jeg vil tjekke mine muligheder hos kommunen og ikke spekulere så meget mere på alt det uddannelsespjat

Du er sexolog.. Du må vide bedst, øhm jeg har chattet med et par på scor.dk og vi bor i samme by. Der er 16 år mellem os, men det piner mig sådan at være jomfru når alle ens veninder ikke er. Jeg havde besøg af ham igår og han nussede, kælede og krammede mig, og han respekterede vores stop ord. Han tog min mødom med en finger og det gjorde ikke sån direkte ondt, men jeg kan ikke rigtig finde ud af at nyde og gi mig hen..
Det føltes utroligt rart med alle de krammere, men i dag har jeg utrolig skyldfølelse omkring oplevelsen. Jeg havde bind for øjnene så min blufærdighed var slet ikke så dominerende som ellers.
Han vil gerne "lære mig op" hvis man kan sige det, og han tænder på at give unge piger en god, sikker sex oplevelse. Han har kone og børn og konen har også "legekammerater" så jeg egentlig ikke så angst for ham, men mere for hvordan det er at have sex første gang...?
Men det jeg spekulere mest over, er, om det er ok at tænke "sex er et behov og der behøver ikke at være følelser indblandet for at have det rart"

Er det meget forkert? Jeg har ikke fortalt det til nogen, ikke engang min psyk - men kan egentlig godt lide at jeg har mulighed for at være i den normale verden og så i den anden verden i selskab med ham ?
Han puttede mig inden han gik og for en gangs skyld følte jeg ikke lede ved min krop. Er det mon klogt det jeg har gang i ?

Hej credomalata

Du skal såmen ikke være flov over at skrive, det er helt ok med mig . Jeg svarer, når jeg har tid.

Det er ikke så godt med økonomien, har du ikke mulighed for at få noget hjælp fra din kommune? Tag en snak med en socialrådgiver, kommunen skal jo hjælpe med at rådgive dig!

Der er skam mange unge, der ikke bliver færdige i en fart, så du har ret mange kolleger i samme situation som dig. Så lad være med at presse dig selv, det er jo vigtigere, at du ikke kører ned på det, end om du bliver færdig før eller senere.

Det lyder som en fornuftig psyk. Motion og frisk luft og godt selskab er faktisk rigtigt gode midler mod depression . Noget af det, der hjælper én videre i livet og terapien, er faktisk, at man får en god binding til sin psykoterapeut - og at denne ikke sjældent kommer til at fungere som en god far og/eller mor. Man kan lidt fraseagtigt sige, at det ikke er for sent at få en god barndom .

Din familie har ikke ret, selv om du skulle blive indlagt igen, så kan du sagtens komme videre i dit liv. Jeg var selv indlagt i to omgange, da jeg var ung - og jeg er da bestemt kommet videre med mit liv - uden at indlæggelserne nogen sinde har været på banen .

Så du har ikke noget at frygte! Pas din uddannelse så godt du kan, snak med din psyk., og hvis han vil gå tur med dig og snakke frem for at sidde i en stol, så gå med. Vi er nok en del psykoterapeuter, der kunne tage gåture med i vore terapi - hils din psyk. og sig, at det er en rigtig god ide.

Og du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej igen Per

Jeg er simpelhen så flov over jeg skriver igen, men jeg aner ikke mine levende råd mere. Det hele er uoverskueligt. Jeg kan ikke samle tankerne om det jeg skal i skolen, eller finde lysten til at omgås mine veninde, de er alle snart studenter og perfekt indrettet i deres liv.
Dels har jeg også opdaget at jeg har for få timer til at kunne få su, så min økonomi hænger snart i en tynd tråd, men når det hele kommer til stykket er jeg nok mest flov over jeg ikke kan gennemføre en uddannelse lissom andre unge. Mine veninder får hue på til sommer, det vil jeg også rigtig gerne, men lysten og energien mangler.

Der er også sket noget mærkeligt i dag. Min psyk har opfordret mig til at "blive luftet" så jeg ikke sumper i min lejlighed, så vi gik en lang tur i dag og snakkede om løst og fast. Det var faktisk rigtigt rart, men jeg er lidt bange for at komme til at binde mig til ham... Han forstår mig meget bedre end min egen far. Min egen far og jeg er desværre ikke på talefod for tiden, men jeg er mere ked af tanken, hvis min psyk får vrøvl pga han går tur med sin klient (mig) udenfor arbejdstiden.

