Inden der sker noget

[TheCarl]

Jeg tror, det er et centralt træk ved den præ-pubertære seksualitet og størrelsesangst. Mange drenge begynder i tiden op til at der skal til at ske noget, d. v.s. når de f. eks. i gymnastiktimerne kan se, at nogle af kammeraterne er begyndt at få hårvækst m.v. men de endnu ikke selv er gået i gang, at føle en længsel efter, at der skal ske noget. De vil gerne have, at den skal springe ud, og helst lige med det samme.

Hvis de har været stærkt aktive i målekonkurrencer eller måske bare spekuleret meget over, om deres egen er som sådan nogle er flest, eller skiller sig lidt ud til den ene eller anden side, så kan de meget vel samtidig forbinde udviklingsprocessen til voksne kønsdele med angst. Det er uhyre almindeligt at drenge snakker om, "hvordan den bliver, når jeg bliver voksen". Mange spekulerer over, om drengeformen giver et reelt vink om mandeformen, eller om man slet ikke kan vide noget, så der altså kan blive vendt op og ned på alting. Nogle bliver ligefrem besat af en slags "de første skal blive de sidste"-idé/teori. De tror med andre ord, at det bliver lige modsat. De små tissemænd bliver til kæmpestore pikke, og de store tissemænd til meget, meget små pikke.

Kombinationen af længsel efter at der skal ske noget og mere eller mindre udtalt størrelsesangst, får mange drenge til at sukke efter en afgørelse, hvor de næsten bliver ligeglade med stort og småt, alt andet end uvisheden. Få det afgjort. Kende sin dom. De begynder at misunde udsprungne lem generelt, også de helt små. De har fred. De kender deres dom. Drengen tørster efter afklaring.

Det, han glemmer i denne tænkning er, at man ikke nødvendigvis "kender sin dom", bare fordi den er sprunget ud. For hvis man ikke ved noget med sikkerhed om, hvad der er stort eller småt, så kender man også kun halv besked. Man ved hvordan, den er, i forhold til antallet af centimeter, men om det pågældende antal centimeter så anbringer den i den ene eller anden kategori, kan være svært atafgøre med sikkerhed, hvis den ikke er absolut usædvanlig. Holder den sig nogenlunde inden for normalområdet, er det stort set umuligt for en ung mand at vide noget sikkert om, hvorvidt den er en smule større eller mindre end de fleste andre.

Barndommens målekonkurrencer er ophørt. Hvis man forsøgte at overtale en kammerat til noget af den art, ville han tro, man var bøsse. De færreste piger bryder sig om at skulle fortælle om, hvordan den er i forhold til andre, de har set. Hvis de endelig kan presses til en udtalelse, så har man ingen mulighed for at efterprøve dens sandhed. De kan sige den er stor. Men måske siger de det bare for at glæde en. De kan sige den er lille. Men måske siger de det, fordi man lige har haft en skænderi. Hvor meget tør man stole på deres meldinger?

Som det ses, kender den udsprungne i virkeligheden heller ikke sin dom. En ofte overset grund til den megen fiksering på størrelser (mange nævner en række grunde, men sjovt nok aldrig dette) må formodes at være, at drengen, der længtes efter sin dom, endnu ikke føler, at han har fået den "oplæst" som mand. Han har sandsynligvis glemt størstedelen af de tanker, der røg gennem hovedet på ham som 11-13 årig. Men de ligger og roder rundt nede i underbevidstheden. En del af ham, som han ikke er sig helt bevidst, længes efter at stå foran en dommer, der erklærer: "Thi kendes for ret. Din penis er ..." Det er dette, som er deres virkelige længsel. Om dommeren sagde "latterlig lille" eller "enormt stor" er i virkeligheden underordnet. Det drejer sig simpelthen om, at den er noget, noget sikkert og vist, noget indiskutabelt.

Det ændrer naturligvis ikke på det faktum, at rigtig mange ønsker sig en større end de har. Hvad der her siges er blot, at uvisheden er det værste af alt.

[PER HOLM KNUDSEN]

Hej TheCarl

Tak for dit indlæg.

PSYKE & SEX om Penis - Pikken - størrelse

Du skal være velkommen til at skrive igen.