Jeg ved ikke rigtig hvad der sker i min knold lige nu, jeg er bare så ked af det hele, men kan ikke græde. Det gør virkelig ondt indeni, akkurat som mens jeg var indlagt. Min familie siger det ødelægger min fremtid, hvis jeg blir indlagt igen.

Men hvis min fremtid alligevel ikke lover godt, og jeg ikke kan få en uddannelse, så synes jeg efterhånden jeg har argumenter nok til at ta op til min mor.

Med andre ord kniber det stadig med at finde meningen med tingene.
Har du et godt råd?

Hej credomalata

Giv dig nu en chance . Der er ikke noget usædvanligt i, at det er svært i en ny gruppe til at starte med. Find dig en ven eller to i gruppen og udvid så langsomt din vennekreds. Og så må du lære at kende forskel på føle og tænke, du skriver: Jeg føler der står "ungdomspsykiatrisk patient" i panden på mig. Men det gør du faktisk ikke: Du tænker der står "ungdomspsykiatrisk patient" i panden på dig. Forskellen er, at følelser kan du ikke gøre noget ved, tanker kan du ændre. Du kunne tænke noget andet om dig selv, f.eks.: Jeg er en usikker HF-studerende, og det er naturlig i starten.

Der er intet af det, du har fortalt her, der ville få nogen professionel til at tænke på at indlægge dig, dertil fungerer din knold alt for godt.

Prøv om du ikke kan lave en god fordeling mellem HF og træning. Faktisk er det en rigtig god ide med fysisk aktivitet, når man læser, det hjælper på indlæringen. Så gør det ikke til en modsætning, men til noget der på glimrende vis supplerer hinanden.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hej Per

De 2 første dage på HF er gået ok, men jeg overvejer meget at blive selvstuderende. Jeg kan ikke koncentrere mig, og jeg føler mig skidt tilpas mellem alle de mennesker. Jeg føler der står "ungdomspsykiatrisk patient" i panden på mig.
Nogle dage er jeg meget opsat på at få huen, andre dage giver absolut intet mening. Jeg føler mig så forvirret indvendig og i dag har jeg gemt mig væk under dynen, og sovet mig væk.

Kan en psykolog imod klientens vilje, godt kræve man skal indlægges? Jeg er lidt bange for hans reaktion hvis jeg fortæller ham nærmere om, hvad der egentligt foregår i min knold..

Jeg har ikke en spiseforstyrrelse, jeg er bare utrolig forfængelig med min krop. Men tankerne er mere på mad efter jeg er flyttet hjemmefra. Min nabo er et motionscenter, hvilket konstant minder mig om, hvor jeg burde være i stedet for at sidde på min flade i skolen. Allerede i dag på 2. skoledag fik jeg så dårligt samvittighed over min krop, at jeg pjækkede fra de 2 sidste timer til fordel for at træne.

Nå jeg må hellere hoppe i seng, hvis jeg skal kunne stå op imorgen

Hej "jeg har gode nyheder"

Det er rigtig dejligt at høre, at det går dig meget bedre, og held og lykke med Hf.

Dejligt at høre at du er nogenlunde tryg ved din hjernevrider, det er et rigtig godt tegn, og er med at få dig på fode igen efter din nedtur. Der er absolut intet mærkeligt i, at du savner din mor, selvfølgelig gør du det. Det er kun 2 år siden hun døde, og du er ikke mere end 18 år. Sørg over hende så længe du har brug for det.

Jeg synes, at det er vigtigt, at du får talt med din hjernevrider om, at din længsel efter din mor til tider kan være så stærkt, at du tænker på selvmord. Sådan kan man godt have det ved stor sorg, jeg har selv tænkt på selvmord - og sågar forsøgt på det engang, da jeg var ung - og heldigvis lever jeg i dag. Man kan tids nok komme i himlen (hvis man tror på den). Og din mor ønsker sig helt sikkert, at du får et langt og godt liv på jorden her, før end I om mange, mange år skal mødes igen .

Der er ingen der nogensinde får at vide, at du har været indlagt på en ungdomspsyk (ud over din læge), med mindre du selv fortæller det.

Du har som alle andre unge brug for lidt afstand til dine forældre - her din far - det vil ændre sig med tiden. Så godt at det har hjulpet dig. Og unge i din alder føjter ret meget omkring - de unge jeg kender gør det i hvert fald. Uddannelse og føjt og venner .

Skriv igen og fortæl hvordan det går dig .